Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36841Visninger
AA

9. 7. december

Der var intet bedre end en kop varm chokolade på en kold snevejrsdag. Det kunne jeg slå fast, da jeg sad på en lille café sammen med Torrance og kiggede ud ad vinduet, hvor flere mennesker kom forbi med de pelsede hætter trukket over hovedet. Jeg havde altid elsket at betragte folk på denne måde, trods mange kunne finde det en anelse nærgående. Det var egentlig ikke, fordi jeg gerne ville genere dem, sådan var det ikke. Det fascinerede mig bare så meget at vide, at alle mennesker havde en historie, op- og nedture. Jeg kunne godt lide at forestille mig, hvordan deres hverdag var; om de kom hjem til en glad, pjusket hund eller en syg mor, om de spiste havregryn med lidt for mange rosiner eller helt perfekt ristet toast til morgenmad, om de lyttede til højlydt rockmusik, der kunne springe deres trommehinder, eller klassisk musik af kunstnere som Mozart, fordi de havde fået at vide, at det stimulerede hjernen – det var sådan noget, jeg gik og tænkte på. For nogle gange kunne det bare virkelig gå op for mig, hvor underligt det egentlig var, at man kunne se ting fra andre synsvinkler end kun min. Det var sjovt at tænke på. Jeg gad vide, hvordan jeg så ud i andres øjne. Hadede de mig lige så meget, som jeg hadede mit spejlbillede? Hvad kunne de bedst lide ved mig? Hvad var det første, de lagde mærke til, når de så mig? Det var sådan nogle spørgsmål, jeg stillede mig selv en gang imellem.

  Jeg tog mig selv i at undre mig over, om Niall mon sad og skrev sine breve over en kop kaffe eller kakao. Jeg var egentlig ret sikker på, at det hele foregik derhjemme og ikke midt ude i det offentlige, men kunne alligevel ikke smide tanken væk om ham sidde helt alene med en kuglepen og et blankt stykke papir. Bare drømmescenariet var nok til at fylde mine næsebor med duften af nyligt brygget kaffe og smørcroissanter – ikke dem, man kunne få i 7-eleven, men de ægte franske.

  ”Skal vi fortsætte efter det her eller bare tage hjem?” lød det pludselig fra Torrance, som sad og nippede til sin kakao. ”Mangler du stadig noget?”

  ”Nej,” svarede jeg og kastede et blik ned mod de mange poser, der lå lænet op ad mine fødder, ”hvad med dig?”

  ”Jeg tror også, jeg har fundet det meste.”

  Vi havde brugt hele dagen på at finde julegaver i de forskellige butikker, der lå på Oxford Street. Her myldrede der med mennesker, der ligesom os ledte efter det helt perfekte at give til dem, de elskede. Selv var jeg ikke helt klar over, hvem jeg havde købt mine gaver til. Jeg havde ikke andre end Torrance, som jeg snakkede med jævnligt, så de fleste af de ting, der lå i poserne, forventede jeg at returnere efter januar. Hvis det nu var sådan, at der snart ville komme nogen dumpende i mit liv, ville jeg i hvert fald have noget at give vedkommende. Der var stadig lidt over 17 dage tilbage.

  ”Hvem har du egentlig købt gaver til?” spurgte jeg, inden jeg rørte lidt rundt i min varme chokolade. ”Sagde du ikke, du allerede havde afleveret gaverne til din familie?”

  ”Jo,” nikkede hun, ”så jeg har egentlig ikke mange andre tilbage. Bella skal selvfølgelig have et eller andet, og så har jeg købt noget til dig. Ellers har jeg bare købt lidt til April, når hun nu kommer tilbage, og nogle andre venner.”

  ”Åh, okay.” Nogle gange tænkte jeg slet ikke over, at hun rent faktisk havde andre venner. Det var måske en smule underligt, men når hun brugte så meget tid på at være sammen med mig … tja, jeg kunne vist bare ikke se, hvorfor hun skulle vælge mig over for sine veninder. Hun havde jo efterhånden tilbragt en hel del af sine dage i december på enten at hjælpe mig eller bare at holde mig med selskab. Måske gjorde hun det i virkeligheden bare, fordi hun havde ondt af mig. Jeg havde jo ikke andre, og det måtte være gået op for hende efterhånden.

  ”Nå, men skal du have mere af den kakao? Ellers kan vi nemlig tage hjem,” foreslog hun, og jeg kunne se på den måde, hun sad på, at hun var lige ved at rejse sig – hun manglede bare min tilladelse.

  Selvom jeg egentlig gerne ville blive lidt længere, svarede jeg: ”Ja, lad os det,” inden jeg selv skubbede stolen bagud. Med den stille musik i baggrunden samt de mange snakkende mennesker var det næsten ikke til at høre, men jeg kunne mærke, hvordan stolebenene skrabede mod gulvet på en ubehagelig måde.

  Caféen var virkelig hyggeligt indrettet. Man kunne vælge enten at sidde op ad væggene på en sofa eller midt i det hele ved et bord og en stol. Torrance og jeg havde siddet lige ved kassen, omringet af en masse andre mennesker, og selvom det af og til havde været en smule forstyrrende med al den støj, kunne jeg bedre lide det end kvælende stilhed.

  Rundt omkring hang der nogle sort-hvid billeder, der forestillede nærbilleder af mennesker. Trods det ikke var andet end portrætter var jeg vild med den måde, de alle udtrykte forskellige følelser – det hele lå i øjnene. Selv hvis personen på billedet smilede, betød det ikke nødvendigvis, vedkommende var glad. Hvis gløden ikke var der i øjnene, kunne man let gætte sig til, hvor fremtvungent det var. Og for mig var det kunst. Det var, hvad jeg virkelig beundrede ved billederne. Jeg elskede desuden det lille, fint dekorerede glas med teksten Make a wish! :), hvor man kunne smide nogle drikkepenge – jeg havde altid haft en ting for sådan nogle.

  Da jeg trådte ud ad døren og efterlod den lune, hyggelige café, var den dalende sne hurtig til at sætte sig i mit mørke hår, og før jeg vidste af det, var jeg dækket til af en masse snefnug. Kulden var på samme måde allerede godt i gang med at gnave i mine kinder, som på få sekunder var blevet helt pink. Det var først kun lige begyndt at sne i London, men jeg elskede det. Der var noget over den måde, det forvandlede byen til et helt hvidt landskab, jeg fandt utrolig hyggeligt. Det var, som om alle mennesker blev rystet sammen af det og fandt deres varme hjerter frem. Julen var den tid, man bød alt og alle velkommen. Jeg håbede også, Blake havde fundet den gode side af sig frem her i højtiderne.

❄❅❄

Det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at sætte en fryseret i mikroovnen, hvorefter jeg begyndte at tage mit overtøj af. Jeg var efterhånden begyndt at føle mig som en omvandrende gave med den tykke vinterjakke (som jeg netop havde købt), strikhuen med de matchende vanter og sweateren indenunder, der var så tyk, at jeg så helt firkantet ud i den. Det var en smule besværligt at have så mange lag tøj på, men jeg elskede netop december, fordi det var her, man kunne købe hundredvis af sweatere og gå i dem.

  Jeg var udmattet efter en lang dag. Det havde faktisk været virkelig dejligt at komme lidt ud og bare snakke med Torrance om alt mellem himmel og jord. For en gangs skyld var jeg hverken naget af Blake eller Niall – var det sådan her, det føltes at være fri for sådan nogle tanker? I så fald ville jeg gerne blive ved med at have det sådan, for det var så … det sparede på så meget energi, og den havde jeg i forvejen ikke meget tilbage af.

   Efter at have hentet min færdigret satte jeg mig ned i sofaen i stuen, hvorefter jeg tændte tv’et. Jeg havde slet ikke benyttet mig af det, siden jeg var flyttet ind, så nu virkede som et godt tidspunkt at gøre det på. Jeg havde alligevel ikke mange andre planer for aftenen, og som det så ud nu, var jeg ikke særlig interesseret i at læse The Fault in Our Stars. Jeg vidste, at det her var starten på omkring tre måneders pause fra læsning, men gjorde alligevel ikke noget for at stoppe det. Selvom jeg gerne ville være fanget af den, kunne jeg ikke lade være med at synes, at Nialls breve var meget mere fascinerende. Jeg så frem til at høre lyden af noget papir falde til gulvet, for så vidste jeg, at jeg havde modtaget brev nr. 7.

  Men tiden gik. Den gik og gik og gik, og jeg blev ved med at sidde der ved tv’et og vente på det brev, der aldrig kom. Flere gange undervejs spurgte jeg mig selv, om han mon havde droppet eller glemt det, men det gav bare ikke mening for mig. Han elskede April så højt, han kunne da ikke bare sådan have givet op … kunne han?

  Jeg rystede på hovedet ad mig selv og mine tanker. Både fordi jeg ikke kunne se, hvorfor han bare skulle stoppe, men også fordi jeg ville have mig selv til at stoppe med at tænke på det. Det var bare et brev – jeg kunne sagtens leve uden at læse et brev, der ikke engang var dedikeret til mig, om dagen. Problemet var bare, at det var sådan, min hjerne havde det – mit hjerte sagde noget andet. Det længtes efter at banke lidt hurtigere og få det til at boble i hele kroppen.

  Da klokken slog ni, og jeg stadig ikke havde hørte et brev dumpe ned på gulvet, mærkede jeg håbløsheden snige sig ind på mig; jeg mærkede, hvordan mit hjerte sank en smule. Jeg havde efterhånden været forbi entréen for at tjekke ti gange uden resultat, så han havde altså ikke skrevet noget. Han havde glemt hende. Og på en eller anden måde, på en eller anden virkelig underlig måde, følte jeg, han også havde glemt mig.

  På tv’et kørte en af de der gamle krimiserier, der altid blev sendt sent om aftenen, hvor alle unge var travlt beskæftigede. Det var kun de gamle mennesker, der så med på disse tidspunkter, og det var derfor, det var, hvad de sendte. Jeg vidste ikke, hvornår jeg var blevet kategoriseret under ’gammel’, men som det så ud nu, kunne jeg ikke forestille mig at lave noget andet på denne lørdag aften. Hvis brevet alligevel ikke kom, kunne jeg lige så godt bruge resten af aftenen på at se tv.

  Jeg var træt og trist, da uret, der hang på væggen, fortalte mig, at klokken var lidt i 11. Jeg havde ikke lyst til at vente yderligere på noget, der alligevel aldrig ville komme – jeg var træt af at være den, der ventede hele tiden. Det var lige præcis, hvad jeg havde gjort med Blake, og hvad havde det bragt mig? Intet andet end psykiske ar. Så nu var det nok, jeg havde fået nok af det hele. Jeg ville gerne bare i seng.

  Jeg stod længe ude på toilettet med håndfladerne mod den kolde vask af marmor. Her betragtede jeg mit frustrerede ansigt og den måde, min brystkasse hævede og sænkede sig, når jeg trak vejret, fordi jeg vidste, det var, hvad jeg havde brug for, hvis jeg gerne ville falde til ro. Som lille havde min mor altid fortalt mig, at hvis jeg nogensinde blev vred, skulle jeg bare fokusere på min vejrtrækning, så det var det, jeg gjorde nu. Det var jo egentlig ikke, fordi jeg var direkte vred, nærmere skuffet. Men det var måske også bare mig, der havde forventet for meget af Niall. Jeg forventede altid så meget af folk.

  Efterhånden som mine tænder blev børstet, og jeg fik fjernet min makeup, blev mine øjenlåg tungere og tungere. Min begejstring havde været alt, der havde holdt mig så årvågen gennem aftenen, for det havde trods alt været en udmattende dag med en masse gang. Det overraskede mig, at jeg ikke allerede var faldet om, for min energi var helt brugt op. Jeg glædede mig bare til at lægge mig ned og sove hele natten ud.

  Jeg plaskede lidt vand i ansigtet, velvidende at det sikkert ville vække mig en smule, før jeg bevægede mig ud i entréen igen. Som om det var skæbnen, hørte jeg det banke sløvt på tre gange med præcis et halvt sekund imellem sig. Det første, der strejfede mine tanker, var, at Blake måtte have fundet mig, og at han nu ville tage mig tilbage til Bristol, men som sekunderne passerede, og jeg tænkte nærmere over det, indså jeg sandsynligheden og sprang derfor til den konklusion, at Torrance vel nok bare havde glemt et eller andet hos mig. Hun var en mystisk pige, så det ville ikke undre mig, hvis hun aflagde sene aftenbesøg.

  Uden at tænke nærmere over at dørøjer fandtes, trådte jeg hen til døren og låste den op, hvorefter jeg trak ned i håndtaget. Langsomt gik den op, og min trætte og halvsovende hjerne forventede ikke andet end Torrance stå derude, så jeg registrerede ikke helt, at det var en fuldstændig anden, før jeg pludselig mærkede nogle bløde læber mod mine. Pludselig gik virkeligheden op for mig.

  Forskrækket trådte jeg flere skridt tilbage og måtte blinke adskillige gange for at rydde mine tanker lidt, og som sekunderne sneglede sig af sted, begyndte det langsomt at slå klik i mit hoved. Det var ham.

  ”Niall …” Konstateringen lød mere som et spørgsmål, da det forlod mine læber. Jeg var ikke klar over, hvordan jeg skulle reagere over hans pludselige opdukken. Han var lige her, foran mig. Drengen bag de breve, jeg havde læst om og om igen. Drengen med de smukke ord.

  ”Hvorfor er min kærlighed ikke nok til dig?” spurgte han og trådte eller nærmere vaklede et par skridt frem efter at have lukket døren bag sig. Hans stemme var grødet og utydelig, og de øjne, jeg havde forestillet mig som skinnende blå, var flakkende og ude af stand til at tyde. Han var fuld. ”Tag mig tilbage. Vær sød at tage mig tilbage. Vil du ikke nok?”

  ”J-jeg …” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. At se ham famle ud efter mig i mørket var ikke lige, hvad jeg havde forestillet mig som vores første møde. Langt fra faktisk.

  ”Jeg lover at være en bedre udgave af mig selv,” fortsatte han indtrængende med de mest bønfaldende øjne, før han nærmest snublede efter mig. Hver gang jeg trådte et skridt bagud, fulgte han med, som om vi var magneter. ”Jeg kan godt ændre mig, jeg vil gøre alt. Tag mig tilbage, jeg elsker dig så højt.”

  Hans ord virkede ikke helt så smukke længere, når han sagde dem højt. Den måde, han snøvlede over dem, fik mig til at sukke. Det var ikke sådan her, jeg skulle have mødt ham. Jeg skulle have været frisk, og han skulle have været ædru. Det så ud til, at den virkelige verden aldrig var bedre end min fantasi.

  ”Jeg elsker dig så højt.” Endnu en gang trådte han et skridt frem, så jeg måtte træde over dørtærsklen ind til stuen og hen mod sofaen, hvor jeg ikke kunne komme længere. Her lod han langsomt sine fingre kærtegne min kind med sit blik boret ind i mit. ”April …”

  I samme øjeblik han sagde hendes navn, faldt det hele sammen for mig. Det var, som om det slog mig, at det overhovedet ikke var mig, July, han snakkede til. Det var pigen, han troede, jeg var. Det var April. Egentlig havde jeg jo vidst det hele tiden, men havde alligevel valgt at se bort fra det. Måske var det, fordi jeg godt kunne lide tanken om, at han var desperat efter at få mig tilbage og ikke hende. Han var trods alt drengen med de smukke ord; ham, jeg ved et uheld havde knyttet et lidt for kraftigt bånd til.

  Da han lænede sig frem imod mig, blev jeg nødt til at trække mig væk. Hvor meget jeg end havde lyst til at kysse ham, var det her ikke den rette situation. Jeg ville ikke have det til at smage af alkohol, og jeg ville ikke have, at han i morgen vågnede op og blev helt pinligt berørt over at have forvekslet mig med en anden person. Det ville han nok blive uanset hvad, men endnu et kys ville nok ikke ligefrem gøre det bedre.

  I stedet for at lægge al sin vægt på mig, væltede han ned i stofsofaen bag mig, hvor han blev liggende med dybe vejrtrækninger og et fredfyldt ansigt, der fik mit ansigt til at løsne sig lidt op. Som det så ud nu, var alt, han havde brug for lige nu, en god nats søvn og så måske lidt vand og en hovedpinepille i morgen tidlig. Og måske, hvis jeg var heldig, kunne jeg så få en rigtig samtale med ham, hvor han snakkede til mig.

  Så jeg tog det tæppe, der lå sammenfoldet på armlænet, hvorefter jeg lagde det over Nialls lange krop. Det var ikke langt nok og dækkede derfor ikke hans ankler og de sneakers, der så ud til at være en smule for beskidte til at gå rundt med indenfor, men jeg valgte at ignorere det. Jeg stod bare og betragtede den måde, hans øjenlåg dirrede let i søvne, som om han drømte et eller andet, og tog mig selv i at trække svagt i smilebåndene. Derefter gik jeg ind på mit eget værelse og faldt i søvn med et spind af tanker i hovedet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...