Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36441Visninger
AA

8. 6. december

Da jeg vågnede d. 6. december, var jeg træt og udkørt, og mine øjenlåg føltes tunge som bly. Aldrig havde jeg været så opsat på at lægge mig til at sove igen – normalt var jeg et A-menneske, der ikke kunne sove i mere end otte timer, men som det så ud lige nu, var det sidste, jeg havde lyst til, at tage på arbejde. Faktisk ville jeg gerne bare ligge i min seng resten af dagen og læse en eller anden god bog. Men jeg vidste, jeg ikke kunne tillade mig det.

  Jeg havde en idé om, at min drøm ikke havde været den behageligste. Små scener udspillede sig i mit hoved, og de var bestemt ikke rare – især fordi jeg kun så det hele i små glimt uden at forstå, hvordan de hang sammen med hinanden. Min hukommelse så ikke ud til at fungere særlig godt i dag. Det lod til, at i dag var en af de dage, mine drømme var blevet vasket væk, i takt med at jeg var vågnet.

  Efter at have gabt rejste jeg mig op for at gå hen til skabet og kigge det igennem i et forsøg på at finde det rette sæt tøj at have på. Jeg gik ikke særligt meget op i mode, men brød mig alligevel ikke om at møde op i et eller andet kluns, der overhovedet ikke matchede – nu snakkede vi trods alt om Vogue, og noget sagde mig, at folk sagtens kunne finde på at bagtale og dømme mig, hvis jeg ikke havde det helt rigtige på. Den måde, medarbejderne altid havde snuden i vejret, sagde det hele.

  Udenfor var der stadig bælgmørkt, og kun stjernerne og månen samt de mange gadelygter oplyste gaderne i det travle London. Det overraskede mig, hvor mørkt der egentlig var. Selvom det var december, virkede himlen en lille smule for tæt på at være sort – klokken var trods alt mindst syv om morgenen. Tja, man kunne vel sige, vi for alvor var ved at nærme os vinter.

  Min refleksion i spejlbilledet så forfærdelig ud. Måske havde det noget at gøre med det fluorescerede lys, der altid var på et toilet, men jeg så simpelthen så … så grå ud i ansigtet. Det var, som om min hud havde mistet al sin farve, og at mine kinder manglede sin rødlige glød. Poserne under mine øjne var enorme og mørke for ikke at snakke om selve øjnene, der slet ikke skinnede, som de normalt gjorde. Jeg lignede mildt sagt en, der havde mistet livsglæden. Og det var egentlig ikke, fordi jeg følte mig særlig trist den dag, så jeg forstod ikke, hvorfor jeg følte mig så sløv i alle mine muskler.

  Jeg fik dog svar på det, da jeg igen trådte ind på værelset. Til at starte med troede jeg, at jeg så syner, men selv da jeg blinkede, ændrede uret sig ikke. Den store viser fortalte mig nemlig, at klokken kun var lidt i et om natten, hvilket svarede til en times tid senere end det tidspunkt, jeg var gået i seng. Kunne det passe, at det stadig var nat?

  Jeg var næsten helt sikker på, at digitaluret på min mobil havde vist 07:33, da jeg havde tjekket det efter at have slukket alarmen. På den anden side havde jeg ikke sat nogen alarm til at ringe hverken klokken 00:33 eller 07:33, så det med alarmen havde højst sandsynligt overhovedet ikke fundet sted. Alligevel huskede jeg det så tydeligt – jeg huskede handlingen tydeligere, end jeg huskede min dag i går. Var jeg rent faktisk begyndt også at hallucinere? Det håbede jeg ikke.

  Det var med et tungt sind, jeg lagde mig under dynen igen. Jeg var forvirret, både over mig selv og det, jeg var begyndt at blive. Det var, som om jeg var en helt anden person om natten og ikke pigen, jeg gik for at være i min hverdag. Det var på disse tidspunkter af dagen, man oplevede mig, som jeg rent faktisk var: sindssyg. For det var, hvad jeg var. Man kunne ikke sige, at hallucinationer og handlinger, man ikke havde kontrol over, var normale. Jeg var ikke normal. Ikke længere.

  Selvom jeg vidste, min krop havde brug for hvile efter den lange dag i går, blev jeg liggende i lang tid med åbne øjne. Og der lå jeg bare og stirrede op på det blanke loft, der virkede blåligt i mørket. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Blake og alt det, han havde gjort imod mig. Det var slet ikke gået op for mig, hvor meget han rent faktisk havde ødelagt, før nu, klokken snart et om natten. For ja, han havde mishandlet mig og givet mig ar på kroppen, der aldrig ville forsvinde, men det var intet sammenlignet med alt det psykiske. Det, der foregik inden i mit hoved. Jeg havde aldrig rigtig bebrejdet ham det, han havde gjort, selvom jeg måske burde være vred, men det var ved at drive mig til vanvid, at jeg ikke havde kontrol over mine handlinger i søvne, og at jeg var bange for at sove. Selvom jeg var sluppet fra Blake, havde han inderst inde stadig kløerne i mig. Det så ud til, at mit sind gerne ville minde mig om det hver evig eneste dag med enten brutale drømme eller tvangstanker. Jeg ville vist aldrig få fred.

❄❅❄

”Der skete det underligste i nat,” fortalte jeg en af mine kolleger, Clarice. ”Jeg ved slet ikke, hvad der skete. Jeg vågnede bare, og så troede jeg, at det var tid til at stå op og tage på arbejde. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet sådan noget før – det var simpelthen for underligt.”

  ”Årh, det kender jeg godt!” udbrød hun, hvilket fik mig til at gøre store øjne. Gjorde hun? ”Nogle gange sætter jeg mig bare op i sengen midt om natten, og så tror jeg, arbejdet kalder. Jeg tjekker altid uret på min mobil som det første om morgenen, men det er tit kun de sidste to cifre, jeg rigtigt lægger mærke til.”

  ”Præcis!” sagde jeg, selvom situationen var en smule anderledes i mit tilfælde. For jeg havde set alle fire cifre, det var jeg sikker på. Hver gang jeg blinkede, var billedet af tallene 00:33 som limet fast på min nethinde. Det hele havde syntes så virkeligt, og så havde det bare været hallucinationer. Jeg var begyndt at forstå, hvordan sindssyge havde det – sådan her var der deres virkelighed jo. De var så overbeviste om, at deres verden var det rigtige, og at vi andre var dem, der var noget galt med. Måske var der også noget galt med alle andre – var jeg overhovedet en del af ’alle andre’?

  Clarice var formentlig den på kontoret, jeg følte mig mest afslappet i nærheden af. Hun var virkelig snaksaglig og var god til at lette stemningen. Det var lige, hvad jeg havde brug for. Hun var ikke som Torrance, men alligevel mindede deres sprudlende personligheder ualmindeligt meget om hinanden. Clarice var bare mere målrettet, mere intelligent. Selvom Torrance virkede meget klog, vidste jeg, at Clarice havde helt perfekt grammatik og stavning – det kunne jeg læse på hendes artikler. De lignede desuden heller ikke hinanden på ydersiden – mens Torrance havde mørkebrunt, næsten sort hår og helt blå øjne, var Clarices hår lysebrunt og endte i en masse fyldige krøller, og så havde hun et sæt helt lyseblå øjne; de var så lyseblå, at man kunne sammenligne dem med is.

  Vi befandt os i det lille lokale, hvor man kunne holde kaffepause. Der var trangt, og alt, lokalet bestod af, var en enkelt kaffemaskine, nogle skabe og så et bord med nogle tilhørende stole. Men jeg fandt det hyggeligt. Det var ikke særlig tit, man fandt medarbejderne herinde, fordi de altid foretrak at holde til ved deres egen lille arbejdsplads.

  ”Jeg er altså nødt til at spørge dig om noget,” sagde jeg efter noget tid. ”Der er nemlig noget, jeg har undret mig over i efterhånden rigtig lang tid, og jeg ved ikke, om det bare er mig, der overreagerer.”

  ”Sig frem!” Hun lagde benene over kors og lænede sig interesseret frem imod mig, som stod ved kaffemaskinen og var i gang med at brygge en ny kop. ”Jeg kan svare på alle dine spørgsmål.”

  ”Folk herfra stirrer altid så underligt på mig, når jeg går forbi dem. Det er, som om jeg er et eller andet rumvæsen, for den måde, de kigger på mig på, får mig til at føle mig som en helt anden race. Du burde seriøst prøve at lægge mærke til den måde, de betragter mig på – når først de har fået et ordentligt kig på mig, kan de ikke stoppe med at glo. De tror ikke, jeg bemærker det, men mennesker kan faktisk mærke, når nogen kigger på dem.” Jeg pustede lidt ud efter den lange talestrøm og rettede derefter mit blik på Clarice, som for en gangs skyld så ud til ikke at have lyst til at buldre ud med en masse snak. Hvad var det, alle på kontoret skjulte for mig?

  Der gik lidt tid, før hun endelig rettede sit blik mod mig igen, og selv der så hun stadig lidt underlig ud i ansigtet. Det fik mig bare til at undre mig over alt det her endnu mere, for hvis selv Clarice blev underlig, måtte det være noget bare en smule vigtigt i det mindste. Jeg kunne ikke se, hvorfor de ellers skulle gøre så meget ud af det.

  ”Lov mig, du ikke siger noget til de andre om, at jeg har fortalt dig det, okay?” sagde hun og tog en tår af sin kaffe, hvorefter hun rettede på sit glansfulde hår. Jeg nikkede selv ivrigt – min mund var lukket med syv segl. ”Vi havde engang besøg af en model, der skulle have taget billeder til en forside. Jeg kan ikke huske, hvad hendes navn var, men hun lignede dig simpelthen så meget. Du har et lidt smallere ansigt, men ellers havde I de helt samme træk! I kunne næsten være søskende, det er vildt. Men der var rigtig mange problemer med denne her model. Vi har mange forbi for at få taget forsidebilleder, så det er jo ikke alle, vi husker, men hende her … hende kan man ikke glemme. Hun var virkelig sød, husker jeg, men samtidig var hun så arrogant og selvcentreret. Så falsk. Ingen på kontoret fik et særlig godt indtryk af hende, men hvis jeg skal være ærlig, tror jeg, det var en facade, hun havde kørende. Hun virkede så indelukket. Der var de der små glimt af hendes sande jeg, når vi komplimenterede hendes hår, men ellers var hun bestemmende og opførte sig, som om vi var hendes slaver. Hun var nok noget af det mest forvirrende menneske, jeg længe havde mødt, og tro mig, jeg har mødt mange forvirrende mennesker. Man kunne ligesom bare aldrig regne med hendes humør.”

  ”Jamen, hvorfor er det sådan en stor ting?” spurgte jeg med rynkede bryn.

  ”Hvis du havde set hende, ville du forstå. Man kan godt se forskel på jer, men alligevel er I så ens. Du er godt nok en hel del sødere, men når man kigger på dig, bliver man straks mindet om hende, og jeg ved virkelig ikke hvorfor. I er jo ikke kloner eller noget. Det er vist bare jeres måde at kigge på nogen på – jeg har det, som om jeg bliver taget tilbage til den tid med hende, når vi får direkte øjenkontakt, fordi jeres øjne minder så meget om hinanden. Du bruger bare ikke helt så meget øjenmakeup.” Det sidste blev sagt med et grin, og jeg trak selv lidt i smilebåndene.

  ”Det lyder underligt,” indrømmede jeg, ”men så forstår jeg bedre. Tak, fordi du ville fortælle mig det. Jeg har gået og undret mig som en gal de seneste par dage.”

  ”Det forstår jeg godt. Det var måske også en smule ondt gjort af os ikke bare at sige det til dig, når det ikke er en særlig stor ting. Vi vidste bare ikke, det gik dig så meget på. Det ser ud til, du ikke viser, hvad du tænker lige så tydeligt, som vi gør – du har i al denne tid bare totalt gennemskuet os, mens vi troede, vi var så snedige og gode til at skjule alt det her.” Hun slog endnu en latter op. ”Men det behøver du ikke tænke på længere.”

  ”Nej.” Men det gjorde jeg. For jeg undrede mig så meget over, hvem den pige var. Kunne det være April?

❄❅❄

Da jeg kom hjem, lå endnu et brev ved døren. Faktisk var jeg lige ved at træde på det med mine beskidte støvler, så det var kun et held, at jeg fik øje på det. Jeg havde ikke tænkt helt så meget på Niall og hans ord i dag. Det var ikke, fordi jeg havde mistet min interesse for ham, for det havde jeg bestemt ikke, men jeg havde ligesom haft lidt for travlt til at tænke over det. Men nu var jeg hjemme, og bare synet af den lukkede konvolut fik mit hjerte til at springe et slag over.

  Hans håndskrift var begyndt at blive genkendelig – mine øjne kunne se på de ekstrabuede H’er, at det var et brev skrevet af ham. Hans håndskrift var hverken helt vildt flot eller grim – den var unik. Aldrig havde jeg set en, der bare mindede den mindste smule om hans. Og han var nok den første dreng, jeg havde mødt (selvom jeg ikke havde mødt ham), der skrev med sammenhængende bogstaver.

  Kære April,

  Først og fremmest vil jeg gerne undskylde for mit udbrud i går. Jeg var i dårligt humør og lod som altid det hele gå ud over dig. Jeg ryster lige nu på hovedet af mig selv, fordi jeg simpelthen er så … det er virkelig ynkeligt at se mig prøve. Jeg gør mit bedste for ikke at blive den, jeg engang var, men alligevel er negative tanker næsten hele min hverdag for tiden. Og jeg ved, du altid har hadet negative mennesker, der trækker andre med ned på vejen. Så nu vil jeg prøve at komme med et positivt brev.

  April … du er nok noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Første gang jeg så dig, vidste jeg, at du var et vidunderfund. At jeg var heldig at være faldet over dig, for du er så meget værd. Og da jeg begyndte at lære dig at kende, blev jeg bare endnu mere sikker i min sag. Du var så varm og kærlig og nede på jorden, og ved enden af dagen vidste jeg, at jeg var forelsket. Jeg har aldrig nogensinde prøvet at blive forelsket på én lille dag, men med dig var det anderledes. Jeg vidste ligesom bare, at jeg var klar til at gøre alt for at gøre dig til min, ligesom jeg er villig til at gøre alt for at få dig tilbage nu.

  Du har altid lyst min dag op. Jeg husker koncerterne, hvor du dukkede op, når jeg ikke lige orkede at skulle optræde. At se dig blandt publikum var nok noget af det mest fantastiske – jeg begyndte altid at smile, når jeg så dig. På en eller anden måde føltes ordene i sangene også mere sande, fordi jeg rent faktisk vidste, hvem jeg sang til. Jeg sang til dig.

  Hvis der er noget, jeg altid har elsket ved dig, så er det dine øjne. De er så fortryllende. De kan lyse en hel sal op, og jeg lyver ikke engang, når jeg siger, det er dem, der gør, jeg altid kan finde dig i en kæmpe mængde. For de er så specielle og anderledes fra andres, hvilket nok er grunden til, at jeg elsker at have øjenkontakt med dig. Det får mig altid til at falde til ro.

  Jeg vil gerne betale dig tilbage for alle de gange, jeg fik dig til at føle dig værdiløs, som om du var intet værd. Og det har jeg så prøvet på at gøre igennem dette brev, selvom få ord aldrig vil kunne undskylde flere måneders dårlig behandling. Jeg håber inderligt, tanken er nok – det er i hvert fald alt, jeg håber på.

  Jeg vil fortsætte med at vente på dine opkald, ikke bare i denne måned, men resten af mit liv. Glædelig 6. december, April. Jeg håber, du har det godt.

  xx Niall

  Jeg overvejede kraftigt at ringe til April. Jeg ville gerne have hende til at vide, hvad der ventede hende, når hun kom hjem, men havde på den anden side ikke lyst til at gøre hende opmærksom på, at jeg havde læst alle Nialls breve, der var dedikeret til hende. Jeg kunne forestille mig, det ikke ville gøre hende særlig glad. I stedet lagde jeg brevpapiret ned i konvolutten igen og lagde mig derefter ned i sengen med konvolutten mellem mine hænder. Flere af Nialls ord kørte rundt i hovedet på mig, men jeg prøvede så vidt som muligt at lade være med at lade dem overtage hele mit hoved. Men det havde de for længst gjort. Og det triste var, at hans hjerte var lovet ud til en pige, der lod til at være en tro kopi af mig – eller også var det mig, der var en tro kopi af hende. Det var vel sådan, det var, for jeg var den dårligere udgave. Jeg var ikke helt så perfekt som hende. Men åh, hvor forstod jeg godt Niall … for mens han gerne ville være alt, April ønskede, han var, bankede mit hjerte længselsfuldt efter at være alt, han ønskede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...