Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36839Visninger
AA

7. 5. december

”Åh gud, jeg tror, at kagerne er ved at brænde på!” udbrød Torrance, hvorefter hun skyndte sig ud i køkkenet med mig i hælene.  Her blev vi mødt af den dejligste duft af småkager. Duften mindede mig om de tider, jeg havde fejret jul med min familie. Den tid virkede så langt væk nu – så meget var sket siden da. Jeg kunne slet ikke forestille mig at vende tilbage til det længere.

  Idet ovnen blev åbnet, fyldtes hele lokalet med røg, som tvang os til at åbne alle vinduer. Det var som at skulle se igennem en tåge, så hvidt var der. Det overraskede mig, at brandalarmen ikke var gået allerede – det bekymrede mig faktisk også en smule, fordi det var ensbetydende med, at den nok heller ikke ville advare mig om virkelige brande.

  ”Lidt skorpe skader vel heller ikke,” sagde jeg i et forsøg på at lette stemningen. Det lod til at virke, for lidt efter hørte jeg Torreys perlende latter, hvilket fik mig til at grine lidt selv.

  ”Vi kan vist være enige om, at vi ikke er de bedste bagere,” fastslog hun, og jeg nikkede, selvom jeg tvivlede på, hun kunne se mig ordentligt igennem tågen. ”Jeg tror, jeg må bede April om at klare sådan noget her, når hun igen vender tilbage.”

  I samme øjeblik Aprils navn blev nævnt, blev jeg stille, og min latter stilnede af. Pludselig gik det op for mig, at jeg slet ikke ville være her i særlig lang tid – jeg burde slet ikke tilbringe så meget tid med Torrey, når vores venskab slet ikke var noget specielt. Man kunne vel sige, jeg var en billig erstatning for April. Jeg var her bare som en trøst, imens den rigtige vare var væk. Var Torrey og jeg overhovedet veninder, eller prøvede hun bare at være venlig?

  ”Er der noget galt?” hørte jeg hende spørge, i takt med at jeg var begyndt at kunne se hendes fine ansigt igen.

  ”Nej, nej,” forsikrede jeg hende hurtigt om med et hovedryst. Jeg var simpelthen så paranoid og tænkte altid det værste om alt og alle. ”Alt er helt fint. Skal vi ikke prøve at se, om vi ikke kan redde kagerne?”

  ”Hvis der da er noget at redde,” tilføjede hun, og så grinede vi igen. Det var en latter, der spredte sig i hele min krop og fik det til at gøre ondt i maven. Jeg havde ikke oplevet den følelse i lang tid – da jeg havde grinet med Katherine, havde mine tanker været fyldt med bekymring, men her var jeg fri for sådan noget. Jeg var her, og her ville jeg blive ved med at være i det næste stykke tid. Jeg var sikker og havde ingen grund til at bebyrde mig med sådan nogle tunge tanker.

  Til vores held var småkagerne langt fra sorte. Faktisk var de bare blevet en smule for gyldne på toppen og så lidt brune i kanterne, men de var bestemt spiselige. Faktisk så de virkelig fristende ud med de små chokoladestykker i. Man kunne da sige, de da ikke var blevet lavet forgæves – det ville have været spild af smør.

  ”Jeg tror vist hellere, jeg må holde mig fra den ovn det næste stykke tid,” sagde jeg, ”hvis jeg da i hvert fald vil undgå ildebrand i hele opgangen.”

  ”Men de er da blevet gode!” sagde hun og tog en bid af den varme, bløde småkage, hun havde mellem fingrene. ”Hurra for nogle næsten vellykkede småkager – det er da meget godt gået, taget i betragtning af at vi ikke er de fødte bagere.”

  ”Det har du ret i,” nikkede jeg, inden jeg selv snuppede en kage for derefter at bevæge mig ind i stuen igen.

  Juletræet var efterhånden ved at være halt pyntet op. Vi havde fået viklet lyskæden rundt om, og så hang der ellers en masse små ting som kagemænd, klokker og sløjfer. Denne del af julen var nok en af mine personlige favoritter. At pynte et juletræ var noget af det hyggeligste af det hyggeligste – jeg følte altid, der kom så meget sjov ud af det. Jeg havde hele mit liv forbundet jul med hygge, fordi det var sådan en hyggelig tid. Stemningen var fantastisk, og det var, som om det var her, alle blev venner lige meget hvad. Der var ikke plads til sure miner i december – det var en uskreven regel.

  I baggrunden lød Lily Allens cover af Somewhere Only We Know. Torrance og jeg havde brugt halvdelen af vores tid her på at vælge musik at sætte på, og vi havde indtil videre kun været igennem omkring seks af dem. Der var stadig 15 tilbage – jeg var ret sikker på, det langt fra var dem alle, der ville kunne nå at blive spillet, før juletræet havde fået sin stjerne på toppen.

  ”Fortæl mig igen, hvorfor du købte træet så tidligt?” spurgte hun, imens hun bandt nogle bånd omkring grenene, inden hun vendte sit hoved mod mig.

  ”Jeg ved ikke, jeg går ud fra, at jeg har et alt for blødt hjerte,” svarede jeg og trak lidt undskyldende på skuldrene. ”Jeg så bare den stakkels mand, og så fik jeg ondt af ham. Det er jo jul, og der får jeg altid lyst til at gøre en masse gode gerninger og blive en bedre version af mig selv, så før jeg vidste af det, havde jeg købt det. Forhåbentlig visner det ikke, før det bliver d. 25. december.”

  ”Det tror jeg ikke, det gør,” sagde hun. ”Hvis det gør, er der i hvert fald ikke tale om karma. Du er sådan et godt menneske, du fortjener virkelig det bedste af det bedste. Jeg troede, at April var svær at overgå med sit varme sind, men du … du er som en tro kopi af hende. Har jeg nogensinde fortalt dig, at du faktisk også ligner hende en smule?”

  ”Gør jeg?” spurgte jeg overrasket og kiggede automatisk ned ad mig selv. ”Men hun er jo model. Hun er jo smuk og –”

  ”– og det er du også,” afsluttede hun min sætning. ”Virkelig, July. Du må ikke tvivle sådan på dig selv – jeg føler, du er begyndt at snakke om April, som om hun er Gud selv. Og det er hun altså ikke. Det kan godt være, hun er en af mine rigtig gode veninder, og at hun er smuk og model og hele molevitten, men det gør hende ikke bedre end dig. Du er mindst lige så meget værd.”

  Jeg kiggede lettere genert ned i gulvet. ”Tak.”

  Nogle gange var det, hvad jeg havde brug for. Jeg havde brug for at høre fra nogen, at det, jeg var så overbevist om, var en bunke konspirationsteorier. At det bare var mit hoved, der forvirrede mig og fik mig til at tænke negativt. Torrance var så sød. Hun var så positiv. Det var, som om hun kunne se, hvor sårbar jeg var – hvad jeg havde været igennem. Og det virkede som om, at hun gerne ville hjælpe mig.

  ”Nå, men skal vi så få hængt de julekugler op?” spurgte hun og fiskede nogle op fra papkassen foran hende. ”Er det ikke bare dem og stjernen, der mangler, før vi er færdige?”

  ”Jo,” sagde jeg, ”jo, det tror jeg.”

  ”Så lad os komme i gang!” Hendes tonefald var højlydt og optimistisk – den måde, hun sagde det på, mindede mig om en cheerleaders peptalke under vigtige kampe. ”Det er da indtil videre blevet meget flot, synes du ikke?”

  Jeg nikkede. ”Bestemt.”

  Derefter gik vi i gang med at hænge de røde og guldfarvede julekugler op på grenene. De var virkelig smukke og så blanke, at man kunne spejle sig i dem. De røde var klarest. Det var dem, hvorpå jeg kunne se, hvordan mine øjenbryn var rynkede og fik mine lyse øjne til at stråle af nervøsitet og bekymring. Jeg vidste ikke, hvorfor de var sådan.

  Jeg fik et chok, da jeg hørte noget smadre, og en ubehagelig følelse jog igennem hele min krop og fik mig til at gyse. Det var en ubehagelig lyd, den lyd der kom, når noget krakelerede.

  ”Det må du undskylde, min fejl.” Torrance grinede over sin klodsethed, men ordene lød ikke inden for rækkevidde. Alt, jeg kunne koncentrere mig om, var den smadrede julekugle. De små skår. Og pludselig var jeg ikke længere til stede i lokalet, nej, jeg var langt borte.

  Hele min krop rystede, det kunne jeg se på mine blege hænder, der efterhånden var fyldt med små snitsår og ar fra tidligere. Hver eneste af dem gav mig kvalme – de mindede mig om alle de gange, jeg var blevet nødt til at finde på undskyldninger for at bortforklare det hele. Det havde gjort mig til sådan en god løgner, men jeg var også usikker på, hvornår jeg sidst havde været sandfærdig.

  Forsigtigt lod jeg min hånd køre hen over huden på min kind. Dér. Dér kunne jeg mærke den varme væske, der samlede sig til løbende dråber, der senere ville ramme jorden og hvile der sammen med resten af mine tårer.

  ”Gør det igen,” befalede han, og uden at tøve tog jeg glasskåret og lod spidsen køre hen over min håndflade. Det gjorde ondt, men jeg var efterhånden så lammet af smerten, at et til snit ikke gjorde den store forskel. Hele min hånd summede allerede underligt, og mit synsfelt lod til at snurre underligt. Men det måtte jeg ikke vise ham. Jeg måtte ikke være svag.

  Mit ufokuserede blik hvilede på den bunke glasskår, der på et tidspunkt havde været et glas med mit navn indgraveret. Det var, før han havde smadret det ind i væggen. Men jeg forstod ham godt, det var jo min skyld. Jeg burde ikke have hidset mig op over, at han ikke havde et job, han var jo i fuld gang med at finde det. Der var ingen anden at bebrejde end mig selv, sådan var det. Jeg var selv uden om det.

  ”July?” Da jeg kiggede op, mødte mit blik Torreys forvirrede ansigt. ”Er du okay?”

  Havde hun ikke spurgt mig om det før?

  ”Ja, jeg har det helt fint,” forsikrede jeg hende om. ”Du skar dig ikke, vel?”

  ”Nej.” Hun stirrede underligt på mig, som om noget var galt, men sagde ikke noget. I stedet blev hun stående der og studerede mig, som om jeg var en sjælden art, hun prøvede at forstå sig på. ”Hør, July, du skal altså vide, at du sagtens kan snakke med mig, hvis der er noget, ikke? Jeg ved godt, vi ikke har kendt hinanden i uendeligt lang tid, men jeg vil gerne hjælpe dig, hvis der er noget i vejen.”

  ”Virker det da, som om der er noget galt?” spurgte jeg med det mest ubekymrede smil, jeg kunne præstere.

  ”Mm, nej, men … jo. Nogle gange er det, som om du slet ikke er til stede. Som om du er fanget i dit eget tankespind. Hvis der er noget, jeg har lært om dig, så er det, at du tænker virkelig meget. Det kan man se på dine øjne – de fortæller en historie. Jeg har altid fået fortalt af min mor, at det er dem med de smukkeste øjne, der tænker mest, og dine er nok nogle af de mest betagende, jeg længe har set.”

  Jeg lod et lille grin slippe over mine læber. ”Tak, men jeg har det altså helt fint.” Selvom det måske ikke var 100 procent sandt, havde jeg ikke lyst til at bekymre hende. Hvis jeg havde kunnet holde det fra Katherine, kunne det ikke være så svært også at gøre med Torrey. Hun var sød, ja, men det betød ikke, at jeg kunne være helt ærlig med hende.

  ”Det er godt. Jeg har bare været en smule bekymret. Lige siden du flyttede ind, har jeg følt, der er noget specielt over dig. Du er så stille, så tænksom. Når man spørger dig om noget, føles det, som om du overvejer spørgsmålet så nøje.”

  ”Tja,” – jeg trak lidt på skuldrene, – ”sådan er jeg vel.”

  ”Lad være med at bekymre dig så meget,” sagde hun og lagde en af sine slanke arme omkring mig. ”Bare nyd det hele, det er jo jul. Og sæt så den stjerne på!”

❄❅❄

Da Torrance var gået, tillod jeg mig selv at betragte det høje, flotte juletræ, der nu strålede glansfuldt. Grøn, rød og guld var de farver, der gik igen, og jeg kunne virkelig mærke, jeg var ved at være i julestemning nu. Selvom jeg i forvejen havde været meget opstemt over, at man nu kunne købe nissehuer i butikkerne, vidste jeg, at det her fuldendte det hele. At have sådan et lysende træ var perfekt. Og med stjernen på toppen kunne det ikke blive bedre.

  Hun havde ret. Torrey havde jo ret i alt det, hun havde sagt. Jeg vidste, at jeg formentlig aldrig ville kunne tage imod hendes råd og blive bekymringsfri og glad igen, men jeg ville prøve. Jeg ville prøve at glemme og tilgive, for det var, hvad der var brug for, hvis jeg gerne ville komme videre. Det var jo ikke Blake, der holdt mig tilbage – det var mig selv. Det var min underbevidsthed, mit indre monster, der opsøgte mig i mine drømme i skikkelsen af min ekskæreste. Hvor meget jeg så end ville tro på det, så vidste jeg, at Blake ikke ligefrem kunne kontakte mig telepatisk. Det var alt sammen noget, jeg selv havde opdigtet og overbevist mig selv om.

  Jeg havde igennem mit liv lært, at kvinder, der blev mishandlet, tit havde en vane med at finde tilbage til mændene i sidste ende, og på samme måde havde jeg vænnet mig så meget til smerten og de mange slag, at det nu var noget, min hverdag ikke kunne undvære. Og derfor kom mine længsler til udtryk i drømmene, i søvnen. Selvom jeg gjorde alt for at holde mig i skak, havde jeg efterhånden flere gange oplevet at vågne med hår revet ud eller en manglende ørering, og det var simpelthen så uhyggeligt. Det var uhyggeligt, hvordan min underbevidsthed handlede for at få, hvad den ønskede. Jeg kunne ikke lide tanken om, at det var en del af mig. At det noget levede i mig.

  Idet jeg tog det brev, der efterhånden havde ligget på gulvet i noget tid, op, spurgte jeg mig selv, om jeg burde blive ved med det her. Hvad hvis det her også var den mørke side af mig, der lokkede mig til at læse videre? Hvad hvis det i virkeligheden ikke var den person, jeg gerne ville være? Hvorfor blev jeg overhovedet ved med at læse, når jeg vidste, det overhovedet ikke gavnede mig? Alt, det gjorde, var at afsløre to personers privatliv, som de endda havde krav på. Jeg havde ingen ret til at snage på den måde.

  Men det her brev var anderledes. Konvolutten var slidt og krøllet i kanterne. Det var, som om den havde været i en affaldscontainer i flere timer, hvorefter det så var blevet fundet og glattet ud. Farven var også en smule grumset – den hvide farve skinnede ikke helt igennem, faktisk langt fra. Hvad var der sket med det?

  Kære April,

  Jeg ved ikke, om det her brev når frem. Jeg ved ikke, om jeg vil lade det nå frem, for … jeg er et nervevrag i dag. Ikke at jeg ikke har været det de seneste dage, for se lige på mig, jeg er jo ynkelig. Jeg sidder og skriver til en pige, der alligevel aldrig vil komme tilbage til mig, fordi jeg er sådan en nar. Det er, hvad jeg er, intet ringere. Jeg er en førsteklasses nar, og jeg forstår, at jeg ikke fortjener dig. Det gør jeg virkelig.

  Jeg er så håbløs. Jeg har prøvet og gjort mit bedste for at ændre mig, men hver gang ender jeg med at falde tilbage til de gamle rutiner. Jeg ville ønske, jeg kunne holde det der med ikke at drikke alkohol, men forstår du overhovedet, hvor svært det er, når jeg ikke har dig? Hvem gør jeg det for? Mig selv? Nej. For alkoholen er det eneste, der kan slukke for mine pinsler, bedøve dem i lidt tid. Det er dem, der kan få det hele væk. Tro mig, jeg har skrevet sang efter sang, i håb om at det ville virke lige så dulmende, men det gør stadig lige så ondt at indse, jeg har mistet dig.

  Det er gået op for mig, at jeg virkelig ikke hører til nogen steder. Siden mit band splittede op, har jeg været så fortabt. Du var den, der guidede mig igennem livet, og nu er du væk. Selv du fik nok af den måde, jeg opfører mig på. Jeg ved det godt, jeg virker så arrogant og ligeglad, men det er jeg ikke. Jeg prøvede virkelig at bevise det over for dig med de her breve, men det ser ud til, at selv ikke det her er nok.

  Hvis jeg skal være ærlig, forstår jeg dig godt. Man går ikke fra de ting, jeg gjorde imod dig, uden sorg og vrede. Jeg tror ikke, jeg selv ville have tilgivet mig. Det var jo modbydeligt, det jeg gjorde. Det gik imod alt det, jeg går ind for, og jeg … jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Men jeg fortryder. Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke fortryder og spiller det hele om for at overveje, hvad jeg kunne have sagt og gjort i stedet. Kender du det der med at hade, at man ikke kan rejse i tiden? Den følelse har jeg haft konstant på det seneste.

  Jeg er træt. Jeg er så træt af det hele. Jeg er træt af at blive ved med at prøve, når det ikke vil gøre noget. Jeg er jo bare ikke til at hjælpe, selvom jeg ville ønske, det var anderledes. Men du prøvede alligevel, og det vil jeg gerne takke dig for. Mon ikke jeg er i bedre humør i morgen, så du kan få et ordentligt brev. Beklager, at jeg er sådan her.

  xx Niall

  Jeg havde lyst til at svare ham. Jeg havde lyst til at fortælle ham, at April sikkert ville have taget ham tilbage med det samme, hvis hun rent faktisk havde læst brevene. Hvis hun havde været til stede. Jeg havde lyst til at sige, at han var god nok. At vi alle lavede fejl. At det var menneskeligt. Problemet var bare, at jeg ikke anede, hvem han var, eller hvordan han så ud. Alt, jeg havde, var et fornavn, intet andet.

  Det havde aldrig været meningen, at jeg skulle knytte mig til ham, men som tiden var gået, og flere af hans ord var blevet læst, var jeg begyndt at holde mere og mere af ham. Det var ikke noget, jeg selv havde valgt – det var bare kommet, efterhånden som tiden havde skredet frem. Og jeg kunne ikke længere benægte det, der var lige for næsen af mig: Jeg var begyndt at blive lidt for blød over for drengen med de smukke ord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...