Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
37134Visninger
AA

6. 4. december

Jeg havde ikke mange planer for dagen. Hvis det ikke havde været, fordi holdet fra USA åbenbart kom forbi Vogue-kontoret, ville jeg have været på arbejde nu, men det var jeg ikke. I stedet sad jeg og læste The Fault in Our Stars af John Green. Jeg købte aldrig nogensinde bøger, fordi jeg følte, de var spild af penge og plads, så i stedet sad jeg med ansigtet op i en computerskærm. Nu om dage kunne man finde det meste online.

  Torrance havde valgt at aflægge et besøg hos sin familie i dag. Det undrede mig, at hun ikke havde noget arbejde at passe, men hun havde fortalt mig, at hun foretrak det sådan her. Hun sagde, hun brugte alt for meget tid på Bella til at have overskud til andet. Jeg gik ud fra, at alle vel foretrak at slappe af, men hvor fik hun så sine penge til mad og andet fra? Hvordan kunne hun bare bo her og pleje sin hund uden at arbejde? Torrance var et yderst mystisk og forvirrende menneske, det måtte jeg give hende.

  Jeg havde egentlig aldrig forstået, hvorfor alle var så ellevilde med The Fault in Our Stars. Jeg havde efterhånden fået den anmeldt af flere af mine veninder (specielt Katherine), men havde aldrig fået taget mig sammen til at læse den. Og nu, hvor jeg sad og fordybede mig i teksten, var jeg ikke særlig imponeret. Jeg kunne godt se, hvorfor folk elskede den, for den var godt skrevet og havde et godt plot, men den specielle gnist var der ikke. I hvert fald ikke for mig. Faktisk følte jeg bare, at John brugte det der kræfttrick til at myrde de karakterer, man havde fået dannet et tæt forhold til i slutningen, og dermed få læseren til at græde. Var det ikke grunden til, at alle elskede den så højt? På grund af den episke slutning?

  På den anden side var jeg virkelig kræsen, når det kom til bøger. Det var efterhånden flere år siden, jeg havde læst noget, der rent faktisk havde fanget mig. Det var nok derfor, jeg var så fascineret af alle de breve fra Niall. For de fangede mig. De fik mig til at ville læse videre, høre om deres fortælling. Jeg vidste ikke, om det havde noget at gøre med, at jeg vidste, de var rigtige mennesker, men der var bare noget helt specielt over dem. Det var som at finde Romeo og Julies hemmelige breve – på samme måde fascinerede Niall og Aprils historie mig. Der var noget over det ødelagte forhold, der kunne få mig til at relatere. Den måde, Niall skrev på … det var, som om han henvendte sig direkte til mig. Og selvom han slet ikke kendte mig, kunne jeg godt lide at forestille mig det.

  Efter at have siddet med historien i noget tid rejste jeg mig op med et ryst på hovedet. Jeg kunne ikke holde koncentrationen – alt, mine tanker drejede sig omkring, var brevene. Jeg var så spændt på det næste brev, at det var alt, jeg kunne tænke på. Det var den effekt, de havde på mig. De havde næsten taget hele mit sind med sig – jeg havde det, som om Nialls ord kredsede rundt i mit hoved konstant. Var det normalt?

  Jeg havde brug for at gå en tur. Lidt frisk luft ville rense mit hoved en smule og få mig på andre tanker. De seneste dage havde mine tanker været et værre rod – jeg turde vædde med, at hvis det havde været muligt at læse tanker, ville de anse mit hoved for at være ligesom en kruseduller tegning, fuldstændig ude af stand til at blive tolket som noget. Jeg var overbevist om, at ingen tænkte ens – der var dem, der altid overtænkte, og så var der dem, der bare levede helt normalt og roligt. Jeg var nok en af dem, der overtænkte. Nogle gange havde jeg lyst til at bevise det, men det kunne man ikke. Det var det, der var problemet. Jeg kunne ikke forklare folk, hvordan det var at være mig, for de ville nok ikke forstå lige meget hvad. For de så ikke tingene, som jeg gjorde, og dermed ville de aldrig kunne sætte sig i mit sted. Det var kun mig, der kunne det. Og nogle gange forbandede jeg det.

  Der gik ikke lang tid, før jeg var ude af døren. Opgangen lugtede langt væk af røg, men ikke noget, der var nyligt røget – det var, som om de blå, mønstrede vægge i mange år havde absorberet den og nu åndede det ud og efterlod menneskene med iltmangel. Det så ud til at være et gammelt sted. Så vidt jeg huskede, var de her lejligheder også fra før 2000, og den bolig, April boede i, havde været udlejet til adskillige folk. Jeg gad vide, hvad historien bag alle de gamle beboere var. Hvorfor boede de her ikke længere? Havde noget i stil med det, der var sket mellem April og Niall, indtruffet og tvunget dem til at flygte ligesom med April? Jeg burde slet ikke undre mig over sådan noget.

   Gelænderet var slidt. Lakken, der før havde fået det brune træ til at skinne, var røget af flere steder, og der var utallige ridser i træet. Jeg huskede, at jeg som lille altid havde stoppet ved hver etage for at kigge ned og se, hvor langt der var, og om jeg mon kunne springe uden at dø. Dengang havde det ikke været en tanke, der var kommet af negativitet, men når jeg tænkte på det i dag, virkede det besynderligt, at jeg havde tænkt over sådanne ting som seksårig.

  Idet jeg trådte udenfor, proppede jeg hænderne i lommen på min mørkeblå jakke, der vist snart skulle skiftes ud – den var langt fra nok til at holde mig varm resten af december. Hvis det her var starten, kunne jeg ikke forestille mig, hvordan det ville blive, når sneen begyndte at dække London. På den anden side kunne jeg ikke tillade mig selv at bruge så mange penge på en jakke, når jeg allerede havde en. Jeg kunne ikke bare smide alle de pund rundt i luften og bade mig i dem – så rig var jeg desværre ikke. Blake havde alle mine penge. Og jeg turde vædde med, at han allerede havde brugt halvdelen af dem på et eller andet overflødigt bras.

  Kulden så ud til at trænge igennem alt mit tøj. Mine lange bukser virkede langt fra tykke nok til at holde vinden væk, og ærmerne på min jakke strammede ikke nok om mine håndled. Jeg kunne mærke gådehuden snige sig frem på mine arme. På få sekunder havde mine kinder skiftet farve fra en neutral hudtone til pink – sådan var det altid om vinteren. Når man var så bleg, som jeg var, kunne det ikke undgås.

  London var et smukt sted om aftenen. Lysene var betagende, og selvom der var en masse trafikstøj, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville have fundet det underligt, hvis der var helt stille. Jeg ville nok ikke kunne sove, netop fordi der var alt for lidt lyde. Jeg havde vænnet mig til at falde i søvn til lyden af et kørende tog eller en sirene eller to. De fleste, der levede i en storby, havde vænnet sig til det, gik jeg ud fra.

  I dag hang halvmånen helt alene på himlen. Ikke en eneste stjerne var til at få øje på, men lygtepælene på den vej var nok til at oplyse min vej. Alligevel gjorde det mig en smule utryg. Jeg brød mig ikke om den måde, de kreerede ikke bare én, men flere skygger omkring mig. Og selvom det var min egen, følte jeg, nogen bevægede sig, når jeg gjorde. Jeg kunne ikke lide den måde, jeg hele tiden havde på fornemmelsen, at nogen betragtede mig. At jeg kunne se en eller anden ud af øjenkrogen.

  Du er bare paranoid, blev jeg ved med at fortælle mig selv, men alligevel kunne jeg ikke forhindre mig selv i at gå hurtigere og hurtigere, indtil jeg til sidst småløb hen mod den åbne vej, hvor adskillige biler kørte. Her vidste jeg, jeg var sikker – ikke på en lille vej, hvor ingen ville lægge mærke til, hvis nogen blev myrdet. Jeg havde altid hadet små veje.

  Vejen føltes endeløs. Jo mere jeg løb, desto længere havde jeg det som om, at den blev. Og det drev mig til vanvid. Det gav mig lyst til at skrige af frustration, for hans øjne var overalt. Lige meget hvor jeg kiggede, kunne jeg se det luskede smil, der havde luret mig i hans fælde som et eller andet naivt dyr. Selvom jeg var sluppet væk, var jeg stadig fanget. Jeg ville altid være fanget, det var sandheden. Nok så han mig ikke, som jeg gik der på gaden, men han var inden i mig. Han var trængt ind i min underbevidsthed og var nu, hvad der holdt paranoiaen i live. Han var ikke et monster, nej, men han havde skabt det, der nu levede i mig.

  ”Stop det,” hviskede jeg, selvom der var ingen anden end mig selv til at høre det. Men jeg ville have det til at stoppe. Jeg ville have alle de tanker væk, jeg ville tilbage til alle de enkle og normale tanker. Dem, jeg havde haft, da jeg allerførst mødte Blake. Nu var de blevet erstattet med det rene kaos og billeder af en pige, der vredt og frustreret rev sig selv i håret. Og skrigene. De var overalt i mit hoved. Jeg var ikke sindssyg, men denne her side af mig … den side skulle forsvinde. Jeg foragtede den, hadede den mere end noget andet. Og der var intet, jeg kunne gøre.

  Da jeg endelig nåede vejen, var det, som om jeg havde været i helvede i 24 år. Det var ikke til at forklare, den følelse jeg fik. De tanker. Jeg ville aldrig kunne sætte ord på dem, fordi de var … de var intet andet end en masse billeder malet oven på mit sorte sind. Og jeg prøvede så meget på at gemme den side af mig væk, bygge en mur op omkring den, men den vendte altid tilbage i de mørke tider. Som nu. Og drømmene. Det var her, jeg var mest sårbar, det var her, mit sind med lethed kunne lege med mig. Jeg hadede efterhånden at sove, fordi mine drømme var intet andet end blod, pinsel og ham. Det var altid det samme – det med at flygte fra ham uden nogensinde at komme nogen vegne.

  ”Er du okay, miss?” spurgte en mand mig. Han havde venlige, mørkebrune øjne, et sæt fine rynker omkring øjnene, nogle forholdsvis lige tænder, en iøjnefaldende næse, der mindede mig om næbet på en ørn og så nogle tørre, efterhånden farveløse læber. Jeg kunne se på ham, at han havde stået ude i kulden i noget tid – han var i den grad også klædt ordentligt på til det med de massive pelsstøvler, den grågrønne jakke, hvor jeg kunne ane ærmerne af en sweater stikke ud, og den matchende hue med lapper, der gik ned over ørerne.

  ”Åh ja, jeg har det fint,” svarede jeg letterede forpustet, før jeg sendte ham et lille smil. ”Hvad er det, du sælger?”

  Han trådte lidt til side. ”Juletræer,” svarede han, ”men det er for tidligt til, at nogen gider købe dem.”

  ”Jamen, hvorfor står du her så?” spurgte jeg med rynkede bryn. Jeg havde ondt af den stakkels mand – han så virkelig ikke ud til at nyde at stå ude i kulden og lave ingenting.

  ”Det er mit job.” Han trak på skuldrene. ”Det er, hvad jeg gør. Jeg har fået besked på at stå her, så det gør jeg. Min vagt er jo også ovre om små to timer, og så kan jeg komme hjem.”

  Den måde, han sagde det på, virkede så … positiv. Som om to timer var lidt at stå i minusgrader og ingenting at lave. Hvor længe havde han dog stået her, siden han nu anså det for at være en god ting? Det måtte da føles som en evighed med kulden og kedsomheden og skuffelsen, når folk bare gik forbi uden at ænse ham.

  ”Jeg vil gerne købe et af dem,” fortalte jeg ham uden helt at vide, hvad jeg sagde, men jeg fortrød bestemt ikke, for i det samme lyste hans øjne så meget op, at de næsten kunne erstatte de manglende stjerner på himlen.

  ”Hvilket et vil du have?” spurgte han i et glad tonefald. ”Leder du efter et stort eller lille?”

  ”Hm,” – jeg tog hånden op til hagen og lagde hovedet let på skrå for at betragte de mange valgmuligheder, – ”giv mig det største, du kan finde.”

❄❅❄

”Tusind tak for hjælpen,” sagde jeg til manden, da juletræet stod og pyntede pænt i min stue, selvom det endnu var nøgent og grønt overalt. ”Det var dejligt, du kunne bære det op.”

  ”Selv tak,” svarede han og sendte mig nok det taknemmeligste smil, jeg længe havde set. Og der vidste jeg, at jeg havde gjort en god gerning her i denne julestund. ”Det var ingen årsag overhovedet, Miles passer på træerne og det hele dernede, imens jeg er væk.”

  ”Det lyder godt.” Jeg gengældte hans smil. ”Nå, men held og lykke med salget, ikke? Jeg håber virkelig, der er en masse, der i år køber deres træ tidligt.”

  Han trak på skuldrene. ”Det er der nok ikke, men lad os håbe. Hav en god dag, miss. Endnu en gang takker jeg mange gange.”

  ”Fornøjelsen er på min side,” sagde jeg hurtigt, før døren igen blev lukket.

  Jeg havde en god fornemmelse i maven. Jeg kunne mærke, vi virkelig var ved at nærme os en dejlig jul fyldt med god stemning og glade miner. Det var simpelthen så dejligt at vide, jeg havde gjort en god gerning – at jeg havde gjort nogens dag bedre og måske endda fuldendt den. Jeg følte mig ikke så ligegyldig alligevel.

  Da mine fingre lukkede sig om kanten til konvolutten, følte jeg, det var velfortjent, og at jeg kunne tillade mig at sætte mig ned med en kop kaffe og brevet og nærlæse det til punkt og prikke. Det var lige, hvad jeg havde brug for lige nu – lidt afslapning og varme i hjertet. For hvis der var noget, de her breve kunne gøre, så var det at få det hele til at slå gnister i mig.

  Kære April,

  De er begyndt at sælge de der små kager formet som julemænd igen i bageren. Da jeg var derovre i dag for at købe noget morgenbrød, fik jeg øje på dem, og det mindede mig straks om dig. Husker du den dag, hvor vi spiste os mætte i dem? Hvordan du kastede helt vildt voldsomt op, at jeg holdt dit hår? På en eller anden måde husker jeg det ikke som noget dårligt, tværtimod. Det er en af de stunder, jeg virkelig anser som et af højdepunkterne i vores forhold, hvor underligt det så end lyder. For selvom du måske ikke lige havde det helt godt i den situation, så nød jeg at passe dig resten af ugen. Og jeg husker, hvordan du sagde, jeg ikke skulle kysse dig, fordi du lige havde kastet op, men at jeg bare havde gjort det alligevel. Hvis jeg ikke har fortalt dig det, fortæller jeg det nu: Det gav faktisk en virkelig klam smag i munden, men det havde jeg ikke lyst til at fortælle dig, for du følte dig i forvejen så ulækker og hjælpeløs. På det tidspunkt ville jeg bare gerne have, at du blev dig selv igen.

  Det, jeg elskede og stadig elsker ved vores forhold, er, at du altid er dig selv i nærheden af mig. Jeg ved ikke, om du stadig er det, men dengang var du ligeglad med, om du så ville tage på af alle de kager – med mig betød det ingenting, om du så blev fyret eller sådan noget. Du sagde, at så længe du havde mig, skulle alt nok gå. Det tror jeg stadig på.

  Det knuser mit hjerte, at du ikke har taget den mindste smule kontakt til mig, selv ikke efter de her breve. Jeg har ikke lyst til at lægge det hele på dig, for jeg ved, hvor meget du hader det, men vær nu sød, April … jeg har brug for et svar. Selv hvis du gerne bare vil ende det hele, så gør det. Lad være med at vende den kolde skulder til, det er forfærdeligt at blive efterladt ude i kulden på denne måde. Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde det her, for selvom jeg så gerne vil være alt det, du ønsker, jeg er, så … så er jeg i bund og grund bare mig. Og jeg kan ikke bare blive til den her perfekte dreng, som alle elsker, selvom jeg så inderligt og brændende ville ønske det. For så vil du måske elske mig igen.

  xx Niall

  ”For så vil du måske elske mig igen …” Min mund formede ordene uden at sige dem højt. Det mindede mig om et eller andet fra en tragisk kærlighedssang – måske et eller andet skrevet af Taylor Swift. Det var i hvert fald hjerteskærende at se, hvor meget han prøvede at imponere hende. Det var tydeligt, han ville være alt, hun ønskede, og gå igennem ild og vand for at få hende tilbage. Han var så desperat, og hun var … ja, hun var her ikke engang til at se, hvor meget han kæmpede. Jeg havde lyst til at kontakte Niall og fortælle ham, at hans livs kærlighed ikke var til at finde her længere, men på den anden side ville jeg have flere breve. De var begyndt at blive en usund besættelse – alle de ord, alle de magiske ord havde på en eller anden måde tryllebundet mig.

  Jeg havde fået en forkærlighed for en dreng, jeg aldrig havde mødt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...