Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36898Visninger
AA

5. 3. december

Lyden af en fløjte skar igennem mine ører, og jeg vendte mig om for at se en togkontrollør forsvinde ind i et tog. Overalt vrimlede det med mennesker, der skubbede og maste sig forbi mig, som om de var kaninen fra Alice i Eventyrland. De havde alle så travlt med deres hverdag, mens jeg stod her og … hvad ventede jeg egentlig på?

  Et blik på uret fortalte mig, at klokken var lidt over syv om aftenen. Viseren syntes at bevæge sig hurtigere end normalt – det virkede, som om alt omkring mig var lidt af en hastesag. Selv havde jeg også lyst til at gå et eller andet sted hen, men jeg vidste ikke hvor. Jeg vidste bare, at mine fødder trippede uroligt, som om jeg ikke hørte til her ude på en togstation uden helt at vide, hvilket tog jeg egentlig skulle med. Jeg ville hjem.

  ”Går det her tog til Bristol?” spurgte en kvinde mig. Hun havde brunt, krøllet hår og var iført en postkasserød trenchcoat, der fremhævede hendes høje figur, og så snakkede hun så hurtigt i en fremmed dialekt, at det overraskede mig, hendes tunge ikke slog knuder – enhver anden ville formentlig snuble over ordene.

  ”Ja. Ja, det gør det,” svarede jeg uden egentlig at være helt klar over, hvad jeg stod og sagde. Det føltes ikke, som om det var min mund, ordene var kommet ud af. For det var ikke min hjerne, der havde givet mig besked på at sige det.

  Da kvinden, der før havde spurgt mig, begyndte at gå hen imod toget, fulgte jeg med hende. Endnu en gang var jeg ikke helt klar over mine handlinger, jeg vidste bare, det her var det rette. Det føltes rigtigt. Selvom jeg slet ikke var klar over, hvad der foregik, fortalte noget mig, at jeg var på rette spor. At det her tog var det, der ville føre mig hjem. Det gik jo til Bristol. Ikke?

  Jeg havde ikke før lagt mærke til det, men ved kvindens side stod et lille barn og holdt hende i hånden. Det var en lille pige med de fineste slangekrøller og nogle æblekinder, der skinnede så meget, at man næsten skulle tro, de var lavet af porcelæn. Læberne var ferskenfarvede og buttede, hendes hud var bleg, men ikke gennemsigtig, og så havde hun de mest nysgerrige, honningfarvede øjne, jeg længe havde set. Allerede der vidste jeg, hun ville vokse op til at blive en fantastisk smuk og sikkert talentfuld pige.

  Idet jeg skulle til at stige på toget, efter kvinden havde taget den lille pige med sig om bord, blev dørene lukket i ansigtet på mig, og jeg sprang chokeret to skridt tilbage for at undgå at blive klemt. Selvom det ikke gjorde særlig ondt, hadede jeg følelsen. Som lille havde jeg fået at vide, at det bragte uheld, og siden da havde jeg gjort alt for at undgå det.

  ”Skal du have et lift?” hørte jeg en hæs stemme hviske i øret på mig. Der var noget over den måde, han sagde det på, der gav mig kuldegysninger.

  Forskrækket vendte jeg mig om for at møde et sæt mørke øjne, som jeg straks genkendte som Blakes. Det var underligt, for da jeg allerførst var blevet forelsket i ham, havde hans øjne været det, jeg havde kunnet gå og drømme om dagen lang. Nu var de … forfærdelige. Kolde. Som en del af mit værste mareridt.

  ”N-nej,” mumlede jeg hovedrystende, ”jeg klarer mig, ellers tak.”

  Blake formåede altid at få mig til at stamme. Selvom jeg gjorde alt for at undgå at gøre det i nærheden af ham, fordi han hadede det, kunne jeg ikke lade være. Han gjorde mig så nervøs. Så anspændt. For hver sætning jeg slap ud, frygtede jeg udfaldet mere og mere. At han ville miste besindelsen og slå mig. For det var, hvad han efterhånden havde en tendens til at gøre lidt for ofte.

  Han slap en latter ud. Den var så højlydt, at den gjaldede igennem hele rummet og fik duerne, der sad på taget, til at sprede vingerne og flyve væk. Jeg kiggede mig omkring, i frygt for at alle nu stirrede på mig, men de gik fortsat videre, som om intet var sket. Deres ansigter var ualmindeligt neutrale. På den anden side vidste de heller ikke, hvem jeg var, så jeg kunne godt se, hvorfor de var så ligeglade. Ville jeg selv have været så ligeglad, hvis det havde været mig?

  ”Søde Jules …” begyndte han med et smil, der afslørede et sæt smilerynker ved øjnene. Dem havde jeg altid elsket. Jeg elskede dem stadig. De fik ham til at se så kæk og dristig ud. Som om han var en lille dreng, der netop havde lavet fis med sin lærer. Det var nok, hvad jeg elskede mest ved ham – han virkede så eventyrlysten og sjov at være sammen med. Han virkede som en, man kunne skabe alverdens minder med. ”Det var ikke et spørgsmål.”

  I samme øjeblik jeg blev trukket ud af min døs, mærkede jeg et hiv i armen, der tvang mig hen mod den nærmeste trappegang. Blakes greb var stramt, og jeg frygtede, at han stoppede min blodtilførsel, og at jeg ville blive nødt til at få armen amputeret. Det var en smule overdrevent at frygte det, men jeg havde altid været lidt af et ”hvad nu hvis”-menneske. For mig var alle muligheder åbne – hvis det var muligt for en hel perfekt kæreste at forvandle sig til et mareridt, var chancen for, at grise kunne flyve måske heller ikke så lille alligevel.

  ”Slip mig!” skreg jeg, men mærkede i det samme en hånd for min mund. Jeg fortsatte dog med at råbe og kæmpe imod, netop fordi jeg vidste, hvad det her gjaldt. Jeg ville ikke tilbage til det mareridt igen. Nu var jeg endelig sluppet fra det, jeg havde fået det bedre. Jeg skulle ikke trækkes ned i dybet endnu en gang.

  Jeg så min mulighed for at komme væk, da han åbnede bildøren. Hurtigt vristede jeg mig fri af hans greb og begyndte derfra at løbe så hurtigt, jeg kunne. Selvom jeg ikke var særlig høj og dermed havde forholdsvis korte ben, næsten sprintede jeg af sted. Alle omgivelserne fløj forbi mig, som jeg fortsatte, og mit pandehår blev blæst væk fra ansigtet, hvilket jeg hadede, men lige i den situation kunne jeg ikke have været mere ligeglad. Jeg skulle bare væk.

  ”July!” blev der råbt efter mig, men jeg fortsatte. Stemmen lød heldigvis langt væk, så hvis jeg bare var så heldig at kunne nå et tog og komme væk, ville jeg være lykkelig. Selvom jeg elskede Blake og savnede ham, var det den kærlige side af ham, jeg holdt af – ikke den person, der slog mig og forvoldte mig både psykisk og fysisk stemme. Der var stor forskel.

  Til min lettelse holdt et tog, som gik til Bristol, klar, da jeg bevægede mig ned ad trapperne. Jeg tænkte ikke over, om jeg havde billet, eller om det var en dum idé at tage med det her tog, siden Bristol trods alt var, hvor Blakes (og min) lejlighed befandt sig. Alt, jeg havde i hovedet, var, at jeg måtte væk, men samtidig også hjem. Mine ønsker modsatte hinanden, for på den ene side ville jeg væk fra Blake, men på den anden side var jeg på vej til at være fanget i et mareridt endnu en gang. Men det gav mening i mit hoved.

  Jeg steg på og satte mig til rette. Sæderne var behagelige og fik mig straks til at falde til ro. Der var lunt, og stemmerne omkring mig var dæmpede og beroligende. For en gangs skyld følte jeg mig godt tilpas. Ubekymret.

  Jeg åndede tungt ud og lukkede øjnene i, så mit hoved var fyldt med mørke. Det mindede mig om, hvordan jeg som lille altid havde lukket øjnene i solen for at se det rødlige skær, der altid kom. Min mor og far havde aldrig forstået, hvad jeg havde ment med det, men jeg gjorde. Selv nu tog jeg mig i at klemme øjnene i af og til. Om det så var, fordi jeg havde været et underligt barn, eller at mine øjenlåg var anderledes end andre, vidste jeg ikke.

  Et højlydt skrig forlod mine læber, da jeg mærkede nogen trække i mit hår. Det gjorde ondt helt ned i kraniet og fik hele mit hoved til at dunke voldsomt, som om dét var hjertet og ikke den muskel, der sad i mit bryst.

  ”Uforskammede tøs,” hørte jeg en alt for genkendelig stemme hvæse, imens jeg fortsat jamrede med tårer i øjnene. Hvordan havde han fundet mig så hurtigt?

  Jeg mærkede mig selv blive halet væk, alt imens jeg prøvede at få hans fingre væk fra mit mørke hår. Da jeg kiggede tilbage, lå halvdelen af det i forvejen tynde hår spredt ud over gulvet, men ingen lagde mærke til det. Hvorfor så de mig ikke?

  ”Fortæl mig, hvem der bestemmer her!” beordrede han vredt og trak endnu mere til, så jeg blev nødt til at tigge og bede ham om at stoppe denne pinsel, men han fortsatte med at bjæffe: ”Fortæl mig det!”

  ”Dig,” mumlede jeg grødet. ”Du bestemmer. Du har magten.”

  Og det havde han. Han var den dominerende i vores forhold og ville altid være det. Jeg kunne ikke slippe væk.

  Jeg vågnede med fægtende arme og et hjerte, der galopperede som en hest i et væddeløb. Hele min krop var endnu fyldt med adrenalin, og jeg havde underligt ondt i hovedet. Var det normalt, når det kun havde været en drøm? Havde det virkelig kun været en drøm?

  Idet jeg kiggede ned på mine hænder, lagde jeg mærke til, at jeg knugede om en masse mørkebrune hårstrå, der så sløve og langt fra glansfulde ud. Forskrækket smed jeg det væk, og pludselig var det ikke kun mine hænder, der rystede, men hele min krop. Jeg skulle have det væk fra mig.

  På få sekunder stod jeg ude på toilettet og vaskede mine hænder grundigt. Mit spejlbillede så udkørt ud: Mine blå øjne havde mistet deres glød, mit hår var viltert og strittede til alle sider, mine læber var så sprukne, at det lignede, jeg ikke havde drukket noget i dagevis, og min hud var så … så gennemsigtig. Som om jeg var et levende lig. Det lignede, at jeg slet ikke havde fået noget søvn. For mig havde det heller ikke føltes som en helt rigtig søvn. Jeg havde været årvågen hele tiden, bare i en drøm.

  Jeg fik en kæmpe trang til at gå i bad, da jeg stirrede hen på den tillokkende bruser, men det vidste jeg ikke, om jeg kunne tillade mig. Havde jeg tid? Det så ikke sådan ud, som jeg kiggede ud ad vinduet. Der var lyst derude, og fuglesang brød den ellers så stille morgen. Himlen var grå og kedelig – ikke en eneste sky havde taget plads på den.

  Efter at have stået lidt og stirret på mig selv i spejlbilledet gik jeg endelig ind på soveværelset igen, hvor jeg tjekkede, hvad klokken var. 9:32, viste min låsskærm. Det tegnede ikke godt. Det var min første dag på arbejdet, og jeg var allerede ved at være forsinket.

❄❅❄

Vogue var et forholdsvis kendt blad, hvis hovedkontor befandt sig i London. Her havde jeg fået et job efter at have sendt mindst 50 ansøgninger. Egentlig var det ikke ansøgningen, der havde skaffet mig herind, men min tante, som kendte nogle af dem, der arbejdede her, så det var meget praktisk. Jeg kunne godt lide det her job, selvom jeg ikke var andet end en assistent – det var bare et deltidsjob.

  Jeg var ikke sikker på, hvorfor jeg havde sagt ja til Vogue. Selvom det var et virkelig kendt blad og en fantastisk mulighed at arbejde her, læste jeg aldrig magasiner, og så var jeg heller ikke særlig modeorienteret. Det var vist desperationen, der havde gjort det, for egentlig ville jeg bare gerne have noget at beskæftige mig med til jul, og så var jeg lidt ligeglad med, hvad jeg kunne få. Det var faktisk overraskende, at jeg havde fået denne plads, for selvom min tante kendte nogle folk, tvivlede jeg på, at de sagde ja til alle – men noget sagde mig, at det var, fordi de var desperate efter en hjælpende hånd. Som det så ud, var der meget travlt på kontoret, så hvis jeg ikke skulle ringe nogle folk op, skulle jeg hente kaffe. Jeg havde hele tiden hænderne fulde.

  ”Åh, July!” udbrød chefredaktøren, som var en høj kvinde med flot, lysebrunt hår, nogle fyldige, lyserøde læber og nogle rigtig markerede kindben, før hun kom løbende hen imod mig. ”Jeg skulle for resten sige til dig, at vi i morgen får besøg af teamet fra Amerika, og i næste uge kommer nogle praktikanter forbi og følger med i, hvad vi laver, så hvis det er okay med dig, ville det være bedst, hvis du kom igen den sjette. Vi kan rigtig godt lide at have dig, men det bliver simpelthen så kaotisk, når der er så mange mennesker. Du får selvfølgelig stadig lige så meget i løn – et par ekstra fridage skader vel ikke, vel?”

  Hun gik så hurtigt, at det var helt svært for mig at følge med, når jeg havde så korte ben. Hun virkede som en rigtig forretningskvinde.

  ”Øhm, det lyder fint,” sagde jeg med et smil. ”Jeg må bare finde ud af, hvad jeg så ellers kan lave.”

  ”Perfekt! Nå, men jeg må smutte – jeg har en masse ting at skulle ordne, før vi udgiver den nye udgave. Du spørger bare en hvilken som helst af dine kolleger, hvis du får brug for hjælp, ikke? De vil med glæde hjælpe dig.”

  ”Jep,” forsikrede jeg hende om, hvorefter hun forduftede. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at spørge nogen om hjælp, det vidste jeg allerede nu. Jeg følte mig ikke særlig tryg i alle de fremmede omgivelser. Jeg tvivlede på, at de alle ville være lige søde over for mig – jeg kunne forestille mig, at den nye altid var lidt mindre sej end de gamle. Jeg havde ikke lyst til at være til besvær.

  ”July, kan du række mig hæftemaskinen?” spurgte en kvinde mig, og jeg nikkede hurtigt, før jeg fik fat på den og lod hende få den.

  I samme øjeblik vi fik øjenkontakt, sendte hun mig det underligste blik, og pludselig virkede det, som om hun var i en helt anden verden. Hendes øjne rummede en blanding af forvirring, genkendelse, ærbødighed og så endnu mere forvirring. Havde vi mødt hinanden før?

  ”Er du okay?” sagde jeg forsigtigt, og hun nikkede straks – endda måske lidt for hurtigt.

  ”Ja, ja, jeg har det helt fint!” Hun sendte mig et lille smil, før hun igen vendte tilbage til at kigge på sin computer. ”Kan du hente mig en kop kaffe?”

❄❅❄

Det havde været en underlig dag. Flere gange havde jeg taget folk i at stirre på mig, som om jeg var Michael Jackson i forklædning. Det var underligt, for jeg svor på, at jeg aldrig havde set nogen af dem før, og alligevel hviskede de og sendte mig sigende blikke, når jeg kiggede væk. Men måske var det bare sådan, det var, når man var ny – man var altid lidt interessant, men samtidig noget af en taber, der skulle arbejde sig op i hierarkiet.

  I samme øjeblik jeg trådte over dørtærsklen, begyndte jeg at spejde efter en hvid konvolut, og mit blik fandt også, hvad det søgte kort tid efter. Det var som et sus af lykke at tage brevet op i hånden – det var ved at være alt, jeg ventede på, når jeg gik rundt i hverdagen. Et enkelt brev, nogle ord, men tusinde følelser.

  Det var lidt som at læse en spændende bog, for på samme måde blev jeg klogere på Niall og Aprils forhold for hvert brev, der kom. Og det var derfor, jeg fortsat tillod mig selv at åbne brevene, selvom de ikke var tilegnet mig.

  Konvolutten duftede af mandeparfume. Duften mindede mig om farven grøn af en eller anden grund – den var kraftig uden at klø i næseborene, og så var der et strejf af mynte over den. Jeg kendte ikke til særlig mange parfumer og kunne derfor heller ikke genkende parfumen, men den virkede som noget, jeg havde duftet mange gange – Niall var sikkert den type, der fulgte med strømmen og købte alt, hvad andre købte, fordi han ikke selv havde nogen som helst sans for mode og udseende.

  På papiret kunne jeg se, hvor hans hånd havde ligget, imens han havde skrevet. Nogle steder var bogstaverne tværet ud, fordi hans fingre ved at uheld havde gnedet i blækket fra kuglepennen. Det her brev virkede mere gennemtænkt end de andre, det virkede … det virkede, som om han havde brugt rigtig lang tid på at skrive det. Længden var også imponerende – jeg var overrasket over, at han ikke havde fået ondt i hånden.

  Kære April,

  Du ved, hvor meget jeg hader tallet 3. Det minder mig om 13, og vi ved alle, at det er et ulykkestal. Jeg har aldrig tænkt over, hvorfor jeg ikke forbinder 1 med 13, for det er også med i nummeret. Måske er det, fordi det er så normalt i hverdagen. Man ser selvfølgelig også 3 mange steder, men ikke på helt samme måde. Tallet ligger skjult – det er på vejene, fordi der er tre lys: grønt, gult og rødt. Det er i eventyr, fordi tredje gang er lykkens gang. Det er i mine tanker, fordi det er præcis en måned siden, du forlod mig. Det er mange steder.

  Jeg sidder og lytter Michael Bublés julealbum igennem. Du ved, hvor meget jeg elsker White Christmas – jeg husker den dag, hvor jeg sang den nonstop i 24 timer, og ikke en eneste gang bad du mig om at stoppe. Og da jeg så spurgte dig om, hvorfor du ikke havde gjort det, sagde du, det var, fordi du kunne se, hvor meget musik betød for mig, og at du ikke ville ødelægge min glæde. Det er grunden til, at jeg stadig sidder og jammer på min guitar af og til – du er grunden til, at jeg endnu ikke har lagt det på hylden. Det er nok også derfor, halvdelen af mine seneste sange er om en smuk pige med blå, store øjne, mørkebrunt hår, der ofte virker sort i folks øjne, et helt perfekt, fortryllende smil og det samme navn som en måned i sommerhalvåret.

  Det har været en trist dag. Jeg ved ikke hvorfor, det har det bare. Da jeg vågnede i dag, var skyerne væk og efterlod himlen helt grå og kedelig. Det gjorde mig trist til mode at se den så forladt – den mindede mig om mig selv. Og det er, hvad der er så latterligt, for hvornår begyndte farven på en himmel at minde mig om, hvor alene jeg er? Jeg håber, det beviser over for dig, hvor fortabt jeg rent faktisk er.

  Jeg har gjort mit bedste for at holde mig fra alkoholen den seneste måned. Jeg ved, hvor meget du hader det, så jeg har virkelig holdt igen. Da vi var sammen, lavede jeg så mange fejl, når jeg var fuld. Og det var jo ikke sådan noget som utroskab, men jeg var ligeglad. Jeg var så ligeglad med dig og kunne kun koncentrere mig om mine venner og billard. Jeg gav dig det indtryk, at jeg kun var glad sammen med dem, når guldet rent faktisk var dig. Har jeg nogensinde fortalt dig, at jeg synes, billard er et latterligt spil?

  Hvis du nogensinde kommer tilbage til mig, lover jeg at være et bedre menneske. Jeg er ikke perfekt, det ved jeg, men jeg vil gøre alt for at være det i nærheden af dig. Jeg vil prøve at være det. For din skyld. For jeg ved, hvor meget dine forhold betyder for dig, og hvor meget du lægger i dem. Og jeg beklager, at jeg ikke har vist det noget før. Jeg er så ked af det.

  xx Niall

  Jeg kunne godt se ham for mig. Jeg kunne godt forestille mig ham sidde der og skrive med hovedet begravet i papiret, så man ikke kunne se hans ansigt eller hans lange øjenvipper. Selvom jeg ikke havde set ham før, forestillede jeg mig, at han var blåøjet. Hårfarven var jeg dog ikke sikker på – jeg kunne bare så godt se de blå øjne for mig. Det var, hvad jeg forestillede mig, April ville kunne lide. Hun lignede, så vidt jeg vidste, en engel, så det ville være underligt, hvis hun ikke også fandt en som hende med øjne i himlens farver. Det ville ikke fuldende det perfekte par.

  Det gjorde ondt på mig at læse om ham. Jeg havde lyst til at give ham et kram, selvom jeg aldrig havde mødt ham. Han virkede som en, der mest af alt bare havde brug for en eller anden lige nu. Jeg undrede mig over, om der var nogen, der støttede ham, for når jeg læste de her breve, virkede han så ensom og lukket inde i sig selv. Som om han havde isoleret sig selv fra verden.

  Jeg ville så gerne hjælpe ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...