Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36836Visninger
AA

26. 24. december

Nialls synsvinkel

Lys. Blændende lys. Det var det første, jeg så, da jeg på juleaftensdag slog øjnene op. Det fik mig til at knibe øjnene sammen og lade mig trække ned i drømmenes verden igen, men som jeg skulle til at trække dynen omkring mig igen, gik det op for mig, at jeg ikke havde nogen dyne til at holde mig varm – kun en trenchcoat, som ikke engang var af 100 procent bomuld og derfor langt fra føltes behagelig mod det kolde gulv.

  Vinduet, der sad i loftet, var åbent. Det var sikkert derfor, jeg rystede og ikke helt kunne mærke mine kinder. Jeg kunne allerede nu forvente en uges feber, men kunne trøste mig selv med, at det ville blive efter jul. Når jeg blev smittet med en forkølelse, gik der altid et par dage, før den for alvor var over mig – jeg kunne altid fornemme det, fordi min ellers så varme pande blev lunken og derefter lige så varm som en stegepande på et komfur, der var skruet op for fuldt blus.

  Jeg gned mig søvnigt i øjnene og satte mig så op, men fortrød straks, da kulden var hurtig til at lægge sig over min ryg og sende en stribe af gåsehud ned langs huden på mine arme. Trods der ingen sne var derude, var det i den grad koldt, og selv når jeg følte mig helt pakket ind i varmt tøj, var det ikke nok til at holde den løbende næse væk. Men sådan var det altid om vinteren – i hvert fald her i London. Man kunne aldrig rigtig stole på vejret.

  Jo mere mine tanker klarede op, desto mere tog forvirringen i mit hoved til. Idet jeg lod mit blik glide rundt, gik det op for mig, at jeg befandt mig i en opgang og ikke bare en hvilken som helst opgang – det var Julys og førhen Aprils opgang. Alt fra det blåmalede trappegelænder til de prikkede vægge var så velkendt. Jeg havde været her efterhånden alt for mange gange.

  Som jeg kastede et blik ud til højre og venstre for mig for at se to lukkede døre, måtte jeg klø mig i håret for at forstå, hvad der var sket. Det hele sejlede endnu rundt i mit hoved, og trods jeg ønskede at få en forklaring på, hvorfor jeg befandt mig herude og ikke inde hos July, lod mine tanker ikke til at give mig adgang til min hukommelse. Jeg huskede at være kommet forbi i går aftes, men derfra virkede alt så tåget, som et sort hul. Og det skræmte mig på en eller anden måde.

  Mit blik fortsatte med at glide rundt som for at finde bare et eller andet, der kunne give mig en fornemmelse på, hvad der havde udspillet sig i går for, at jeg var endt her. Jeg erindrede Julys smukke smil og de lysende øjne, da jeg havde trukket hende ind i et varmt knus, og jeg erindrede den perlende latter, hun havde brudt stilheden med, hver gang tavsheden havde sænket sig. Men mere var der ikke at finde.  

  Det var først, da mine øjne kørte hen over bogstaverne ’April Merrick’, at tingene fra i går begyndte at poppe op i mit hoved i form af små glimt og fik mig til at tage mig frustreret til hovedet. For pludselig huskede jeg, hvordan hun var trådt indenfor iført sit smagfulde designertøj og engellignende som altid, og jeg havde kastet mig over hende som et vildt dyr, der ikke havde fået noget at spise flere dage. Jeg huskede. Jeg huskede sorgen i Julys dybblå øjne, der på det tidspunkt havde virket mindre glansfulde end normalt. Og i det øjeblik blev jeg ramt af en bitter smag i munden, der kun kunne være dårlig samvittighed.

  ”Tag mig tilbage,” bad jeg og greb hendes hånd, i samme øjeblik jeg hørte en dør smække. ”Jeg kan rette op på det hele, jeg kan forklare alt, jeg vil ikke miste dig igen.”

  Hun svarede dog bare ved at vriste sig fri af mit greb, før hun højlydt skreg: ”Jeg vil ikke have dig her! Jeg vil ikke have dig i mit hus, jeg vil ikke have dig i nærheden af mig! Du er nødt til at komme væk, både fra July og mig. Hvis du ikke selv kan se, hvilken skade du gang på gang forvolder, så fortjener du ikke kærlighed. Ikke før du har indset, hvilket monster du er.”

  Men hendes ord rørte mig ikke. Jeg hørte dem, men det var, som om de bare røg ind ad det ene øre og ud ad det andet. De gav ikke mening for mig, og som jeg knælede ned med tiggende øjne, hørte jeg et højlydt smæld og derefter en underlig varme brede sig i min højre kind. Det ændrede dog ikke på mine lysende øjne og de ord, der blev ved med at blive gentaget. ”Jeg kan ikke leve uden dig, April.”

  ”Du er nødt til at komme væk – fra mig, fra dig selv, fra alle,” hviskede hun blot hovedrystende. ”Vær sød bare at forsvinde. Hvis du virkelig elskede mig, ville du gøre det.”

  ”Det er netop, fordi jeg elsker dig, at jeg ikke vil vige fra din side igen. Ikke nu, hvor du endelig er tilbage, det kan jeg ikke gøre.” Jeg trådte endnu en gang frem imod hende, så hun endte op ad væggen med bekymrede øjne. Det var dog ikke følelsen, jeg fokuserede på – jeg kunne kun tænke på, hvordan de mindede mig om det smukkeste hav, det man så på Gran Canaria.

  Hun så et kort øjeblik tvivlende ud. Det var altid noget, man kunne se, når øjenlågene vibrerede svagt, trods det ikke var totalt tydeligt. Men jeg havde altid lagt mærke til de små detaljer omkring hende, der gjorde hende til den, hun var. Og derfor kunne jeg også mærke, at hun var ved at lade sig overtale. Som hendes øjne flakkede usikkert rundt, vidste jeg, at jeg havde hende i min hule hånd.

  ”Kan vi ikke snakke om det udenfor? Måske gå en tur, som vi plejede dengang? Jeg vil gerne have det her til at fungere, men før det er jeg nødt til at vide, om det nogensinde vil kunne blive det samme,” sagde hun og kiggede ned på sine perfekt polerede negle. ”Selvfølgelig er jeg ikke stoppet med at holde af dig, det vil jeg altid gøre – det hele blev bare så … og med July. Den stakkels pige.”

  ”Vi løser det sammen,” lovede jeg hende og smilede så, hvilket hun hurtigt gengældte. Derefter blev der trukket ned i håndtaget, og jeg trådte ud i opgangen, hvor det fluorescerende lys virkede helt blændende og fik mig til at knibe øjnene en smule sammen. Efter at have stået i så lang tid i mørket gjorde det ondt i øjnene at blive angrebet af lamperne på den måde.

  Jeg forventede, at hun om få sekunder ville træde ud iført sin orange jakke, som, hun insisterede på, var gul, men det gjorde hun aldrig. I stedet hørte jeg døren smække efter få sekunder, og en pludselig følelse af at være blevet forrådt ramte mig. Hun havde narret mig til at tro, at hun stadig var villig til at give det her en chance bare for at få mig væk, for at få mig til at forsvinde.

  ”April!” udbrød jeg desperat og bankede på døren, så mine knoer begyndte at gøre ondt og blive røde. ”April, luk mig ind! Jeg har brug for dig, jeg har savnet dig så meget! Kom tilbage til mig.”

  Sådan fortsatte mine opråb i alt for lang tid, taget i betragtning af at jeg ikke fik noget svar. Jeg blev ved med at trække ned i håndtaget og hamre på den solide dør, men der skete intet. Ikke engang hendes fodspor var til at høre, og som jeg styrtede ind i materialet med skulderen uden resultat, måtte jeg indse nederlaget. Det var dog ikke ensbetydende med, at jeg ikke fortsatte, for det gjorde jeg – jeg bankede så meget, at jeg slet ikke vidste, hvordan opgangen så ud længere, da jeg udmattet gled ned på dørmåtten og forsvandt ind i en dyb søvn.

  Selvom det var for sent, havde jeg lyst til at løbe efter July og fortælle hende, hvor meget hun betød for mig. Jeg havde lyst til at stoppe hende op og tørre tårerne, der var forårsaget af mig, væk og fylde hende op med undskyldninger, for aldrig havde jeg haft det dårligere – måske da jeg ved et uheld havde slået April de adskillige gange, jeg havde gjort det. Men April var stærk. Selvom mine handlinger ikke kunne retfærdiggøres af den grund, havde jeg det en smule mere forfærdeligt over alt, der var sket med July, når jeg tænkte på, hvor meget hun havde været igennem.

  Det eneste, jeg kunne komme på at gøre, var at ringe til hende. Så jeg fiskede hurtigt min iPhone op fra lommen, før jeg fandt hendes nummer frem. Jeg havde ikke mere end otte procent tilbage, men forhåbentlig var det nok. Som jeg stirrede på skærmen med hænderne omkring det elektriske apparat, lagde jeg mærke til, hvordan knoerne var helt hævede og nogle steder pyntet med størknet blod. Det sagde vel lidt om, hvor langt ude jeg havde været – jeg forstod stadig ikke, hvorfor det pludselig var kommet over mig. Jeg huskede slet ikke den person, jeg havde været i det øjeblik, og det skræmte mig, at jeg havde to forskellige personligheder som en eller anden skizofren. Var jeg virkelig så sindssyg?

  Før jeg kunne nå at fortryde, fik jeg trykket ’ring op’. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, når eller hvis hun tog den, men en undskyldning var vel altid en god start. Jeg vidste bare ikke, om det var nok – det var det vel nok ikke. Det var ikke så simpelt, så let var det ikke at rette op på alt. Det ville tage uger, måneder, år, i hvert fald ikke bare et enkelt ord. Og derfor frygtede jeg virkelig, at jeg havde mistet hende, for trods jeg ikke fortjente hende, kunne jeg ikke klare tanken om også at have mistet hende, når jeg i forvejen ikke havde meget tilbage.

  Jeg var ikke klar over, hvad der var gået af mig aftenen forinden. Jeg havde bare set de store, fortryllende øjne, og derfra havde jeg mistet kontrol. Jeg havde mistet overblik over hele situationen, og før jeg havde vidst af det, havde flere ord forladt mine læber. Det var ikke til at forklare eller forstå for den sags skyld, hvad jeg havde tænkt på det tidspunkt. Det var bare sket.

  Selvfølgelig elskede jeg stadig April, men det gjorde ikke min kærlighed til July mindre. Og lige nu havde jeg virkelig lyst til at tro på ordsproget ”Hvis du forelsker dig i to personer, så vælg den anden, for hvis du elskede den første, ville du aldrig have faldet for den anden,” for jeg brændte virkelig for at få det hele til at fungere mellem os. April var stadig en stor del af mit liv, men jeg havde ikke lyst til at skulle prøve med hende igen. Jeg vidste, at hvis jeg gjorde, ville jeg alligevel ikke kunne se hende som andet end et stykke ødelagt legetøj, og det havde jeg ikke lyst til. Mine følelser var forsvundet et andet sted hen, de havde flyttet sig. Jeg elskede July, det gjorde jeg. Det var slet ikke til at fatte, at jeg havde mistet hende på grund af et øjebliks svaghed.

  Hun svarede ikke. Allerede da den havde ringet tre gange, stod det klart for mig, at hun havde valgt at ignorere mig. Og jeg forstod hende godt. Selvfølgelig ville hun ikke høre mit hav af undskyldninger, for hun troede ikke på dem. Jeg ville nok heller ikke selv have gjort det, hvis jeg havde overværet, hvad hun havde overværet. Og endnu værre var, hvordan alt det med April var kommet ud – jeg havde længe ventet på det rette øjeblik, og nu så det ud til, at det øjeblik havde passeret mig, uden jeg havde lagt mærke til det.

  Idet jeg hørte lyden af en lås dreje, kastede jeg et blik ud til højre for mig, og få sekunder efter så jeg pigen, der måtte være Torrance, stå i døråbningen med trætte øjne, som virkede rødsprængte – om det var lyset, vidste jeg ikke. Hendes ansigt så helt forkert ud, og som hun slap et snøft ud, gik det op for mig, at det ikke bare var mig, der forestillede mig hendes tristhed.

  Jeg nåede ikke rigtig at orientere mig, før jeg fik smidt en sort æske i hovedet. Kastet var hårdt og udtrykte meget tydeligt, at hun bestemt ikke syntes om mig – selv nu, efter al den tid, havde hun ikke tilgivet mig for det med April. Men tilgivelse var måske heller ikke helt let at bede om, når det kom til mishandling.

  ”July glemte at tage den ud af posen, da hun afleverede min julegave,” mumlede hun hæst og rømmede sig så. ”Den er til dig, er jeg ret sikker på. Det er et ur.”

  Jeg vendte og drejede æsken i mine hænder, alt imens jeg betragtede den nøje. Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde gaven været dyr – sådan så det ud, og som jeg pakkede den ud for at finde et Rolex-ur blev tanken kun bekræftet.

  ”Hils hende og sig tak,” svarede jeg, og mine øjne flakkede lidt, ”og undskyld. Fortæl hende, hvor ked af det jeg er. Jeg ved godt, at du hader mig, og måske har hun også fortalt dig, hvad der skete, men jeg … jeg har ikke ord nok til at beskrive, hvor dårlig samvittighed jeg har. Og siden du er den eneste veninde, hun har snakket om, så bring beskeden videre, jeg beder dig. Sig glædelig jul. Jeg forstår godt, hvis hun ikke vil snakke med mig længere efter alt det, der er sket.”

  Hendes ansigt så kun ud til at falde en smule mere sammen, da hun hørte ordene forlade min mund. Hendes øjne var som stearinlys, der var blevet pustet ud – al glans var forsvundet og efterlod hende helt død at se på. Måske var det bare, fordi hun netop var stået op – jeg havde hørt, at piger langt fra så ud, som de ellers normalt gjorde, når makeuppen var væk – men det her virkede bare en smule voldsomt. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle forholde mig til hele situationen.

  Hun kiggede ned mod gulvet, da de næste ord forlod hendes læber. ”Ved du det slet ikke, Niall?”

  Måden, hun sagde det på mig, fik mig til at føle mig som dengang, alle mine venner havde været inde for at se den nyeste The Fast and the Furious, hvor jeg havde haft alt for travlt til at sætte de to timer af til det. Det var, som om jeg havde misset den største pointe, der var i det her, og det fik mig til at krympe mig en smule.

  ”Ved hvad?” spurgte jeg endelig med rynkede bryn, inden jeg rejste mig for at træde et skridt hen mod hende. ”Hvad mener du?”

  Hendes blik blev fyldt med sympati og tårer i samme øjeblik. Hun åbnede munden, men lukkede den så igen med et ryst på hovedet. Så tørrede hun dråberne væk fra sit øje og sank en klump så besværet, at jeg hørte det, trods jeg ikke stod helt tæt på hende. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre – om jeg skulle trøste hende, give hendes hånd et klem, eller hvad jeg skulle gøre. Hun hadede mig trods alt stadig, og derfor kunne jeg ikke være helt sikker på, om hun bare ville skubbe mig væk med det samme. Alle så ud til at hade mig lige i øjeblikket.

  ”Jeg er ked af det, men …” – hun rystede igen på hovedet og efterlod mig endnu en gang forvirret og ude af stand til at vide, hvad jeg skulle gøre. Det var dog, indtil hun afsluttede sin sætning og efterlod min verden itu og mit hjerte splintret i tusinde stykker. Jeg mærkede mig selv gå i knæ og min vejrtrækning gå i stå, da jeg hørte de næste par ord, der satte en stopper for mit blodomløb, forlade hendes sprukne læber, – ”July kom ud for en bilulykke i går. Hun overlevede ikke.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...