Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
37221Visninger
AA

25. 23. december

Torrance virkede gladere i dag. Idet hun åbnede døren for mig, var det med et smil, der overhovedet ikke tydede på, at hun bar nag. Faktisk virkede hun så åben og varm, at jeg næsten havde lyst til at spørge, om jeg ikke kunne blive til en kop te eller kaffe, men jeg lod være. Jeg var trods alt bare kommet for at aflevere hendes gave, og så skulle jeg ellers tilbage til boligen igen, så jeg kunne forberede mig på, at Niall skulle komme.

  ”Du kan bare åbne den på juledag,” fortalte jeg hende med et smil, inden jeg rakte hende posen, jeg havde i hånden. ”Men jeg kunne ikke lige vente længere med at aflevere den. Du har vel også en masse andet at lave de her dage, har du ikke? Jeg føler, at julen bør fejres med sin familie og alle de nærmeste, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte aflevere den nu – før det er for sent. Der er ikke så meget i at give en julegave i det nye år.”

  ”Hvor er det sødt af dig!” hvinede hun begejstret. ”Jeg har faktisk også en gave til dig, to sekunder!”

  Og så forsvandt hun ellers et kort øjeblik for at finde, hvad hun nu havde købt til mig. Det undrede mig en smule, at hun var så oppe at køre, når hun i forgårs havde virket så såret. Det virkede ikke helt ægte, men måske var det også bare mig, der var en smule paranoid. Jeg lod jo aldrig mig selv være uden bekymringer, så det ud til – hvis det ene løste sig, fandt jeg bare noget andet, der var galt. Så mon ikke jeg bare burde nyde, at alt for en gangs skyld så ud til at gå, som jeg ville have det?

  ”Den her er til dig,” sagde hun og rakte mig så en pose fra Brandy Melville. Jeg havde aldrig shoppet i den butik, men havde hørt en masse godt om det, og siden Torrance havde sådan en god tøjsmag, måtte det vel være noget godt. Lige meget hvad ville jeg blive glad – i det hele taget tanken om, at hun havde købt noget til mig, var nok til at få mig til at smile. ”Du kan bare åbne den sammen med resten af dine gaver. Jeg håber, du vil kunne lide den.”

  ”Det vil jeg med sikkerhed,” lovede jeg hende og smilede. ”Tusind tak, Torrey.”

  ”Selv tak,” svarede hun og trak mig derefter ind i et kram, der gjorde det tydeligt, at hun ikke længere var hverken vred eller såret. Jeg burde egentlig ikke være så overrasket, for hun virkede ikke som den type, der hæftede sig fast ved alle sådan nogle ting – hun var sådan en sjæl, der fokuserede på det positive, og som hurtigt glemte alt om fortiden. Jeg burde lære noget af hende.

  ”Glædelig jul.” Det var det sidste, jeg sagde, før jeg vendte mig om og skulle til at gå, men der gik ikke mere end et halvt sekund, før jeg blev stoppet af en arm.

  ”Vent!” udbrød hun i et desperat tonefald, der fik mig til at rynke brynene, inden jeg mødte hendes blik. ”Jeg er altså nødt til at lade dig vide, at jeg virkelig er glad på dine vegne. Og hvis du tror på, at han har ændret sig, vil jeg selvfølgelig gerne give ham endnu en chance. Jeg har ikke lyst til, at du har det i baghovedet i hele tiden, så vær sød at fortælle mig, at alt er okay. Jeg har haft dårlig samvittighed siden i forgårs og vil egentlig bare vende tilbage til det gamle. Jeg burde ikke have blandet mig på den måde, det ved jeg godt, og jeg har også indset, at det ikke var okay af mig at dømme ham lige sådan. Bare fordi jeg kender til hans fortid, bør det ikke give mig grund til at få dig til at tvivle så meget, når du tydeligvis kan lide ham. Før jeg kendte hans navn, var jeg jo helt vildt ivrig efter, at du skulle tage det første skridt. Og du skal vide, at jeg stadig har den indstilling. Så hvad end du gør, stoler jeg på, at det er det rette.”

  Det var lige, hvad jeg havde brug for at høre. Trods ingen af os hidtil havde sagt nok, havde vi vel begge fornemmet, at der var noget underligt i luften, selvom vi ikke havde givet udtryk for det. Og nu, hvor det var ude i det fri, kunne jeg nyde resten af dagen med fred i sindet – jeg var for en gangs skyld sikker på, at det hele ville blive godt. Alt kørte på skinner, og jeg havde slet ikke tal på, hvor mange måneder det var siden, hvor det sidst havde stået sådan til.

  ”Jeg lover dig, at du ikke bliver skuffet,” sagde jeg. ”Han har ændret sig til det bedre, og næste gang du ser ham, vil du kunne se det, tro mig.”

  Jeg følte mig meget sikker i min sag, da jeg udtalte ordene. For han havde lært en masse af at miste April – han satte mere pris på, hvad han havde nu. Når jeg kiggede på ham, var hans blik altid så kærligt og fyldt med lys, som om mit nærvær var hele klodens diamanter meget værd. Nogle gange forstod jeg det slet ikke, men det var måske heller ikke meningen, at jeg burde forstå. Kærlighed var ikke noget, man bare kunne regne ud som noget i matematik, det var mere vanskeligt, mere udfordrende.

  Det gjorde hende vist glad at se mig så … forgabt i nogen, for som jeg mødte hendes blik, var det fyldt med varme, og det virkede, som om hun havde lyst til at sige noget, men lod være. I stedet fortsatte hun bare med at betragte mig med de lunefulde, blå øjne, og det var egentlig også nok. Jeg kunne fornemme, at hun virkelig var glad på mine vegne, at det ikke bare var noget, hun sagde for at rette op på det hele. Og som hun sagde: ”Jeg er sikker på, du snakker sandt,” blev mit hjerte fyldt med en sådan fred, at jeg følte, jeg svævede rundt på en lyserød sky. Julen endte vist alligevel godt i mit tilfælde.

❄❅❄

Da det ringede på, var jeg hurtig til at fare ud i entréen for at lukke op for den lyshårede dreng, der stod med en buket tulipaner i hånden. Idet jeg åbnede døren, blev jeg næsten så rørt over at se de smukke blomster, at jeg kunne græde – bogstavelig talt. Jeg følte i det sekund, at mit liv ikke kunne blive bedre, og for mig virkede det stadig en smule urealistisk. Jeg kunne ikke helt se det.

  Selvom jeg ingen vase havde at stille dem i, tog jeg imod dem og stirrede længe på de mange farver, inden jeg med et smil sagde: ”De er virkelig smukke. Tusind tak.”

  Før jeg nåede at gå ud i køkkenet for at stille dem i et glas, eller hvad jeg ellers havde, mærkede jeg to hænder mod min talje trække mig ind i et sukkersødt kys, der smagte af pebermynte og duftede af grantræer. Det hele føltes som en drøm, nu hvor alt var så perfekt. Jeg havde ikke kunnet kalde mig selv helt lykkelig i efterhånden mere end et halvt år, men som jeg smilede mod hans lyserøde læber, følte jeg mig så lykkelig, som nogen overhovedet kunne være. Siden alt det med Blake var sket havde jeg gået rundt og undret mig over, hvad jeg mon havde gjort for at fortjene så meget bitterhed i livet, men måske var alt, jeg havde haft brug for, været tålmodighed.

  ”Jeg er glad for, at du kunne komme,” mumlede jeg en smule stakåndet og mødte de betagende, blå øjne, der for mindst tusinde gang denne måned fik mit hjerte til at smelte og mine ben til at føles som vingummi.

  Han stak hænderne ned i sin mørke trenchcoat. ”Jeg er glad for, at jeg kan være her.”

  Imens han tog sine sko af, gik jeg ud i køkkenet for at finde en skål eller en vase, jeg kunne stille de smukke blomster i. De duftede friskt og fik mit hjerte til at minde mig om en kolibris baskende vinger, fordi det bankede så hurtigt. Jeg var bange for, at det snart ville flyve ud af min brystkasse, at jeg ikke længere kunne holdes nede af tyngdekraften. Det var længe siden, jeg havde haft det sådan her, så jeg havde fuldstændig glemt, hvor fantastisk det egentlig var. Jeg havde ikke lyst til at give slip på denne følelse nogensinde, nu hvor den endelig var tilbage.

  ”Jeg var en smule for doven til at lave maden selv, så jeg har altså bare købt noget kalkun og lidt andet, hvis det er okay. Hvis jeg selv skulle have gjort det, ville det nok have taget en evighed, så jeg valgte genvejen,” fortalte jeg ham med et beklagende smil, da jeg igen stod med fronten til ham ude i entréen, men han stoppede mig i mine undskyldninger, før jeg overhovedet var halvvejs med at forklare om, hvor dårlig jeg var til at lave mad, og hvordan jeg var så besat af at følge en opskrift, at jeg kunne rive mit hår ud, hvis jeg manglede en ingrediens.

  ”Det er perfekt,” mumlede han forsikrende og trak min spinkle krop ind mod sin, så jeg mærkede et gys af kulde gå igennem mig. Hans fingre var stadig iskolde efter at have været ude i så lang tid, og den lave temperatur så ud til at hænge fast i hans uldsweater. ”Jeg går ikke op i maden, men din tilstedeværelse. Og skal jeg virkelig minde dig om min pastasalat?”

  Han grinede, så det rungede helt ned i hans bryst.

  ”Jeg har stadig ikke fået smagt den lasagne,” mindede jeg ham om og trak mig med et skævt smil. ”Jeg er begyndt at tro, det bare var noget, du sagde for at imponere mig.”

  ”Hey, den er faktisk virkelig god,” sagde han til sit forsvar og løftede en pegefinger, ”og du kan smage den, så snart du har tid. Jeg har for evigt, så det er bare om, hvornår du har tid. Så laver jeg en femstjernet middag til dig og feder dig så meget op, at du bliver nødt til at rulle hjem.”

  ”Eller også spytter jeg det hele ud og har slet ikke nok energi til at gå hjem, fordi din mad var så forfærdelig,” gav jeg igen med et drillende blik i øjet. ”Jeg kan være meget kræsen, når det skal være.”

  ”Hm,” mumlede han mod mit øre, så jeg kunne mærke den varme ånde strejfe min hud, ”så må jeg vel bare bære dig hele vejen hjem.”

  I samme øjeblik han lod sine fingre følge huden på mine arme, mærkede jeg gåsehuden rejse sig og måtte synke en klump for ikke at skælve under hans berøring. Der var noget over den milde gestus, der kunne få mig til at miste mælet og glemme, hvordan man trak vejret ordentligt. Og jeg var ret sikker på, at han var godt klar over, hvad han gjorde ved mig.

  ”Er du sulten?” spurgte jeg med en lille stemme for at aflede mig selv fra lyden af hans dybe vejrtrækninger. ”Jeg tror stadig, kalkunen er varm, men ellers kan vi varme den i mikroovnen. Der er også nogle mince pies tilbage – jeg har ædt ret mange af dem, men du kan stadig nå at smage et par.”

  ”Mm,” var det eneste, jeg fik tilbage, og jeg vidste ikke helt, om jeg skulle tage det som et ja eller et nej. ”Er du sulten?”

  Det var jeg egentlig ikke. Jeg havde jo ikke inviteret ham for at spise med ham, eller jo, det var jo hyggeligt med en lille middag, men bare hans nærvær var nok. Jeg havde endnu ikke fordøjet den sandwich, jeg havde spist tidligere på dagen, så for min skyld kunne vi godt springe det over, men jeg var ikke helt sikker på, hvad vi ville gøre det for.

  ”Vi kan gå ind i stuen,” foreslog jeg, trods min stemme endnu ikke helt var til at stole på. ”Måske kan vi også bare starte med at se en film eller noget i den stil. Jeg har et abonnement på Netflix, så vi kan prøve at finde et eller andet spændende.”

  Han nikkede og lod sig trække med, da jeg greb hans hånd og førte ham væk fra entréen og hen mod sofaen, jeg for få dage siden havde ligget og tudet mine øjne ud i. Den tid virkede så langt væk, nu hvor alt så så lyst ud, og hele tiden ønskede jeg, at jeg aldrig ville ende derude igen. Nu, hvor jeg havde ham ved min side, så alt ud til at løse sig, og når det engang blev januar, måtte vi fælles finde en løsning. Jeg stolede på, at vi ville kunne gøre det.

❄❅❄

Vi endte med at se Gangster Squad, men se og se … jeg var ikke helt sikker på, om nogen af os fulgte med i filmen som sådan. Jeg var søvnig og kunne glide væk ethvert øjeblik til følelsen af hans arme omkring mig, og det så heller ikke rigtig ud til, at han var helt fanget af den, siden han var så travlt optaget af at betragte mit fredfyldte ansigt. Af og til ville han lade sine fingre følge formen af mine kindben, selvom de ikke var særlig markerede, hvorefter han ville kysse mig i håret. Før jeg havde mødt ham, havde jeg slet ikke overvejet, hvor fantastisk det egentlig var at have en så kærlig kæreste, eller hvad man nu ellers kunne kalde ham, mens jeg nu ikke længere kunne forestille mig at gå uden de mange berøringer, der lurede gåsehuden frem.

  ”Maden er vist blevet kold nu,” mumlede jeg med et fjoget grin, og han besvarede min sætning ved at placere et fjerlet kys på mine læber. Det var lige præcis det her, jeg havde forestillet mig, da jeg havde besluttet mig for at invitere ham med min mors motivation til at opmuntre mig. En perfekt aften sammen med en, jeg holdt af. Og jeg holdt af ham, det gjorde jeg virkelig. Faktisk betød han næsten så meget, at jeg var tæt på at sige, jeg elskede ham. Tanken skræmte mig, men var samtidig rar, for den havde ikke besøgt mig i så lang tid, og nu, hvor den var tilbage, føltes det så godt.

  Imens jeg mærkede hans blide fingre køre igennem mit hår, blev mine øjenlåg tungere og tungere. Jeg havde ikke sovet særlig meget, fordi jeg havde været alt for spændt og nervøs omkring denne dag, så det var klart, jeg var udkørt. Samtidig burde jeg nok holde mig vågen, for jeg kunne forestille mig, at han ville finde sig selv i en yderst akavet situation, hvis jeg pludselig begyndte at snorke. Det ville helt klart ødelægge øjeblikket bare en lille smule.

  Jeg nåede dog ikke at blive taget helt af mørket, før jeg hørte nogle nøgler klirre ved hoveddøren. Det fik mig til at fare uroligt op, og på få sekunder stod jeg med opspilede øjne og et bange udtryk i ansigtet.

  ”Han er her,” udbrød jeg panisk og kiggede hen på Niall, der var mindst lige så overrumplet. ”Blake er kommet tilbage, jeg vidste, det ikke ville vare evigt …”

  Lykken kunne godt nok heller ikke blive her i bare 24 timer.

  ”Rolig nu,” mumlede han og trådte hen mod mig for at lægge sine arme omkring mig. Til at starte med havde jeg ikke lyst til, at han skulle komme nær mig, fordi mine alarmberedskaber fortalte mig, at jeg var nødt til at klare mig selv, men som han trak mig tæt ind til sig, slappede jeg alligevel en smule af. ”Jeg er sikker på, der ikke sker noget.”

  Men pludselig nåede lyden af en lås, der blev drejet, mine ører, og jeg begyndte for alvor at ryste. Hvis det bare var ingenting, hvorfor havde vedkommende så en nøgle til lejligheden? Det kunne ikke længere bare være mig, der var en smule paranoid, for vi hørte nogle sekunder senere begge døren gå op og derefter et par støvler træde mod det knirkende trægulv.

  Jeg havde ikke lyst til at se, hvem det var. En del af mig vidste, at det ikke var klogt at være så bange i situationer som denne, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at møde de mørke øjne, der sikkert tilhørte ingen anden end Blake. Hele aftenen havde været så perfekt indtil nu – hvorfor var den blevet spoleret? Hvorfor kunne jeg ikke bare få lov til at få én dag? Én dag. Det var alt, jeg bad om.

  Først da jeg mærkede Niall skubbe mig brat fra sig, som om jeg var en klam kakerlak, tog jeg mig sammen til at kigge hen mod døren, hvor en smuk kvinde med de største, blå øjne mødte mig. April. At se hende i eget skind og kød var uventet, og jeg tog mig selv i pludselig at ville gemme mig væk. Som hun stod der med sit mørke, bølgede hår, der var blevet sat helt perfekt, og en taske fra Louis Vuitton, kunne jeg have tabt underkæben. Selv ikke min fantasi havde set det komme, at hun var betagende. Men det værste var, at hun virkelig bare var en bedre udgave af mig – hendes kindben var tydeligere, håret så en smule mere glansfuldt ud, øjnene var større og mere skinnende, og læberne var fyldigere og i en lidt mere kraftig nuance end mine.

  ”April!” udbrød Niall pludselig og stormede hen til hende, hvilket i den grad var abrupt. Det blev dog kun værre, da han trak hende tæt ind til sig, som han plejede at gøre med mig, hvorefter han stille hviskede: ”Du må ikke forlade mig på den måde igen,” trods det var højt nok til, at jeg hørte det.

  Jeg mærkede mit hjerte blive knust og mig selv splintres i tusinde stykker, men de så ikke ud til at lægge mærke til mig, som jeg stod der helt stivfrossen og ude af stand til at sige eller gøre noget. Jeg var der bare, som en eller anden tilskuer i en mennesketom biograf, hvor en alt for realistisk 3D-film så ud til at blive vist. Det med Clarice og Torrance var intet i forhold til, hvilken smerte jeg følte nu – for det var endelig gået op for mig, hvor lidt jeg rent faktisk betød for ham. Og jeg havde lyst til at give mig selv tusinde lussinger for ikke at have lyttet, da de alle advarede mig så højt og tydeligt. Man kunne vel roligt sige, at jeg for alvor var blevet blændet af kærligheden denne gang, men hans handlinger … han havde virket så oprigtig. Hvordan kunne det have været skuespil? De skinnende øjne, det kærlige blik … havde han virkelig i al denne tid elsket hende?

  ”Jeg vidste det,” mumlede jeg endelig og rystede på hovedet med et syn sløret af tårer. ”Jeg burde have lyttet til folk omkring mig, jeg burde … Du har aldrig holdt af mig, har du?”

  Men han var så forgabt i hende, at han slet ikke ikke hørte mine ord. Han var som en trofast hundehvalp, der netop havde set sin ejer efter lang tid med en, der havde været brutal og led, og hans øjne strålede som aldrig før. Og der gik det op for mig, at den glæde, han havde vist over for mig, var intet i forhold til den, han viste nu.

  April rystede på hovedet med et suk og sagde så: ”Kan du slet ikke se, hvad du gør?”

  Derefter sendte hun mig det mest sympatiske blik, og det gik op for mig, at hun ikke var kommet tilbage for hans skyld. For som han igen prøvede at nærme sig hende, trådte hun et skridt tilbage og rystede så endnu en gang på hovedet.

  ”Jeg elsker dig, April.” Desperationen i hans stemme var næsten ynkelig at høre på. ”Hvor mange gange er jeg nødt til at sige det, før du tror på det? Jeg er så ked af alt det, der er sket, og jeg kan … jeg kan rette op på det hele. Jeg kan være den, du altid ønskede, jeg skulle være.”

  At høre ham tigge og bede om tilgivelse fik kun mit hjerte til at synke endnu mere, så jeg blev nødt til at vende mig om. Jeg havde ikke lyst til at hverken se eller høre mere. Alle de ord … jeg forstod bare ikke, hvordan han kunne få sig selv til at sige dem, når han havde virket så ærlig over for mig. Jeg går ud fra, at han dengang havde glemt, hvad det ville sige at elske nogen oprigtigt – han havde altid holdt af mig som en ven, og hvis jeg var heldig måske en køn pige, men havde så forvekslet det med nogle meget stærkere følelser, og det her var det forfærdelige resultat.

  ”Vær sød at gå, Niall,” blev der koldt svaret tilbage, og som jeg kastede et blik hen på April, var der intet kærligt at finde i hendes blik. ”Hvis du ikke selv kan se, hvordan du opfører dig, er du tydeligvis ikke blevet et bedre menneske, og det vil du aldrig blive. Du vil altid være ude af stand til at elske nogen ordentligt – hvis jeg først tager dig tilbage, kommer du bare til at svigte mig igen. Og det kan jeg ikke have, det har jeg ikke brug for. Du er ikke længere en del af mit liv.”

  Du er ikke længere en del af mit liv. Det mindede mig om, hvordan Niall selv havde sagt det om April dengang. Det var den tid, jeg rent faktisk havde troet blindt på ham og stolet på, at alt ville blive bedre. Men som det virkede nu, var der ikke meget håb tilbage, og jeg kunne kun se mig selv forsvinde, inden jeg for alvor fik revet hjertet ud.

  Så jeg maste mig forbi de to skikkelser foran mig med et såret udtryk i øjnene, og lige før jeg lukkede døren efter mig, vendte jeg mig en sidste gang om for at se, om han da i det mindste ville prøve at stoppe mig. Men nej. Han fortsatte med at kigge tiggende på April, som om hun kunne give ham alt, han ønskede. Og det kunne hun vel også, for hun var den perfekte af os to. De var det perfekte par, og jeg burde aldrig været kommet og lavet rod i det hele.

  ”Jeg er så ked af det, jeg lover, at jeg kan gøre det hele bedre, jeg –”

  ”Niall!” Hendes højlydte udbrud fik ham til at tie stille, og da hun trodsigt trådte et skridt frem med lynende øjne, så det ud, som om han et kort øjeblik blev hylet ud af sin underlige trance. Men lige så hurtigt som hans øjne var vendt hjem, forvandlede de sig til det ukendte, mørke igen. ”Hvordan kan du komme her og tro, at alt pludselig er okay? Efter al den tid? Hvordan kan du få dig selv til at sige sådan noget, når du ved, det ikke er sandt? Alt er ikke længere så let for dig, du kan ikke bare smide folk rundt, som om de er dit eget personlige legetøj! Du kan ikke det ene øjeblik slå og mishandle en pige og det næste fortælle hende, at du elsker hende højere end nogensinde.”

  Og lige dér havde jeg det, som om mine ben ville knække sammen under mig. Som om al mit maveindhold snart ville ryge op, selvom jeg ikke havde spist noget i flere timer efterhånden. Kvalmen var overalt, og den var forårsaget af drengen med de smukke ord, der så ud til at være knap så smuk inderst inde. For de var ikke længere et perfekt par i mine øjne – de var bare en anden udgave af Blake og mig. De var et flashback af min fortid, der var blevet vakt til live. Jeg havde i al denne tid forelsket mig i en tro kopi af mit værste mareridt.

  ”Din løgner!” skreg jeg og farede frem for at skubbe Niall ind i væggen. Han så ud til at være overrumplet, men jeg fortsatte med at hamre mine næver mod hans bryst med øjne fyldt med tårer. At acceptere hans fortid havde været så let, og at elske ham for den dreng, jeg troede, han var, havde været endnu lettere, men jeg ville aldrig nogensinde kunne tilgive mishandling. Ikke længere, ikke når jeg selv havde oplevet, hvor forfærdeligt det var. Jeg havde ikke lyst til at indse, at grunden til, at April havde dukket op på Vogue-kontoret med tårer i øjnene, var, fordi han havde forvoldt hende fysisk smerte. Hele mit synsfelt så ud til at være dækket til af sorte pletter, men jeg ignorerede dem, som jeg gemte mine fugtige øjne væk bag mit hår. ”Din løgner, din løgner, din løgner! Jeg troede … du var jo anderledes, d-du var slet ikke som ham! Du var bedre, du var værd at elske!”

  Men jeg havde taget fejl. Og først nu så det ud til, at det ellers så fejlfrie billede krakelerede. Pludselig var han ikke en engel i mine øjne, men noget, der frastødte og skræmte mig. Jeg forstod ikke, hvordan jeg overhovedet havde haft lyst til at have noget med ham at gøre, og samtidig gjorde jeg – for ligesom med Blake var jeg ikke stoppet med at elske ham, trods han havde forvandlet sig til et monster. Jeg hadede, at jeg stadig følte noget for drengen med de smukke ord. Og imens jeg tænkte det, besluttede jeg mig for at forlade ham, før det var for sent – hvis det da ikke allerede var det.

  Han stoppede mig ikke engang, da jeg hev ned i håndtaget. I stedet blev han stående, i tvivl om hvad han skulle gøre, og hvis det ikke allerede havde været klart og tydeligt, var jeg nu 110 procent sikker på, at jeg var blevet svigtet. For man tvivlede ikke, når det kom til ægte kærlighed. Der var aldrig nogensinde den mindste usikkerhed at finde, og det var måske også derfor, jeg var gået fra Blake i sidste ende. Ligesom med ham var det gået op for mig, at Niall måske ikke var min helt alligevel.

  Lige så snart jeg trådte ud i kulden, begyndte jeg at løbe. Mine korte ben bar mig af sted, og jeg løb og løb, trods det gjorde ondt i lungerne at skulle hive efter vejret på den måde. Men jeg ville ikke stoppe. Jeg ville aldrig nogensinde stoppe med at bevæge mig, for det var efterhånden virkelig gået op for mig, hvad der ville ske, hvis jeg et kort øjeblik lod mig selv få en pause til at orientere mig. Jeg kunne bare ikke fatte det. Intet af det lod til helt at give mening for mig, og lige nu var alt, jeg havde lyst til, at forsvinde. Jeg havde lyst til at blive båret væk af de mange stjerner foroven og lade dem lede mig hen et sted, hvor jeg følte mig mere hel og mindre oprevet.

  Alle de mange lys på gaden havde forvandlet sig til dansende, utydelige prikker på grund af de salte tårer, der blev ved med at presse på. Hver gang en af dem fik lov til at strømme ned ad mine kinder, kom en ny til og krævede samme behandling. Det overraskede mig, at jeg overhovedet stadig havde væske i kroppen.

  Jeg ville have fortsat, hvis det ikke havde været, fordi jeg så en skikkelse dér i mørket, lige ovre på den anden side af landevejen. Trods jeg ikke havde mine briller på og derfor nok kun så 70 procent af det, jeg burde se, syntes ansigtet at virke velkendt. Faktisk var det så velkendt, at det satte alle mulige tanker i fuld gang, og som jeg trådte et skridt nærmere ham, blev det tydeligt for mig, hvem det var.

  Det luskede, men samtidig alt for charmerende smil, det pjuskede morgenhår, der altid formåede at se rodet ud på den helt rigtige måde og de tillokkende, mørke øjne var ikke til at tage fejl af. Og som jeg nærmede mig ham, mærkede jeg mit ansigt fortrække sig i en forvirret grimasse, før jeg lukkede én enkelt stavelse ud.

  ”Blake?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...