Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

278Likes
909Kommentarer
38370Visninger
AA

24. 22. december

Jeg stirrede ud ad bilvinduet på vejen hen til hospitalet. Det var en nervepirrende dag, og jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle have det med hele situationen. På den ene side glædede jeg mig virkelig til at se min mor igen efter al den tid, men på den anden side vidste jeg ikke, om mit hjerte bare ville blive knust ved synet af hendes kraftesløse hænder og trætte øjne.

  Jeg havde dårlig samvittighed, ingen tvivl om det. Jeg skammede mig over ikke at have taget kontakt til hende i efterhånden flere måneder, fordi jeg havde taget vores tid forgivet. Jeg troede, jeg ville have hende ved min side i mange flere år endnu, men det så ud til, at det ikke stod sådan til. Døden havde valgt at tage hende fra mig lidt tidligere, og nu var jeg efterladt med en masse triste tanker i hovedet og et sammenfaldet ansigt.

  ”Hvornår er vi der?” fik jeg stille spurgt min far om, inden jeg kastede et blik hen på den hvidhårede mand ved siden af mig. Han mødte dog ikke mine øjne, men blev i stedet ved med at fokusere på vejen foran sig. Det virkede, som om han ikke havde lyst til det. Om det var, fordi han ikke havde lyst til at se mine vemodige øjne, eller om det var, fordi han ikke ville vise mig, hvor ødelagt han selv var over situationen, vidste jeg ikke.

  ”Om fem minutter,” svarede han kort for hovedet, og jeg nikkede.

  Det var endnu ikke gået op for mig, hvad jeg skulle sige, når jeg endelig så hende. Om jeg skulle starte ud med et undskyld, eller om jeg bare burde give hende et kram og sidde ved hendes side, indtil hun selv valgte at bryde stilheden. Det var endda også muligt, at hun slet ikke kunne sige noget – var det ikke, hvad hjernekræft gjorde? At hele ens hoved blev helt forskruet? Hvorfor overvejede jeg slet ikke, at hun måske slet ikke ville genkende mig, nu hvor vi ikke havde set hinanden i så lang tid? Jeg gik ud fra, at jeg ikke havde lyst til at overveje den mulighed, for hvis hun virkelig havde glemt så meget, kunne jeg ikke se nogen grund til selv at leve længere. Det var i forvejen hårdt at vide, at hun snart ikke længere ville være her, men hvis hun gik herfra uden at tænke på alle de gange, vi havde shoppet i det lokale center, eller dengang jeg var kommet grædende hjem fra skole, og hun havde taget mig ud at køre en tur så lang, at vi først kom hjem flere timer senere, ville jeg ikke kunne se den store mening med min eksistens mere. Selvfølgelig levede jeg også for andres skyld, men den, jeg helst ville gøre stolt, var min mor og selvfølgelig også min far. Det var dem, jeg ville imponere, dem der betød så meget. For de havde opdraget mig, og hvis de skulle leve med skammen over at have skabt et monster, ville jeg være mindst lige så knust som dem. Jeg gik ud fra, at ethvert barn vel et eller andet sted bare ønskede at imponere sine forældre. Og selvom jeg ikke ligefrem var et barn længere, havde det ikke ændret sig – jeg ønskede stadig at se deres varme øjne, der udstrålede stolthed, en dag.

  Jeg var træt. Jeg havde ikke sovet i mere end fire timer, fordi jeg havde været så nervøs. Og sammen med alt det med Torrance var der ikke meget fred i mit sind. Dagen i går havde endt en smule brat, og hvad der havde startet som et hyggeligt gensyn, var sluttet med at blive lidt af det modsatte. Hun var ikke direkte sur på mig, men jeg vidste, hun ikke forstod, hvorfor jeg ikke bare kunne lytte til hende. Hun var vel såret. Man sagde trods alt, at veninder altid kom før drenge, og den regel havde jeg ligesom lidt brudt ved ikke at tro på det, hun sagde. Det gav bare ikke mening for mig, at Niall kunne opføre sig så … perfekt over for mig, når alle andre sagde, han var det direkte modsatte. Det var tydeligt, at hans fortid stadig hjemsøgte ham, men jeg ville gerne vide præcis hvor meget: Var han stadig den samme person efter al denne tid? Eller havde han ændret sig og var nu den, jeg forestillede mig, han var?

   Selvom det var en smule akavet, eller hvad man nu ellers kunne sige, mellem Torrance og mig, ville jeg stadig gerne give hende sin fødselsdagsgave. Jeg havde købt hende en cremefarvet sweater af uld, som, jeg var sikker på, ville klæde hende. Allerede da jeg så den, vidste jeg bare, at det var noget, jeg måtte give hende i gave – selv hvis det ikke havde været jul, ville jeg nok have købt den alligevel. De her dage kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg ikke havde lang tid endnu, før jeg skulle væk endnu en gang. Det var selvfølgelig mit eget valg, det vidste jeg godt, men hvis April virkelig kom tilbage her i januar, var jeg ikke sikker på, om jeg havde den store lyst til at blive, men samtidig heller ikke hvor jeg skulle tage hen. Jeg havde da kigget lidt rundt efter en ny bolig, men havde endnu ikke fundet den perfekte, og de var desuden helvedes dyre. Jeg håbede virkelig, heldet var med mig her i slutningen af måneden, for ellers ville jeg blive nødt til at bede om lidt ekstra tid, og når hun allerede havde gjort så meget for mig, virkede det ikke fair af mig at fremstå så utaknemmelig. For jeg var taknemmelig, jeg var virkelig, virkelig taknemmelig. Og det blev jeg også nødt til at vise i form af noget, der i hvert fald ikke skulle være at stjæle hendes ekskæreste.

  ”Så er vi her,” meddelte min far, selvom jeg allerede vidste det, eftersom jeg kiggede ud ad vinduet. ”Mor bliver virkelig glad for at se dig, det er jeg sikker på.”

  Jeg pillede lidt ved mine negle og sank så en klump. ”Det håber jeg.”

  I dag var der en lille sol at se på himlen, men skyerne kæmpede for at dække dens stråler til. Sneen var endnu ikke kommet til London, så det var vist ved at blive meget klart, at vi ikke ville få en hvid jul, men jeg havde det okay med det. Så længe jeg havde en masse folk, jeg holdt af, omkring mig, var det vel nok. At se min mor ville forhåbentlig også give mig lidt fred i hjertet til, når det endelig blev juledag – hendes ord formåede altid at nå mig som ingen andens. Jeg håbede, at det også gjaldt i dag, for jeg havde brug for trøst, og jeg havde brug for rådgivning.

  Da jeg steg ud, var kulden hurtig til at nå mig, og jeg blev nødt til at trække min jakke omkring mig, selvom det ikke gjorde det meget bedre. Jeg havde glemt at tage mit halstørklæde på, så jeg havde næsten allerede nu sikret mig en uges halsbetændelse, men det var ikke rigtig noget, jeg tænkte yderligere over. For hvert skridt jeg tog nærmede jeg mig nemlig min mor, og det var nok til at hyle mig ud af den – alle de andre bekymringer var bare en smule ekstra topping.

  Det værste var formentlig, at mange af alle de tanker, jeg gjorde, slet ikke var det helt store. Faktisk var det næsten ingenting, men jeg så det alligevel som et eller andet enormt. Det var, hvad jeg gjorde, når jeg var nervøs. Jeg begyndte at tage alle sådan nogle små ting og gøre dem enorme, så jeg kunne få endnu mere ondt af mig selv, og det var simpelthen bare så latterligt. Jeg vidste, alt ville have været meget lettere, hvis jeg prøvede at fokusere på det positive, men hver gang jeg bare lige tænkte på én mindre god ting, kom resten væltende, som om det var et pakketilbud. Tag én og få en million oveni!

  Idet jeg trådte indenfor, blev mine næsebor straks fyldt med den der ubehagelige lugt af medicin og nyvasket tøj. Jeg havde altid hadet det ved hospitaler, for de var så deprimerende, at det ikke ville overraske mig, hvis folk i virkeligheden døde af at drukne i tårer over ensomhed eller noget i den stil og ikke deres rigtige sygdom. Det virkede på mange måder som et fængsel med den dårlige kantinemad og det ens tøj – altid den hvide kjole til patienter og så måske en kittel eller sådan et grønligt, kedeligt sæt til læger. Træskoene var desuden heller ikke alt for charmerende, og lyden af dem mod gulvet var så ubehagelig, fordi den var diskret, men samtidig næsten alt for let at lægge mærke til. Det var sådan nogle små detaljer, jeg kunne blive drevet til vanvid af. Hospitaler var forfærdelige.

  Vi blev guidet hen mod den intensive afdeling af en læge, der skulle samme vej. Alt imens min far og hun snakkede, kiggede jeg lidt rundt for at møde en masse døre på hver sin side af mig. Væggene var blevet malet i en masse farver, men mange steder virkede den afskallet og en smule gammel, så det alligevel var lidt trist at kigge på. Og den måde, de hvide døre skilte sig helt vildt meget ud med deres renhed, var endnu mere foruroligende, for det var næsten alt, alt for hvidt. Ja, det symboliserede da fred, og hvad vidste jeg, men lige nu mindede den mig mere om dødens blege ansigt. Jeg vidste ikke, om det bare var, fordi min mor var bag en af dørene, eller om det altid var sådan, men lige nu kunne jeg ikke se på dem med andet end væmmelse i øjnene. Jeg var glad for, at jeg ikke længere drømte om at blive læge.

  Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg havde gået, da min far endelig gjorde tegn til, at vi var her. Gangen føltes så lang, så uendelig. Som om der slet ikke var tal på, hvor mange mennesker døden havde planer om at stjæle fra familie og venner. Det var helt underligt at tænke på, at jeg selv en dag ikke længere ville være her. Det var vel nok først om lang tid, men jeg undrede mig stadig tit over, hvem der mon ville savne mig. For et år siden havde jeg tænkt Blake, Katherine, Stefan, mine forældre og alle dem, jeg nogle gange så, når jeg havde tid, som jeg havde mødt på universitetet, imens jeg havde gået der. For tre måneder siden havde jeg tænkt Katherine og Stefan og måske Paige, som jeg havde mødt til et eller andet kursus for længe, længe siden, men fået kontakt til igen. Og nu vidste jeg det ikke længere. Trods det var lidt underligt mellem Torrance og mig, troede jeg dog stadig på, at hun nok ville blive bare en smule ked af det, hvis jeg en dag ikke længere var her. Med hensyn til Niall håbede jeg da også, det stod sådan til med ham. Jeg ville virkelig gerne tro på, at han holdt af mig, men samtidig var der så mange, der sagde, han ikke gjorde det, så jeg vidste ikke rigtig længere, hvor mit hjerte lå. Og mine forældre ville vel også blive knuste – det var aldrig let at miste en søn eller datter, det kunne jeg forestille mig. Hvis jeg nogensinde skulle ud for sådan noget, vidste jeg slet ikke, hvad jeg ville gøre.

  ”Jules,” mumlede min mor, da hun fik øje på mig, inden de sprukne læber krummedes i et smil. ”Hvor har jeg savnet dig, min skat.”

  Jeg tog plads i stolen ved hendes seng og sad længe der uden at sige noget. I stedet blinkede jeg som en vanvittig for ikke allerede nu at bryde sammen foran hende – jeg vidste, at tårerne nok ville komme på et eller andet tidspunkt, men det var nok ikke det bedste at gøre, når jeg kun lige havde set hende i ti sekunder.

  ”Jeg har også savnet dig,” svarede jeg hæst efter noget tid, ude af stand til at stole på min egen stemme. ”H-har du det fint?”

  Hun nikkede med det roligste ansigtsudtryk, jeg længe havde set, og det fik mig straks til at slappe lidt af i de ellers så anspændte muskler. Der var noget over, hvor fredfyldt hun var, som overbeviste mig om, at hun måske slet ikke var så ked af snart at skulle tage bort. Men måske var det, fordi hun allerede have levet i snart 50 år – hun havde trods alt meget mere livserfaring end mig og måtte derfor vide bedre. Jeg havde fået fortalt, at man, når man havde levet sit liv ved sit fuldeste, egentlig bare gerne ville have fred efter det. Så måske var det også bare, hvad min mor søgte, selvom døden havde opsøgt hende lidt tidligere end ellers forventet. Men hun virkede glad.

  ”Hvad med dig, søde? Hvordan har du det?” Hendes tonefald var blødt, og som hun løftede en arm fyldt med drops for at fjerne en lok hår, der var begyndt at dække mine øjne, mindedes jeg alle de andre gange, hun havde gjort det. ”Er jeg gået glip af noget i al den tid, vi ikke har snakket? Er der noget, jeg bør vide?”

  Overraskende nok var Niall den første, jeg tænkte på, da hun spurgte mig om, hvad hun var gået glip af. Det plejede ellers at være Blake, nu hvor han havde fyldt så meget af mit liv, men i dag … i dag var det anderledes. I dag ville jeg gerne bare fortælle om drengen med de smukke ord, men en grim fortid, der lod til at forhindre ham i at rette op på sit liv.

  ”Jeg har mødt en,” sagde jeg og trak lidt i smilebåndene, ”og hvis far ikke har fortalt dig det, så gik Blake og jeg fra hinanden her i slutningen af november. Jeg var knust i et stykke tid, men ham den nye har ligesom rettet lidt op på mit ellers så skæve liv. Han kom i en tid, jeg havde brug for nogen, og jeg går ud fra, at jeg lod mig rive med af hans fortryllende øjne. Selv nu lyder jeg som en eller anden forelsket pige i folkeskolen – jeg har vist altid været lidt af en drømmer, har jeg ikke?”

  ”Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting,” mindede hun mig om. ”Du har jo håb.”

  Jeg kunne ikke lade være med at tænke på alle de måneder med Blake, hvor lyset ikke ligefrem havde skinnet mig i øjnene, og de bedre dage havde virket så langt væk. Det var en smule ironisk, at hun så mig som sådan en positiv person, når jeg langt fra var det længere. Men igen: Hun var vel bare gået glip af lidt for meget.

  ”Men det lyder, som om du er glad,” fortsatte hun så, ”og så længe du er glad, er jeg det også. Du fortjener en, der kan give dig alt det, du har brug for, intet mindre. Men hvem er denne dreng?”

  ”Hans navn er Niall.” Det var dejligt at kunne sige det, velvidende at hun ikke havde tænkt sig at dømme ham ligesom alle andre. ”Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal fortælle om ham. Han er alt det, Blake ikke var for mig, og han behandler mig med omhu, men samtidig som om han er klar over, at jeg er en stærk og selvstændig kvinde. Det kan jeg godt lide. Han stoler på mig.”

  ”Hvorfor lyder du så så tvivlende?” Først da hun spurgte om det, gik det op for mig, hvordan der var en lille fure i min pande, og jeg skyndte mig hurtigt at folde ansigtet ud igen, så der ikke længere var nogen frustrerede rynker at finde.

  ”Fordi … han virker ikke helt ovre sin ekskæreste, April,” mumlede jeg og kiggede ned på mine håndflader. ”Jeg er bange for, at alt vil blive anderledes, når hun er tilbage. At han straks vil jagte efter hende, og at jeg igen vil føle mig som et nul. Jeg kan se, at han holder af mig, men ikke hvor meget. Jeg har på fornemmelsen, at det er mig, der går mest op i, hvad end vi har. Vi har ikke engang defineret vores forhold som sådan – jeg ved ikke, hvad vi er. Alt, jeg er klar over, er, at han betyder virkelig meget for mig, og at det virker, som om jeg også betyder et eller andet for ham.”

  ”Jamen, hvis du kan lide ham, så burde du ikke lade tvivlen komme i vejen.” Hun tog mine hænder i sine og kiggede på mig med et ømt blik. ”Du skal huske at sætte pris på alt, du har, før det er væk. Hvis du ikke gør det nu, vil han sikkert forsvinde, og så er alle de her spekulationer alligevel intet værd, vel? Hvorfor ringer du ikke til ham og spørger, om han ikke vil holde en tidlig juleaften med dig i morgen? Få alt det, du har brug for at vide, afklaret, så du ikke behøver at bekymre dig så meget hele tiden. Han lader jo til at kunne lide dig, ikke? Så burde du også tage det næste skridt med ham og se, hvordan det går. Kærlighed er en række af risikoer, men i sidste ende vil det hele give pote, for du vil have det så godt med at have løbet så mange risikoer, at det vil overskygge de gange, der måske ikke gik helt så godt.”

  Som altid var hendes ord som taget ud fra en håndbog om livet. Selvom hun ikke var typen, der sagde meget, rummede hendes hjerte nogle store ord – måske var det derfor, hun sparede så meget på dem. Så hun virkelig kunne være til nytte, når det gjaldt. Som nu.

  ”Tak,” mumlede jeg. ”Det var vist noget, jeg havde brug for at høre. Du ved, hvor let jeg har det med at give op.”

  ”Husk at leve livet, mens du kan det,” sagde hun og gav min hånd et klem. ”Du vil ikke kigge tilbage og finde ingenting, du vil kigge tilbage og se op- og nedture, og du vil smile og græde over alt det, du har udrettet. Det er, hvad man skal med livet, man skal værdsætte alt ved det. Selvom der er tonsvis af negative sider, vil du glemme de fleste af dem hen over årene. Og de få, der er tilbage, vil du sagtens kunne håndtere.”

  Jeg nikkede. Jeg kom pludselig til at tænke på, at de råd snart ikke længere ville være der til at guide mig igennem livet. Snart ville jeg blive nødt til selv at komme med peptalks og livslektioner, der kunne få mig op med humøret, og jeg var ikke sikker på, hvor godt jeg ville klare det. Min mor havde altid været så vis, så fyldt med livserfaring, og jeg var bare … ja, jeg vidste ikke engang, hvad jeg gerne ville udrette med mit liv, og nu var jeg altså 20. Det tegnede ikke alt for godt, men måske skulle jeg bare tage den med ro. Finde mit sted i denne verden uden at stresse for meget over alt.

  ”Jeg ved ikke, hvad jeg kommer til at gøre uden dig,” sagde jeg stille og kunne igen mærke tårerne presse på. At se hende så svag var hjerteknusende. ”Du har altid været der, når jeg har haft brug for det.”

  ”Og jeg kommer stadig til at være der, selv når det ikke længere virker sådan,” lovede hun og smilede til mig. ”Du ved vel godt hvorhenne, gør du ikke?”

  ”I hjertet. Det ved jeg godt, men … jeg vil gerne kunne holde din hånd og høre din stemme.”

  ”Alt skal nok gå,” forsikrede hun mig om. ”Og ring så til ham Niall og få aftalt noget med ham. Det virker, som om han kan gøre dig glad, så udnyt det. En dag vil der være en til at overtage min plads i dit liv – mon ikke det bliver ham.”

  Jeg trak min mobil op ad lommen og stirrede så længe på nummeret under ’Niall’. ”Det håber jeg,” svarede jeg så stille. Det gjorde jeg virkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...