Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

279Likes
909Kommentarer
38902Visninger
AA

23. 21. december

Torrance er hjemme. Det var det første, jeg tænkte, da jeg med et smil slog øjnene op d. 21. december. Klokken var lidt i ti, hvilket nok var det seneste tidspunkt, jeg længe var stået op, og siden jeg havde fået fortalt af Torrance, at hun ville være hjemme ved ni-tiden, kunne jeg næsten ikke vente med at få besøg af hende. Jeg vidste, at hun nok gerne lige ville pakke ud og få lidt fred og ro i nogle timer, før jeg kom valsende og skulle fortælle hende alt, jeg havde oplevet de seneste dage, så jeg prøvede at holde min begejstring på et minimum lidt endnu. Der var trods alt også en masse ting for mig at nå, eller det var der egentlig ikke, men jeg måtte bare børste mine tænder godt og grundigt i dag og måske sætte mit hår i en firfletning, hvis det kunne bruge lidt ekstra tid, for overraskende nok var det noget, jeg havde meget af i dag. Jeg plejede altid at sige, at man skulle leve i øjeblikket, men i dag havde jeg ikke særlig meget imod at udskyde det hele lidt. Min dag begyndte først, når jeg hørte den velkendte melodi, der fortalte mig, at nogen havde ringet på dørklokken.

  Det overraskede mig, hvor meget jeg rent faktisk havde savnet hendes selskab. Selvom det ikke var mere end, hvad, seks dage siden sidst? Men seks dage var på den anden side også lang tid, det var næsten en hel uge, og taget i betragtning af at vi var naboer, var det underligt, vi slet ikke havde set hinanden så længe. Jeg havde haft så travlt med at svæve på en lyserød sky med Niall, at jeg vist lidt havde glemt alt andet. Det var ret typisk mig at fordybe mig i en ting (eller person) så meget, at det kunne få mig til at forsvinde under jorden.

  Jeg vidste, jeg burde have spurgt Niall om, hvad der var sket, siden April nogle af dagene var kommet på arbejde med tårer i øjnene, men jeg havde været så fanget af øjeblikket, at jeg fuldstændig havde lukket af for fornuften. Det var dumt, det vidste jeg udmærket godt, for det var jo derfor, jeg stadig sad med den lille smule tvivl i mig, men jeg havde bare ikke kunnet få mig selv til at ødelægge det hele. Han holdt tydeligvis af mig, for jeg kunne slet ikke forestille mig, at selv Jennifer Lawrence kunne udføre sådan et godt skuespil. Dermed var det umuligt, at han kunne, for rigtigt nok havde han tidligere været med i et band, men skuespiller var han bestemt ikke. Det virkede ikke, som om han kunne holde masken til sådan noget – selvom han var moden, livserfaren og ikke mindst virkelig poetisk, kunne jeg forestille mig, at sådan noget med at udgive sig for at være en anden ville få ham til at flække af grin med det samme.

  Alt i alt var jeg glad. Selvfølgelig glemte man ikke nogen med det samme, og derfor holdt han stadig af April, men det måtte vi tage senere. Han havde gjort det tydeligt, at jeg også betød noget for ham, og det var, hvad jeg havde valgt at fokusere på. Jeg var jo forberedt på at skulle tage væk igen i januar, så selv hvis det her bare var nogle ugers kærlighed for mig, vidste jeg, jeg ville kunne gå herfra med et smil, fordi det ikke var endt med et knust hjerte eller noget lignende. Så var jeg egentlig ligeglad med, om han ville gå tilbage til April med det samme, for jeg ville ikke være der til at se det, og dermed ville jeg aldrig kunne få det at vide – til den tid var jeg vel langt borte.

  Jeg tænkte stadig på Blake af og til, og mareridtene hjemsøgte mig da også nogle gange, men han var begyndt at forsvinde længere og længere væk fra mit hoved. Der var tre stadier i at hade nogen, selvom man egentlig i virkeligheden ikke hadede dem, men bare var virkelig såret: 1) den fase, hvor man lod, som om vedkommende ikke længere betød noget som helst, men alligevel blev nødt til at dele det med alle omkring sig og stalke ham på Facebook, 2) den fase, hvor man blev ved med at tænke på alle de negative ting omkring personen for at få det bedre med sig selv, og 3) den fase, hvor man kiggede tilbage på de andre faser og smilede over, hvor latterligt man egentlig havde været, fordi vedkommende ikke længere styrede ens liv. Jeg gik ud fra, at jeg nu var i tredje fase, for som jeg tænkte på ham, var det ikke negative tanker, der dukkede op. Tværtimod. Jeg mindedes alle de gange, hans søde smil med smilerynkerne ved øjnene havde givet mig lyst til at være i hans arme for evigt, og hvordan han altid havde behandlet mig som en selvstændig kvinde, når alle andre ikke troede på, at jeg kunne håndtere noget som helst. Det var ikke de dårlige minder, der dukkede op længere, kun de gode. I virkeligheden havde han jo efterladt mig stærkere og med mere livserfaring end nogensinde, og det kunne jeg kun takke ham for. Jeg savnede ham ikke længere, og hvis jeg så på ham nu, ville jeg nok ikke have ondt af mig, men ham, fordi han ikke kunne finde ud af at elske nogen ordentligt. Og på det led havde jeg virkelig vokset i december – alle de måneder med mishandling havde fået mig til at indse, hvem jeg egentlig var.

  Imens jeg flettede mit hår, betragtede jeg mit spejlbillede. Jeg kunne ikke huske meget af min drøm, men som jeg kastede et blik på de blå øjne, syntes der at dukke et glimt op i mit hoved. Hele billedet virkede dog sløret og ude af stand til at tolke på nogen måde. Det var dog, indtil jeg vendte mig om og et kort øjeblik syntes at se en skygge, der ikke tilhørte mig, og gav et skrig fra mig. Den var dog væk, i samme øjeblik jeg blinkede, og jeg blev efterladt med et undrende sind, der ikke lod til at forstå, om jeg havde set syner, eller om det her var et eller andet tegn. For skyggen havde ikke tilhørt enhver anden – den havde tilhørt enten Blake eller Niall, og at dømme ud fra kropsbygningen var min første indskydelse Niall.

  Det var måske en smule paranoidt at gå ud fra, at det var et tegn fra skæbnen, men jeg havde de seneste måneder ikke rigtig troet på tilfældigheder. Alt skete trods alt af en grund, og vores handlinger var bare et resultat på en lang række kædereaktioner – hele mit liv var trods alt bygget op på, at min mor havde født mig, for hvis hun ikke havde gjort det, ville jeg ikke eksistere og dermed ikke stå her, og Niall ville have sendt breve af sted, der aldrig ville være blevet læst. Det kunne endda ledes endnu længere tilbage til, at hvis mine forældre ikke havde mødt hinanden, ville hun måske have fundet en helt anden, og så ville barnet ikke have været helt som mig – og jeg ville ikke have heddet det samme. Min mor havde valgt July, men efternavnet var min fars. Det virkede helt underligt at forestille mig at hedde noget andet end Summers til efternavn, for så ville jeg ikke have repræsenteret de varme måneder helt så godt, og pædagogerne i vuggestuen ville aldrig have kaldt mig sol og sommer-barnet. Jeg huskede tydeligt, hvordan de altid havde snakket om, at jeg om vinteren gik i hi, fordi der var for mange dæmoner og kolde hjerter til en sårbar sjæl som min. Dengang havde jeg fundet det ualmindeligt underligt, fordi jeg elskede sne og ikke kunne forestille mig at gå et år uden at bygge en snemand, men som jeg stirrede ud ad vinduet for at møde et landskab, der endnu ikke havde fået et hvidt tæppe lagt over sig, gav deres ord pludselig mening. Trods jeg var glad, nu hvor alt det med Niall havde løst sig, og jeg ikke længere følte mig hjemsøgt af Blakes mørke øjne, havde jeg vist altid været i bedre humør, når solen var ude.

  I dag følte jeg for et simpelt look. Jeg havde ikke lyst til at gøre alt for meget ud af mig selv og endte derfor med at nøjes med lidt mascara på vipperne, selvom det klædte mig meget mere med eyeliner. På den anden side kunne jeg sagtens omgås Torrance selv uden makeup på, for det var jo ikke sådan, at jeg skulle imponere hende helt vildt meget – hun var trods alt bare en god veninde og ville derfor formentlig ikke dømme mig, hvis jeg ikke så helt præsentabel ud. Det var mere, når jeg skulle se Niall, at jeg blev nødt til at se ud af noget, ja, egentlig var det generelt bare alle drenge, der fik mig til at føle, at jeg burde gøre lidt mere ud af mig selv. Det var altid, som om jeg skulle bevise et eller andet over for det andet køn, mens jeg med veninder bare kunne være helt afslappet og ikke frygte, at de kiggede på mig med væmmelse i øjnene. Det var formentlig, fordi jeg ikke havde den samme forståelse over for mænd, trods de var mere afslappede og havde sværere ved at blive småfornærmede over bagateller.

  Da jeg igen befandt mig ude i stuen, gik der ikke lang tid, før der blev ringet på, og jeg farede op med et stort smil på læberne. Det var næsten komisk, hvordan jeg i december skiftevis havde været totalt overgearet og dernæst trist med et hængende næb. Selvom jeg havde troet, at de mange humørsvingninger ville forsvinde, så snart jeg var sluppet væk fra Blake, var de der stadig. Min hverdag var stadig fyldt med drama og efterlod mig splittet, men det var på en anden måde. Selvom det ikke var nogle helt så alvorlige problemer, havde jeg det stadig mindst lige så forfærdeligt, når tvivlen opstod. Det var jo egentlig ikke situationen, der definerede, hvor slemt det var, men sindstilstanden. Hvordan jeg havde det med det hele. Det var det, der betød noget.

  Allerede før døren var helt åben, trak jeg den smukke pige foran mig ind i et kram. Selvom der kun var gået et par dage siden sidst, så hun helt forandret ud. Der var noget over de virkelig markerede kindben, der virkede underligt til hende – hun så ligesom en smule … tja, jeg havde egentlig ikke rigtig et ord for det. Mens jeg sikkert stadig lignede mig selv, var hendes rodede fletning og den ekstra mængde eyeliner helt klart noget nyt, hun prøvede af – eller også havde hendes look fra før været noget, hun havde testet, for som hun stod der med pandaøjne og mørkerøde læber, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv og mit næsten nøgne ansigt.

  ”Har du haft et godt ophold hos din familie, eller hvor du nu ellers var?” spurgte jeg med et smil. ”Hvor var du egentlig?”

  ”Jeg skulle bare ordne noget udenbys,” svarede hun og viftede afværgende med hænderne som et tegn på, at jeg ikke skulle dvæle for meget ved det. ”Hvor er det altså bare godt at se dig igen!”

  ”I lige måde!” Selvom jeg følte, der var noget underligt ved den måde, hun opførte sig på, stillede jeg ikke rigtig nogle spørgsmål ved det. Lige nu var jeg bare glad for at have hende tilbage, for det havde godt nok været nogle indebrændte dage uden nogen at dele mine oplevelser med. Nu, hvor alt det med Niall havde løst sig, havde jeg en kæmpe trang til at fortælle om ham. Jeg vidste, at det var en risiko, siden der var alt det med April, men hun skulle vel have det at vide på et eller andet tidspunkt, og lige nu virkede som et godt et. Jeg forventede heller ikke, at hun ville flippe skråt ud – hun havde altid været så forstående over for mig. ”Du ser helt anderledes ud. Din makeup er så …”

  ”… mørk?” afsluttede hun min sætning og slog derefter en latter op. ”Det er ikke noget, der fortsætter – jeg prøver det bare af for en dag. Tag dig ikke af det, jeg ved, jeg ligner en goter eller det, der er værre. Jeg tror, jeg holder mig til ikke at have hele Boots i ansigtet. På vejen hjem var der en lille pige, der så mig, som straks begyndte at skrive og råbe, at jeg var en vampyr, så noget må jeg have gjort galt.”

  Jeg kunne ikke lade være med selv at slippe en lille latter ud. ”Jeg synes, begge ting klæder dig, men måske det ville være en idé at gøre det hele en smule gradvist, så det ikke virker som en helt så tung forandring. Tro mig, jeg ville ikke kunne bære sådan noget, men det ser faktisk rigtig godt ud på dig.”

  Hvis jeg først gik i gang med pandaøjelooket, var der ikke meget håb tilbage for mit udseende – mine skinnende øjne var nok det eneste, der virkelig var noget, der skulle fremhæves, og hvis jeg begyndte at lægge makeup som en femårig pige, der havde lånt sin mors toilettaske, ville der ikke være særlig meget pænt tilbage ved mig. Lidt eyeliner var altid godt, men meget klædte mig bestemt ikke – og det samme gjaldt falske øjenvipper, der fik mig til at ligne Effie Trinket fra The Hunger Games.

  ”Tak.” Hun så ud til ikke helt at vide, hvad hun ellers skulle sige og endte derfor med at skifte emne. ”Nå, men hvad er jeg så gået glip af i den tid, jeg har været væk? Noget spændende, jeg bør vide?”

  ”Faktisk,” sagde jeg og smilede derefter, inden jeg gik ind i stuen og satte mig på sofaen med hende lige bag mig, ”så er det blevet bedre med ham, jeg fortalte dig om for lidt tid siden. Jeg tror faktisk, han føler det samme.”

  ”Virkelig?” Hun klappede begejstret i hænderne. ”Hvor er det fantastisk, July! Jeg er så glad på dine vegne, for du fortjener alt godt. Jeg håber virkelig, den heldige også behandler dig fair, for hvis han ikke gør, så ved du vel, at han får med mig at bestille.”

  Jeg lod en latter slippe over mine læber. ”Det sætter jeg pris på. Jeg er bare så lettet og glad, fordi jeg ikke længere behøver at tvivle. Selvfølgelig vil han altid føle noget for sin ekskæreste, fordi deres forhold holdt i så lang tid, men han ser hende jo ikke længere, og det er, hvad der betyder noget for mig. Så jeg har det virkelig godt.”

  Hendes øjne delte min begejstring, da jeg kiggede på hende. Det var tydeligt, at hun var glad på mine vegne, nu hvor jeg i så mange dage havde været plaget af tvivlen om, hvorvidt jeg var god nok. Jeg gik ud fra, det var dejligt endelig at få lidt fred fra den uendelige snak om usikkerhed. Jeg følte mig ikke længere som et lille skravl.

  ”Nå, men nu, hvor det hele har løst sig, så synes jeg også, jeg fortjener at vide, hvem denne hemmelige beundrer er,” sagde hun efter lidt tid, ”så må jeg høre? Fortæl mig alt!”

  Der var et kort øjebliks tvivlrådighed, hvor jeg kiggede ned på mine hænder uden helt at vide, hvad jeg skulle gøre. Selvfølgelig var Torrance min veninde, så det var da klart, at hun ville forstå, men … hvad hvis hun ikke ville det? Hvad hvis hun i stedet ville rive op i de sår, der netop var blevet helede, lure tvivlen frem igen? Hvad hvis hun ville fable om, at han bare udnyttede mig, ligesom alle andre så ud til at gøre det? Hvad så?

  ”Lover du at lade være med at sige noget, før jeg har forklaret færdigt?” spurgte jeg med en lille stemme. ”For det her betyder altså virkelig meget for mig, og det er du nødt til at vide.”

  Hun rynkede brynene med et skævt smil. ”Selvfølgelig da. Det er vel ikke en kriminel eller sådan noget, vel?”

  Jeg rystede på hovedet. ”Nej-nej, bare rolig,” forsikrede jeg hende om. ”Men … bare lov mig det.”

  ”Det lover jeg,” sagde hun, ”og nu er du altså virkelig nødt til at sige det, for jeg er ved at gå til af nysgerrighed herovre!”

  Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle forklare hende det, uden det lød helt skørt. Jeg kunne forestille mig, at hun ville finde det underligt, at jeg var faldet for hendes venindes ekskæreste, og at vi havde tilbragt så mange dage sammen her i december, når hun slet ikke havde fået noget at vide om det. Måske ville hun føle sig forrådt, jeg vidste det egentlig ikke. Jeg var lidt urolig.

  ”Det er Niall,” mumlede jeg stille, så hun blev nødt til at læne sig frem med et lettere uforstående ansigtsudtryk. ”Og før du spørger, så ja, Niall som i Aprils ekskæreste. Jeg ved, det lyder så langt ude, og at du sikkert allerede nu er totalt vred på mig over at gøre sådan noget imod hende, men det er bare … han er … jeg havde heller ikke rigtig forventet at falde for en som ham, men som dagene i december passerede, begyndte jeg at holde mere og mere af ham, selvom jeg vidste, det ikke var en god ting. Og da han fortalte mig, at han havde det på samme måde med mig, så blev jeg så glad, og hvor lyder det her som det mest latterlige nogensinde. Undskyld, jeg ved bare ikke … du må ikke være vred.”

  Hun sad helt fastfrossen i flere sekunder uden at gøre det mindste som at blinke. Der betragtede hun mig, som om jeg var splitterravende gal, hvilket jeg ligesom godt forstod – sådan havde jeg det selv nogle gange.

  ”Jeg er glad på dine vegne,” sagde hun langsomt, men tilføjede så det der ’men’, der selvfølgelig altid skulle trække ned, ”men July, har du slet ikke hørt efter de gange, jeg har fortalt dig om ham? Han er ikke noget, du vil blandes ind i, og nu har jeg ikke lyst til at sætte dig i en Taylor Swift-situation, vel, men han er langt fra den, han udgiver sig for at være. Det kan godt være, han virker sød og mystisk og gådefuld og hvad ved jeg, men det er slet ikke så simpelt, når man først lærer ham at kende. Han har tænkt sig at udnytte din kærlighed og ødelægge dig indefra. Det er det, han gør. Først bygger han hele den perfekte facade op, og så bryder han den fuldstændig ned og efterlader dig med et blødende hjerte. Jeg mener det, July, jeg ønsker dig ikke andet end et godt liv, og det vil han ikke give dig. Du er nødt til at tro på mig.”

  Jeg vidste det …

  Allerede før hun var færdig, var jeg i fuld gang med at ryste på hovedet. ”Nej, han er altså virkelig ikke sådan længere. Han fortryder alt det, han har gjort i fortiden, og det kan man tydeligt se på ham. Han er blevet et bedre menneske, han har lært af sine fejl.”

  Det vidste jeg med sikkerhed, for hvorfor ville han ellers have kæmpet sådan for at få April tilbage? Hvis han havde været ligeglad, ville de breve ikke have spillet nogen rolle for ham, og siden han var blevet ved, måtte det vel have været et tegn på, at han ikke var den, han havde været, mere.

  ”Jeg vil ikke se dig såret.” Hendes sætning var enkel, men sagde alligevel så meget, og det gjorde hendes sympatiske blik også. Det var, som om hun kiggede på et dådyr, der snart ville blive skudt af en jæger bag hende. Som om hun allerede nu vidste, der ikke var noget at gøre for at forhindre det i at ske. ”April var også så blind, da jeg begyndte at kunne se, hvad han var for en person, og jeg har ikke lyst til at se det hele gentage sig igen. Stol nu på mig, July, vær sød. Han er ikke, hvem du tror, han er.”

  Men jeg lyttede ikke. Trods hendes ord lød meget fornuftige, vidste jeg bedre. Jeg vidste, at Niall aldrig ville kunne finde på at gøre mig ondt; jeg vidste, at han var ovre den tid. Det var ikke fair at dømme ham for sin fortid, når han ikke havde dømt mig for min, og derfor ville jeg gerne stole på hans ord, der virkede så sandfærdige. Så det var, hvad jeg gjorde – jeg fulgte min sjettesans, som så ofte havde ret.

  Allerede da jeg mødte Torrances blik, syntes hun at kunne fornemme nederlaget. For jeg troede hende ikke. Og som jeg sagde: ”Beklager, men det kan jeg altså ikke tro på,” så jeg noget i de blå irisser briste – det mindede mig om, når en masse affald blev kastet i det mest blå vand og dræbte alle fiskene i det. Men jeg vidste, jeg ikke kunne holde mig fra drengen med de smukke ord længere. Det var for sent. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...