Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36434Visninger
AA

22. 20. december

Det så ud, som om Niall havde givet op. Han var i hvert fald stoppet med at ringe til mig og havde derfor efterladt mig med stilheden i soveværelset. Jeg forstod godt, at han ikke længere orkede at blive ved med at prøve, for han kunne sagtens bare finde en ny at snøre om sin lillefinger, men der var alligevel den lille skuffelse i mig. For jeg troede lige. Jeg troede lige, at jeg måske virkelig havde taget fejl af hele situationen, og at det var derfor, han var blevet ved med at ringe til mig. Fordi han ville forklare, at jeg havde forstået det hele forkert, at der var en forklaring. Men som det så ud nu, var der ikke andre forklaringer end, at han elskede April højere end mig. Hun var trods alt smuk og sikkert også helt vildt sød – det ville ikke overraske mig, hvis han på en eller anden måde havde fået kontakt til hende og nu sad ved hendes side og snakkede om pigen, der lignede hende på en prik, trods hun ikke var helt så perfekt. For jeg var ikke hende, og hun var ikke mig.

  Mørket havde lagt sig over London tidligt i dag. Udenfor var himlen mørkeblå, og kun gadelygterne oplyste vejene, der var fyldt med biler. Ikke en eneste stjerne var til at få øje på, og heller ikke månen så ud til at være kommet til syne endnu. Den blå farve var det eneste, man kunne se, men jeg kunne godt lide enkeltheden ved det.

  Jeg havde ikke brugt dagen særlig konstruktivt. Faktisk tvivlede jeg på, at jeg nogensinde ville komme til at bruge den konstruktivt igen, for lige nu havde jeg ikke lyst til andet end at gense alle sæsoner af How I Met Your Mother med en bøtte Ben & Jerry’s, selvom jeg vidste, det ikke var det, man skulle bruge sin jul på. Men hvad skulle jeg ellers? I morgen skulle jeg være sammen med Torrance, det havde vi aftalt, men hun var endnu ikke kommet hjem endnu, så jeg var tvunget til at holde mig selv med selskab. Og for at være ærlig, så var jeg ikke den mest underholdende person i verden.

  Selvom jeg stadig havde det, som om mit hjerte blødte, kunne jeg mærke, tanken om Niall var ved at forsvinde fra mit hoved. Jeg holdt stadig af ham, og bare forestillingen om det perfekte smil og de hvide tænder kunne få sommerfuglene til at blafre febrilsk i min mave, men nu, hvor jeg havde brugt hele dagen i går på at græde mine øjne ud, havde jeg det bedre. Jeg følte mig ikke helt så udnyttet, ikke helt så ødelagt. Jeg ville nok aldrig blive hel, eller det ville i hvert fald tage en hel det tid, men selvom helvedet havde føltes så endeløst, var det langt om længe begyndt at slippe sit greb om mig. Jeg havde det bedre, end jeg havde haft det i går. Måske havde det noget at gøre med min far, det vidste jeg ikke, men jeg følte mig ikke længere helt så slået ud. Jeg var ligesom kommet mig lidt over chokket og havde endelig indset, at jeg egentlig hele tiden burde have forventet det og inderst inde også havde gjort det – det var jo tydeligt, at han stadig elskede April. Man kunne ikke bare glemme en person på en enkelt måned, selv ikke hvis man var fuldstændig følelseskold.

  Tre bank på døren fik mig revet ud af tankerne. Min første indskydelse var, at det formentlig var Torrance, men så mindede jeg mig selv om, at hun endnu ikke var hjemme, og en frygt begyndte langsomt at tage bo i mit hjerte. Jeg kunne ikke se, hvem det så kunne være, for det var de færreste, der vidste, hvor jeg boede nu – faktisk var det kun min far, Torrance og Niall, så vidt jeg huskede. Og i det øjeblik spurgte jeg mig selv, om det kunne være ham – for at være helt ærlig, var jeg ikke klar over, om jeg mente ham som i Niall eller Blake, for begge navne nåede mit hoved samtidig.

  Jeg blev siddende og overvejede, hvorvidt jeg burde lukke op eller ej. Hvis jeg først rejste mig og kiggede igennem dørøjet, ville jeg være gennemskuet, og personen udenfor ville vide, nogen var hjemme. Så jeg kunne ikke tjekke – faktisk kunne jeg slet ikke bevæge mig, hvis jeg gerne ville undgå at lave en uønsket lyd. Det var ulempen ved de papirtynde vægge, der altid var i gamle lejligheder som denne. Lige nu forbandede jeg inderligt, at jeg ikke boede i et fancy villakvarter.

  Mit blik var rettet mod mine lyserøde negle, der endelig var blevet klippet efter så mange dages løfter om at gøre det, når jeg engang fik mulighed for det. Der blev det i et stykke tid, indtil jeg hørte de hule bank igen, som fik mig til at fare sammen og mit hjerte til at hamre ualmindeligt hurtigt. Jeg vidste, det var fejt at mig at blive siddende der i køkkenet uden at lave noget som helst, men jeg havde på den anden side ikke lyst til at træde direkte ind i fælden – for det virkede ikke, som om der stod nogen uden for døren, jeg rent faktisk ønskede. Hvis det havde været det, ville vedkommende have ringet først i stedet for at komme på denne måde, og derfor kunne jeg ikke stole på, at det var sikkert at lukke op.

  Nysgerrigheden overvandt dog i sidste ende frygten, og som yderligere tre bank lød, fik jeg rejst mig for derefter at bevæge mig stille og roligt hen til hoveddøren, alt imens jeg bad til, at personen udenfor ikke allerede havde hørt mine diskrete skridt. Selvom jeg havde gjort alt for at træde så lydløst som muligt, knirkede trægulvet højlydt, hver gang min vægt blev lagt på en ny af de mange brædder, og trods jeg var godt klar over, at det kun faldt mig i ørerne så let, fordi jeg var så nervøs, som jeg var, kunne jeg ikke lade være med at forbande, at det her skulle ske netop nu.

  Jeg følte mig paranoid, som jeg listede helt op til døren og placerede ansigtet lige ved dørøjet for at møde en lyshåret dreng med hænderne i lommen og et fortvivlet blik i øjnene. Som han kiggede rundt som et lille barn, der havde mistet sin mor, blev mit hjerte knust (for tusinde gang i denne uge), og jeg måtte indse mit nederlag til de følelser, der igen var blusset op efter de 48 timers pause fra hans nærvær og effekt på mig. Nu var det hele tilbage og kom stormende som de mange slag, jeg havde modtaget af Blake dengang. Jeg vidste ikke, om jeg brød mig om det eller ej.  

  Jeg vidste godt, hvor dumt det var, og at jeg nærmest lagde mig fladt ned på min musefælde, da jeg låste døren op og trak ned i håndtaget, og min hjerne blev ved med at skrige til mig, at jeg var et dum, svaghjertet pige uden nogen form for viljestyrke, men ikke desto mindre gjorde jeg det. Det ville ikke overraske mig, hvis jeg senere hen ville gå hen og fortryde det, for det ville jeg helt sikkert, men lige nu havde jeg brug for sandheden. Jeg havde brug for at høre alt fra hans mund og ikke Clarices eller mine andre kollegers for den sags skyld. Jeg ville have den rigtige historie, den nøgne sandhed. Alt fra hans synsvinkel – jeg fortalte trods alt altid mig selv, at nye chancer betød alt, men gav alligevel ikke mere end én til de mennesker, jeg holdt mest af. Jeg går ud fra, jeg vel bare havde lettere ved at give slip, fordi jeg så kunne være sikker på, de ikke ville såre mig. Det, jeg aldrig tog højde for, var dog, at jeg netop ved at lade dem gå knuste mit eget hjerte. Det var mig selv, der forvoldte smerten halvdelen af tiden, jeg var nede i kulkælderen.

  Mine øjne var med garanti mindst lige så vemodige som hans, da vi fik øjenkontakt. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle vide, jeg havde grædt, men det var næsten så tydeligt, som det kunne blive – mine øjne var stadig helt røde og hævede fra i går og ville nok være sådan til morgenen næste dag, ja, måske i endnu længere tid. Jeg havde ikke rigtig forventet at få besøg af ham og havde derfor også været ret ligeglad med, om jeg så lignede noget, katten netop havde slæbt ind – men nu var det anderledes, nu følte jeg mig pludselig overhovedet ikke præsentabel nok. Jeg lignede jo en sæk kartofler, og det var måske endda mildt sagt.

  Ingen af os sagde noget, da han trådte indenfor og trak sine sko af. Vi kommunikerede heller ikke med øjnene – der var ikke andet end den kvælende stilhed, jeg håbede, ikke kun jeg fornemmede. Jeg forstod slet ikke, hvordan vi på få dage var gået fra at være, hvad man næsten kunne kalde i et forhold, til at opføre os så underligt omkring hinanden – det var, hvad hemmeligheder kunne gøre, gik jeg ud fra. Faktisk var det næsten deres job at skille to folk ad – jeg havde efterhånden slet ikke tal på, hvor mange gange en chokerende sandhed havde tvunget to mennesker fra hinanden.

  Selv da jeg ledte ham ind i stuen, fortsatte han med at holde munde lukket, trods jeg inderligt ville ønske, han ville sige et eller andet til mig. Bare noget, der kunne klare alt en smule op, så det ville give mere mening for mig. Hvorfor var han kommet, hvis han alligevel bare havde tænkt sig at være stum? Jeg vidste, det ikke varede længe, før jeg for alvor ville give op på ham, og så var det for sent at komme med indsigelser – det var nu, han skulle komme med alle de ord, hans hjerte indeholdt i et sidste forsøg på at få mig til at forstå. Men så simpelt var det vel ikke, nu hvor det ikke kun handlede om mig, men også om April. Og hende ville han altid elske højere og kæmpe mere for. Det var vel blevet bevist gennem de mange breve, han havde sendt hende.

  Jeg satte mig ned og mærkede kort efter et suk fra sofaen som et tegn på, at Niall nu befandt sig ved min side – stadig uden at sige noget som helst. Og det var ved at drive mig til vanvid, for hvis han bare var kommet for at glo lidt, så ville jeg slet ikke have lukket ham ind. Jeg havde set ham der i døråbningen og håbet på, at det var nu, han ville fortælle mig, at han var ovre April, selvom det var dumt at forvente så meget. Det vidste jeg jo godt. Men var det ikke, hvad kærligheden gjorde? Blændede dig for det usandsynlige, det umulige?

  ”Sig noget,” hviskede jeg endelig og mærkede straks to nysgerrige øjne lægge sig på mig, men jeg kiggede ikke tilbage. Det havde jeg ikke lyst til, for jeg vidste, at så snart jeg druknede i den blå farve, ville der ikke være nogen vej tilbage. Sådan var det med mine følelser og mig – jeg kunne aldrig stole på, at jeg ikke ville gøre et eller andet dumt eller impulsivt, eller at mit brændende hjerte ville få mig til at glemme alt det, jeg risikerede ved at være så dum, som jeg var. Kort snor, July.

  ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” mumlede han hæst efter lidt tid, og jeg kunne ud af øjenkrogen skimte ham gnide sine håndflader mod hinanden. ”Jeg tror ikke, det ville gøre særlig meget, hvis jeg sagde, jeg var ked af det. Det ville vel ikke rigtig ændre på noget, vel?”

  Jeg sank en klump og måtte blinke flere gange for at bevare roen. ”Nej, det tror jeg ikke,” indrømmede jeg så i et beklagende tonefald. Men det ville jeg ønske.

  ”Hvad er det, der er galt, July? Hvad skete der?” Han vendte sig mod mig, så det ikke gav mig andet valg end at møde hans blik. Det var spørgende, desperat. Som om han ikke selv var klar over, hvad han havde gjort forkert. ”Jeg troede … jeg troede, vi forstod hinanden. At du forstod alt det med April, og at jeg forstod alt det med Blake. Og lige pludselig var du bare så kold og ville ikke længere snakke med mig. Hvorfor?”

  Han ville nok aldrig forstå det med Blake, før han oplevede det selv. Det var ikke så let at relatere til, for det dårlige lå i tiden. Ja, den første gang havde været forfærdelig, men det var intet sammenlignet med at vide, det ville blive ved. At der ikke var noget håb tilbage, at jeg blev nødt til at forlade ham. De første ti gange var så godt som ubetydelige for mig, for dengang havde jeg haft den tanke om, at det ville være ovre en dag, i hovedet, men som tiden havde passeret, var positiviteten blevet drænet ud af mig, ligesom han havde drænet stort set alt liv ud af mig. Dér lå problemet. Og det var grunden til, at han aldrig nogensinde ville kunne se det fra min synsvinkel.

  Det var næsten tæt på, at jeg slog en bitter latter op, men jeg valgte at lade være, fordi jeg vidste, at det langt fra var det klogeste at gøre i denne situation. I stedet lukkede jeg af for alle følelser, så kun fornuften var tilbage, hvorefter jeg igen rettede blikket mod ham og sagde: ”Er det ikke tydeligt?”

  Jeg var såret og havde egentlig ikke brug for, at han skulle spille uskyldig og lade, som om han ikke fattede, hvad der var galt, når det næsten var tydeligt. Han burde være godt klar over hele vores situation, og hvad jeg var usikker på, nu hvor han trods alt endda også var klar over, at jeg havde læst alle brevene til April. Selvfølgelig tvivlede jeg på, hvorvidt han elskede hende højere end mig – var det ikke åbenlyst? Eller var det virkelig rigtigt, at drenge ikke fattede noget som helst?

  ”Nej?” svarede han og rynkede brynene. ”Kan du ikke bare fortælle mig, hvad der er sket? Jeg er sikker på, jeg kan forklare –”

  ”Åh, virkelig?” afbrød jeg ham. ”Kan du forklare dig ud af, at du er så besat af din ekskæreste, at du opsøger den pige, der nu er helt forgabt i dig, for at finde den udgave, hun er på forsiden af? Kan du forklare, hvordan du kan få dig selv til at udnytte den stakkels pige, der i forvejen har problemer med at lukke andre ind i sit liv, og som har hadet sig selv i flere måneder efterhånden? Kan du forklare, hvorfor du vil give hende det indtryk, at du er ovre April, når du tydeligvis ikke er det?”

  Min stemme var spydig, giftig – som om den kunne skære igennem selv mursten. Og selvom jeg vidste, det sårede ham, føltes det godt at komme ud med det hele for en gangs skyld. Han skyldte mig en ordentlig forklaring, der ville kunne lukke hele denne sag, han skyldte mig at lade mig vide, hvor vi stod. Alle de forskellige budskaber var efterhånden ved at gøre mig godt rundtosset, og jeg var altså træt af alle julelegene.

  Han kneb øjnene sammen. ”Hvad i al verden mener du? Jeg ville aldrig have kysset dig, hvis det ikke havde været, fordi jeg var kommet over April. Det er rigtig nok, at jeg kom forbi Vogue­-kontoret for at hente den udgave, og ja, det havde noget at gøre med, at jeg gerne ville have noget til at minde mig om hende, men som tiden gik, blev alt, der vedrørte hende, glemt. Det er du nødt til at tro på, for hun er ikke længere en del af mit liv, og jeg er ikke længere en del af hendes. Det hele ændrede sig jo, da jeg mødte dig.”

  ”Jamen, jeg …” Min stemme døde hen, da jeg mærkede nogle fingre børste håret væk fra mit ansigt. Berøringen var som altid blid og lige til at falde i søvn til, men de indtrængende, blå øjne holdt mig vågen og fik mig til at blive ved med at stirre fortryllet ind i dem. ”J-jeg …”

  ”Du er, hvad der betyder noget for mig nu,” afsluttede han min sætning med et skævt smil og et blik, og hans tonefald var så overbevisende, at det var tæt på, jeg ikke kunne holde fast i tanken om, at han var så manipulerende, at det her skuespil sikkert var så let som ingenting, ”og April er fortid.”

  Da han lod sine læber snitte mine i en så fjerlet bevægelse, at det føltes som blafrende sommerfuglevinger mod min hud, lukkede jeg øjnene og åndede tungt ud. Jeg var overbevist. Trods jeg ønskede at høre mere om, hvor meget jeg betød for ham, så jeg kunne være helt sikker på, at han mente det, ville jeg hellere sidde ved hans side i stilhed i lidt tid endnu. Jeg gik ud fra, at jeg altid kunne snakke med ham om, netop hvor meget der var på spil i vores forhold – alt, jeg vidste, var, at jeg officielt var hans, og at han var min.

  ”Okay?” Han rettede sine blå øjne mod mine med et lille smil krummende om sine lyserøde, buede læber.

  Jeg nikkede. ”Okay.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...