Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

278Likes
909Kommentarer
38273Visninger
AA

4. 2. december

Jeg var i fuld gang med at finde et job eller en praktikplads, da jeg hørte det ringe på. Modsat i går, hvor jeg ikke havde hørt andet end tre bank, fik jeg denne gang lyttet til dørklokken, der kom i form af en af de børnesange, alle gik rundt og sang som små, men som jeg havde glemt navnet på, i takt med at barndommen var svundet ud af hænderne på mig som sand. Det var trist at tænke på, men ikke desto mindre sandt – jeg huskede ikke meget fra den tid, jeg havde været glad. Ordet lå underligt på min tunge. Det var som en base, der fik det til at kilde, og jeg havde lyst til at bide mig i tungen for at stoppe det, for jeg brød mig ikke om det. Det virkede så langt væk nu – jeg havde næsten aldrig kontakt med mine forældre længere. Det var egentlig ikke, fordi der var sket noget imellem os, men tiden var knap, og i hverdagens stressede atmosfære havde jeg glemt at tage mig tid til at spørge ind til dem. Og jeg følte mig ikke modig nok til at rette op på det.

  Klokken var lidt over tre om eftermiddagen, og allerede nu kunne jeg se, at solen var ved at vige bort og lade mørket vinde, indtil det igen ville blive morgen. På denne tid af dagen var himlen altid malet i de smukkeste nuancer – nu og klokken otte om morgenen. Enten kunne man ane lidt orange, eller også var det lilla eller lyserød. Det var i hvert fald flot, og jeg fik altid lyst til at sætte mig ned og bruge flere timer på at tegne, hvad mine øjne fangede, selvom jeg ikke kunne finde ud af at tegne og heller aldrig gjorde det for den sags skyld.

  Da jeg rejste mig, hørte jeg benene på den hvide stol hvine hen over gulvet, og jeg spurgte mig selv, om der mon var kommet en ridse, men var for bange for at tjekke. I stedet forsvandt jeg ud af køkkenet og hen til døren, hvor jeg i dørøjet kunne konstatere, Torrance stod og ventede. Men hun var ikke alene. Ved sin side stod nemlig en golden retriever med de smukkeste, gyldne øjne, jeg længe havde set, og nogle pjuskede ører, der bevægede sig, hver gang de opfangede en lyd.

  ”Hey, Torra – Torrey!” hilste jeg og måtte endnu en gang minde mig selv om, at hun ville kaldes Torrey og ikke Torrance. Måske var det, fordi jeg virkelig elskede navnet Torrance, at jeg blev ved med at begå den fejl at kalde hende det, for jeg plejede ikke at have nogen problemer med sådan noget. Det var bare sådan et smukt navn, som passede perfekt til den smukke pige, hun var. For hun var virkelig køn – selv når hun stod i støvler, der mindede mig om dem, jeg plejede at ride i som lille. Faktisk komplimenterede de virkelig hendes lange, bølgede hår, der var flettet til siden.

  ”Hej, July,” sagde hun med et smil. ”Jeg skal ud at gå med min hund, og jeg tænkte på, om du måske ville med? Hyde Park ligger jo lige dernede, så jeg kan eventuelt vise dig lidt rundt, hvis du da ikke allerede har været omkring at kigge?”

  Tanken om at være ude i mørket, omringet af skyggen af en masse træer, hvis grene kunne minde om fangarme, skræmte mig en smule, men det var på den anden side latterligt. Det var sådan noget, man som lille var bange for – jeg var 20, jeg burde kunne håndtere sådan nogle småting. Men det kunne jeg ikke. Jeg var paranoid, og jeg frygtede næsten alt omkring mig, ja, selv mit spejlbillede i mørket. En psykolog ville nok sige, det bare var trauma som følge af al den tid med Blake, men jeg vidste bedre. Jeg vidste, at selv hvis han havde været den perfekte kæreste, han havde startet med at være, ville jeg stadig være et offer for mørkets destruktive tanker. For det var bare mig. Jeg var svag og naiv. Og jeg var påvirkelig.

  Jeg vidste, at hvis jeg sagde nej, ville mørket have vundet over mig. Det var en endeløs kamp om at bekæmpe den frygt, der havde taget bo i mit hule hjerte, som var blevet revet fra hinanden gang på gang efterhånden. Hvis jeg allerede gav op nu, ville jeg aldrig komme nogen vegne, det vidste jeg. Så det her var vel første skridt.

  Med tanken om, at Torrance ville være ved min side gennem hele turen, hørte jeg mig selv sige: ”Ja da!” og dermed træde ud af den sikre zone, jeg fra i går og indtil nu havde levet i. Der var ingen vej tilbage.

❄❅❄

”Jeg kan stadig ikke fatte, det slet ikke gik op for mig, at April var væk, før du fortalte mig det,” mumlede Torrey, imens vi gik. Kvistene, der lå rundt omkring på stien, knækkede af og til under vores fødder, og hver gang mindede lyden mig om en knogle, der brækkede. Det trak mig tilbage til den tid, jeg var blevet nødt til at komme med lamme undskyldninger om, hvordan jeg havde brækket næsen eller forstuvet armen – lige meget hvad der skete omkring mig, ledte det tilbage på Blake. Det var, som om han lurede i mit baghoved hele tiden. Jeg gad vide, hvad han foretog sig lige netop i dette øjeblik – fortrød han alle de ting, han havde gjort imod mig?

  Blake var ikke et monster. Tværtimod faktisk. Han var godhjertet og uselvisk – han havde altid villet mig det bedste af det bedste og ønsket et godt liv for mig. Nogle gange mistede han såmænd bare besindelsen, og det gik som oftest ud over mig – eller ja, ikke længere. Nu var jeg borte, jeg var væk. Og han var efterladt alene med sin vrede og skyld. Men selvom han havde forvoldt mig så meget smerte, kunne jeg ikke lade være med at føle noget for den dreng, der havde givet mig flere blå mærker. Jeg kunne se på ham, at det ikke var sådan her, han ønskede at være, jeg kunne se skylden. Angeren. Hvor meget han hadede sig selv for ikke at kunne kontrollere sin vrede. Også selvom han gemte det meget godt, satte det bag tremmer i sit sind.

  Første gang han havde slået mig, havde han lovet mig aldrig at gøre det igen. Jeg husker, hvor mange gange han havde undskyldt den aften, og han havde flere gange fortalt mig, han nok skulle gøre det godt igen. Men som tiden var gået, var undskyldninger også forsvundet, og nu virkede det, som om han bare begravede skylden sammen med den håbefulde dreng, han engang havde været. Selvom jeg håbede og håbede på, at det ville blive bedre, vidste jeg, han var ødelagt. Og jeg var ikke den rette person til at fikse ham.

  Da jeg igen kiggede op fra mine sorte støvler, mødte mit blik Torrances. Noget i hendes blå øjne sagde mig, at jeg havde gået i mine egne tanker i meget lang tid efterhånden. De viste en form for bekymring og samtidig medfølelse, selvom hun ikke vidste, hvad jeg tænkte på. Det så ud til, at hun kunne fornemme, hvor dystert mit hoved var for et sted, for efter få sekunder spurgte hun forsigtigt: ”Hvad tænker du på?”

  Hendes tonefald var blødt og beroligende. Jeg forstod, hvorfor hun havde en hund – hendes lyse, syngende stemme kunne få enhver levende sjæl til at falde til ro. Når jeg snakkede med hende, følte jeg mig tryg, og jeg havde det, som om der ikke var noget, jeg ikke kunne fortælle hende. Det gav mig dog ingen grund til at åbne mit hjerte fuldstændig op for mig – jeg havde aldrig brudt mig om at være så blottet, selv ikke over for mine tætteste venner.

  ”Ikke noget specielt,” svarede jeg og sendte hende et smil. ”Ikke noget vigtigt i hvert fald.”

  ”Hvor kommer du egentlig fra?” spurgte hun så, hvorefter hun hurtigt tilføjede: ”Hvis jeg da ikke har spurgt om det allerede.”

  ”Jeg kommer fra Bristol.” Tanken om min hjemby fik mit hjerte til at synke. Jeg ville nok aldrig komme til at se Katherine eller Stefan igen, ikke foreløbigt i hvert fald. Hun havde lovet mig ikke at ringe til mig eller tage kontakt på nogen, i tilfælde af at Blake skulle opsøge dem og hale oplysninger ud af dem. Mon de ville kunne få sig selv til at melde ham, når de nu havde kendt ham i så lang tid? Hvis jeg ikke havde haft modet, vidste jeg ikke, om Kat var bedre. Vi mindede meget om hinanden.

  Torrance så ud til at tygge lidt på bynavnet. ”Hm, Bristol. Der har jeg aldrig været. Er der hyggeligt?”

  ”Der er ikke særlig meget specielt over stedet,” sagde jeg med et træk på skuldrene. ”Det er bare Bristol … Kedeligt og normalt, London byder helt klart på flere spændende ting. Jeg kan bedre lide London.”

  Mørket havde så småt lagt sig over byen, og nu var alt, det oplyste gaderne, månen, stjernerne og gadelygterne, der efterhånden blev tændt tidligere og tidligere, i takt med at dagene blev kortere. Men jeg var ikke særlig bange, ikke i Torrances nærvær. Der var også et eller andet dejligt beroligende over Bella, Torrances hund, som gik rundt og snuste ivrigt til omgivelserne. Jeg fandt det morsomt, at hun havde fået en cykellygte sat fast til halsbåndet for, at hun ikke skulle blive væk, men det var på den anden side også meget praktisk. Jeg havde bare aldrig oplevet det – jeg var ikke særlig klog på det med at have hund. Men nu forstod jeg da, hvorfor folk syntes, det var dejligt at have sådan en til at holde sig selv med selskab.

  ”Hvordan var April?” spurgte jeg efter noget tid. ”Altså, som person?”

  ”Hun var virkelig sød og varm om hjertet,” svarede Torrance og kiggede op mod månen, som om den ville give hende svar på livets spørgsmål. ”Jeg husker, at hun altid ringede på, når hendes søster havde været forbi, for at give mig en masse hjemmedyrkede vindruer. Hendes søster dyrker alverdens sager, og så ender April altid med at blive overdynget med alle mulige forskellige frugter og grøntsager. Hun elskede også at bage og lod mig altid smage sine scones, hvis opskrift havde gået igennem familien i flere år. I en tid fornemmede jeg dog ikke helt så meget aktivitet fra hendes side af. Jeg så hende af og til gå ud med skraldet, men det var så det. Hun var rigtig følelsesladet, så hun kunne tit komme til at lade det dårlige humør komme i vejen for sin dagsorden. Men hun var virkelig … ja, jeg har ingen dårlige ting at sige om hende. Det ville ikke overraske mig, hvis grunden til, at hun er væk, er, fordi hun er blevet frivillig arbejder i Afrika eller sådan noget. Men det er ikke første gang, hun er taget væk. Nogle gange har hun nogle modeljobs i andre lande, og så er hun væk i et par uger. Men det her er godt nok lidt af et langtidsophold.”

  ”Er hun model?” spurgte jeg overrasket og gjorde ikke noget for at skjule det faktum, at jeg var ved at tabe kæben.

  ”Jep, du aner ikke, hvor smuk hun er.” Hun måtte være virkelig køn, hvis selv Torrance kunne finde på at snakke om hende, som om April var i en helt anden liga end hende, for hun var selv, hvad jeg ville betegne som gudesmuk.

  I mine ører lød April virkelig perfekt. Jeg kunne godt se, hvorfor ham Niall blev ved med at skrive breve til hende – hun virkede som en, der var værd at holde på.

  ”Jeg vil virkelig gerne møde hende,” mumlede jeg. Jeg havde brug for at takke hende for at lade mig bo hos hende, men jeg var også nysgerrig efter at høre om, hvad der foregik i hendes liv. Hvad der var sket, siden hun var taget af sted uden varsel. Det virkede så besynderligt for mig, men kærlighed kunne vel få os til at gøre mange ting – jeg var et levende eksempel på det. ”Hun lyder skøn.”

  ”Tja, hun kommer jo tilbage der i januar, ikke? Jeg er sikker på, hun også gerne vil hilse på den, hun har udlejet sin bolig til. Hvordan gik det egentlig til?”

  ”Hun havde lagt en annonce op på nettet,” svarede jeg. ”Der er egentlig ikke så meget over det, det skete virkelig hurtigt. Jeg var desperat, og hun så ud til at ville hjælpe mig ud af min situation.”

  ”Sådan er hun, går altid mere op i andres velvære end sit eget,” halvsukkede hun. ”Alt, hun gør, er for andres bedste. Jeg tror aldrig, hun sæter sig selv først i nogen som helst situation. Det er ikke særlig sundt, og det har jeg også fortalt hende, men hun ser ikke just ud til at lytte efter.”

  Hendes ord satte nogle tanker i gang i mig, for hvad hvis hun havde forladt Niall for hans eget bedste? Hvad nu, hvis det i virkeligheden ikke var ham, der havde gjort noget, men hende, og at hun nu prøvede at fikse det hele ved at tage væk? Måske følte hun, at han fortjente bedre end hende, hvad det så end kunne betyde. Hvad var grunden til, at hun var taget væk?

❄❅❄

Allerede før jeg havde åbnet døren helt, fik jeg øje på et brev, der lå og flød på gulvet, og straks vidste jeg, det var fra Niall. Uden tøven rev jeg det op og foldede det ud, før jeg satte mig hen i sengen og begyndte at læse, velvidende at jeg stadig havde sko på. Krænkelse af privatlivet eller ej, jeg måtte finde ud af, hvad der var sket imellem dem.

  Kære April,

  Glædelig 2. december! Det er vildt, hvor hurtigt tiden er gået, er det ikke? Jeg synes i hvert fald, det er overraskende, men jeg ved ikke med dig. Tiden går jo ikke lige hurtigt for os alle sammen – sådan føles det i hvert fald ikke. For nogle af os kan timerne passere på det, der føles som sekunder, og for andre kan det virke, som om uret er gået i stå. Det har varieret lidt med mig de seneste par dage – hver gang jeg tænker på dig, flyver tiden af sted, men når jeg bare ligger og stirrer op i loftet, er sekunderne lige så tunge som en hel bunke sten. Jeg kan ikke sove for tiden. Det er, som om mine øjne nægter at omfavne mørket, det føles så tomt uden dig. At knuge en pude er ikke det helt samme.

  Det er lidt dumt, at jeg ikke kopierer de breve, jeg sender til dig, for så ved jeg ikke helt præcist, hvad jeg skrev til dig i går. Derfor vil jeg på forhånd undskylde, hvis jeg gentager mig selv rigtig mange gange de kommende dage – min hukommelse er ikke den skarpeste, ved du nok. På den anden side vil mine breve være mere sande, eller hvad man nu kan sige, når jeg bare skriver fra hjertet af. Jeg bør ikke være bange for at gentage mig selv, hvis jeg mener mine ord. Forvent, at sætningen ’jeg elsker dig’ vil komme igen og igen.

  Det er endnu ikke begyndt at sne, hvilket hylder mig en smule ud af julestemningen. Nogle steder er fnuggene begyndt at dale ned, men sådan er det desværre ikke her i London. Men jeg tror stadig, det bliver en hvid jul. Jeg husker det år, hvor du næsten gik ned med en depression, fordi det ikke begyndte at sne – jeg ved, hvor meget sådan noget betyder for dig, så jeg skulle selvfølgelig dække hele din bolig til med vat og lade, som om det var sne, så du kunne komme hjem til en overraskelse (det tog godt nok lidt tid at rydde op, men det var det værd, var det ikke?). Du har altid gået op i det der med sneengle og snemænd, for det ”bringer dit indre barn frem”, som du jo selv så fint siger. Jeg kan ikke lade være med at smile, hver gang jeg tænker på det. Faktisk smiler jeg også lige nu.

  Jeg venter stadig længelsfuldt på et opkald fra dig, en chance til. Det er alt, jeg håber på, April. Jeg ved, jeg har lavet ged i den, men jeg vil så gerne rette op på det, det mener jeg. Jeg er ikke klar til at give slip på min egen sneengel.

  xx Niall

  Jeg lagde brevet fra mig med et bankende hjerte. Endnu en gang bandede jeg over mig selv for at lade min nysgerrighed tage over – jeg burde ikke have læst det brev. Alligevel vidste jeg, jeg ville begå den samme fejltagelse i morgen.

  Der var noget fortryllende ved hans ord. Følelserne skar igennem dem, og metaforerne og alle de smukke begreber kom så naturligt, som om de bare flød ud af hans fingre. Det var, som om han skrev dagligt, for jeg kunne ikke se, hvordan en helt normal person kunne have så smukt et sind. Jeg kunne ikke se, hvorfor han ikke var perfekt for April. Det var han. De var begge så … smukke. Ikke som i på overfladen, for jeg havde ikke set nogen af dem før, men indeni. De virkede som det der perfekte par, man så på gaden for derefter at give et suk af længsel fra sig. Jeg kunne næsten se for mig, hvordan de lyste op i en mængde af mennesker; hvordan deres grin kunne få alle til at dreje deres hoveder i deres retning. Jeg vidste i hvert fald, mit hjerte sukkede efter sådan et forhold. Sådan et havde jeg haft engang, men den tid virkede meget langt væk i min hukommelse. Og hver dag spurgte jeg mig selv om, hvad der var gået galt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...