Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36437Visninger
AA

21. 19. december

Jeg havde ikke tal på, hvor mange gange Niall havde ringet. Hver gang min mobil holdt op med at kime, gik der ikke mere end fem sekunder, før den begyndte igen, og trods jeg havde lyst til at tage den, vidste jeg, at det var for mit eget bedste at ignorere ham. Lukke ham ude af mit liv. For en gangs skyld måtte jeg sætte mig selv forrest og tage højde for, hvad jeg havde brug for. Og lige nu var det at føle mig vigtig, hvilket Niall i den grad havde sørget for, jeg ikke længere gjorde.

  Jeg vidste ikke, hvorfor jeg stadig sad og stirrede på skærmen på min mobil. Det havde jeg gjort de seneste par timer, selvom der var så meget andet at lave – eller, måske ikke. Torrance var ikke hjemme, og jeg havde ingen andre, så det efterlod mig alene med alle tankerne, det dystre sted, man også kaldte for mit hoved. Det var vel det, der havde bragt mig her, på soveværelset, uden noget som helst at foretage mig. Så i stedet lod jeg mig selv få revet hjertet ud igen og igen ved at blive ved med at stirre på navnet, der fik min skærm til at lyse op på samme måde, som han engang havde gjort det med mine øjne. Og nu … ja, nu gav det mig bare lyst til at forsvinde endnu mere. Jeg var træt af at skulle blive ved med at være ’hende den naive, svage pige, der gang på gang bliver udnyttet’, trods navnet passede mig meget godt. Så ussel jeg var.

  Jeg tror aldrig, jeg vil kunne beskrive den følelse, jeg sad med. Det var forfærdeligt at have det sådan. På en måde fandt jeg det en smule ironisk, at jeg kunne gå psykisk ned over sådan noget her, nu hvor jeg havde oplevet det, der var værre, sammen med Blake, men jeg følte bare ikke, det, jeg havde (haft) med Niall, var det helt samme som det med Blake. De var to vidt forskellige personer, der behandlede mig vidt forskelligt – selvfølgelig med den undtagelse, at de begge havde efterladt mig som en eller anden pose lort.

  Det var fristende at sidde der med min iPhone i hænderne. Jeg var kun ét tryk fra at snakke med ham igen, ét tryk fra at få det hele rettet ud, men jeg havde lært, at jeg ikke kunne lade mig selv få løse tøjler. Jeg havde ikke haft et helt hjerte i efterhånden flere måneder, og trods jeg havde været så overbevist om, at jeg endelig havde fundet min anden halvdel igen, havde jeg det ikke. Så tæt på og alligevel så langt væk.

  Jeg havde så desperat brug for at snakke med Katherine. En velkendt sjæl. Nogen, der kunne trøste mig ordentligt – selvom Torrance var virkelig god at snakke med, ændrede det ikke på, at jeg kun havde kendt hende lidt over to uger. Det var ikke nok til, at jeg følte, jeg kunne åbne op over for hende på samme måde, som jeg kunne med Kat. Katherine var … ja, hun var i bund og grund stadig min bedste veninde, så selvfølgelig var det svært ikke at snakke med hende. Hun havde hjulpet mig igennem så meget, så jeg tvivlede ikke et sekund på, at hun også kunne hjælpe mig igennem det her, men at ringe til hende ville være sådan en dum idé. Og jeg havde allerede været dum nok.

  Alle ordene fra i går blev ved med at køre rundt i mit hoved – det var, som om jeg var fanget i det øjeblik. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad jeg kunne have sagt eller gjort i stedet, trods det ikke ville have ændret meget på det faktum, at Niall havde svigtet mig. Jeg var ikke helt klar over, hvorfor jeg blev ved med at tænke på det, der var sket, for det gjorde egentlig ikke noget godt. Alt, det efterlod mig med, var et endnu dybere hul der, hvor mit hjerte egentlig burde sidde.

  Marimba trak mig igen ud af mine tanker, men som jeg kiggede ned på skærmen, blev jeg til min overraskelse mødt af navnet ’Alvin Summers’ og ikke ’Niall’. Jeg havde ikke forventet, at min far nogensinde ville ringe til mig igen – især ikke nu. Det virkede underligt, for jeg havde ikke snakket med hverken ham eller min mor i efterhånden flere måneder, ja, siden jeg havde fundet sammen med Blake, og derfor kunne jeg ikke se, hvorfor han pludselig skulle få lyst nu. De var ligesom mig en smule generte og bange for at tage initiativet, så da jeg ikke havde ringet til dem, havde de ikke turdet at række hånden ud efter mig. Og egentlig var jeg vel såret over det – jeg var ikke direkte vred, for de havde ikke gjort noget galt som sådan. Men de havde ikke været der, da jeg havde haft mest brug for det, så hvorfor var de her nu? De ville alligevel ikke kunne fikse noget.

  ”Det er July?” mumlede jeg og rømmede mig, så jeg ikke lød helt så hæs.

  ”Hey, Jules,” lød det i den anden ende, og som altid mindede kælenavnet mig om ham, om min fortid. Det var helt underligt at høre det igen efter så lang tid – der var ingen her i London, der havde gjort det, og det var jeg egentlig også meget glad for. Jeg brød mig ikke om at blive mindet om alt det gamle, for trods der havde været gode ting som Katherine og Stefans selskab (og selvfølgelig også mine forældres), var det ikke det rigtige at gøre. For det var ensbetydende med, at jeg sad fast i fortiden, at jeg var kørt død. Og lige nu gjaldt det virkelig bare om at blive ved med at bevæge sig, om ikke at få punkteret et jul, selvom Niall mere eller mindre allerede havde punkteret dem alle. Men jeg var nødt til at kæmpe for den nye start, for hvis jeg ikke arbejdede for den, ville det aldrig give resultater. ”Hvordan har du det?

  ”Jeg har det fint …?” Jeg rynkede brynene og kiggede lidt undrende rundt i lokalet. ”Hvad med dig og mor?”

  ”Det er faktisk det, jeg gerne vil snakke med dig om.” Det var den sætning, der fik det hele til at gå i stå et øjeblik. For han havde ikke bare svaret: ”Det går fint,” som han altid gjorde, og endnu værre var det, at han gerne ville snakke med mig om noget. Livet havde efterhånden lært mig nok til, at jeg vidste, det aldrig var en god ting. Mor havde også altid været den modigste af de to, så jeg forstod ikke, hvorfor det ikke var hende, jeg snakkede med nu. Min far var mere stille i det, og han var virkelig harmløs. Det var heller ikke rigtig, fordi han så meget anderledes ud end sin personlighed – de grå øjne, der var gemt væk bag et par firkantede briller, udstrålede ikke just den største form for trussel, og det samme gjaldt de lyseblå skjorter, der afslørede hans halvtykke mave samt grå hår, der virkede lettere hvidt. ”Jeg er i London i øjeblikket.

  ”Hvorfor er du det?” Min far plejede aldrig at flytte sig fra sit kontor, medmindre han skulle hente noget mad. ”Hvad laver du her?”

  ”Det kan jeg svare på, når jeg er hos dig. Jeg har snakket med Katherine, og hun fortalte mig, at du er flyttet væk fra Bristol. Er der sket noget? Mellem dig og Blake?” På trods af at jeg stadig følte mig en smule svigtet af ham for at have været så ligeglad engang, smilede jeg. Hvis der var noget, der var vigtigt i livet, så var det nye chancer, tilgivelse. Jeg kunne egentlig ikke rigtig tillade mig at bebrejde ham, når jeg ikke selv havde været meget bedre – jeg havde jo heller ikke taget kontakt til dem. Det var i bund og grund bare det faktum, at jeg var sådan et dårligt sted psykisk, der fik mig til at være vred på folk over ingenting. Han var stadig min far.

  Jeg var ikke helt klar på at skulle forklare hele historien til endnu en – det havde været hårdt nok med Niall, og han havde endda bare spillet skuespil i al denne tid. Jeg følte, at alle de ting, man blev opfordret til at gøre, var overvurderede. Skulle man lade være med at dømme folk på deres fortid? Det havde jeg Niall, og han havde udnyttet det for groft. Skulle man lade være med at give op, når tingene gik galt første gang? For det virkede, som om det ikke ville blive meget bedre hverken anden eller tredje gang. Skulle man åbne op og råbe højt, hvis der var noget, der nagede en? Man ville jo bare ende med at ligge grædende på gulvet med tårer rendende ned ad kinderne. Så meget for at blive følge de råd, man fik om livet.

  ”Det er en lang historie,” svarede jeg og prøvede at fortrænge de mange minder, der igen kravlede rundt i mit hoved. ”Kan du ikke komme over? Skal jeg sende dig min nye adresse over sms?”

  Jeg kunne næsten mærke ham nikke. ”Ja tak. Hvornår kan jeg komme forbi? Ville det være okay om en times tid, eller har du travlt i dag?

  Det var næsten komisk, at han blev nødt til at spørge, om jeg havde for travlt til at se ham, taget i betragtning af at jeg bogstavelig talt lå halvt på gulvet, halvt på sengen i en kludedukkeposition, travlt optaget af at stirre så længe på min mobil, at det næsten gjorde ondt i øjnene (hvilket måske havde noget at gøre med, at jeg kun blinkede hvert 20. sekund), og det havde jeg gjort hele dagen. Jeg prøvede at holde latteren inde.

  ”Du kan bare komme, lige når du har lyst. Tro mig, alt passer fint.”

❄❅❄

Da jeg så min far stå der i døren, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle stille op. På den ene side ville det helt klart være underligt at give ham hånden, som var han en fremmed, men på den anden side følte jeg heller ikke helt for at give ham et kram, nu hvor det ligesom var en smule akavet mellem os. Og som han stod der med et hjælpeløst udtryk i ansigtet, besluttede jeg mig til sidst for at bryde stilheden med et: ”Vil du have noget kaffe? Jeg har netop købt en ny kaffemaskine.”

  Det havde jeg egentlig ikke.

  ”Nej, det er okay.” Han viftede afværgende med hånden. ”Jeg har ikke tænkt mig at blive længe. Jeg ville bare lige komme forbi og se, hvordan det stod til med dig og selvfølgelig også for at snakke med dig om det, der er sket med mor.”

  Jeg rynkede brynene. ”Hvad er der sket med hende?”

  Derfra gik der flere sekunder, hvor han bare stirrede på sine slidte hænder, der var blevet brugt til at fikse alle de problemer, der var i det hus, jeg var vokset op i, og som de endnu boede i. Hvis ikke et vandrør var gået, var en af hængslerne på skabslågerne røget – det overraskede mig, at huset endnu ikke var faldet fuldstændig fra hinanden. Jeg forstod heller ikke helt, hvorfor de ikke var flyttet væk fra den skrotbunke endnu, men de mente, minderne var alt for dyrebare. Jeg huskede egentlig ikke meget godt fra det – jeg havde haft en stor have til at løbe rundt i og det hele, men nærheden havde aldrig været helt til at føle. Kun når strømmen gik om vinteren, og vi blev efterladt med en forfærdelig kulde, blev vi rystet sammen for at holde varmen. Det var et af de eneste minder, jeg stadig havde i hovedet – det var det, jeg tænkte på, hver gang jeg duftede smeltet stearin, fordi der den aften havde været et utal af stearinlys linet op omkring mig. Det smukke syn ville nok aldrig forlade min nethinde helt.

  ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her,” mumlede min far usikkert, og jeg guidede ham ind i stuen, hvor vi satte os ned. Her sad han længe og gned sine svedige håndflader mod hinanden som for at samle mod til sig, og det bekymrede mig. En hel del faktisk.

  Mens alle mine venner og veninders forældre var skilte, var mine lykkeligt gift. Jeg beundrede virkelig deres kærlighed, fordi den havde holdt i så lang tid – jeg anede ikke, hvor gamle de var, men de var i hvert fald over 55 nu. Alligevel kiggede de på hinanden, som de altid havde gjort, og på en eller anden måde gav det mig håb. Når jeg så på dem, så jeg ægte kærlighed, en uslukkelig flamme. Når jeg så på dem, så jeg alt det, jeg ønskede at få. Jeg ønskede et lige så solidt forhold bygget op på tillid, og trods de ikke var som i film og bøger, var det inspirerende at se dem sammen. For de var unikke, de var virkelig eksklusive. Jeg havde aldrig helt 100% forstået, hvorfor Katherine så dem, som hun så Gandhi (hun var vegetar og hele molevitten), selvom det selvfølgelig gav en smule mening, men nu, hvor jeg tænkte nærmere over det, kunne jeg pludselig godt se det. Jeg kunne godt se, hvad magien ved det hele var, for hele livet gik man rundt og ventede på den rette. De fleste fandt aldrig vedkommende, og derfor var det sådan en sjældenhed med mine forældre. Det var ikke noget, man så særlig ofte længere. Jeg havde slet ikke tal på, hvor mange milliarder mennesker der fandtes på jorden, men alligevel havde de to individuelle personer fundet hinanden i en verden, der nogle gange virkede så fortabt. Og det kunne man vel kun have respekt for.

  ”Din mor har fået hjernekræft.” Det var den sætning, der trak mig ud af mine tanker. Sætningen, der fik mit hjerte til at stoppe i adskillige sekunder. Sætningen, der fremkaldte en masse sorte pletter foran mine øjne, så jeg et kort øjeblik frygtede, jeg ville besvime. Sætningen, der, netop som jeg troede, livet ikke kunne gå mere ned ad bakke, beviste mig det modsatte.

  ”H-hvad?” hviskede jeg, ude af stand til at sluge, hvad han netop havde fortalt mig. Trods hans ord havde været høje og tydelige, var der en del af mig, der blev ved med at sige: Du hørte syner, July. Det gør du jo altid, du hallucinerer, fordi du er så negativ. Det her er ikke ægte.

  Men det var det. Det var lige så ægte som Nialls kærlighed til April, lige så ægte som de tårer, der nu pressede på, lige så ægte som min trang til at falde sammen på gulvet og lave ingenting resten af dagen. Og jeg var bare efterladt med det ene spørgsmål: Hvorfor?

  ”Hun var på forretningsrejse her i London, da hun besvimede. Heldigvis var hun ikke alene, så hjælpen kom hurtigt, og så blev hun ellers kørt på hospitalet. Lige nu er hun indlagt på St. Mary’s og har været det i nogle uger efterhånden, men det er ikke blevet bedre.” Han sendte mig et vemodigt blik, der kunne få selv den mest velplejede blomst til at visne. ”Jeg er ked af det, July.”

  ”Hvorfor fortæller du mig det først nu?” spurgte jeg mellem sammenbidte tænder og rystede på hovedet for at skjule de perler af vand, der var begyndt at trille ned ad mine kinder. ”Du har vidst det i to uger og har ikke engang tænkt på at fortælle mig noget som helst. Hun er også min mor, ikke kun din kone, skal du nok huske. Hun betyder også noget for mig!”

  Jeg kunne se på den måde, han krympede sig, at han ikke havde ventet sådan en reaktion fra mig. Det havde jeg egentlig heller ikke og så alligevel – jeg kunne ikke rigtig regne med mit lille temperament længere, for det voksede hver evig eneste dag. Som lille havde jeg altid kigget på folk, der havde let ved at bide hovederne af andre, og undret mig over, hvorfor de gjorde det, men nu forstod jeg. Nu forstod jeg, hvor svært det egentlig var at få styr på sine handlinger, når man så alt med et rødt filter foran. Jeg følte, at jo mere smerte jeg tog ind, desto sværere blev det at håndtere alt.

  ”Det ved jeg,” mumlede han og lagde forsigtigt en hånd på min skulder, hvorefter han mødte mit blik, der var sløret af tårer, ”og jeg beklager, at jeg ikke fortalte dig det noget før. Jeg håbede, at det ville løse sig med det samme, og at du slet ikke ville blive nødt til at høre om det nogensinde, men jeg tog fejl. Din mor har altid været sådan en stærk kvinde, så jeg troede, hun ville kunne overvinde det, men … hun bliver svagere og svagere for hver dag. Så jeg vil gerne have, du ser hende en sidste gang, inden det er for sent.”

  ”For sent?” fik jeg ud med en skrøbelig stemme. To små ord, men så alligevel en så enorm betydning. For alt handlede om tid – små fem minutter kunne være livsforandrende. Det var næsten vildt at tænke på, hvordan vi lod tiden slippe ud af vores hænder, som var det intet værd, når den var så begrænset. Vi havde ikke mere end de 80-90 år at leve i, men satte slet ikke pris på det. Der var næsten intet, der havde værdi for os, og vi brugte de fleste af vores år på at have ondt af os selv. Jeg ville nok aldrig forstå, hvorfor mennesker var bygget sådan op – hvor havde Gud valgt at skabe os på den måde? Vi var jo fyldt med fejl.

  ”Jeg er virkelig ked af det.” Han rystede på hovedet over sig selv, og jeg stirrede bare fortsat ulykkeligt på ham. Jeg forstod slet ikke, hvordan det her kunne lade sig gøre – hvordan hun var blevet syg. Min mor var en af de stærkeste og mest selvstændige kvinder, jeg længe havde kendt, så at hun havde fået hjernekræft var chokerende. Godt nok var hun genert og en smule indelukket, men det ændrede ikke på, at hun var godt uddannet og havde et fantastisk job med god løn og det hele – hvordan var det endt på denne måde. Hjernekræft?

  Jeg endte med at lade mit hoved falde grædende ned på min fars bryst, så hans skjorte blev vædet ind i salte tårer og mascararester fra i går. Der lå jeg længe og begravede mit ansigt, i håb om at alt ville have løst sig, når jeg igen kiggede op. Jeg vidste, det ikke var så simpelt, men havde samtidig ikke lyst til at se sandheden i øjnene. Hun kunne ikke være syg, hun kunne ikke være på hospitalet. Det kunne hun bare ikke. Det måtte være en anden.

  Fars stryg over mit mørke hår mindede mig om Niall og hans beroligende berøringer. Det var dog kun med til at få mig til at hulke endnu mere, fordi jeg der indså, at jeg havde mistet mere, end jeg havde fået ved at flytte til London. Alt havde virket så fantastisk de første par dage i december, og nu … ja, nu virkede alt næsten helt håbløst. Som om der ikke var mere lys tilbage i mørket.

  Da jeg langt om længe kiggede op, var det med rødsprængte øjne og et sløret syn. ”Hvornår kan jeg se hende?” spurgte jeg stille og sank en klump. ”Enhver dag passer mig fint, bare giv mig en dato, og så er jeg der.”

  ”Lægen er i gang med at lave nogle undersøgelser,” fortalte han mig, og noget sagde mig, at han med vilje undlod at fortælle hvilke, fordi jeg alligevel ikke ville fatte et eneste ord af det – biologi havde aldrig været min stærkeste side, ”så måske om tre dages tid?”

  Jeg nikkede og lukkede øjnene et kort øjeblik for at rydde mine tanker. ”Okay. Men er der ingen chance for, at hun får det bedre?”

  En trøstende arm blev lagt omkring mig, hvilket egentlig var nok svar, men han sagde alligevel: ”Alt, vi kan gøre, er at håbe og bede for, at hun får det godt igen, ikke? Hold hovedet højt, det er alt, din mor ønsker.”

  ”Jeg forstår det bare ikke,” mumlede jeg med et suk. ”Det er bare så … hvorfor mor?”

  ”Det ved jeg ikke,” – han trak på skuldrene, – ”verden er ikke altid fair, og det er vel kun en god ting, at du lærer det tidligt nok til, at det ikke vil tage dig med overraskelse senere hen. Men lad være med at tænke for meget på det, det er jo jul. Du bør fejre det med alle dine venner og have det sjovt.”

  ”Hvordan har du tænkt dig, at jeg skal gøre det, når jeg ved, min mor er døende?” Jeg kiggede op på ham, som om han rummede alverdens svar, selvom han var mindst lige så fortvivlet som mig. Jeg vidste, at han aldrig havde været den bedste til det med peptalks, og det var nok også derfor, han sagde tingene på en så … tvivlsom måde. Det virkede ikke, som om han stod fast ved sine ord, at han selv troede på dem. Og derfor gjorde jeg det heller ikke.

  ”Folk omkring dig skal nok hjælpe dig igennem det.” Ja, hvis jeg havde nogen. ”Og hvis de ikke kan, lover jeg dig, at jeg vil gøre det. Jeg vil have, at du er glad, husk det. Din lykke betyder alt for mig.”

  Jeg vidste ikke, om jeg troede på det, han sagde. Selvfølgelig elskede jeg ham, og han elskede mig, for vi var jo far og datter, men det ændrede ikke på vores ødelagte forhold. Hvis det havde været en række helt normale, lykkelige måneder med Blake, ville alt nok have set anderledes ud nu. Men det var tingen: Det havde langt fra været en god tid, der var ingen gode minder. Og nu følte jeg ikke længere, jeg kunne kigge på min far på samme måde, velvidende at han ikke havde støttet mig i den tid, jeg havde haft mest brug for det. For han havde givet op på mig alt, alt for hurtigt, og det havde efterladt mig fortvivlet og fortabt.

  ”Tak.” Jeg formåede at sende ham et halvhjertet smil. ”Det sætter jeg pris på.”

  Han rykkede lidt på sig. ”Men hvad var det med Blake? Hvad er der sket mellem jer?”

  Jeg havde ikke rigtig lyst til at fortælle ham alt, hvad der var sket. Det var ikke noget, man bare kunne opsummere på få ord, som man kunne ved resuméet til sin yndlingsbog – det var mere kompliceret end som sådan. Hvis jeg skulle beskrive alle de måneder, jeg havde tilbragt med Blake, ville det formentlig tage en livstid at forklare, for jeg ville blive så ivrig efter at lade ham vide, præcis hvordan jeg havde haft det, at det ville ende ud i monsterlange beskrivelser. Jeg havde altid hadet, at mennesker aldrig kunne sætte sig ordentligt ind i en situation, medmindre de selv havde oplevet det præcist samme. Og det havde han ikke, det ville han aldrig. Jeg følte, det var så godt som håbløst at skulle i gang med at få ham til at forstå, når han alligevel aldrig ville komme til det.

  ”Ikke noget særligt,” svarede jeg og viftede afværgende med hånden. ”Vi voksede såmænd bare fra hinanden.”

  Selvom det gav mig en dårlig smag i munden at lyve, vidste jeg, det var for det bedste. Som han selv havde sagt, betød min glæde alt for ham, og hvis han først fandt ud af, at jeg var blevet mishandlet i flere måneder, kunne jeg kun forestille mig, hvor dårligt han ville have det med det. Han havde altid haft let ved at få dårlig samvittighed over selv de mindste ting, så hvis jeg smeg en bombe som den, var jeg bange for, han ville få et eller andet psykisk nedbrud. Og jeg holdt trods alt nok af min far til ikke at ønske det for ham.

  ”Jeg håber, du er okay, Jules.” Dér. Det kælenavn igen. ”Hvis du får brug for det, kan du altid ringe, ikke? Så kommer jeg forbi.”

  Jeg slog en latter op. ”Tak, men nej tak. Du er min far, jeg tror, jeg springer over med drengesnakken.”

  Selv smilede han skævt, og jeg kunne mærke på hans brystkasse, at han prøvede at holde en lille latter inde. ”Det er jeg glad for, for vi ved vist begge, at mor er den, du skal hive fat i i sådan nogle situationer. Men det betyder ikke, jeg ikke er der for dig, for det er jeg. Og jeg beklager, at jeg ikke har vist det de seneste par måneder. Det ser ud, som om det har været nogle hårde nogle, det kan jeg mærke på dig. Du er så forandret.”

  ”Hvordan?”

  ”Jeg ved det ikke …” Han trak på skuldrene. ”Det er ligesom bare i dine øjne. For hver dag begynder du at minde mig om din mor mere og mere. Hvis hun så dig nu, ville hun være så stolt.”

  Jeg kiggede ned på mine hænder – mest fordi jeg ville skjule de tårer, der var begyndt at presse på endnu en gang. Den måde, han sagde det på, fik mig næsten til at tro, hun allerede var død. Hvis hun så dig nu, ville hun være så stolt. At høre ham snakkede om hende i datidsform var hjerteknusende, og det fik mig til at spørge mig selv, om tre dage var for meget at udskyde den. Men jeg havde vel på den anden side ikke noget valg.

  ”Jeg bliver nødt til at gå nu, men du ringer, hvis der er noget, ikke?” Han kiggede på sit mobilur, inden han rejste sig. ”Arbejdet kalder – jeg har allerede haft alt, alt for mange sygedage. Hvis jeg kommer for sent igen, bliver jeg sikkert fyret, for den eneste grund til, jeg ikke er det endnu, er, at jeg var så flittig sidste år. Men det var dejligt at se dig igen, jeg har virkelig savnet dig.”

  ”I lige måde. Jeg har også savnet dig.” Og det havde jeg virkelig. Jeg havde savnet at kunne kalde mig selv ’fars lille prinsesse’ og putte mig ind til ham, selvom jeg var i en alder af 20 nu. Det var længe siden, jeg havde følt den form for nærvær, så det var dejligt. Man blev vel aldrig for gammel til sådan noget.

  Imens han gik ud ad døren, vinkede jeg, og han sendte mig et lille smil og løftede så hånden for at gengælde min gestus. Jeg betragtede ham forsvinde ud af min synsvidde, og da jeg heller ikke længere kunne høre fodtrinnene, lukkede jeg døren og gik så ind på mit soveværelse, hvor jeg fandt min iPhone. Den lå stadig det sted, jeg havde lagt den, og det virkede, som om der slet ikke var sket noget, imens jeg havde været ude i stuen med min far. Det var dog, indtil jeg tjekkede låsskærmen.

Niall

Ubesvaret opkald (36)

  Det tegnede vist ikke godt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...