Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36448Visninger
AA

20. 18. december

Stemningen på kontoret var fantastisk. Eftersom det var vores sidste arbejdsdag før juleferien, var der pyntet op med alle mulige ting, der var perfekte til at sætte folk i den rette stemning. Rundt på dørkarmene hang misteltener og ventede kun på at lure folk i en fælde, men der var endnu ingen, der havde stået under den samtidig. Det gav nu også meget mening, siden dørene var så smalle – jeg tvivlede på, at to mennesker kunne stå i dørkarmen på samme tid. Men det var ellers en sød tanke.

  ”Hvor kan jeg ikke vente med at komme væk herfra!” udbrød Clarice og rakte mig en kop kaffe, hun netop havde brygget. Hendes ansigt var fortrukket i en glad grimasse, der tydeligt viste, hvor overgearet hun var over, at det var den sidste dag. Jeg var nu også selv meget oppe at køre over det – nu, hvor jeg både havde Torrance og Niall ved min side, var jeg sikker på, at det ikke ville blive en kedelig jul. ”Skal du nogen steder hen i ferien?”

  Jeg rystede på hovedet og tog en tår. ”Niks. Jeg tror, jeg foretrækker at fejre festlighederne her i London – nu har jeg jo aldrig prøvet det, så mon ikke det bliver nyt og spændende alligevel. Hvad med dig?”

  ”Jeg skal til Australien!” nærmest jublede hun med lys i øjnene. ”Jeg tror aldrig, jeg har glædet mig så meget til noget, jeg mener, det er Australien. Jeg er normalt sådan en fattigrøv, at jeg ikke engang kan tillade mig at køre i bil til og fra arbejde, fordi det koster for mange penge at skulle tanke op hele tiden, men min veninde fandt en afbudsrejse, så nu skal jeg af sted – og det kostede endda ikke engang en herregård.”

  ”Skal du ud og jagte kænguruer?” spurgte jeg og slog derefter en latter op. ”Ej, det lyder virkelig fedt. Jeg tror aldrig, jeg har været i Australien, men jeg har hørt så meget godt om det – og de har jo varmt vejr året rundt, så det bliver sikkert totalt dejligt for dig at kunne sole dig, mens vi andre fryser og klaprer med tænderne.”

  Selvom det var rigtigt nok, at jeg ville stå med min tykke vinterjakke og vente på den bus, der gik hvert 20. minut, mens Clarice ville ligge på sit hotel med solbriller til at skygge for øjnene og måske en forfriskende drink, misundte jeg hende ikke. Jeg kunne godt lide kulden, den var behagelig. Det var slet ikke muligt for mig at forestille mig at holde jul i 30 graders varme – det virkede bare ikke helt korrekt. Og trods det ikke sneede, var julepynten på Oxford Street nok til at bringe mig i det rigtige humør.

  ”Men July, du er her vel stadig, når vi engang vender tilbage i januar, ikke?” sagde hun så og lagde hovedet undrende på skrå. ”For folk går rundt og siger, at du har tænkt dig at sige op derefter. Jeg ved godt, man ikke skal tro på rygter og alt det, men jeg kan bare ikke se, hvorfor det skulle være opstået, hvis det ikke var sandt …”

  Jeg spurgte mig selv, om det mon var det, de havde hvisket og tisket om, når de troede, jeg ikke bemærkede det. Var det det, der var grunden til, at de var så hemmelighedsfulde og mystiske over for mig? At de vidste, at jeg ikke ville være her, når først det nye år blev skudt i gang?

  ”Det skal du ikke bekymre dig om,” forsikrede jeg hende om med et smil. ”Det er ikke noget særligt – jeg er endnu ikke selv helt sikker på, hvad det bliver. Det her har jo hele tiden kun været et deltidsjob, så jeg er ikke sikker på, at Carmen vil give mig lov til at fortsætte efter højtiderne – den eneste grund til, at jeg er blevet ansat, er, at de manglede en ekstra hånd, nu hvor det er jul.”

  ”Du har jo arbejdet helt vildt effektivt,” sagde Clarice i en insisterende tone. ”Du er da nødt til at blive, kom nu. Der er ingen tvivl om, at Carmen vil lade dig fortsætte hos Vogue, så længe du selv har lyst.”
  Og det var det, der var spørgsmålet: Havde jeg egentlig lyst til at fortsætte? Tjente jeg godt på det? Ja. Var mine kolleger søde? Når de ikke opførte sig som nogle småpiger fra folkeskolen, ja. Kunne jeg godt lide de ting, jeg blev sat til? Ja. Det hele virkede så indbydende, men alligevel følte jeg, at noget stoppede mig. At jeg blev forhindret i at få det liv, jeg drømte om, af et eller andet. Jeg anede ikke hvad, men det var, som om jeg blev presset bagud af en usynlig hånd, hver gang jeg bare overvejede at blive her.

  ”Er det det, I har gået og snakket så meget om?” spurgte jeg for at aflede mig fra mine egne tanker. ”Om hvorvidt jeg vil blive eller ej efter december?”

  Hun så ud til at stivne i sin bevægelse. ”Hvad mener du?” blev der så langsomt mumlet i et uskyldigt tonefald, der ville have overbevist mig, hvis det ikke havde været, fordi jeg havde set, hvordan folk opførte sig omkring mig. Hver dag skiftede de fra at være imødekommende til indelukkede, og jeg var efterhånden ved at være ret rundforvirret over det.

  ”Jeg ved, det ikke bare er noget med hende modellen – det kan ikke være så simpelt. Folk går stadig rundt og sender mig de der underlige blikke, som om jeg har glemt at tage mine bukser på, og nok lægger de ikke mærke til, hvor meget jeg rent faktisk bliver påvirket af det, men det gør jeg altså.” Selv nu kunne jeg mærke et sæt øjne i nakken. ”Jeg vil bare gerne vide, hvad der er galt, så jeg kan rette op på det. Du sagde selv, at det ikke var særlig pænt at holde alle de her ting fra mig, så hvorfor gør du det igen?”

  Det havde ikke været min mening at lyde så hård til sidst, men jeg tvivlede på, at hun ville fortælle mig, hvordan det rigtigt stod til, hvis det ikke bare blev fyret ud på den måde – det virkede, som om hun anså mig for at være naiv nok til at hoppe på den første forklaring, hun gav mig, men jeg kunne ikke forlade det her kontor uden en forklaring. Så ville jeg formentlig undre mig resten af livet, og jeg havde nok bekymringer i forvejen.

  Hun bed sig i læben og kiggede væk. Det var tydeligt, at hun ikke havde lyst til at være den, der smed bomben, endnu en gang, men der var ikke meget andet at gøre. Jeg kunne selvfølgelig også spørge Julie, men jeg følte mig roligere i Clarices nærvær. Der var ikke noget galt med Julie, tværtimod, jeg var vist bare stadig en smule genert, når det gjaldt hende. Vi så begge ud til at være en smule sky, og det var vist ikke en særlig god kombination. Jeg vidste, at hvis jeg først skulle i gang med at lyde tvinge noget ud af hende, ville jeg ende med at spørge, om hun var okay i stedet – hun virkede en smule for skrøbelig til det.

  ”Det er altså ikke noget,” mumlede Clarice og sendte mig et smil, men øjenkontakten blev ikke holdt længe nok til, at jeg blev overvist om, at hun rent faktisk snakkede sandt. For det gjorde hun ikke. ”Seriøst, du skal ikke bekymre dig. Det er bare os på kontoret, der er en smule underlige nogle gange på en intern måde.”

  ”Nogle gange?” Jeg hævede det ene øjenbryn. ”Det er næsten hele tiden. Lige meget hvad det er, vil jeg til enhver tid foretrække at vide sandheden frem for at leve i uvished. Det er ikke engang sikkert, jeg er her til januar, så kan du ikke bare være sød at fortælle mig, hvad der foregår? Hvad har jeg gjort for at fortjene den her kolde skulder?”

  ”Du har ikke gjort noget galt,” svarede hun langsomt og stille. ”Det må du altså ikke tro, July.”

  ”Så fortæl mig, hvad jeg skal tro,” fortsatte jeg med et desperat blik i øjnene. ”Jeg forstår jo ikke noget af det, du siger, fordi jeg intet ved om, hvad der foregår bag min ryg. Og jeg er altså ved at være godt træt af at føle mig som en fjollet teenager igen – vi er voksne mennesker, vi burde kunne håndtere det her ordentligt.”

  Jeg hadede at skulle snakke sådan – hele vores samtale virkede så barnlig, så fyldt med unødvendig drama. Alt, jeg ville vide, var, hvorfor hun og alle mine andre kolleger opførte sig så mærkeligt over for mig, men det så ud til, at ingen havde tænkt sig at fortælle mig det, selvom jeg gerne ville have det at vide. Faktisk var der ikke noget, jeg hellere ville.

  ”Er du kærester med Niall Horan?” Spørgsmålet kom bag mig, og som det begyndte at sive ind, blev kun flere spørgsmålstegn plantet i mit sind. Jeg forstod ikke, hvordan det havde med noget at gøre, hvordan det hang sammen med det hele.

  ”Hvor kender du ham fra?” fik jeg spurgt hende. Det summede underligt i mit hoved, som det altid gjorde, når jeg prøvede at finde hoved og hale på noget, jeg ikke kunne forstå.

  ”Bare svar på spørgsmålet,” undveg hun, og hendes ansigt, der normalt var fyldt med sprudlende glæde, var dybt alvorligt og afslørede ikke et eneste tegn på den udadvendte, imødekommende Clarice, jeg kendte. Det var en helt anden side af hende, jeg fik at se.

  ”Øh …” Jeg kiggede lidt rundt i rummet for ikke at se helt så fortabt ud, selvom det lige netop var ordet, der kunne beskrive mig perfekt i netop det øjeblik. ”D-det ved jeg ikke. Hvorfor spørger du om det?”

  ”Men du kender ham, ikke?” Det var, som om hun slet ikke hørte mine spørgsmål – hun tog sig i hvert fald ikke tid til at svare på dem. I stedet holdt hun den monotone stemme og det nonchalante ansigtsudtryk, der efterhånden var begyndt at gøre mig en smule usikker. Jeg kunne slet ikke se, hvordan hun for bare få minutter havde jublet og råbt op omkring at skulle til Australien. Hvordan var det den samme person?

  Jeg nikkede. ”Ja. Ja, det gør jeg.”

  ”Og du kan lide ham?”

  En pludselig klump begyndte at samle sig i min hals. ”Ja.”

  ”Og du er forelsket i ham?”

  ”Jeg kan stadig ikke se, hvad det her har med mine spørgsmål at gøre,” mumlede jeg, pludselig travlt optaget af mine lange negle (der stadig manglede at blive klippede).

  ”Kan du slet ikke se det?” Hun slog ud med hænderne, som om det var åbenlyst; som om det hang i luften omkring mig; som om jeg indåndede det. ”Han udnytter dig for groft. Niall elsker dig ikke, selv hvis du er overbevist om det, du er bare endnu et af hans ofre. Det er den hårde sandhed, July, og det er derfor, jeg ikke havde lyst til at sige det til dig. Men alle på kontoret så dig der forleden, da han kom forbi – vi så jer alle sammen snakke. Og det er bekymrende, for du aner ikke, hvad han har gjort i fortiden.”

  ”Vel gør jeg så,” fnøs jeg, lettet over at det hele bare hang sådan sammen. Når først jeg fik forklaret hende, at drengen, der før havde behandlet sin kæreste som noget værre møg, nu var drengen med de smukke ord og endnu smukkere sind, ville hun forstå. Alt havde ændret jo sig siden sidst. ”Sådan er det ikke længere, bare rolig. Jeg kender godt til alt det med April, og den tid er for længst ovre.”

  ”Er den?” Hun lagde armene over kors. ”Var det da Niall, der forlod hende og ikke omvendt? Var det hende, der kom til Vogue-kontoret og ledte efter en gammel udgave, hvor han var på forsiden? Var det hende, der fandt en tro kopi af ham som en form for erstatning?”

  De mange spørgsmål fik det til at køre rundt i mit hoved, hvilket resulterede i en masse hovedryst fra min side af. Det var overvældende at tage imod dem; den måde, de kom farende, som var de tunge regnvejrsdråber på en gråvejrsdag. Jeg brød mig ikke om den drejning, mine tanker var begyndt at tage. Hvordan tvivlen igen havde formået at komme op at stå, trods jeg havde gjort så meget for at forhindre den i at overtage mit hoved igen. Men for sent.

  ”Jeg forstår ikke …” mumlede jeg og mærkede tårerne presse på. At græde var dog det sidste, jeg havde lyst til at gøre over for Clarice – det var ikke nu, jeg skulle vise tegn på svaghed. Faktisk var det nok det værst tænkelige tidspunkt overhovedet. Jeg blev nødt til at holde fast i at være stærk, i tanken om at jeg ikke bare var en slags dårligere udgave af April. Han havde fået mig til at føle mig så vigtig … han kunne umuligt have løjet over for mig, selv ikke den bedste skuespiller kunne narre nogen på den måde. ”Hvad mener du med, at han kom herover og ledte efter den udgave, hvor April var på forsiden?”

  ”Husker du det ikke selv?” Det hele snurrede rundt. ”Du var trods alt den, der hjalp ham med at finde, hvad han ledte efter.”

  Alle brikker lod til at falde på plads, da den sætning blev sagt – det var derfor, han havde virket så underlig, da jeg havde taget ham i at stå og vente ved elevatorerne. Han havde ikke en forkærlighed for kvindeblade, som han skammede sig over, det havde han aldrig haft – han havde en forkærlighed for sin ekskæreste, der var umulig at give slip på. Det havde aldrig været mig, der havde spillet en rolle. Det havde altid været hende.

  ”Hvor er jeg dum,” mumlede jeg og tog en hånd op til hovedet. På få sekunder havde kysset, der ellers havde ændret hele min tilstedeværelse, mistet sin betydning. Det var ikke længere andet end en del af et dumt skuespil, selvom det havde føltes så ægte – han holdt jo ikke rigtigt af mig. Det ville han aldrig gøre, jeg ville aldrig være andet end en trøst, mens den ægte vare var væk. Hvor havde jeg været dum at tro andet.

  ”Det beklager jeg virkelig, July.” Det så ud til, at den gamle hende igen var vendt tilbage – der var ikke nogen form for kulde at spore i de medfølende øjne, der var fyldt med dårlig samvittighed. ”Men det er vel bedre, at du kender sandheden, end at du bliver ved med at gå og tro, at alt er okay, når det tydeligvis ikke står sådan til. Da April modellerede for vores magasin, kom han forbi hver dag for at tjekke op på hende, og der faldt vi også straks for det billede, vi fik af ham. Det var dog, indtil vi så hende komme løbende herop en morgen med øjnene fulde af tårer og mascara løbende ned ad kinderne. Tro mig, jeg har aldrig set nogen være mere splittet. Jeg vil ikke have, at det også sker for dig.”

  Men det var allerede ved at ske. Bare tanken om, hvor dum jeg havde været, var nok til at knuse mit hjerte – jeg havde åbnet op for ham, fortalt ham alt. Og han havde i al denne tid bare været ligeglad. Fuldstændig ligeglad. ”Tak,” sagde jeg stille og prøvede at sende hende et smil, men det blev lettere mislykket. ”Hvis du vil have mig undskyldt, så har jeg det ikke så godt. Kan du sige farvel til resten af holdet fra mig? Glædelig jul, Clarice.”

  ”Øh ja, selvfølgelig. Og i lige måde.” Jeg kunne se på hendes halvt løftede arm, at hun var lige ved at protestere, men jeg gav hende slet ikke den tid – før der var gået mere end fem sekunder, var jeg ude ad døren.

  Imens jeg gik, tørrede jeg mine øjne og prøvede at redde dem fra at drukne i en sø af tårer. Aldrig havde jeg følt mig så forrådt, så værdiløs. Og det var her, jeg uden tvivl foretrak Blakes selskab – han havde  da i det mindste været modig nok til at fortælle mig sandheden, så mit hjerte kunne spares for chokket. Det var endnu ikke gået op for mig, at jeg virkelig bare var en tilfældig pige, Niall havde støvet op på vejen i sin søgning efter April. Intet andet.

  Da jeg trykkede ’ring op’ ved det efterhånden velkendte navn, var det med en rystende finger, der knap nok kunne ramme den rigtige knap. Jeg var knust, fuldstændig ude af stand til at gøre noget længere. Han havde forrådt mig, ladt mig forblive i troen om at jeg betød noget, når jeg ikke gjorde det og aldrig ville gøre det.

  ”July, hvordan var din sidste dag på arbejdet så?” lød den muntre stemme, som bare fik mig til at falde sammen på gulvet ved elevatorerne, når den normalt kunne få mig helt op at røre skyerne. Det var til mit eget held, at der ikke var nogen til at se mig sådan her, for jeg havde ikke lyst til sympatien. Ikke længere. Den bragte aldrig noget godt med sig.

  ”Hvorfor kalder du mig ikke bare April?” spurgte jeg grådkvalt, hvilket blev modtaget af et forvirret ”Hvad?” men jeg ignorerede det. I stedet sank jeg længere og længere ned, så det til sidst overraskede mig, at jeg ikke var gået igennem gulvet som et spøgelse. Det var da tæt nok på, hvad jeg var: en skygge. Hendes skygge.

  ”Hvad er der galt?” hørte jeg ham spørge i et bekymret toneleje, men jeg havde ikke tænkt mig at falde for det, ikke længere. At jeg overhovedet havde lukket ham ind til at starte med var overraskende. Nu kunne jeg pludselig se, hvorfor jeg altid var skeptisk over for fremmede folk – de havde en tendens til at udnytte folk som mig. Svage folk.

  ”Hold nu bare op med det,” mumlede jeg træt og klemte øjnene i. ”Vær sød … vær sød bare at lade mig være.”

  Og så lagde jeg på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...