Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36830Visninger
AA

19. 17. december

Det første, mit syn mødte, da jeg slog øjnene op, var lys. Lys, lys og atter lys – alt var så lyst, at det gav mig lyst til at drømme mig langt væk igen. Jeg ville gerne tilbage til mørkets trøstefulde arme, ligge der lidt endnu og lade mit hoved hvile sig lidt fra alle de trættende tanker. Men det gjorde jeg ikke.

  ”July?” blev der blidt hvisket mod mit øre, hvilket resulterede i en masse blink fra min side af. Alt var så tåget, så blændende … Jeg var ikke helt sikker på, hvad mine øjne viste mig, for det var, som om alt var ét stort slør. Det eneste, jeg kunne se, var silhuetter. En masse silhuetter i alle mulige farver. Mine øjne lod ikke til at være klare på at stille skarpt endnu.

  Jeg prøvede at vende mig mod den person, der før havde sagt noget, men blev i det samme holdt i ro af to stærke arme. Det forvirrede mig. Der var da ikke noget galt med mig, var der? Siden folk pludselig behandlede mig med sådan en omhu? Den første tanke, der slog ned i mig, var: Er jeg blevet lam? Men det var jeg ikke – det kunne jeg blive enig med mig selv om, da jeg løftede en arm op i luften, så jeg kunne se min hånd som en utydelig klat, der dækkede for lampen i loftet.

  ”July?” lød det igen, og denne gang genkendte jeg den svagt nynnende stemme som Nialls. Det overraskede mig, at jeg ikke med det samme havde genkendt den – den var ikke noget, jeg ligefrem glemte. ”July, er du vågen?”

  ”Mm,” præsterede jeg at få ud, trods det havde været min hensigt at svare ja. Og da jeg igen åbnede munden, føltes alle ordene malplacerede i min mund, så jeg valgte at lukke den igen. Der var vist ikke noget at hente der, så det ud til.

  ”Hvordan har du det?” Jeg mærkede et par hænder mod min ryg hjælpe mig op at sidde, og inden længe begyndte alle omgivelserne at føles mindre tågede og utydelige. Det var, som om min hjerne endelig kunne følge med i, hvad der foregik, nu hvor halvdelen af mig ikke længere var fanget i søvnens dyb. ”Har du ondt i hovedet eller noget? Skal jeg hente noget vand til dig?”

  Jeg rystede på hovedet. ”Jeg har det fint,” fik jeg mumlet med en skrøbelig stemme, der flere gange knækkede over undervejs. ”Jeg er okay.”

  Niall tog plads ved min side i sofaen, og inden længe kunne jeg mærke hans kropsvarme overtage tæppet på mit skøds tjans. Idet han lagde armen omkring mig, lukkede jeg kort øjnene og tog en dyb indånding, inden jeg igen mødte hans granskende, blå øjne. Han så ud til at være lettet, men der var samtidig det lille glimt af bekymring gemt dybt inde i irissen. Jeg kunne se på den måde, hans øjenlåg vibrerede svagt, at der var noget, der gik ham på; noget, han gerne ville sige, men ikke turde få ud.

  ”Der er ikke noget galt, vel?” hviskede jeg stille, og han slog blikket ned.

  ”Det må du fortælle mig,” svarede han så og tog mine kolde hænder i sine for at varme dem op. ”Hvad skete der i går, July?”

  Nu var det min tur til at kigge ømt ned mod mit skød, hvor vores hænder lå flettet sammen. Jeg vidste jo godt, at jeg på et eller andet tidspunkt ville blive nødt til at fortælle ham om alt det med Blake, hvis jeg ville have det her til at fungere – men det var netop det: jeg vidste ikke, om det her nogensinde ville blive til noget. Om det havde nogen som helst betydning, det der var sket i går.

  Jeg var ikke sikker på, om jeg var klar til at dele det. Det var én ting at have lyst, men at være klar … det vidste jeg ikke helt, om jeg var. Jeg havde efterhånden lært, at jeg havde en tendens til at starte sætninger uden at afslutte dem, fordi nervøsiteten og tvivlen altid stoppede mig. Det var egentlig ikke, fordi jeg forventede, at han ville dømme mig, når først sandheden slap ud, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville ændre vores forhold. Noget sagde mig, han allerede nu havde fornemmet, at jeg var en smule skrøbelig, men hvis han vidste det hele … hvordan ville han så ikke pludselig blive over for mig? Jeg havde ikke brug for at blive set som en eller anden svag person, der ikke kunne tage vare på sig selv. For det kunne jeg sagtens, det havde jeg gjort. Jeg havde formået at skabe et nyt liv alene, jeg havde bygget det op fra bunden af. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle se mig som en eller anden hjælpeløs, lille pige. Jeg var ikke July Summers, pigen der snakkede om pigefnidder hele tiden og drømte om at blive gift med en rig mand, længere. Den tid lå så langt væk, at det føltes som en livstid siden.

  Et klem i hånden trak mig ud af mine tanker og fik mig til at møde Nialls opmuntrende blik. ”Du kan godt fortælle mig det,” fortalte han mig og sendte mig et lille smil, der strålede af medlidenhed. Og det var netop det, jeg hadede – den medlidenhed, medfølelsen. Jeg havde ikke brug for den, nu hvor jeg allerede havde lavet uden den i så lang tid efterhånden.

  ”Det var ikke noget,” mumlede jeg hovedrystende. I samme øjeblik forvandlede hans øjne sig til nogle skuffede nogle – jeg kunne se, han følte sig forrådt, fordi jeg havde lukket ham ude på den måde. På den anden side forstod jeg ikke, hvordan han kunne tillade sig det, når vi knapt nok havde kendt hinanden i to uger. Forventede han virkelig, at alt ville gå så let bare lige sådan uden videre? Havde det virkelig været så problemfrit med April?

  ”Der skete tydeligvis et eller andet,” fortsatte han insisterende og kiggede indtrængende på mig i så lang tid, at jeg til sidst måtte vende hovedet væk. ”Du er nødt til at fortælle mig, hvad der gik af dig. Det er ikke normalt bare lige pludselig at blive sådan, det er vel kommet af noget. Hvorfor vil du ikke lukke mig ind?”

  Jeg brød mig ikke om den måde, han sagde spørgsmålet på. Hvorfor vil du ikke lukke mig ind? Det lød så … som om jeg var afvisende, som om det var mit eget valg at træffe. Jeg kunne ikke gøre for den nagende tvivl eller den måde, mine øjne flakkede uroligt rundt, når jeg blev bedt om at tale ud. Trods jeg ville ønske, jeg bare kunne fortælle ham, hvordan alt stod til, vidste jeg, at min tunge ville slå knuder, hvis jeg lod en sætning slippe over mine læber.

  ”Jeg ville ønske, jeg bare kunne …” Jeg afbrød mig selv og rystede igen kraftigt på hovedet med et opgivende suk. ”Jeg kan ikke …”

  ”Jo, du kan,” sagde han og knugede om min hånd. ”July, fortæl mig, hvad der skete. Jeg vil gerne hjælpe dig.”

  ”Kan du ikke forstå det?” udbrød jeg arrigt. ”Du kan ikke hjælpe mig! Så simpelt er det. Det er ikke noget, man bare kan fikse som med et stykke ødelagt legetøj, sådan hænger det ikke sammen. Det er for sent at forsøge at hjælpe mig, du er flere måneder for sent på den. Så let er det ikke at vende tilbage til det gamle, Niall.”

  Det havde ikke været min mening at råbe ad ham på den måde, og så snart sætningerne forlod mine læber, mærkede jeg den dårlige samvittighed begynde at gnave i mig. Jeg havde mistet kontrol. Jeg var i mit mest sårbare stadie, nu hvor jeg netop var vågnet op fra en lang søvn, og derfor var jeg ikke klar nok i hovedet til at styre mit temperament. Hele mit hoved kogte, det var slet ikke til at overskue den følelse af, at mit hoved snart ville eksplodere. Men det ville ikke stoppe. Det blev bare ved og ved og ved, og trods jeg prøvede at lukke af for kaosset, køle mig selv lidt ned, var der intet, der hjalp. Mine mure var blevet brudt ned.

  ”Du er nødt til at sige, hvad der skete.” Han lod ikke til at ville give op. ”Jeg ved, hvor svært det kan være nogle gange, men selvom jeg ikke kan hjælpe dig af med det her, så burde du ikke gå inde med det på den måde. Du er nødt til at sige noget, råbe højt – og nu bliver du opfordret til det. Det lyder ikke, som om du nogensinde blev bedt om at åbne op, men så hør på mig nu: Det er aldrig for sent. Skaden er måske sket, men det betyder ikke, at jeg ikke kan hjælpe dig videre. Jeg vil så gerne vide, hvad der er galt, for det gør ondt at se dig sådan her.”

  Jeg bed tænderne hårdt sammen og klemte øjnene i. ”Så simpelt er det ikke.”

  ”Kun fordi du gør det kompliceret,” sagde han. Jeg blev taget med overraskelse, da han greb mit hoved mellem sine hænder for at tvinge mig til at kigge ind i de fortryllende øjne, der havde samme farve som havet. ”Fortæl mig, hvad der skete, jeg beder dig.”

  Det var først, da jeg tog hånden op for at tørre en tåre væk fra min kind, at det gik op for mig, at jeg græd. Det var længe siden, jeg havde ladt mig selv se svag ud foran en anden, men jo flere dage der passerede her i december, jo mere var det, som om fortiden indhentede mig. Jeg havde hele tiden vidst, at man ikke kunne flygte fra den for evigt, men havde på den anden side ikke forberedt mig på det tidspunkt, hvor tiden endelig ville minde mig om de mange ar på mit hjerte.

  ”Jeg kom til London af en grund,” fik jeg endelig frem efter noget tid. ”Jeg flygtede.”

  Jeg tænkte tilbage på at løbe for fuld fart. På frygten. Angsten for det, der ville ske, hvis han fik fat på mig, før jeg nåede væk. Jeg tænkte tilbage på at kigge mig over skulderen hvert andet sekund for at finde intet andet end skygger, der alligevel lod til at virke levende og skrækindjagende. Hvordan jeg havde sat farten op ved lyden af en ambulance, fordi jeg havde været overbevist om, at det var skæbnens advarsel til mig om, at hvis jeg ikke løb hurtigere, ville jeg ende på hospitalet.

  De mange minder fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg kunne ikke lide at tænke tilbage på den tid af mit liv, men jeg kunne vel ikke blive ved med at lukke den ude af mit liv – det var bestemt ikke klogt at rive op i gamle sår, og alligevel kunne man vel også sige, at jeg aldrig burde have lukket fuldstændig af for de minder. De var trods alt blevet en del af mig, ja, faktisk fyldte de mere end halvdelen af den person, jeg var i dag. Det var dem, der havde gjort mig til den, jeg var.

  ”Jeg flygtede fra min ekskæreste,” betroede jeg ham og sank en klump. ”Blake.”

  Hans navn gav mig kvalme. Det virkede urealistisk, at jeg nogensinde havde tænkt på det på en positiv måde, at jeg nogensinde havde forbundet det med noget godt. Som det så ud nu, var det ikke andet end fem bogstaver, der til sammen udgjorde, hvad der navngav den person, jeg på én og samme tid hadede og elskede allermest på hele jorden.

  ”Man kan vist godt sige, han ikke var alt for sød imod mig.” Jeg smilede bittert og slap et fnys ud. ”Han mishandlede mig. Hver dag. Hver evig eneste sekund ville jeg gå og forberede mig på de mange slag, jeg med garanti ville få om aftenen. Jeg ville gå på gaden og spejde rundt efter skygger, der kunne ligne ham, fordi jeg var så paranoid dengang. Men altså, han var alligevel også sød. Faktisk var han så sød, at jeg ikke kunne holde op med at elske ham, selv da det blev så slemt, at jeg ikke turde gå i T-shirts om sommeren, fordi folk ellers ville lægge mærke til alle de blå mærker på mine arme. Jeg tror ikke, jeg nogensinde vil kunne forklare over for dig, hvad der gjorde, jeg blev ved med at være ved hans side. Man kan vel sige, jeg havde håb. Jeg blev ved med at håbe på det bedre – at han en dag ville stoppe med at skade mig. Han elskede mig jo, det var det, jeg var så overbevist om. Jeg var så desperat efter tanken om, at han stadig kunne vende tilbage til den person, han engang havde været, at jeg fuldstændig glemte at tænke på mig selv, og hvad jeg gennemgik flere gange om ugen.”

  Som ordene slap over mine læber, blev min stemme mindre og mindre. Der var stadig den lille del af mig, der blev ved med at skrige, at jeg skulle holde det for mig selv og fortsætte sådan, fordi han alligevel ikke kunne hjælpe mig, og sammen med den side, der håbede på en ny lykkelig slutning, var jeg fuldstændig rundt på gulvet over, hvad jeg skulle stille op. Men jeg havde fortalt ham, hvad der foregik, hvad der havde forårsaget mit angstanfald i går. Der var ikke nogen vej tilbage nu.

  ”Jeg fatter ikke, at nogen har gjort sådan mod dig.” Som forventet var hans blik pludselig fyldt med sympati og trøst, de to ting jeg hadede mest. Men når det kom fra hans side af, føltes det ikke helt så forfærdeligt. Den måde, hans øjne ligesom var faldet sammen en smule på grund af vemodigheden, overbeviste mig om, at medynken måske ikke bare var noget, han følte sig tvunget til at have. Måske var han rent faktisk ked af det på mine vegne.

  ”Det er et overstået kapitel i mit liv,” svarede jeg med et lille træk på skuldrene. ”Jeg har ikke rigtig lyst til at tænke så meget tilbage på det, for man kan ikke ligefrem sige, det er den lykkeligste tid at tænke tilbage på.”

  Jeg var travlt beskæftiget af at pille ved mine negle. Jeg havde stadig ikke klippet dem, så de var efterhånden ved at tynde ud i enderne, og jeg vidste, det kun var et spørgsmål om tid, før de ville knække over og efterlade mig fortvivlet, trods det ikke var andet end en knækket negl. Jeg havde altid haft en lav smertetærskel, og selv vacciner og blodprøver skræmte livet ud af mig. Mens mine veninder ikke så det som en særlig stor ting, kunne jeg finde på at ryste hele resten af dagen efter at have været igennem noget så (ifølge mig) grufuldt. Og det var måske en smule ironisk, taget i betragtning af alt, Blake havde gjort, men måske var det netop det, der havde gjort mig så bange for smerte nu. Jeg havde ikke lyst til at blive mindet om det.

  ”Men hvorfor behandlede han dig sådan? Hvordan kunne han bare ændre sig lige pludselig, jeg mener, han var vel ikke så frygtelig imod dig, da I mødtes, var han?”

  Jeg rystede på hovedet, og for en gangs skyld var det med et smil. ”Nej. Nej, han har ikke hele tiden været sådan. Engang var han … den mest perfekte kæreste, man overhovedet kan forestille sig. Han respekterede mig og sørgede altid for, at jeg havde det godt – jeg var den, der kom i første række. Vi kunne snakke i timevis om alt mellem himmel og jord, og når det så nærmede sig aften, ville jeg ligge med hovedet mod hans brystkasse og høre hans hjerte banke.”

  Ordene svandt længere væk, jo mere jeg tænkte tilbage på den tid. I mit hoved var de minder grupperet under det arkiv, jeg kaldte ’Perfekt’. For det var, hvad den periode havde været. Alt havde set så lyst ud, der havde været så meget håb. Men sådan var det vel altid med den første side af en fortælling – det var først, når man nåede længere ind, at dæmonerne begyndte at komme til syne. Tiden virkede så uden for rækkevidde nu, som om den aldrig havde fundet sted. Jeg kunne overhovedet ikke se, hvordan den selv samme person havde udsat mig for så meget vold og ulykke.

  ”Hvad skete der?” Niall lod forsigtigt sin pegefinger køre ned langs min arm. ”Hvad fik ham til at ændre sig?”

  Hans spørgsmål blev besvaret med et skuldertræk. ”Det ved jeg ærlig talt ikke. Jeg tror vist bare, temperamentet tog overhånd en dag, og at det derfra fortsatte som en vane. Nu var det jo sket, og han havde oplevet, hvordan det var – jeg går ud fra, at han havde kunnet lide det første gang. Så han blev ved,” mumlede jeg. ”Jeg har tænkt over, om det mon skete, fordi han havde brug for at komme ud med frustrationen over sin mors død, men jeg ved ikke … måske var det en blanding. Jeg har aldrig spurgt ham.”

  ”Det gør mig ondt.” Hans triste øjne fik mit hjerte til at synke. Der var noget over den måde, de smertede, der fik mig til at undre mig over, om han mon virkelig kunne føle min smerte – om det ligefrem gjorde ondt på ham at vide, at jeg havde været udsat for sådan en voldsom pinsel engang. ”Virkelig. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at du havde været ude for noget så forfærdeligt, July. Jeg er så ked af det.”

  ”Det er ovre,” trøstede jeg ham med og var nu den, der sendte ham et opmuntrende smil. ”Op med humøret, ikke? Hvis jeg er kommet over det, bør du heller ikke dvæle sådan ved det. Jeg er jo glad igen. Her. Ved din side.”

  Han trak mig ind til sig, så mit hoved hvilede mod hans brystkasse, før han lod sine læber følge kanten på mit højre øre. ”Og her skal du blive længe.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...