Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36437Visninger
AA

18. 16. december

Jeg var ikke meget for at ringe til Niall, nu hvor vi i forvejen havde tilbragt så mange dage sammen, men kunne på den anden side ikke blive ved med at gå og være helt uvidende. Jeg ville have svar på, hvad det her forhold mellem os egentlig betød, for jeg var ikke klar til at blive såret igen. Det var ikke, hvad jeg var kommet til London for. Faktisk var det det direkte modsatte – men selvfølgelig havde mit svage hjerte skullet falde for drengen med de smukke ord.

  Imens jeg stavrede frem og tilbage, fik jeg trykket på ’ring op’-knappen, og endnu en gang fandt jeg mig selv med paniske øjne, fordi der nu ikke længere var nogen vej tilbage. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg altid skulle reagere på denne måde, for det var i længden virkelig irriterende. Jeg ville ønske, jeg bare en dag ville kunne ringe til folk uden straks at mærke mit hjerte banke underligt – det skete, selv når jeg ringede til pizzeriaer. Jeg blev ved med at fortælle mig selv, at jeg nok blev nødt til at udtænke noget smart at sige, når øjeblikket virkelig gjaldt, men kunne på den anden side ikke komme på noget.

  ”Hallo, det er Niall?” lød det spørgende i den anden ende, og straks blev min mund tør som en ørken. Typisk. ”July, er det dig?

  ”Øh …” Jeg forbandede mig selv for ikke at kunne svare uden at stamme så forfærdelig meget. ”Det er mig, ja. Jeg ved godt, at det er lidt kort varsel, men altså … jeg gik bare lidt og tænkte på, om du … ja, du ved … om du eventuelt havde tid til at ses i aften?”

  ”I aften?” Hans spørgende tonefald fik mig til at fortryde, jeg havde spurgt ham. Hvis der var noget, jeg hadede mere end noget andet, var det afvisninger. Der var noget over den måde, skuffelsen ramte mig som en kugle i hjertet, som kunne få mig til at være trist i flere dage. Det var sådan nogle ting, der havde forårsaget, hvor lille og værdiløs jeg altid følte mig, når jeg skulle tage initiativet. Jeg havde altid foretrukket at blive spurgt, men det var selvfølgelig ikke sådan, det hele skulle være. Et forhold skulle jo have en balance, og derfor var det nu min tur til at spørge ham, afvisning eller ej. ”Det lyder fint. Skal jeg komme over eller omvendt?

  Med et kunne jeg mærke mine skuldre sænke sig. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at jeg holdt vejret, indtil jeg igen lod mig selv trække luft ned i mine lunger.

  ”Skal vi ikke mødes i Hyde Park?” spurgte jeg, denne gang med et smil på læberne. ”Jeg trænger til lidt frisk luft, for jeg har ikke været udenfor hele dagen, og noget siger mig, det ikke just er sundt.” Jeg slog en latter op.

  ”Selvfølgelig.” Jeg kunne mærke ham smile i den anden ende. ”Klokken halv fem i Hyde Park? Lyder det fint? Klokken er …” – der blev kort stille i den anden ende, – ”lidt over fire. Tager det lang tid for dig at nå derud?

  Hans spørgsmålet blev besvaret med et ryst på hovedet, men så gik det op for mig, at han ikke kunne se mit ansigt og svarede derfor: ”Nej, det tager ingen tid! Halv fem lyder perfekt, jeg glæder mig allerede.”

  ”Samme her,” svarede han, hvilket fik en masse sommerfugle til at blafre rundt i maven på mig. ”Så ses vi der, ikke?

  Jeg nikkede og stoppede så igen mig selv med rullende øjne for i stedet at sige: ”Jep, det gør vi.”

❄❅❄

Der var koldt i Londons gader i dag. Som jeg begav mig hen mod parkens indgang, kunne jeg ikke lade være med at lægge armene beskyttende omkring mig selv for at holde lidt på varmen. Det virkede næsten umuligt, for den kølige brise formåede alligevel at komme ind under huden på mig og få en let klapren frem i mine tænder. Trods jeg var varmere om hjertet, end jeg havde været længe, var hver eneste af mine vejrtrækninger besværede, fordi luften var så kold, at den virkede en smule for frisk. Det var som at spise en halspastil, når man ikke var forkølet – det var helt underligt og svært at vænne sig til det pludselige temperaturskift. Og selvom jeg efterhånden havde gået i fem minutters tid, havde jeg ikke helt affundet mig med december måneds triste, men samtidig hyggespredende ansigt.

  Der var ikke mange at se i parken i dag. Det foruroligede mig en smule, fordi mørket så småt havde sænket sig over hele England, men tanken om, at Niall også ville komme, trøstede mig en smule og fik mig til at bevare roen, selvom min trang til at løbe langt væk og gemme mig fra de mange monstre, mørket lod til at gemme på, ikke var mindre. Den ville nok altid være der til at hjemsøge mig en smule.

  Netop fordi det var så lang tid siden, jeg sidst havde været ude, virkede træernes skygger mere skrækindjagende, og jeg tog mig selv i at forestille mig, at grenene rakte ud efter mig som for at trække mig tilbage med sig, tilbage til Bristol, tilbage til ham, tilbage til mit mareridt. Selvom jeg ikke ligefrem flippede ud over, hvordan her så ud, når det var sent, var tankerne der stadig. Paranoiaen. Godt nok følte jeg mig ikke helt så overvåget, som jeg tidligere havde gjort, men der ville nok altid være den lille del af mig, der frygtede.

  Jeg vidste, jeg ikke burde blive ved med at tænke så meget over tingene, men kunne på den anden side ikke slippe det. Tankerne blev ved med at køre rundt i mit hoved, og jo flere sekunder der gik, desto mere fik jeg lyst til at tage tilbage til boligen med et afsnit af How I Met Your Mother og en dampende kop te. Det var, hvad jeg havde brug for lige nu.

  Før jeg nåede at overveje det yderligere, hørte jeg et ”Hey!” og da jeg vendte mig om, blev jeg mødt af nogle venlige, blå øjne, der tilhørte ingen anden end Niall. Han var iført en mørkebrun trenchcoat, der overraskende nok klædte ham, trods jeg aldrig havde troet, jeg ville se ham med sådan en på. Sammen med de lyseblå cowboybukser og brune lædersko virkede han som et helt nyt menneske, en dreng jeg ikke kendte. (Og det gjorde jeg vel egentlig heller ikke – i hvert fald ikke totalt godt).

  ”Hej, Niall,” svarede jeg og var denne gang forberedt på, at han ville trække mig ind i en omfavnelse. Det føltes rart, varmt. Trods vi stod ude i det fri, var hans duft kraftig, og den mindede mig om vores første møde. Der havde han nemlig også haft den på.

  Det var, som om jeg pludselig kunne mærke min krop igen efter at have været herude i så lang tid (eller lang tid og lang tid, ti minutter). Det overraskede mig, at han endnu ikke var en istap som mig – men det var måske også grundet det faktum, at han var kørt herover, mens jeg havde gået. Det var i hvert fald dejligt at have en levende sjæl i nærheden af mig igen, mærke nogens varme mod min kolde, lille, skrøbelige krop.

  ”Har du det fint?” spurgte han og sendte mig et smil. ”Du ser virkelig ud til at fryse. Har du brug for at låne min jakke eller noget?”

  Jeg rystede straks på hovedet og gengældte så hans gestus. ”Nej, det er okay. Sådan er det altid med mig om vinteren – mine kinder bliver så røde, at det næsten ikke er til at forstå.”

  ”Du ryster helt,” bemærkede han bekymret og trak mig ind til ham for derefter at køre sin højre arm op og ned ad min arm. Selvom det ikke just fik mig til at fryse mindre, var det en sød tanke, og jeg var i hvert fald ikke meget for at bede ham stoppe. Det var behageligt. ”Er du sikker på, du ikke vil låne min jakke?”

  ”Ja,” forsikrede jeg ham om, ”det er helt fint.”

  Jeg kunne godt lide at være i nærheden af ham. Det var efterhånden ved at være ret tydeligt, men jeg havde alligevel ikke lyst til at stoppe med at fortælle mig det krystalklare. Jo flere gange mine tanker mindede mig om det, jo gladere blev jeg, og derfor fandt jeg mig selv med den tanke i hovedet flere gange om dagen, trods jeg snart burde have fået nok. Men jeg kunne virkelig godt lide det, den måde han fik mig til at føle på. Det var til at blive afhængig af.

  ”Lad os sætte ned,” foreslog han og gennede mig hen mod den nærmeste bænk, som jeg, selvom den så langt fra indbydende ud med den forfrosne træoverflade, villigt satte mig til rette i.

  Man skulle tro, det ville være forfærdeligt, nu hvor jeg i forvejen frøs som ind i helvede (selvom helvede vel var varmt?), men tværtimod. Jeg kunne virkelig godt lide det. Og som jeg lænede mit hoved mod Nialls skulder, havde jeg en stor trang til at lukke øjnene og falde i søvn til hans rolige vejrtrækning. Jeg lod dog være. Det var nok det sidste, jeg havde lyst til, for så ville han for alvor få indtrykket af, at han var så kedelig, at man kunne falde i søvn til hans snak.

  De ting, jeg gerne ville tage op med ham, lå langt væk. Der var en lille del af mig, der stadig skreg, at det var nu, jeg skulle konfrontere ham med alt det vedrørende April, men jeg havde ikke lyst. Jeg havde ikke lyst til at spolere det her perfekte øjeblik med et eller andet, der måske var en totalt opblæst ting. Jeg havde erfaret, at jeg overtænkte alt, alt for meget, og derfor var det vigtigt ikke at lade det ødelægge alle de her små, smukke øjeblikke i mit liv. Jeg kunne vel altid vente med at sige noget til ham.

  ”Har du nogensinde lagt mærke til, hvor smuk himlen egentlig er?” mumlede Niall ned mod mit øre med sin beroligende, hæse stemme. ”Hvordan skyerne, der bevæger sig med vinden, nogle gange skygger for månen og sætter dens evne til at lyse verden op på prøve ved at sløre den med sin tåge?”

  Han havde ret. Det var smukt, uden tvivl. Den måde, de mange skyer så ud til at danne en kreds omkring månen på, selvom de slet ikke gjorde det, var beundringsværdig. Jeg havde altid elsket månen. Som lille havde jeg taget mig selv i at sidde sent om aftenen og betragte den, at imens jeg havde spejdet efter nogle stjerneskud. Men jeg havde aldrig set et.

  ”Jeg har aldrig tænkt over det på den måde,” mumlede jeg som svar og blinkede to gange for at klare mine tanker en smule op. Jeg kunne mærke, at hans dæmpede måde at snakke på var begyndt at påvirke min evne til at holde mig vågen, trods jeg havde fået over otte timers søvn i nat. ”Nogle gange har jeg sådan lyst til at tage et billede af det, selvom jeg ikke er den fødte fotograf. Jeg har prøvet at gøre det før, men jeg føler bare ikke, mit kamera kan fange skønheden på helt samme måde. Mens mine øjne kan se fuldmånen så tydeligt, er den kun en lille prik på min skærm. Det er simpelthen bare så underligt.”

  ”Jeg kan godt følge dig.” Hans hånd fortsatte med at køre op og ned langs min arm, og jeg spurgte mig selv, om han mon selv var klar over, at han gjorde det, eller om det var noget helt instinktivt, noget han bare gjorde, fordi han af natur var sådan en kontaktsøgende person. ”Jeg er heller ikke den helt store fotograf selv.”

  Selvom jeg gjorde alt for at lade være, hørte jeg mig selv slippe en latter ud. Det virkede forkert i denne situation, fordi det helt klart ville rive os ud af stemningen, men at snakke om månen var bare sådan en underlig ting. Jeg vidste godt, at Niall var sangskriver og sikkert derfor var ualmindeligt dyb og brugte metaforer, når han snakkede, men det gjorde ikke, jeg selv kunne spille med. Jeg ville gerne kunne det, for det havde April sikkert været i stand til, men det virkede ikke helt som noget, jeg ville gøre.

  ”Hvad griner du ad?” spurgte han mig med et skævt smil og vendte sit ansigt mod mit.

  Jeg rystede på hovedet som for at sige, det ikke var noget, men han stirrede fortsat på mig med et undrende blik, jeg ikke helt kunne tyde, og til sidst måtte jeg give mig. ”Det er bare så underligt at snakke om månen.”

  ”Jeg troede, jeg var den eneste, der havde det på den måde,” sagde han så til min lettelse. ”Jeg aner ikke, hvorfor jeg bragte det på bane, for sådan noget snakker jeg altså ikke om normalt. Det er vist bare, fordi jeg er lidt nervøs – jeg begynder altid at snakke volapyk, når jeg er nervøs.”

  ”Er du nervøs?” spurgte jeg overrasket med rynkede bryn og løftede mit hoved fra hans skulder. ”Hvorfor er du det?”

  ”Jeg ved ikke …” Han grinede, men den måde, hans latter hakkede smule på, virkede anstrengt, som om han prøvede at skjule sin usikkerhed. ”Det er vist bare det at være i nærheden af dig, der gør det. Jeg burde slet ikke være så påvirket af dit nærvær, men det ser ud til, at jeg er det.”

  Jeg blev taget med overraskelse af, hvor hudløst ærlig han var. Mens jeg selv sad og kæmpede med, hvordan jeg dog skulle fortælle ham, at min mission om kun at se ham som en god ven og intet andet var mislykket for groft, var han helt åben omkring det. Jeg gik ud fra, det var en ting, man skulle kunne finde ud af som dreng, siden det også sædvanligvis var dem, der spurgte piger ud på dates, men aldrig havde jeg troet, han bare ville sige det sådan, uden lige. (Rettere sagt: Aldrig havde jeg troet, han overhovedet ville sige det, for så ville han være nødt til at føle nogle af de samme følelser, jeg følte for ham, og det virkede udelukket).

  Jeg kunne mærke mig selv rødme, som hans ansigt nærmede sig mit. Hans ånde var som altid svimlende, men på en god måde, og for en gangs skyld tillod jeg mig selv at lade mit hoved snurre en smule over hans berusende duft. Det her øjeblik virkede ikke helt rigtigt, det virkede underligt, at han pludselig så på mig, som jeg så ham, når han så længe havde elsket hende, men jeg havde ikke lyst til at dvæle ved den tanke. Der var stadig den lille del af mig, der blev ved med at sige til mig, at jeg skulle passe på, fordi jeg ellers ville ende med at blive såret, men jeg havde ikke lyst til at bekymre mig selv med det. Der var kun ham og mig.

  Det var i hvert fald, hvad jeg troede, indtil en lyd af nogle knækkende grene trak mig ud af mine tanker. Den havde ikke været særlig højlydt, men nok til at jeg havde hørt det og nok til at sætte alle mine alarmberedskaber i gang.

  ”Hvad var det?” spurgte jeg og satte mig op, imens jeg spejdede rundt i mørket. ”Hørte du også det?”

  ”Nej, hvad er der galt?” Han kløede sig forvirret i håret. ”Jeg tror altså ikke, der er nogen.”

  ”Jamen …” Jeg slog hjælpeløst ud med armene. ”Hørte du det slet ikke?”

  ”Hvad hørte jeg? Jeg tror bare, det var et dyr eller noget, rolig nu. Der er jo vildt mange egern her i London.” Han lagde igen en arm omkring mig, og selvom den burde gøre mig mere rolig, kunne jeg ikke lade være med fortsat at kigge ud mod træerne.

  ”Det var der lige før, jeg er helt sikker!” insisterede jeg.

  Han strammede sit greb om mig og kiggede så indtrængende på mig. ”July, der sker dig ikke noget.”

  Jeg ville formentlig have ladet hans ord berolige mig, hvis ikke jeg havde hørt lyden endnu en gang. Denne gang lød det som en masse visne blade, der blev trådt på, og som endnu en gren knækkede, fór jeg op at stå med et panisk ansigtsudtryk. ”Han er her!” skreg jeg og stirrede med store øjne på en uforstående Niall. ”Han er kommet efter mig!”

  ”Hvem?” spurgte han med rynkede bryn. ”Hvem er efter dig?”

  ”Jeg vidste, det var for godt til at være sandt,” mumlede jeg og begyndte at gå i cirkler, som om det ville læse noget, imens jeg kunne mærke tårerne presse på. Endnu en gang hørte jeg bladene rasle faretruende, som for at advare mig mod det ukendte. ”Jeg vidste det.”

  ”Forklar mig, hvad der er galt,” fortsatte han, og hans blik var fyldt med bekymring, idet han rejste sig, kun for at se mig rykke flere skridt tilbage. ”Du er nødt til at sige noget.”

  ”J-jeg kan ikke blive her længere,” hviskede jeg stille. ”Han er her for at tage mig med tilbage. Jeg vil ikke tilbage, Niall …”

  ”Shh, der sker ikke noget, okay? Slap af, det er bare mig. Ingen anden. Der sker ikke noget.” Han holdt armene op foran sig som et tegn på, at han ikke havde tænkt sig at skade mig, men det, han ikke vidste, var, at jeg ikke bare var en eller anden sindssyg, der pludselig troede, han var en anden person. Det var jo ikke ham, jeg prøvede at flygte fra.

  Jeg trådte flere og flere skridt tilbage, alt imens jeg rystede på hovedet. ”Jeg er nødt til at komme væk fra ham, før det er for sent,” sagde jeg så og bevægede mig yderligere to meter hen mod udgangen og væk fra Niall. Selvom jeg ikke havde lyst, vidste jeg, jeg var nødt til det.

  Idet jeg mærkede en hånd gribe fat i min ryg, begyndte jeg at skrige højlydt og slå voldsomt ud med armene. ”Slip mig! Slip mig, slip mig, slip mig!” skreg jeg med tårer løbende ned ad kinderne, inden jeg begyndte at løbe. Bag mig hørte jeg Niall råbe desperat efter mig, men det var for sent. Og der vidste jeg, jeg ikke ville komme til at se ham igen. For jeg blev nødt til at tage væk fra London, væk fra alt det, der først nu var begyndt at virke velkendt.

  ”July, hvad laver du?” Jeg kiggede tilbage for at se den lyshårede dreng løbe efter mig, men jeg havde ikke tænkt mig at stoppe. Om jeg så følte noget for ham eller ej, så havde jeg ikke tænkt mig at lade Blake ødelægge alt igen. Han skulle ikke få magten over mig endnu en gang.

  Så jeg løb. Og jeg løb. Og jeg løb, og jeg løb, og jeg løb, og jeg løb. Og sådan blev det ved, selv da mine lunger næsten ikke kunne holde til det længere, og jeg havde lyst til at falde om. Mit hoved dunkede voldsomt, og en underligt skinger lyd kimede i hele mit hoved og fik mig til at knibe øjnene sammen, men ikke desto mindre blev jeg ved med at bevæge mine ben, som om det var alt, jeg var programmeret til at gøre.

  Jeg lagde ikke mærke til, at jeg havde sat farten ned, før jeg pludselig mærkede et stramt greb om mit håndled, der fik mig til at slå ud efter personen. Efter det slap et højlydt skrig ud af min mund, og jeg begyndte at sprælle voldsomt med kroppen, men uden noget resultat. Alle mine lemmer rystede som aldrig før, og selvom jeg blev tysset på, fortsatte mine udbrud. Flere forskellige ansigter blev blandet sammen i mit hoved, og det var der, det hele begyndte at udspille sig i mit hoved.

  ”Du burde skamme dig!” skældte han i et hårdt tonefald. ”Når du lærer at blive en god kæreste igen, kan det være, jeg lader dig komme ud. Men indtil da bliver du herinde. Er det forstået?”

  Jeg nikkede, selvom jeg havde alt andet end lyst til det. Det var trods alt min skyld, at jeg havde glemt alt om at fortælle ham, at jeg ville arbejde til sent i dag. Jeg skulle have lavet mad til ham, som jeg altid gjorde, sørget for ham. Det var kun fair, at han lod mig bøde for, hvad jeg havde gjort, så jeg kunne lære af mine fejl. Jeg burde virkelig skamme mig over at være sådan her.

  Da jeg mærkede noget koldt og metallisk lukke sig om mit håndled, kom jeg med et udbrud, men en hånd for min mund stoppede mig straks. ”Du holder kæft, gør du,” blev der hvæset mod mit øre, og selvom jeg ikke kunne se ham, vidste jeg, at han rynkede på næsen, som han altid gjorde, når han var vred. Jeg sank en klump.

  ”H-hvad laver du?” spurgte jeg ham stille, imens en tåre forlod min øjenkrog. Jeg havde lyst til at tørre den væk, fordi jeg vidste, han hadede at se mig græde, men kunne på den anden side ikke gøre det, fordi han havde begge mine hænder i et stramt greb.

  ”Tom lånte mig et sæt håndjern,” betroede Blake mig og sendte mig et smil, der langt fra nåede de formørke øjne, ”og du er den første, jeg vil prøve dem af på. Jeg håber, du har det fint med det.”

  Jeg prøvede at trække mig væk, men fik ikke andet ud af det end et endnu strammere greb, der garanteret ville efterlade et blåt mærke. ”Hvad mener du?” mumlede jeg uforstående, og mine flakkende øjne mødte hans.

  ”Jeg håber, du lige har spist,” sagde han, og jeg hørte et klik, da jeg blev tvunget ned mod gulvet, ”for du bliver her de næste par timer, indtil du har fattet, hvad du har gjort.”

  Han rettede sig op, og jeg mærkede grebet løsne sig, samtidig med at en sten i min mave forsvandt, idet jeg troede, at han havde tænkt sig at lade mig slippe med lidt dårlig samvittighed. Det var dog, indtil jeg prøvede at nærme mig ham, for i samme øjeblik gik det op for mig, at han havde lænket mig fast til sit skrivebord.

  ”Hvad laver du?” gentog jeg, denne gang i en oprørsk tone. ”Hvad fanden har du gang i?”

  Men han svarede mig ikke. I stedet vendte han ryggen til og forlod mig, som var jeg et eller andet dyr, der skulle straffes for at have opført mig dårligt. Jeg havde lyst til at kaste op, både over mig selv og ham. Jeg kunne jo godt se, at det her ikke var normalt, det var ikke, hvad man gjorde i normale forhold. Men man var heller ikke så glemsom, som jeg var, i normale forhold, var man? Det hele lå jo egentlig på mig, det var min skyld. Jeg fortjente det her.

  Idet døren blev lukket, og jeg blev efterladt i et lille lokale, hvor jeg ikke kunne røre mig ud af flængen, begyndte flere tårer at trille ned ad mine kinder. Efterhånden som jeg blev drænet for min kropsvæske, forlod også flere hulk mine læber, og for hvert minut der gik, mærkede jeg mig selv miste mere og mere af min stemme.

  ”Hey …” Jeg blinkede adskillige gange for at se ind i nogle bekymrede, blå øjne. ”July, hvad sker der?”

  ”H-han er her, han er efter mig,” mumlede jeg hæst og mærkede mine arme ryste mod Nialls hænder, der holdt om mine håndled. ”Det var bare et spørgsmål om tid.”

  ”Du er i sikkerhed, det lover jeg dig.” Han gav langsomt slip på mig for i stedet at lade sin ene hånd fange noget af mit hår og køre det væk fra mit tårevædede ansigt. ”Jeg lader ikke nogen gøre dig fortræd.”

  Og det var de sætninger, jeg blev efterladt med i hovedet, da han trykkede sine læber imod mine i et øjeblik, jeg længe have ventet på. Trods jeg var ret sikker på, at mine læber var helt tørre og sprukne, var jeg hurtig til at trække hans krop ind mod min, som om han kunne beskytte mig mod resten af verden. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at vores første kys ville blive sådan her, med en smag af salte tårer og et konfust sind, men jeg kunne alligevel ikke se, hvordan øjeblikket kunne være mere perfekt. For som altid følte jeg mig tryg og sikker i hans nærvær. Og det var det, der fik mig til at komme tilbage efter mere gang på gang.

  Da jeg mærkede ham trække sig, mødte jeg kort hans store, følelsesladte øjne, der afspejlede mine perfekt. Jeg var forvirret, overrumplet af situationen, men i et godt sted. Den måde, hans hænder hvilede mod min talje, var euforiserende og sendte flere stød op igennem kroppen på mig, end de nogensinde havde gjort. Drengen med de smukke ord havde igen efterladt mig helt lamslået og ude af stand til at tale.

  Og så besvimede jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...