Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

278Likes
909Kommentarer
38284Visninger
AA

17. 15. december

Igen fandt jeg mig selv med rynkede bryn, imens jeg sorterede nogle læserbreve. Jeg var på arbejde, men det var godt nok ikke særlig behageligt, for det var, som om folk troede, jeg var et eller andet misfoster eller deres nye projekt, for de kunne ikke holde øjnene fra mig. Og det var ikke på sådan en måde, at de syntes, mit hår var ekstrapænt i dag, de stirrede på mig, som hvis jeg var et eller andet misfoster.

  Clarice havde før fortalt mig, at det var på grund af hende modellen, de havde haft på besøg for noget tid siden, men jeg kunne ikke se, hvorfor de skulle gøre det til sådan en kæmpe ting. Det var bare en pige, intet andet – hvad var grunden til, at det hele skulle blive så opblæst?

  ”Hey, Sam,” sagde jeg, da hun kom forbi, men idet hun fik øje på mig, veg hun forskrækket væk som et dådyr, der frygtede for sit liv. Hendes øjne var vidt opspærrede og flakkede uroligt rundt, og jeg spurgte mig selv, om det var den selv samme pige, der havde været så venlig over for mig for få dage siden.

  Det her havde stået på i ret mange dage efterhånden. I noget tid havde det stilnet af, men nu var det vendt tilbage, og denne gang var det på en endnu kraftigere måde. De prøvede ikke engang at lægge skjul på deres uafbrudte stirren, og det var måske det, der gik mig mest på. For trods de lod til at være helt åbne omkring at syntes, der var noget galt med mig, ville de ikke fortælle mig hvorfor.

  ”Åh, hej!” hilste hun tilbage og lagde vist ikke mærke til, hvordan hendes stemme skælvede enormt meget. ”Jeg har lidt travlt lige i dag, så hvis det er okay, skal jeg videre med arbejdet. Men vi snakkes!”

  Og så skyndte hun sig ellers videre, som om hun var bange for, at jeg ville bide hovedet af hende, hvis hun blev længere. Jeg forstod det ikke. Alt havde været så fint, og lige pludselig … ja, lige pludselig skete der et eller andet, der fik dem til at se anderledes på mig endnu en gang. Det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke vidste, hvorfor de gjorde det.

  Jeg slog igen blikket ned, denne gang en smule nedtrykt og med et suk. Clarice lod også til at have en smule for travlt til at fortælle mig, hvad der foregik, trods hun ikke virkede helt så afvisende som resten af medarbejderne. Som altid var hun venlig og det hele, men jeg kunne se, at hendes travlhed var en undskyldning for at slippe for at være i nærheden af mig.

  Imens mine øjne kørte hen over linjerne på de mange læserbreve, kunne jeg ikke lade være med at tænke på alle de ting, der var begyndt at krakelere i det her ellers så fantastiske, nye liv. Nu havde jeg fået smagt alt det søde ved det – hvordan jeg med det samme havde fået et job og så oven i købet hos Vogue, hvordan Torrance bare sådan havde opsøgt mig, og hvordan Niall var alt, jeg nogensinde havde drømt om – så det var sikkert på tide, at alt det bitre kom mig i møde.

❄❅❄

Det var et opkald fra Blake, der for alvor vendte op og ned på mit nye liv. Da jeg hørte lyden af Marimba blive afspillet, gik jeg straks ud fra, at det var Torrance eller Niall, der ringede, men som skærmen lyste op i form af et billede af ham, begyndte det at vende sig rundt i hele min mave, og jeg fortrød pludselig at have spist så meget til frokost.

  Som jeg fortsat stirrede på min skærm og overvejede, om jeg burde tage den eller ej, kørte en tanke igennem mit hoved. Han ringer først nu. 15 dage senere. Er han virkelig så ligeglad? Det virkede sådan – han havde vel formentlig bare ikke haft tid til at bekymre sig for mig, for det var jeg ikke vigtig nok til. Eller hvad? Elskede han mig virkelig ikke?

  Jeg havde hele tiden været overbevist om, at grunden til, at han havde behandlet mig, som han havde gjort, var, at han simpelthen ikke kunne vise sine følelser ordentligt, og at selvkontrollen var så svær at holde styr på. Aldrig havde jeg bare overvejet, at det, der havde medført de mange ar og blå mærker på min krop, var blevet gennemført med ingen gode hensigter overhovedet. Men at dømme ud fra det faktum, at han først havde valgt at tage kontakt nu, var jeg virkelig ikke andet end en dum pige for hende. Det her var vel nok bevis.

  Jeg lod den ringe. Jeg havde ikke lyst til at høre hans stemme eller høre alle de hårde ord, han havde tænkt sig at fyre af, som helt sikkert ville efterlade mig grædende og ude af stand til at gøre andet end at gemme mit hoved i mine hænder. At se en handling fra ham efter så lang tid var uventet – jeg havde slet ikke skænket den mulighed en eneste tanke før nu, og derfor var det med en endnu stærkere kraft, jeg blev trukket tilbage til min fortid. Han havde hele tiden haft mulighed for at kime mig ned med beskeder, men havde ikke gjort det.

  Hovedrystende lagde jeg min iPhone fra mig og støttede mig op ad det bord, jeg stod ved. I så lang tid havde jeg været overbevist om, at det endelig var mig, der havde magten, mig, der var den overlegne, men det havde hele tiden været ham. Jeg var jo stadig den, der blev efterladt med et blødende hjerte, når han ringede, mens han garanteret ikke gjorde andet end at le, netop fordi han var klar over, hvilken effekt det havde på mig. Han forstod i sandhed at bruge det imod mig.

  Hele dagen havde jeg gået rundt og undret mig over alt det med April og Niall. Det virkede simpelthen bare så underligt, at hun næsten lignede mig på en prik (eller, jeg lignede hende) – i hvert fald det, jeg havde set af hende. Og sammen med alt, der pludselig var sket med Blake, var det svært at vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Som det så ud nu, ville jeg aldrig blive den, der betød noget i forholdet, jeg ville altid være giveren. Den svage. Den, der gjorde mest for at få det hele til at fungere. Og jeg var efterhånden ved at være godt træt af det.

  Det var længe siden, jeg sidst havde set Torrance. De seneste par dage havde jeg været alt for forgabt i Niall til at tage mig tid til at være sammen med andre, så mon ikke det var en idé at spørge, om hun ikke kunne komme forbi. Egentlig havde jeg virkelig brug for Katherines råd i denne situation, men jeg havde ikke rigtig lyst til at opsøge endnu mere af min fortid – opkaldet fra Blake havde været nok. Jeg vidste, at hvis jeg rakte hånden ud efter Kat bare én gang, ville det blive til en vane, der senere ville gå hen og blive svær at komme af med. Så selvom alt, jeg kunne tænke på, var, at Torrance formentlig også ventede på, at April skulle komme hjem og i virkeligheden ikke kunne være mere ligeglad med mig, fik jeg sendt hende en sms, i håb om at hun kunne få mig i lidt bedre humør.

  Har du tid til at komme forbi? Har virkelig brug for nogen at snakke med.

  Jeg havde heller ikke set Bella i lang tid. Jeg elskede ellers at gå ture i Hyde Park med Torrance, men de seneste dage havde jeg vist været lidt for blændet af Niall til at kunne se, hvad der ellers foregik omkring mig. Alt, jeg havde kunnet tænke på, var ham, men som det så ud nu, havde jeg ikke lyst til at nærme mig Niall foreløbigt. Det var ikke, fordi min interesse for ham var dalet, for den voksede fortsat, men … jeg vidste ikke, om det var klogt at fortsætte på denne måde. Det var ikke en god idé at være så uvidende, men samtidig så villig til at blive lige meget hvad. Selvom han langt fra udstrålede det, var han mystisk. Han skjulte på så mange ting, så mange hemmeligheder – det var, som om jeg kun kendte halvdelen af ham.

  Før der var gået mere end fem minutter, hørte jeg den melodi, der indikerede, at nogen stod uden for døren og ventede på, at jeg skulle lukke op. Straks vidste jeg, at det var Torrance, der formentlig havde set min sms og nu kom for at redde mig fra mine tanker – eller, det var i hvert fald, hvad jeg håbede.

  Heldigvis kunne jeg slå fast, at det bare var Torrance, da jeg fik øje på hendes høje skikkelse gennem dørøjet. Hun så glad ud, smilende. Det var næsten så mange dage siden, at jeg helt havde glemt, hvordan hendes humør smittede af på mig, for som jeg åbnede døren, var det med et træk i smilebåndene.

  ”Hvor er det godt, du kunne komme. Seriøst, tusind tak,” sagde jeg og trak hende ind i et kram, som jeg havde savnet alt for længe.

  ”Det manglede da bare.” Hun trak sig med varme øjne, så jeg kunne se hende ordentligt. I dag var hun iført et par sorte bukser og en rødternet skjorte, der fremhævede hendes tynde talje – det var intet helt stort, men så alligevel helt vildt flot ud på hende. Den røde læbestift på hendes læber var desuden prikken over i’et, fordi den sammen med den sorte mascara og eyeliner matchede resten af hendes outfit helt perfekt. ”Hvad vil du gerne om? Der er ikke noget galt, vel?”

  ”Tja,” mumlede jeg, imens vi gik ind stuen, hvor vi begge slog os ned, ”der er det, at alle mine kolleger her for tiden opfører sig underligt over for mig. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg husker ikke at have gjort noget, men de kan simpelthen bare ikke lade være med at opføre sig underligt. De stirrer altid så mærkeligt på mig, som om jeg ikke er et helt normalt menneske.”

  Hun rynkede panden. ”Det lyder godt nok besynderligt … har du spurgt dem om hvorfor?”

  ”Ja, men de svarede ikke det helt store. Altså, deres svar levede ligesom ikke helt op til den store ting, de gør det til, så jeg forstår det bare ikke. Sådan nogle folk på Vogue burde da kunne opføre sig professionelt i stedet for at gøre det hele til et teenagedrama. Jeg har det, som om jeg går i skole igen.”

  ”Jeg forstår dig godt,” sagde hun så. ”Bare lad være med at tænke alt for meget over det, for nogle folk kan være så fordomsfulde, og hvis man lader dem få en ned med nakken, vil det alligevel ikke gøre det bedre. Bare lad, som om du er ligeglad, lad ikke deres opførsel påvirke dit selvværd. Hvis de har lyst til at nedstirre dig, så lad dem gøre det.”

  ”Det er egentlig ikke, fordi de påvirker, hvordan jeg ser mig selv, det er bare så underligt. Alle de folk, jeg er blevet gode venner med, lader også til at skjule et eller andet, og det er så frustrerende, at jeg ikke ved hvad og hvorfor.”

  Hun lagde trøstende en arm omkring mig og sendte derefter et smil til mig. ”Op med humøret, ikke? Jeg er sikker på, det bliver bedre. Jeg ved, det nogle gange kan være rigtig svært ikke at lade ordene gå dig på, fordi du har sådan et sårbart hjerte, men for at klare sig ude i verden er man nødt til at lade sådan noget prelle af. Jeg synes, du burde tage en snak med dem på kontoret og få alle kortene på bordet, for det går jo ikke, at du bliver ved med at bekymre dit hoved på denne måde. Spørg ind til, hvad der er galt, så du kan få svar på alle de spørgsmål, du går inde med. Det er det bedste at gøre.”

  ”Du har nok ret,” sukkede jeg. ”Tak.”

  Jeg pillede lidt ved mine negle, der var så lange, at de sikkert snart ville knække alle sammen. Jeg fandt det sjovt, at folk altid snakkede om, at piger var svage, fordi de ikke kunne håndtere en knækket negl, fordi jeg netop var en af de mennesker, der slet ikke kunne holde sådan noget ud. Hvis jeg knækkede en negl, blev jeg så besat af at file den lige og pæn igen, at jeg endte med at gøre det næsten helt ned til roden, så jeg hadede, når sådan noget skete. Jeg burde nok også snart få klippet de negle – inden det blev for sent.

  ”Der er en ting til,” sagde jeg efter noget tid og kiggede op. ”Du husker vel godt den dreng, jeg tidligere har fortalt dig om, ikke?”

  Straks blev hendes blik lettere drilagtigt. ”Selvfølgelig gør jeg det! Og du har stadig ikke fortalt mig, hvem det er, så jeg er ved at gå til af nysgerrighed.”

  Jeg smilede skævt. ”Du må vente lidt endnu,” fortalte jeg hende, ”for jeg har ikke lyst til at fortælle dig om en dreng, hvis jeg alligevel aldrig bliver mere end en ven for ham.”

  Lige så hurtigt som smilet var kommet, forsvandt det og efterlod en bekymret grimasse. ”Åh … det er jeg ked af at høre. Hvad er der da sket?”

  Hendes spørgsmål blev besvaret med et let skuldertræk. ”Der er egentlig ikke sket særlig meget – tror jeg … det er bare, fordi jeg er kommet lidt i tvivl om, hvorvidt han kan lide mig eller ej. Altså, det virker, som om han bare ser mig som en ven, og det har jeg det egentlig også fint nok med, men nogle gange føler jeg mig så værdiløs. Han er stadig i sorg over sit brud med sin kæreste eller ekskæreste, som hun trods alt nu er, og nogle gange føler jeg bare, jeg ikke er andet end en billig erstatning. Jeg har mange af de samme kvaliteter som hende, så det er lidt, som om han kun kan lide mig af den grund.”

  ”Jeg kan ikke se, hvorfor han ikke skulle kunne lide dig for at være dig. Du er jo sådan en fantastisk person – ikke nok med at du er så sød og uselvisk, så er du virkelig smuk. Det må du ikke glemme, vel? Du skal ikke undervurdere dig selv så meget, for folk, der har dig i deres liv, skal føle sig heldige. Det gør jeg altså, virkelig, og selvom vi kun mødtes ved et tilfælde, synes jeg, det er vigtigt at lade dig vide, at du er mere end bare en eller anden pige, der har overtaget Aprils bolig. Du betyder mere end det.”

  Selvom hendes ord fik mig til at smile, vidste jeg ikke, om jeg kunne tro helt 100% på dem. Hvis der var noget, jeg havde lært af at være en pige, var det, at veninder altid roste hinanden lige meget hvad – jeg vidste ikke, om hun virkelig mente, jeg var køn, for man sagde det efterhånden så ofte, at det ikke længere havde den store betydning. Torrance var dog smuk i mine øjne, ingen tvivl om det – men jeg følte slet ikke, jeg var nær hendes liga og kunne derfor ikke forestille mig, hun snakkede sandt og mente sine ord. Jeg var jo bare mig.

  ”Jeg ved bare ikke, om jeg bør blive ved med at prøve – om jeg burde fortsætte med at tilbringe tid sammen med ham, når det virker så håbløst.”

  ”Hør, intet er håbløst, okay?” Hun lagde to hænder på mine skuldre og kiggede dybt ind i mine øjne. ”Det må du aldrig sige, July. Hvis han gør dig trist og får så meget tvivl til at nage dig, bør du uden tvivl droppe ham, for så er han det ikke værd. Men hvis han gør dig glad og får dit hjerte til at banke bare ved at røre ved din arm, så tag dog chancen, mens den er der! Han vil ikke vente for evigt, så gør noget – snak med ham om det. Fortæl ham, hvad du føler. Lad ikke alle de negative tanker stoppe dig i at genfinde kærligheden.”

  Jeg vidste, hun havde ret i alt det, hun sagde. Jeg havde egentlig ikke forventet, at hun ville sige, jeg skulle give op, for det var ikke, hvad hun gjorde. Hun opmuntrede mig altid til at få, hvad jeg ønskede, og det var vel i bund og grund også derfor, jeg havde kontaktet hende. Hun var så motiverende, hun gav mig altid håb. Hun fik mig til at føle mig mindre som en sølle pige og mere som en rigtig kvinde, og selvom følelsen ikke holdt særlig længe, var den der. Hver gang hun sagde sådan noget, kunne jeg mærke mig selv blive stærkere, komme mere oven på alt, der var sket. Det ville helt klart tage en masse tid at bygge min psyke op igen efter alt det med Blake, men jeg var godt på vej, kunne jeg mærke.

  ”Tak,” sagde jeg taknemmeligt og gav hende et kram, så duften af Daisy af Mark Jacobs fyldte mine næsebor. ”Det var virkelig det, jeg havde brug for. Du har altid de rette ting at sige.”

  Hun var hurtig til at stramme sit greb om mig, og jeg kunne mærke hende trække lidt i smilebåndene. ”Det manglede da bare.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...