Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36839Visninger
AA

16. 14. december

Der duftede uvant, da jeg med et svagt støn slog øjnene op for at møde det hvide loft. Mine vejrtrækninger var dybe og tunge, øjenlågene føltes som bly, og min hjerne fungerede ikke just korrekt. Jo længere tid der gik, desto mere gik det dog op for mig, hvor jeg befandt mig. For jeg befandt mig hjemme hos ham. I hans seng. Indhyllet i hans duft.

  Det tog mig altid en evighed at komme til mig selv efter en lang nats søvn. Eftersom jeg drømte så meget, endte jeg altid med at vågne forvirret og overbevist om, at jeg endnu drømte – at det her var min drømmeverden, selvom jeg pludselig ikke befandt mig i det samme scenarie. Det var altid så svært at skelne mellem virkeligheden og drømme de første ti sekunder, efter jeg var stået op. Sådan var det med mit hoved om morgenen. Jeg ville gerne ændre på det, men kunne bare ikke. Jeg havde prøvet og prøvet, men det endte altid med, at jeg den næste dag igen sad med et snurrende hoved og rynket pande.

  ”Ser man det, Tornerose er stået op.” Jeg kiggede hen mod døren, hvor jeg blev mødt af en lyshåret dreng, jeg genkendte som Niall. Han var iført et par løse, lysegrå joggingbukser og en hvid T-shirt, og så var hans hår helt uglet og stak til alle sider, men jeg kunne godt lide det. ”Godmorgen.”

  ”Godmorgen,” sagde jeg stille, ude af stand til at stole på min egen stemme. Den var så lille og lys, så skrøbelig. Det var vist stadig ikke gået op for mig, at jeg ved et uheld var faldet i søvn hjemme hos Niall. Jeg huskede ikke engang hvordan eller hvornår. ”Du må altså virkelig undskylde, at jeg faldt i søvn i går, det var slet ikke meningen. Hvad skete der?”

  Han trak let på skuldrene. ”Jeg var i gang med at spille endnu en af mine sange for dig, da jeg mærkede noget ramme min skulder, som så viste sig at være dit hoved. Det ser ud til, at du var ret søvnig i går.”

  ”Mon ikke,” mumlede jeg og havde lyst til at slå mig selv i hovedet. Nu havde han jo fået det indtryk, at hans musik var så kedelig, at man kunne falde i søvn til den, og sådan forholdt det sig jo ikke – hans stemme var bare så blød og beroligende, at den var helt perfekt til vuggeviser. Jeg kunne næsten se ham for mig som far lulle sin syvårige søn i søvn. ”Det er jeg altså virkelig ked af. Hvor har du dog sovet henne?”

  ”Bare på sofaen,” svarede han, ”og før du får endnu dårligere samvittighed, så er det altså en sovesofa, så det var slet ikke så slemt. Du skal ikke bebrejde dig selv for noget, det er helt okay.” Han sendte mig et stort smil. ”Jeg er bare glad for, at du fik dig en god nats søvn. Det virker, som om du havde brug for det.”

  Jeg nikkede. Det var rigtigt nok, for alle de drømme havde simpelthen taget på så meget af min energi. De havde slidt mig ned og fået mig til ikke at kunne overskue noget, trods jeg altid følte mig så overgearet i nærheden af Niall.

  Noget, jeg dog bed mærke i, var, at jeg faktisk følte mig udhvilet for en gangs skyld. Jeg var overhovedet ikke træt og heller ikke særlig bange for at falde i søvn igen – jeg havde slet ikke haft nogen mareridt overhovedet. Nogle dage huskede jeg ikke alle detaljerne af mine drømme, men i det her tilfælde havde jeg simpelthen bare ikke drømt noget ondt. For en gangs skyld havde monstrene inden i mit hoved ikke opsøgt mig i min søvn.

  Jeg vidste, jeg havde drømt noget, men det havde bestemt ikke været ubehageligt. Det var nok første gang i snart to uger, jeg havde følt mig så befriet, så lettet og glad. De mareridt havde efterhånden fulgt mig i hele december, og månederne før havde de også været ved min side – bare i virkeligheden i stedet i skikkelse af Blake. Så det var sådan en fantastisk følelse at vide, det var ved at blive godt igen. Jeg burde dog nok ikke vænne mig til det – det ville sikkert vende tilbage, nu hvor jeg var så glad. Sådan var det altid med livet. Så snart man tænkte, at alt gik fint, skete der noget dårligt som et tegn på, at man aldrig bare kunne få sin vilje på den måde.

  ”Tak, fordi du lod mig sove her. Det sætter jeg virkelig pris på.” Mit tonefald var taknemmeligt og mine øjne varme. ”Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så frisk. Det gik vist aldrig op for mig, hvor træt jeg egentlig var, før jeg faldt i søvn i går.”

  Tanken om, at han havde båret mig herind, gjorde mig varm om hjertet og blød i knæene. Det var et held, at jeg stadig sad i sengen, for ellers ville jeg højst sandsynligt have væltet og lignet en værre klodsmajor. Jeg havde efterhånden fortalt mig selv en million gange, at jeg ikke burde reagere på denne måde, hver gang jeg tænkte på ham, men det blev sværere og sværere for hver dag, der gik. Der var bare noget over den måde, hans øjne betragtede mig med sådan en omhu, at man næsten skulle tro, jeg var en engel, der fascinerede mig. Han var så fascinerende, så let at blive opslugt af.

  ”Det manglede da bare.” Han gjorde et nik hen mod køkkenet. ”Er du for resten sulten?”

  Jeg rejste mig fra sengen, før jeg bevægede mig hen til ham. Han var meget højere end mig, så jeg blev nødt til at lægge nakken tilbage for at betragte hans smukke ansigt. ”Nu du nævner det, så ja, faktisk. Jeg har det, som om jeg ikke har spist i evigheder.”

  Han klukkede let. ”Tja, den pasta var heller ikke særlig mættende, og nu er det også omkring 12 timer siden. Mon ikke maden er blevet fordøjet nu.”

  Vi begyndte langsomt at begive os hen til køkkenet, hvor der duftede af nybrygget kaffe og hjemmebagte boller. Bare duften var nok til at få min mund til at løbe i vand, men det havde jeg ikke lyst til at vise på ydersiden – jeg havde aldrig haft helt let ved at sige, hvis jeg var sulten eller tørstig, når jeg var hjemme hos en anden. Det var kun, hvis jeg blev spurgt, om jeg ville have et glas vand, jeg takkede ja – jeg spurgte ikke selv om det, selvom jeg nogle gange var ved at dø af tørst. Jeg vidste ikke rigtig hvorfor, for det var ikke noget, mine forældre havde opdraget mig til at gøre, og det var vel heller ikke direkte uhøfligt at sige, man var sulten. Jeg havde bare ikke let ved at sige sådan noget højt af en eller anden grund.

  ”Der er altså ikke det helt store udvalg, skal du være forberedt på,” fortalte Niall mig, da vi stod med fronten mod hans åbne køleskab. ”Jeg har ikke lige fået købt ind til en ordentlig morgenmad, da jeg ikke forventede, jeg ville få selskab.”

  Mit blik scannede alle de forskellige slags pålæg, der lå stablet oven på hinanden. ”Det er helt fint,” sagde jeg så, alt imens jeg betragtede de forskellige oste, der var, og de mange pakker smør, der stod oven på hinanden. ”Der er mange flere ting, end der er hos mig. Jeg plejer altid bare at nøjes med ét slags pålæg, så det her er helt vildt fancy.”

  Jeg havde en stor trang til bare at sætte tænderne i en af de boller, jeg kunne dufte. Det undrede mig, at han stadig følte, ’der ikke var et stort nok udvalg’, når han havde bagt boller og det hele – hvad mere kunne man ønske? Jeg kunne godt se, at der ikke lige var Nutella eller pålægschokolade, men jeg havde aldrig brudt mig om sådan noget til morgenmad alligevel, så jeg var tilfreds med det, man kunne vælge imellem.

  ”Det er jeg glad for, du synes.” Han rettede smilende sit blik på mig. ”Du lever virkelig et enkelt liv, gør du ikke?”

  Hans spørgsmål blev besvaret med et skuldertræk. ”Tja, jeg foretrækker det sådan,” svarede jeg. ”Jeg vil gerne langsomt bygge mit liv op her i London, hvor lang tid det så end kommer til at tage. Jeg har tålmodighed til at vente på, at det hele skal falde ordentligt på plads – lige nu føles bare som den tid, jeg bør holde det simpelt. Måske ændrer det sig i det nye år – der ændrer alt sig vel, gør det ikke?”

  Det sidste blev tilføjet med en sørgmodig undertone. Da jeg sagde det, kom jeg pludselig til at tænke på, at alt virkelig ville blive anderledes der – der ville jeg blive nødt til at flytte væk og aldrig se hverken Torrance eller Niall igen. Jeg ville blive nødt til at starte endnu et nyt liv, selvom jeg kun lige var faldet på plads er, og det gjorde mig en smule deprimeret. Det havde aldrig været meningen, at jeg skulle knytte mig så meget til nogen, men det havde jeg åbenbart alligevel gjort, uheldigvis.

  ”Forandring er godt, men nogle gange er det gode gamle alt, man har brug for. Det sikre.” Imens han sagde det, gjorde han sig umage med at holde vores øjenkontakt, som om den sætning senere hen ville få betydning i mit liv, og hans ansigt var så tæt på mit, at jeg kunne mærke hans varme ånde (som overraskende nok slet ikke lugtede dårligt, trods det var morgen) mod mit ansigt. Jeg vidste dog ikke helt, hvordan han mente det – om han gerne ville have, at jeg blev selv efter nytår, eller at han ønskede April tilbage, fordi hun var det gode gamle.

  ”Øhm, jeg tror lige, jeg skal hente min mobil,” mumlede jeg og kastede et blik ned mod mine fødder. Hver gang realisationen ramte mig, og jeg indså, at han stadig var forgabt i April, kom der en underlig tristhed over mig. Et eller andet sted lå tanken om, at han elskede hende og kun hende hele tiden i mit baghoved, men når mine tanker faldt over det, blev jeg altid så tungsindig. Niall var den, der kunne få mig helt op til skyerne, men samtidig også helt ned i kulkælderen.

  Imens jeg bevægede mig fremad, kørte mine tanker for fuldt tryk, og da jeg stod med min iPhone i hånden på det uvante værelse, der alligevel føltes så hjemligt, bemærkede jeg et indrammet billede stå på det lysebrune skrivebord i den anden ende af lokalet. Det var på tidspunkter som dette, jeg forbandede, at jeg var svagt nærsynet, for jeg kunne ikke se ansigterne. Alt, jeg kunne skimte, var to utydelige skikkelser; den ene med lyst, kort hår og den anden med mørkt, langt. Det var ikke svært at regne ud, at det måtte være Niall og April.

  Som jeg bevægede mig nærmere, begyndte jeg at kunne ane deres glade ansigtsudtryk. De så ud til at grine, og begge deres blå øjne var rettet mod kameraet, så blitzen fremkaldte et lys i dem, som fik dem til at ligne et lykkeligt par, der aldrig havde været oppe at skændes. Og det var vel måske også, hvad de havde været dengang.

  Før jeg kunne nå at komme tættere på, hørte jeg nogen rømme sig bag mig, og jeg vendte mig forskrækket om for at møde Niall med korslagte arme, lænet op ad dørkarmen, trods han ikke så særlig vred ud. Han gik formentlig ikke ud fra, at jeg stod og snagede i hans ting, som jeg åbenbart havde lidt af en tendens til at gøre. ”Morgenmaden er klar. Har du fundet din mobil?”

  Jeg sank en klump. ”Mm-hm,” hørte jeg mig selv mumle, før jeg trådte hen til ham. ”Jeg syntes vist bare lige, jeg så noget på væggen, men det var sikkert bare en flue eller sådan noget.”

  ”Åh!” Straks lød han mere forstående, og hans lettere forvirrede grimasse fra før forsvandt som dug for solen. ”Det kan godt være – der var ret mange af dem her om sommeren, så mon ikke nogle af dem stadig sidder på væggen.”

  Jeg rynkede næsen. Det lød ikke alt for lækkert.

  Da vi endelig nåede ud i køkkenet, trak han endnu en gang stolen ud for mig, og jeg satte mig med et lavmælt ”Tak”. Jeg ville nok aldrig vænne mig til at blive behandlet på den måde – selv ikke hvis jeg fandt en som Niall, når jeg tog væk fra ham og Torrance, ville jeg nogensinde finde det normalt. For mig var ordet ’normal’ definitionen på at tage sig af sig selv og tage imod et par slag nu og da – de var jo velfortjente. Selv nu, to uger efter, forventede jeg det værste ethvert øjeblik.

  ”Jeg bliver lige nødt til at skrive til min chef, at jeg muligvis er lidt forsinket,” sagde jeg undskyldende og lagde min bolle fra mig, inden jeg trak min iPhone op af lommen. ”Jeg havde helt glemt, at jeg skulle arbejde i dag. Det kommer nok til at tage mig lidt tid at komme derover, fordi den offentlige transport aldrig er til at stole på i det her vejr. Der går altid et eller andet galt i december.”

  ”Jeg kan godt køre dig,” tilbød han. ”Jeg skal alligevel ikke noget, så hvis det kan forhindre dig i at komme for sent, vil jeg med glæde gøre dig den tjeneste. Det skylder jeg dig, nu hvor du har holdt mig med selskab så længe.”

  ”Virkelig?” spurgte jeg og lagde langsomt mobilen fra mig igen. ”Det ville seriøst redde mit liv, hvis du kunne gøre det.”

  Han sendte mig et smil. ”Selvfølgelig.”

  Derfra spiste vi lidt i stilhed. Jeg følte, der var noget underligt i luften, men så alligevel ikke. Det havde nok noget at gøre med det billede – jeg kunne simpelthen ikke få det ud af hovedet. Han havde sikkert allerede glemt det og fandt derfor ikke situationen lige så akavet, som jeg gjorde, men jeg kunne ikke slippe det. Jeg var ikke jaloux, det havde jeg aldrig været, men det billede … April …

  Jeg havde aldrig nogensinde set hende i virkeligheden, men det fotografi havde netop bevist over for mig, at vi lignede hinanden. Det var ikke bare lidt, det var virkelig meget – det, jeg havde set af hendes ansigt, virkede så meget som mit. Hun havde ligesom mig mørkt, bølget hår, der virkede sort i nogle belysninger, pandehår, klare, blå øjne (som, jeg kunne forestille mig, hun fik komplimenter for), slanke, men ikke udhulede kinder og lige tænder, der var kommet af brug af ganebøjle. Nu var jeg så efterladt med spørgsmålet: Var jeg virkelig bare en dårligere kopi af April, som han kunne trøste sig med, imens den ægte vare var væk?

  Det gik slet ikke op for mig, at jeg var stoppet med at tygge på det brød, jeg havde i munden, før Niall spurgte mig, om jeg var okay. Hurtigt forsikrede jeg ham om, at alt var fint, selvom en pludselig tvivl havde sneget sig ind på mig og nu fik det hele til at køre underligt rundt. En del af mig blev ved med at fortælle mig selv, at jeg bare overanalyserede det hele, som jeg altid gjorde, og at jeg ikke skulle tænke så meget over det, mens en anden del af mig sagde, det var en god ting at være så forsigtig – man vidste jo aldrig, hvad der ventede en, så hellere være forberedt og på den sikre side. Men jeg havde ikke lyst til at føle mig så værdiløs, som en andenpræmie. Jeg kunne da godt se, hvorfor April var bedre, nu hvor hun var model og det hele, men så foretrak jeg at få fortalt, at jeg ikke var andet end et lille skravl, ligesom Blake altid havde gjort. Hellere sandheden end tusinde løgne, ikke?

  ”Er du sikker på, at du har det fint? Du ser ikke helt ud til at være til stede. Er der noget galt?” Han lagde bekymret sit hoved på skrå. ”Noget, jeg kan hjælpe med?”

  Jeg rystede på hovedet og sendte ham derefter et lille smil. ”Nej, jeg har det altså fint. Jeg faldt vist bare lige i staver – selvom jeg har sovet i så lang tid, ser det ud til, at jeg stadig godt kunne bruge lidt ekstra søvn.”

  ”Du må gerne lægge dig ned og hvile dig i lidt længere tid,” tilbød han, men blev igen besvaret med nogle kraftige ryst på hovedet.

  ”Nej-nej.” Ordene kom lige efter hinanden, som om jeg skulle nå et eller andet, selvom jeg aldrig havde den mindste smule travlt – det var bare, hvad jeg godt kunne lide at tro. ”Faktisk vil jeg bare rigtig gerne på arbejde, hvis det er okay. Jeg tror, det bliver bedre, hvis jeg begynder at foretage mig noget konstruktivt i stedet for at sidde her med dig, hvor meget jeg så end nyder det. Nu, hvor jeg har haft så mange fridage, er det vist på tide, at jeg kommer i gang med at arbejde igen.”

  Han nikkede forstående. ”Så lad os tage af sted.”

  Før jeg kunne nå at blinke, stod han op og rakte mig en tilbydende hånd, selvom det ikke var særlig besværligt at rejse sig – var det gentleman-manererne, der kom til syne endnu en gang?

  ”Tak,” sagde jeg med et smil og tog så imod hans udstrakte hånd, så jeg efter få sekunder stod ved hans side. ”Lad os det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...