Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
37134Visninger
AA

15. 13. december

Endnu en gang fandt jeg mig selv i færd med at læse The Fault in Our Stars, selvom det efterhånden virkede meget usandsynligt, at jeg nogensinde ville blive færdig med den. Den var god, ja, men den faldt overhovedet ikke i min smag. Hver gang mine øjne skannede ordene, var dén ene sætning i mit baghoved: Det er simpelthen så typisk at skrive om kræftpatienter for at snyde sig vej til medlidenhed fra læserne.

  Jeg syntes, at sygdommen passede godt ind i historien, og det var egentlig heller ikke, fordi hans skrivestil ikke levede op til et så alvorligt emne, men det gjorde ikke nogen forskel. Det var ikke længere sådan noget, der appellerede til mig – mon der overhovedet var noget som helst, der appellerede til mig nu? Der kunne få mig til at hungre efter mere og blive op til midnat for at læse færdig? Da jeg opgivende lagde computeren fra mig, virkede det i hvert fald langt fra sådan, for jeg vidste, at Nialls breve ikke talte som ægte læsestof. Men det lod til, at det var sådan nogle fortællinger, der kunne fange mig – men så var spørgsmålet, om der fandtes en bog om en rigtig smuk model med en nar som kæreste, der ikke var helt til at hade alligevel, fordi han bare ikke kunne vise sine følelser ordentligt. Og det var der formentlig ikke. 

  Klokken var næsten seks om aftenen, og jeg havde brugt hele dagen på at slappe af. I dag havde jeg ikke lyst til at gøre meget ud af mig selv, for jeg havde ingen planer. Og det var dejligt. De seneste par dage havde jeg rendt rundt for at have noget at beskæftige mig med, men jeg var ikke særlig afhængig af følelsen af at være stresset længere. For når mine tanker endelig fik lidt pusterum, en pause, var de ikke fyldt med billeder af Blake. Ham havde jeg faktisk ikke skænket en eneste tanke hele dagen, fordi jeg var for optaget af at undre mig over, om Niall mon havde arvet sine lyseblå øjne fra sin mor eller far.

  Selvom jeg ikke kunne lide tanken om det, havde han stjålet den plads i mit hjerte, jeg førhen havde haft reserveret til Blake. Nyt tøj og nyt hår var jeg mere end villig til at byde velkommen i mit liv, men jeg vidste ikke, om jeg brød mig om, hvordan ham, jeg altid havde set som helten i mit liv, ikke længere var det. Jeg vidste ikke, om jeg var klar til så stor en forandring, selvom en lille del af mig vidste, at jeg allerede havde åbnet mit sind for, hvad end Niall og mit forhold ville byde på. Det var måske også bare bedst, at han ikke elskede mig – det virkede alligevel ikke, som om forhold bygget på gensidig kærlighed var de bedste. Der var altid så meget drama, så mange skænderier, så meget sorg, og sådan var det ikke, når man bare var venner. Faktisk havde jeg engang fået fortalt af Katherine, at grunden til, at hun elskede drengevenner, var, at de aldrig blev pigefornærmede over en lille ting og var så afslappede. Jeg kunne godt følge hende, uden tvivl. Hvis der var en forskel mellem piger og drenge, så var det, at piger gjorde en lille fjer til flere tusinde klattende måger. Drenge tog slet ikke livet så seriøst, hvilket vel egentlig var den rigtige vej frem – det var bare om at droppe bekymringen og være glad for, hvad man havde, imens han havde det. Hvis man blev ved med at tænke på fremtiden eller fortiden, ville man i sidste ende slet ikke nå at værdsætte nuet.

  Jeg blev revet ud af mine tanker, da jeg hørte min telefon kime. Jeg var efterhånden blevet træt af at høre på Marimba, hver gang nogen ringede til mig, men brød mig samtidig ikke om resten af ringetonerne, så jeg havde intet andet valg end at blive ved den typiske iPhone-tone – jeg følte, det var lidt for meget at betale for en ringetone på iTunes. Selvom de ikke kostede særlig meget, havde jeg aldrig benyttet mig af hverken App Store (medmindre det gjaldt nogle gratis applikationer) eller iTunes. Hvis jeg gerne ville have musik på min mobil, overførte jeg det fra fysiske cd’er, jeg enten havde derhjemme eller havde lånt på biblioteket, for jeg havde altid foretrukket at kunne røre ved albummerne – sådan havde jeg det også med dvd’er. Trods jeg nu var en hyppig forbruger af Netflix, var der intet, der slog en god, gammeldags dvd-film, som man skulle sætte i sit drev. For hver dag der gik, blev teknologien mere og mere moderne, og selvom det selvfølgelig var meget praktisk at kunne have det hele på sin lille smartphone eller på computeren, ville jeg altid finde det en smule magisk at have de fysiske kopier – og nu var det også billigere at købe dem, fordi man kunne få dem med Netflix, så det var bare en bonus for mig.

  Efter at have fisket mobilen med coveret, der forestillede en mørk stjernehimmel i de smukkeste nuancer, lod jeg mit blik scanne skærmen. Til min overraskelse (og lidt glæde) gik det op for mig, at det var Niall, der ringede. Det var første gang, han havde ringet til mig og ikke omvendt, så selvom jeg gjorde alt for at lade være, tog jeg mig selv i at trække svagt i mundvigene. Jeg havde ikke lyst til at håbe på for meget, men kunne alligevel ikke se bort fra det faktum, at det her var fremskridt. Lige meget hvad jeg gjorde var der den der lille stemme i mit hoved, der priste sig lykkelig for det. Jeg havde helt lyst til at danse og juble af glæde, hvilket forbløffede mig, fordi jeg aldrig havde følt sådan her – i hvert fald ikke i de seneste par måneder. Det var længe siden, jeg havde haft det sådan med en dreng, så det føltes helt som at blive taget tilbage til at være teenager. Imens jeg tog min mobil op til øret, kørte de glade Måske har jeg rent faktisk en chance!-udbrud rundt i mit hoved uden noget tegn på nogensinde at stoppe. For en gangs skyld var det ikke helt ringe at føle sig som en 16-årig forelsket teenager – jeg havde helt glemt de gode sider ved det som den boblende fornemmelse, man fik i kroppen, når man hørte ham grine, eller hvordan det næsten brændte, hver gang han rørte en.

  ”Hallo?” spurgte jeg ind i telefonen med et lidt overdrevent smil.

  ”Hey, July!” blev der hilst. ”Hvordan går det? Hvad har du lavet i dag?

  ”Jeg har det fint, tak,” svarede jeg en anelse roligere. ”Jeg har ikke lavet det helt store. I dag har bare været lidt af en slapaf-dag for mig, og jeg må sige, det er dejligt at kunne få en tænkepause væk fra al stressen. Hvad med dig?”

  ”Jeg har heller ikke lavet det store,” betroede han mig, ”men har du så fået slappet ordentligt af? Er du på dupperne igen?

  ”Det tror jeg da,” sagde jeg med en forvirret undertone. Selvom jeg syntes, det var sødt, at han gik så meget op i mit velvære, var hans spørgsmål også en anelse mærkværdige nogle gange. Det var, som om han kendte til min fortid, siden han altid ville tjekke, at jeg var okay (selvom sammenstødet i går egentlig ikke var grundet det). ”Hvorfor da?”

  ”Jeg er ligesom lidt kommet til at lave for meget pastasalat,” indrømmede han undskyldende, og jeg kunne næsten se ham for mig med de halvrøde kinder og det der smil, han altid havde på læberne, når han skulle lige til at grine, men ikke gjorde det, ”så jeg tænkte på, om du ikke ville komme over? Den er blevet en smule for sur, for jeg kom til at komme alt for meget lime i dressingen, men den er spiselig! Tror jeg.

  Trods jeg indeni skreg som en eller anden skør fan, der netop have mødt sit største idol, holdt jeg min rolige og nu også drilagtige maske på plads, da jeg med et smil svarede: ”Er det ikke en smule kort varsel?” Egentlig var jeg villig til at aflyse alle mine aftaler for at tilbringe tid med ham, men det ville nok få mig til at fremstå en smule desperat, så jeg valgte at lade være med at vise det.

  Jeg var overrasket over, at han igen havde spurgt mig – det var ikke mere end 24 timer siden, vi sidst havde set hinanden, og 24 timer før det havde vi også været sammen, så man kunne vist roligt sige, vi havde tilbragt meget tid i hinandens nærvær, men jeg elskede det. Hvis jeg kunne, ville jeg bruge alle resten af mine dage i december på at sidde ved hans side og synge fjollede julesange, selvom jeg ikke havde talent for at synge overhovedet. Så vidt jeg vidste, var han dog noget af et naturtalent – det kunne jeg i hvert fald forestille mig, hvis han havde været med i et band før i tiden.

  ”Jo, det ved jeg godt, og derfor forstår jeg godt, hvis du ikke lige har tid eller lyst.” Jeg kunne næsten fornemme, at han bed sig i underlæben.

  ”Så er det vist lidt af et held, at mine planer for i dag er ryddede!” fortalte jeg ham. ”Der er intet, jeg hellere vil end at spise alt for krydret pasta med dig. Det lyder som en rigtig hyggelig aften. Sender du mig adressen over sms?”

  Det undrede mig, om han mon sad og smilede lige nu ligesom mig. Jeg havde efterhånden forestillet mig ham reagere til alt, prøvet at se for mig, hvordan det mon var at bo sammen med ham og komme hjem til det store smil og ordene ”Velkommen hjem, skat”. Jeg havde set ham for mig grine ad en komedie, selvom han kun gjorde det, fordi alle hans venner fandt det sjovt. Jeg havde set ham for mig sidde med sit guitarplekter mellem tænderne og en blyant i hånden, som han brugte til at skrible teksten til en sang ned. Jeg havde set ham for mig køre en hånd frustreret igennem sit hår, så det blev helt uglet, og overgangen var blondt til brun blev mere flydende. Jeg havde set ham for mig i efterhånden alle situationer – for det var efterhånden alt, jeg besværede mine tanker med nu.

  ”Jep!” bekræftede han, og mit smil blev større. ”Så ses vi vel?

  Allerede før han havde afsluttet sin sætning, var jeg på vej ud i entréen for at finde min jakke og det røde tørklæde, Katherine altid havde fortalt mig, jeg skulle have på, når der var nogen, jeg ville imponere. I dag virkede som en god mulighed for at teste, om det virkelig klædte mig så meget, som hun mente, det gjorde. Jeg gik ud fra, farven gik godt med mit hår – den var ikke rød på en orange måde, men en slags rød, man fandt på telefonboksene i London. Den var bare en smule mørkere.

  ”Ja, det gør vi.”

❄❅❄

I dag var det min tur til at banke på døren for derefter at komme hænderne ned i lommerne og stirre på mine slidte, mørkebrune støvler. Det var i hvert fald, hvad jeg gjorde, indtil det gik op for mig, at jeg ikke havde mascara på vipperne, og de derfor ikke ville virke ekstralange i kontrast til min hud. De var mørke, ja, men havde altid været en anelse kortere end mange af mine venners. Jeg hadede det, men kunne da i det mindste trøste mig selv med, at de ikke var ligesom en asiats – sådan nogle var for alvor korte.

  ”Godt, du kunne komme,” sagde Niall med et smil, da han havde lukket op for mig. I samme øjeblik trak han mig ind i et kram, og jeg blev taget med overraskelse.

  Det virkede, som om han var en af de der typer, der elskede at være i fysisk kontakt med en anden. Han virkede så kærlig, som en der elskede at ligge på sofaen med armene viklet omkring sin kæreste. Jeg kunne forestille mig, at han havde gjort det meget med April, og at de havde krammet mindst dobbelt så mange gange. Hvis han gjorde det, hver gang han så en person, han kendte bare lidt til, kunne jeg lige forestille mig, hvordan det var med dem, han var meget tætte med.

  Han havde en speciel måde at kramme på. Den måde, han altid lod sine arme hvile ved lænden og begravede sit hoved i min skulder, så man kunne mærke hans ånde ved nakken, fik det til at krible helt ud i mine fingre. Hans greb var så ømt; som om jeg var en ballon, der kunne sprænge ethvert sekund. Han lod altid til at tage ekstrameget hensyn til mig af en eller anden grund – virkede jeg virkelig så skrøbelig?

  ”Fornøjelsen er på min side,” svarede jeg med et smil, da vi endelig trak os fra hinanden. ”Her dufter godt.”

  Jeg hentydede egentlig ikke rigtig til maden, da jeg sagde det, for den kunne jeg slet ikke dufte, men hele hans bolig var fyldt op med hans naturlige duft. Det var ikke den der kraftige aroma, man altid kunne lugte i mandeparfumer, men en mild en, der mindede mig om de grå tæpper, jeg havde plejet at sidde med som lille, når jeg havde befundet mig i mine forældres bil, imens de havde været ude at handle. Det føltes trygt, sikkert. Som om det her var mit andet hjem.

  ”Det er jeg glad for, du synes,” sagde han med et lille grin. ”Flot tørklæde for resten. Det klæder dig virkelig.”

  Så havde Kat altså haft ret.

  ”Mange tak,” mumlede jeg og kunne straks mærke en rødmen snige sig frem i mine kinder. Derfor bukkede jeg mig hurtigt ned for at binde mine støvler op, så han ikke lagde mærke til, hvordan jeg på få sekunder havde forvandlet mig til en tomat.

  Da jeg havde stillet skoene, fulgte jeg med Niall ind i køkkenet, hvor to portioner pastasalat stod klar på det lille, firkantede træbord, der var perfekt slebet. I retten var der tomater, agurker, nogle friske salatblade, majskorn og underligt nok også æbler, hvilket jeg aldrig havde oplevet – at spise æbler med salat virkede så underligt. Jeg havde heller aldrig forstået, hvorfor nogle folk kom jordbær i deres ellers så grønne salat. Så hellere nyde dem med en skål flødeskum.

  ”Du skal være forberedt på, at pastaen muligvis er blevet en smule kold af at stå på bordet i al den tid,” sagde han i et undskyldende tonefald. ”Jeg håber, det smager fint alligevel.”

  ”Det er jeg sikker på, det gør!” forsikrede jeg ham om og blinkede med det ene øje.

  Derfra gjorde han noget uventet: han trak stolen ud for mig. Jeg havde altid set, hvordan folk gjorde det på film, men havde aldrig i sinde forestillet mig, at man også gjorde det i virkeligheden. Det virkede alt for drømmeagtigt, lidt for meget som noget, en prins ville gøre for en prinsesse. På mange måder fandt jeg det latterligt, men som Niall sendte mig et charmerende smil og sagde: ”Damerne først,” blev mine tidligere fordomme visket bort og erstattet med begejstring.

  Da han selv havde sat sig over for mig, gav han tegn til, at jeg kunne begynde at spise. Mine forældre havde altid fortalt mig, at det var ubehøvlet at begynde at spise uden at have fået lov først, og det var derfor, jeg blev nødt til at vente tålmodigt på tilladelsen, før jeg kunne tage den første bid. Eftersom jeg var blevet opdraget til at gøre det, var det ikke just svært at komme af med. Mine veninder i Bristol havde altid fundet det en smule underligt og mente, jeg var en kontrolfreak, og jeg kunne godt se, hvordan det af og til kunne være lidt besværligt ikke at kunne få sig selv til at spise som den første, men sådan var det vel bare med høfligheden. Og det var altid en god ting at have gode manerer.

  Niall havde ret i, at retten havde fået alt for meget lime. Det var ikke, fordi smagen gav mig lyst til at rynke på næsen og knibe øjnene sammen, men den sure smag skar ligesom igennem hele retten. Man kunne ikke smage andet end limesaften, selvom jeg kunne regne ud, at han havde prøvet på at redde sin ret ved at tilsøle den i olivenolie. Pastaen var nemlig helt fedtet og fik mig til at undre mig over, om jeg mon ville tage flere kilo på af det her. Jeg tænkte aldrig på kalorier, men lige i det her tilfælde strejfede det mine tanker. Som jeg vendte og drejede pastaskruen på min gaffel, glinsede den helt i det gule lys, der var i køkkenet. Tja, det var vel det hele værd.

  ”Det smager godt,” roste jeg ham efter noget tid med munden fuld af mad. Selvom det ikke var helt sandt, var det heller ikke helt løgn. Det var til at spise, men helt klart ikke mit foretrukne valg. Men jeg syntes, det var en smule sødt, at han ikke kunne finde ud af at lave mad – og jeg burde måske heller ikke være så kritisk, når jeg selv ikke kunne finde ud af at lave andet end spaghetti med kødsovs, hvis jeg ikke havde nogen opskrift at følge. Jeg var lidt af en perfektionist og blev derfor nødt til at følge en opskrift til punkt og prikke – ellers følte jeg ikke, retten ville blive god nok.

  Han slap et lille grin ud. ”Synes du virkelig?”

  ”Hm,” – jeg foldede mine hænder ud og vendte dem lidt rundt i luften som en ustabil platform, – ”det er i hvert fald til at få ned og bedre, end jeg kan gøre det.”

  Han skar en grimasse hen over bordet. ”Det er godt, du synes det. Og til din information er jeg altså ikke en helt vildt dårlig kok – det her var bare et af mine mislykkede projekter. Jeg elsker at lave mad og eksperimentere med forskellige opskrifter, og nogle gange ender de desværre sådan her. Men du burde smage min berømte lasagne, den slår aldrig fejl.”

  ”Det vil jeg med glæde en eller anden dag,” sagde jeg så og grinede lidt til ham, hvorefter vi spiste lidt i stilhed. Selvom det burde være akavet, var det det ikke – i hvert fald ikke for mig. Det havde formentlig noget at gøre med, at jeg turde møde hans blik, og vores smil ligesom var nok samtale. Selvom vi ikke just kommunikerede telepatisk, var der noget, der gjorde, det ikke virkede mærkeligt at udveksle blikke og ansigtsudtryk på den måde. Det var, som om han kunne se lige igennem mig, når han betragtede mig på den måde.

  Da jeg sad og stak til de sidste små majs, der lå i den mørkeblå porcelænsskål, brød Niall endelig stilheden ved at spørge mig, om vi skulle gå ind på hans værelse. Selvom det var et helt normalt spørgsmål, kom jeg helt op at køre over det, for en persons værelse kunne altid sige så meget om vedkommendes personlighed. Det var som at læse en dagbog, men uden teksten – man lærte ligesom bare så meget mere om personen, man var sammen med. Sådan havde jeg det i hvert fald, og det havde jeg altid fortalt min mor, når hun spurgte mig om, hvorfor jeg ville have så meget ’bras’, som hun kaldte det. Hun havde aldrig forstået, hvad der var specielt ved dvd’er, når Netflix fandtes. Men det gjorde jeg.

  Idet jeg trådte over dørtærsklen til hans værelse, blev jeg mødt af en endnu kraftigere duft af ham – og denne gang var den blandet op med den parfume, han hyppigst brugte. Det stak lidt i mine næsebor og gjorde mig en smule svimmel, men på en god måde, hvis det da overhovedet gav mening. Jeg kunne i hvert fald godt lide, hvad det gjorde ved mig – måske var det sådan at være høj på stoffer. Alt snurrede rundt, men man havde det alligevel, som om hele verden var perfekt.

  På væggen over den helt hvide, perfekt redte seng hang der et sort/hvid-fotografi, som forestillede Brooklyn Bridge i New York. Det var et virkelig smukt billede – jeg elskede, hvordan de mange nattelys virkede som utydelige, dansende prikker i stedet på grund af fokusset. Jeg havde aldrig nogensinde været i New York, ja, i det hele taget USA, men jeg ville gerne derhen en dag og se, om det var ligesom på film. De fleste af mine venner sagde, at det var det, men man kunne vel aldrig vide, om omtalen levede op til virkeligheden – det var noget, man selv måtte finde ud af med sine egne øjne.

  Det var et meget simpelt værelse. Udover det store billede og sengen var der et skrivebord, et skab og så et kæmpestort vindue, jeg kunne forestille mig, kunne lyse hele lokalet op om dagen. Mine øjne dvælede dog ikke længe ved udsigten, man kunne se gennem glasset, men hvilede i stedet på den akustiske guitar, der stod lige ved siden af. Den så ikke særlig speciel ud med sit lysebrune træ og typiske udseende, men jeg var alligevel draget mod den. Musik havde længe været noget, min hverdag ikke kunne undvære, selvom jeg hverken kunne spille på noget instrument eller synge. Men det vidste jeg, at han kunne.

  ”Spiller du?” spurgte jeg, selvom det var tydeligt, hvad han ville svare.

  ”Jep. Det er det eneste musiske instrument, jeg mestrer.” Hans blik lå nu på guitaren. ”Jeg ville ønske, jeg kunne spille klaver eller noget i den stil, men da jeg begyndte at lære det, gik jeg ligesom bare i stå. Jeg tror ikke, noder taler til mig på samme måde, som akkorderne gør.”

  Jeg nikkede forstående. Jeg havde faktisk engang gået til klaver, men huskede ikke længere, hvad jeg havde lært. Selvom jeg ikke kunne leve uden musik, var det ikke noget, jeg selv kunne finde ud af at skabe. Jeg havde efterhånden taget mig selv i at ønske det en hel del gange, men havde affundet mig med, at jeg havde andre talenter. Katherine derimod var gehør og havde en stemme, der mindede mig om Birdys med den lyse klang og skrøbelighed, men havde aldrig bare overvejet at udnytte det, hvilket jeg slet ikke forstod.

  ”Spil noget for mig,” bad jeg og sendte ham derefter et smil. Han rystede dog bare på hovedet, men da jeg tiggende tilføjede et: ”Pleeease?” hørte jeg ham fnyse, før han satte sig på sin seng med guitaren i sin favn.

  ”Jeg har ikke sunget for et publikum i efterhånden meget lang tid, så forvent ikke det store,” fortalte han mig, og jeg nikkede straks. ”Den eneste, der har hørt mig synge, siden mit band splittede op, er April.”

  ”Hvad var det egentlig for et band?” Jeg lagde hovedet let på skrå. ”Jeg læste godt noget om det i dine breve, men forstod det aldrig. Hvorfor splittede I op?”

  Han trak på skuldrene. ”Jeg går ud fra, det vel bare var på tide. Mit band bestod af mig og så de fire andre, Harry, Liam, Zayn og Louis. Harry er vist stadig i gang med at producere musik, Liam har trukket sig tilbage for at få styr på sit personlige liv, Zayn blev træt af at være ’ham fra det der boyband’, da han fik fortalt, at han skulle være far, og Louis fik nok af alle rygterne til sidst. Jeg savner det nu stadig, det at optræde. Bandet hed One Direction, men det var ikke så kendt, så jeg ved ikke lige, om du har hørt om det. Vi optrådte kun sådan nogle små steder, hvor der højst var 200 tilskuere, men det var utrolig hyggeligt alligevel, og så var lyden meget bedre. Selvom vi ikke havde en kæmpe fanbase, kom vi også i sladdermagasinerne i ny og næ. Vi fandt samme i 2008 og splittede så op her for snart to år siden.”

  ”Det er jeg ked af at høre,” sagde jeg og satte mig ved hans side. ”Har du stadig kontakt til dem?”

  Jeg blev besvaret med et sørgmodigt ryst på hovedet. ”Nej. Men jeg forstår dem nu godt. Da vi splittede op, gjorde de det klart, at de gerne ville glemme denne fase af deres liv. Vi blev ikke vrede på hinanden eller noget, men det gik vist bare op for dem, at det var en smule pinligt at blive ved med at opføre sig så … ja, så barnligt. Og derfor skete det. Vi blev enige om at gå hvert til sit.”

  ”Hvis det er til nogen trøst, har du netop fået dig en ny fan udover April – mig.” Jeg betragtede den måde, hans fingre elegant strøg hen over strengene, uden de sagde en eneste lyd. ”Selvom jeg ikke har hørt noget af dig, lader det til, at du har styr på det med musikken. Ellers ville dit band vel aldrig have fået succes.”

  ”De andre var bedre end mig,” sagde han så. ”Jeg var aldrig det ansigt, man tænkte på, når man tænkte One Direction – det var altid en af de andre. Men altså, jeg har lidt accepteret det hele, nu hvor der er gået så lang tid, og er meget glad for det, jeg har i dag, selvom jeg ville ønske, jeg kunne få April tilbage. De seneste par år har været en tid med tab efter tab. Jeg håber ikke, jeg mister mere.”

  Jeg havde lyst til at fortælle ham, at han ikke var alene om at have mistet en masse ting, men lod være.

  ”Hun kommer tilbage,” forsikrede jeg ham i stedet om, og det var heller ikke løgn. Jeg troede på, at hun nok skulle finde vej hjem igen, for selvom jeg kun havde kendt ham i få dage, vidste jeg allerede nu, at han var en fantastisk person. ”Det lover jeg.”

  Han sendte mig et smil. ”Tak.”

  Og derfra lød det smukkeste fingerspil i mine ører. Melodien mindede mig om en vuggevise, men var samtidig langt fra noget, man kunne falde i søvn til. Den var blid, behagelig for mit hoved, og jeg vidste, at det var sådan en form for musik, jeg kunne finde på at læse trist en bog til for at komme i den rette stemning. Og da en blød, forsigtig stemme blandede sig med lyden af strengene, kunne jeg næsten ikke lade være med at svaje lidt i takt med sangen med halvt lukkede øjne.

Only half a blue sky
Kinda there but not quite
I'm walking around with just one shoe
I'm half a heart without you
I'm half a man at best,
With half an arrow in my chest
I miss everything we do,
I'm half a heart without you

Selvom det ikke var mere end otte sætninger, han havde sunget, var jeg helt overvældet af hans talent. Det var ikke, fordi jeg havde forventet, at han ville være forfærdelig, men jeg havde ikke set det komme, at han var musikalsk. Hvis jeg skulle være ærlig, havde jeg altid undervurderet boybands en smule, fordi bare navnet sagde lidt om, hvor kiksede de var, men han havde fået mig til at ændre mening og se det hele med nye øjne, se det store billede. Det var efterhånden, hvad han havde fået mig til at gøre med alting, trods han ikke var helt bevidst om det selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...