Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36435Visninger
AA

14. 12. december

Selvom jeg var godt klar over, at det, jeg havde drømt, langt fra havde været rart, var jeg ikke helt ude af den, da jeg slog øjnene op. Små blodige glimt udspillede sig i mit hoved, men det generede mig ikke. Det var ikke, fordi jeg havde vænnet mig til det, for det havde jeg ikke, men jeg var så lettet. Jeg var lettet, fordi det i det mindste ikke var gået ud over min krop denne gang. Alt mit hår sad stadig på mit hoved, og så vidt jeg kunne se, var ingen andre lemmer kommet til skade. Der var jo egentlig ikke særlig meget over et mareridt, hvis det ikke påvirkede ens virkelige liv, og det havde det her ikke gjort. Måske burde jeg være bekymret, men det var jeg ikke, for så længe jeg ikke tog drømmene med mig ud i den virkelige verden, var der ikke meget at være urolig over. Det var jo fremskridt.

  Noget sagde mig, at det var det gode humør, der havde gjort mig immun over for, hvad end min underbevidsthed kunne finde på at få mig til at gøre. Efter at have tilbragt hele aftenen i går med Niall var jeg udhvilet og klar til en ny arbejdsdag, som garanteret ville blive god, nu hvor jeg var omringet af så mange mennesker, der støttede mig – selvom jeg stadig var den nye pige i deres øjne.

  Jeg følte mig anderledes i dag, men på en god måde. Det var på tide at smide de gamle, sure miner væk og begynde at grave et nyt jeg frem, for det var det, jeg havde brug for. I over ti dage havde jeg nu lovet mig selv en ny start uden rigtigt at gøre andet end fortsat at sidde fast i fortiden, og det skulle der ændres på nu. Jeg var et nyt, forbedret menneske, og det skulle jeg også udstråle. July Summers var ikke længere ’den mentalt ustabile pige, der engang blev mishandlet af sin kæreste’, men ’den pige, der kom op at stå igen, trods livet havde budt på udfordringer’. Der var hårde ting i alles liv, og jeg følte mig dum for ikke at have håndteret det ordentligt, ligesom så mange andre gjorde.

  Da jeg kiggede skabet igennem, besluttede jeg mig for at tage en hvid skjorte, en mørkegrå nederdel, der kunne sidde udover, nogle uldstrømpebukser samt en cardigan i samme farve som nederdelen på. Hidtil havde kontoret kun set mig i bukser, så mon ikke det var på tide at vise dem, jeg rent faktisk var en kvinde, og at min forståelse på moden ikke lå så langt væk alligevel.

  Jeg overvejede kort at sætte mit hår op i en hestehale, men lod være. Selvom jeg gerne ville prøve noget nyt, lignede jeg en, der skulle til at løbe en tur, når jeg havde det sat sådan, og det virkede ikke særlig professionelt. I stedet lavede jeg en rodet knold med nogle små totter hist og her og et par hængende lokker, hvorefter jeg kiggede skufferne igennem efter mine briller. Jeg gik normalt aldrig med dem, fordi jeg egentlig ikke behøvede dem, og så havde min læge anbefalet mig at holde mig lidt fra dem, fordi mine øjne ellers ville vænne sig til dem, og mit syn dermed ville blive endnu dårligere. Jeg var en smule nærsynet, men det var ikke sådan, at jeg ikke kunne læse underteksterne i en biograf eller noget i den stil, for det kunne jeg sagtens.

  Jeg havde altid fået at vide, at det klædte mig at have briller på, men jeg gik alligevel aldrig med dem. For folk som mig med pandehår kunne det være en smule vanskeligt at finde dem, der passede helt perfekt, men jeg kunne godt lide de her. De var en anelse runde, men samtidig med kant, og så sad de sådan, at de ikke pressede mit pandehår ned mod mit ansigt, hvilket de fleste andre briller gjorde. På mange måder hadede jeg det pandehår, men brød mig samtidig ikke om, hvordan min pande altid virkede så aflang og stor ellers.

  Imens jeg sad ved morgenbordet og spiste et stykke halvforbrændt toast, tjekkede jeg, hvilke film der var på Netflix. Det overraskede mig, at Blake ikke havde lukket for vores abonnement, for der i Bristol havde det kun været mig, der brugte det, mens han havde set sport live på tv’et, og siden det var ham, som betalte, undrede det mig en smule, at jeg stadig kunne se How I Met Your Mother. Det var en serie, jeg halvt om halvt fulgte med i – når jeg havde tid, klikkede jeg lige på et afsnit og brugte 20 minutter på at se det til ende, fordi det altid kunne få mig til at slappe af og gøre mig en smule gladere. Her på det seneste havde jeg bare glemt alt om det.

  Jeg havde lang tid endnu, før jeg skulle været på Vogue-kontoret. Som altid var jeg stået for tidligt op og måtte derfor finde en eller anden måde at få tiden til at gå på. Til min ærgrelse gik det dog op for mig, at sæson seks af How I Met Your Mother midlertidigt var blevet taget ned af rettighedsårsager, og derfor var der kun til og med sæson fem, som jeg allerede havde set. Jeg havde heller ikke rigtig lyst til at starte på en ny serie, ja, faktisk havde jeg lidt forbudt mig at gøre det, fordi det så ville tage al min tid – tilbage var der altså kun at finde en god film at se, selvom der ikke ligefrem var over to timer, til jeg skulle være der. Lang tid, ja, men ikke evigheder. Som jeg kiggede op på uret, kunne jeg konstatere, at en film på højst en halvanden time godt kunne gå. Klokken var kun lidt i otte, og jeg skulle først møde klokken ti – det var der, alle på kontoret mødte, og personligt var det også, hvad jeg foretrak. Hellere få lidt senere fri så – jeg elskede at have lidt tid for mig selv om morgenen, så jeg kunne komme af med min indre gnavpot.

  Jeg endte med at sætte The Host på, selvom den godt nok varede 125 minutter, hvilket var lige i overkanten. Men den var ny, og jeg ville gerne se noget, der ikke var fra starten af 2000 eller før, og så blev det altså Stephenie Meyers anden fortælling. Twilight havde skuffet mig utroligt meget og fået mig til at få et lidt negativt syn på hende, men mon ikke denne film kunne rette lidt op på det. Alle fortjente trods alt en ekstra chance.

❄❅❄

”Den nye udgave kommer ud i dag,” fortalte en rødhåret pige mig – Julie hed hun, så vidt jeg huskede. Hun havde ligesom mig blå øjne, nogle tænder, der virkede så lige, at det var umuligt, at hun ikke havde haft bøjle i sine yngre år, og så var hendes hud så glat, at man skulle tro, teenagehormonerne aldrig havde nået hende. I hvert fald var hun smuk – hendes glansfulde, røde hår mindede mig om en flammende ild med de små bølger, der fik det til at ligne silke. ”Jeg er spændt!”

  ”Hvorfor er du det?” spurgte jeg med et skævt smil, hvorefter jeg slog mig for panden over, hvor lyseslukkeragtigt det havde lydt. ”Ikke at jeg ikke selv er begejstret, men du ved … er der noget specielt over denne udgave, mener jeg.”

  ”Min første artikel er med,” svarede hun med et stort smil. ”Det er helt nervepirrende endelig at få noget udgivet. Jeg har skrevet, siden jeg var fem, så det her er et virkelig stort øjeblik for mig. Jeg kan bare slet ikke fatte det …”

  Jeg lagde hovedet undende på skrå. ”Hvor længe har du da arbejdet her?”

  ”I tre måneders tid, tror jeg. Jeg startede med at klare de små opgaver, men jo mere tid der gik, desto større pligter fik jeg tildelt. Jeg tror, det hele ligger i at give et godt førstehåndsindtryk – man skal virke entusiastisk og oprigtigt interesseret i alt det her. Selvom jeg ville ønske, jeg kunne blive en rigtig forfatter i stedet for journalist, er jeg rigtig glad for, hvor langt jeg er kommet indtil videre. Det er jo en start.”

  Måden, hendes øjne lyste som tusinde stjerner, varmede mit hjerte. Hun virkede så glad. Så tilfreds. Det var, som om hun endelig havde set den gode side af livet efter lang tids søgen, og det gjorde mig i godt humør. Det havde i forvejen været en rigtig god dag, men det her havde lige gjort det en tand bedre. Hvis der var noget, jeg elskede, så var det folk, der smittede af med deres fryd. Der var selvfølgelig også dem, der gjorde det modsatte, men det valgte jeg at lade være med at dvæle ved.

  ”Det lyder virkelig fantastisk,” medgav jeg. ”Jeg er glad for, at de endelig har set dit talent for skrivning. Hvis det er den artikel, jeg har læst igennem, så er jeg sikker på, du nok skal blive noget endnu større inden for de næste par år. Jeg kan se en lys fremtid for dig.”

  Hun mindede mig om et lille barn med det store smil og de kontaktsøgende øjne. Det var ikke særlig ofte, jeg så sådan noget hos en voksen kvinde længere, fordi alle havde for travlt med at sørge over, at deres liv ikke var blevet, som de havde ønsket, eller fordi de ikke havde lyst til at ødelægge deres stramme look – det var åbenbart sådan, man skulle se ud, hvis man ville virke professionel. Nogle gange var det en smule trist at tænke på, for ifølge mig var der intet bedre end et lyst sind, der kunne lette stemningen, lige meget hvad situationen var. Men mange var formentlig uenige med mig – det havde jeg sikkert også selv været, hvis jeg havde været den, jeg var for to år siden. Men efter alt det med Blake var jeg begyndt at lægge mærke til de små ting i livet: hvordan et smil eller vink kunne tale en person fra at tage en overdosis af piller, hvordan en enkelt sætning som ”Dit hår ser godt ud i dag!” kunne redde en andens ellers så dårlige dag, og hvor meget lettere livet var, hvis man virkelig satte pris på det – man kunne jo aldrig vide, hvornår man slog øjnene op for en sidste gang, eller hvornår man drak sin sidste kop kaffe. Hele livet var én stor tilfældighed.

  ”Tak.” Hun sendte mig et lettere genert smil. ”Du hedder July, ikke?”

  Jeg nikkede. ”Jo. Husker jeg rigtigt, når jeg siger, dit navn er Julie?”

  ”Jep.” Hun slog en lille latter op. ”De to navne minder godt nok meget om hinanden, selvom mit godt nok bliver udtalt en anelse anderledes. Man ser ikke så mange, der hedder Julie, her i London, men min mor er fra Europa og fandt derfor på det her navn … jeg tror vist nok, det er fransk, men jeg aner ikke, hvad det betyder, hvis det overhovedet betyder noget.”

  ”Det er smukt.” Og det var det virkelig. Det mindede mig en smule om navnet Jolene, som mindede mig om sangen, der hed det samme, og eftersom jeg elskede den sang, elskede jeg også hendes navn. Det passede desuden virkelig godt til hende – selvom jeg af en eller anden grund også kunne se hende som en Samantha.

  Jeg vidste ikke, hvor længe vi havde stået og snakket, da vi blev afbrudt af vores chef, Carmen den tårnhøje brunette med de høje kindben. Da jeg så hende nærme os, forventede jeg straks en ordentlig omgang skældud for at have ’dovnet den af’, som hun kaldte det, men i stedet sagde hun: ”July, vi har fået besøg af en eller anden, der leder efter vores septemberudgave fra i år. Kan du hjælpe personen med et finde det i arkivet? Og husk nu, at de gamle, udgåede blade koster et ekstra pund.”

  ”Selvfølgelig,” skyndte jeg mig at sige, inden jeg sendte hende et stort smil. ”Venter hun ved elevatorerne?”

  ”Ja, han gør.” Bommert.

  Før jeg kunne nå at bade mig yderligere i den pinlige situation, havde jeg sendt Julie et sidste smil for derefter at bevæge mig hen til den mandlige kunde, der stod med ryggen til og studerede de to knapper, man kunne trykke på for at få elevatoren op. Det lignede, at han nøje overvejede, om han mon skulle gå igen – om det her var lidt for underligt. Tja, han nåede i hvert fald ikke at tænke yderligere over det, før jeg stod ved hans side.

  ”Undskyld, kan jeg hjælpe dig?” spurgte jeg i et høfligt toneleje, inden jeg rettede lidt på mit hår. ”Min chef har fortalt mig, at du leder efter – Niall?”

  Med rynkede bryn betragtede jeg den lige så forvirrede dreng, som gjorde alt for at opføre sig normalt, selvom det her nok var det mærkeligste, jeg havde oplevet hele dagen. Den måde, han pludselig ihærdigt forsøgte at læne sig afslappet op ad væggen, som var alt for smal til hans krop, mindede mig om en eller anden komedie, og som han kløede sig i håret, kunne det ikke blive mere akavet.

  ”Åh, hej …” mumlede han og sendte mig så et smil, der bare fik mig til at lægge armene over kors med et udtryk i ansigtet, jeg ikke engang selv kunne forstå mig på.

  ”Hvad laver du her?”

  ”Jeg tænkte, jeg ville komme forbi for at sige hej. Jeg har fået at vide, at du arbejder her, så jeg tænkte, at jeg lige ville komme forbi og se, hvordan det gik, fordi jeg alligevel var i området.” Selvom han lød meget overbevisende, vidste jeg bedre. Hele hans kropssprog nærmest skreg, hvordan jeg havde taget ham med bukserne nede – alt fra den måde, hans smil var en smule skævt, så der kom et smilehul ved amorbuen (hvilket jeg for resten aldrig havde set på nogen før), til hans flakkende øjne gjorde det tydeligt, at han var kommet med en anden agenda. Men jeg besluttede mig for at lade være med at dvæle for meget ved det – jeg havde ikke lyst til at få ham til at skamme sig endnu mere over at læse kvindeblade i sin fritid. Det var sikkert en pinlig hemmelighed, og nu, hvor jeg allerede havde stukket næsen i lidt for meget af hans privatliv ved at læse de breve, han havde sendt til April, følte jeg lidt, jeg skylde ham at lade ham slippe for en yderst ubekvem situation.

  ”Hm, det var da underligt, for jeg føler ikke, vi har nogen som helst fællesvenner, og det skal man da have for at finde ud af, at jeg arbejder her? Faktisk er det kun min nabo, der er klar over det, så det er da lidt pudsigt.” Bare hans pludseligt paniske ansigt var nok til at give mig lyst til at grine, men jeg holdt masken og stavrede i stedet ind på kontoret med ham i hælene, selvom det var tydeligt, han tøvede en smule med sine skridt. ”Men der er intet, jeg kan finde til dig så? Du ville bare lige komme forbi og se, hvordan jeg havde det?”

  ”Intet at hente, nej, jeg ville bare lige sikre mig, at du var okay,” bekræftede han, ”og det ser ud til, at du har det meget godt. Pæne briller for resten.”

  ”Hvorfor skulle jeg da ikke være okay?” spurgte jeg med et skævt smil. ”Jeg har det bedre end nogensinde. Og mange tak!”

  Hans nærvær formåede altid at lure den drillesyge side af mig ud af mørket og frem, hvilket var fantastisk. Jeg elskede, hvordan hans måde at være på kunne få mig til at føle mig mindre malplaceret i verden og slappe lidt af i musklerne. Jeg var ikke helt så anspændt, når jeg var sammen med ham, og sådan havde jeg ikke haft det i efterhånden en hel del tid.

  ”Jeg tænkte bare, at …” – han stoppede for at holde en tænkepause, hvilket kun afslørede ham i at lyve endnu mere, – ”at siden jeg gik så sent i går, ville det måske give dig problemer med at stå op og alt sådan noget. Så hvis din chef nu var sur eller noget i den stil, ville jeg gerne rette op på det og tage skylden.”

  ”Det er sødt af dig,” sagde jeg med et smil, der måske var en smule oprigtigt, fordi halvdelen af mig havde bidt på krogen, selvom jeg vidste, han ikke var kommet for at se til mig. Den halvdel, der havde bidt på, var den, der var fyldt med følelser, og som bare gerne ville have tilfredsstillelsen af at føle sig lidt værd. Han var ikke kommet for min skyld, men det skadede vel aldrig at forestille sig det i nogle sekunder. Det var i hvert fald, hvad han ville have mig til at tro, så hvorfor ikke spille med i nogle sekunder? ”Jeg stod faktisk op tidligere end forventet. Jeg tror, klokken var halv syv, da jeg blev vækket af min alarm.”

  Jeg satte aldrig alarmer, men den detalje udelod jeg.

  ”Nå, men siden jeg ikke har været til meget nytte, hvad så med et kram? Måske kan det opmuntre dig til at klare dig igennem arbejdsdagen? Nu ved jeg ikke, hvor hårdt det er, men det virker som et krævende job.” Han bredte sine arme ud i en varm gestus.

  Selvom det egentlig ikke var et særlig hårdt job, og jeg størstedelen af tiden sad i kafferummet og testede, hvilken af de mange varianter jeg foretrak, var et kram af ham ikke til at sige nej til. Der var noget over den måde, han begravede sit hoved i min nakke, og mine næsebor blev fyldt med duften af hans aftershave, der var uimodståelig, så før jeg vidste af det, stod jeg i hans arme med et stort smil på læberne.

  ”Tak, fordi du ville tjekke op på mig,” mumlede jeg ind mod hans bryst, og selvom jeg vidste, det ikke havde været hans hensigt, var jeg alligevel glad. ”Det sætter jeg virkelig pris på.”

  Hans fingre tegnede beroligende cirkler på min ryg, der fik mig til at trække vejret helt ned i lungerne for derefter at puste langsomt ud. Hans bevægelser gjorde mig søvnig, hvilket nok ikke var en særlig god idé, siden jeg stadig skulle være her i tre timer, men jeg ville alligevel ikke have, det skulle stoppe. Det var sådan en fantastisk følelse.

  Da han langt om længe trak sig, og hans kropsvarme fortog sig, blev jeg efterladt med kulde og gåsehud på armene. Det varede dog ikke længe, for som mit blik mødte hans, blev jeg igen fyldt med en sitrende fornemmelse, der på få sekunder var blevet spredt rundt i hele min krop. Og da han åbnede munden for at sige: ”Det manglede da bare,” med sin stille, næsten nynnende stemme, kunne jeg sværge på, at jeg aldrig havde været mere opstemt. Endnu en gang kunne jeg konstatere at hele vores liv var én stor tilfældighed, for hvis det ikke havde været, fordi han havde en sær interesse for kvindeblade (åbenbart), ville han ikke have stået her, foran mig. Alt var bygget på tilfældigheder og de små valg, vi traf i livet – og det var jeg pludselig virkelig glad for. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...