Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36443Visninger
AA

13. 11. december

Viseren på uret bevægede sig så langsomt, at det føltes, som om der var gået en evighed, trods kun et kvarter havde passeret. Sådan var det altid med de kedelige timer – det tog altid dobbelt så lang tid at komme igennem dem, hvilket kunne være lidt af en ulempe, siden det her var første time på dagen og det tidspunkt, jeg burde være mest fyldt med energi. I stedet blev den drænet ud af mig, som jeg lyttede til min litteraturlærers ord og fik mere og mere lyst til at hvile mit hoved på bordet og drømme mig lidt væk, til klokken ringede.

  Min lærer, hr. Caswell, fortsatte sin lange, kedelige snak om en eller anden bog, jeg ikke havde læst, selvom jeg lod som om, at jeg havde. Det var ofte, hvad jeg gjorde, når det kom til skolen – ikke fordi jeg sjuskede (det gjorde jeg i princippet også), men fordi jeg alligevel altid i sidste ende fik at vide, at jeg havde forstået historien bedre end nogen anden i klassen. Hvordan jeg bar mig ad med sådan noget uden at have læst bogen, vidste jeg ikke – enten var eleverne i min klasse ualmindeligt dumme, eller også var det mig, der havde en helt speciel form for forståelse over for fortællingerne.

  ”Nå, hvem burde July så være endt sammen med?” Det var det spørgsmål, der fik mig til at løfte hovedet en smule og spærre øjnene forvirret op. ”Katherine?”

  Pigen ved min side, den glade brunette med de fyldige krøller, fugtede sine læber, inden hun langt om længe åbnede munden. ”Blake. Hun skulle have valgt Blake, for han var tydeligvis den rette. Godt nok behandlede han hende ikke helt ordentligt, men man kunne jo sagtens fornemme kærligheden imellem dem. Han havde mistet sin vej, og det gør vi alle nogle gange, så det var egentlig Julys job at få ham tilbage på det rette spor. I stedet løb hun væk som den kujon, hun er, og ja, hvis jeg selv skulle sige det, så tror jeg ærlig talt, at Blake var den, der gjorde mest for forholdet. July gjorde jo intet andet end at beklage sig og have det åh, så dårligt over sig selv. Hun var virkelig irriterende, sådan som hun bare blev ved med at spille en perfekt engel.”

  Jeg pressede læberne sammen med et såret udtryk, inden jeg vendte tilbage til de noter, jeg åbenbart havde taget i timen. Jeg var overrasket over, at Kat kunne finde på at snakke på sådan en hård måde, men jeg kunne alligevel sagtens se hendes pointe. July var virkelig den, man burde bebrejde …

  ”Jeg er helt og aldeles uenig,” lød det pludselig til højre, og jeg kastede et blik derhen for at opdage, at en pige, jeg ikke kendte, sad ved den plads. ”Hun skulle have valgt Niall. Helt ærligt, er det ikke tydeligt? Han behandlede hende jo godt og så ud til at holde af hende, selvom han måske ikke følte helt så meget – det ville da komme med tiden. Nok havde han April, men mon ikke July er lusket nok til at få ham luret ind i sin fælde? Hvis hun er så god til at narre alle andre til at tro, hun er perfekt, kan jeg ikke se, hvorfor det skulle blive et problem med ham.”

  Endnu en gang måtte jeg overrasket løfte øjenbrynene, men denne gang var det mere af forvirring, for de havde begge en pointe. Jeg kunne godt se fornuften i deres argumenter, men det var måske også bare, fordi jeg ikke selv havde nogen holdning.

  ”Er jeg den eneste, der synes, hun burde være endt alene?” lød det pludselig bag mig, og jeg genkendte straks stemmen som Torrances. ”Man skal være blind for ikke at kunne se, hvilken nar Blake var, og Niall var heller ikke ligefrem bedre med sin besættelse af April. Ingen af dem behandlede hende retfærdigt, for selvom Blake elskede hende, påførte han hende smerte hver eneste dag, og Niall … ja, hans hjerte hørte jo til en andens, har vi efterhånden regnet ud. July hører bare ikke til nogen steder.”

  Mit blik flakkede rundt i lokalet i et forsøg på at finde ud af, hvad det her gik ud på. Aldrig havde jeg været mere forvirret over en diskussion. Selvfølgelig var det klart, jeg ikke var helt med, siden jeg ikke havde læst bogen, men det her … det virkede for fremmed. Havde vi ikke læst Wuthering Heights eller noget i den stil? Jeg kunne i hvert fald ikke se, hvordan denne July passede ind.

  ”Nok om jeres mening om det,” sagde læreren så. ”Hvis July kunne vælge mellem enten at leve et langt liv sammen med Blake, hvor hun fortsat blev mishandlet, eller højst fem år sammen med Niall, hvor hans følelser var gensidige, hvem ville hun så vælge?”

  ”Hvorfor –” Min stemme var lille og næsten uhørlig, så jeg stoppede mig selv, inden jeg igen åbnede munden. ”Hvorfor kun fem år?”

  ”Tja, det ved jeg ikke,” svarede Caswell. ”Sygdom, død, hvad end der kan skille dem ad.”

  ”Hun ville finde sammen med Blake igen, tror jeg,” mumlede Katherine, inden hun kiggede lidt på sine negle og derefter hen på mig med et blik, jeg ikke kunne tyde. ”Hvad er det nu, man siger? Åh jo, gamle vaner er svære at komme af med.”

  Pigen til højre rakte dog hurtigt hånden i vejret med et rystende hoved. ”July er da klogere end det. Det kan godt være, hun blev en smule blændet af sine følelser for Blake, men nu, hvor hun endelig er sluppet væk, er der ingen chance for, at hun vender tilbage til ham. Hun er jo fri og kan gøre, hvad hun vil. Jeg kan ikke se, hvorfor hun ikke skulle finde sammen med Niall – det er jo ikke, fordi de ved, hvad der vil ske om fem år?”

  ”Og hvad hvis de gør?” Jeg vendte mig om mod Torrance, som sad med armene over kors. ”Hun får jo et valg, det er ikke vores mening. Det er hendes. Lad os sige, hun står ved en skillevej, hvor der bliver tilbudt de to ting, så hun ved, hvad der venter hende. Hvad siger I så? Jeg står stadig fast ved, at hun bare skal tage så langt væk fra dem begge som muligt, men jeg ved ikke med jer. Jeg forstår slet ikke, hvordan I overhovedet kan overveje Niall og Blakes selskab – de er jo ikke gode for hende, kan I ikke se det?”

  ”Det er Blake,” fortsatte Kat. ”Han vil altid være den rette for hende, lige meget hvad.”

  ”Er du helt dum i hovedet, eller hvad?” lød det så til højre fra mig. ”Niall er jo den rette, fem år eller ej. Han vil gøre de fem år til den bedste tid i hendes liv.”

  ”Hov, hov, ingen sagde noget om, at de ville få præcis fem år,” mindede læreren os om. ”Højst fem år, husker I nok. Hvem ved, måske ville det kun holde i to uger?”

  ”Stadig Blake,” fastslog Katherine. ”Hvad er pointen med den her diskussion? Vi ved jo alle, at hun går tilbage til ham i 2’eren.”

  ”Hun skal altså vælge Niall!” blev der trodsigt råbt tilbage. ”Det er Niall, der er den rette!”

  ”Nej, det er Blake.”

  ”Det er ingen af dem!”

  ”July hører sammen med Blake!”

  ”Nej, hun skal finde en helt tredje!”

  ”Kan I ikke se, det er Niall?”

  ”July, vælg dog Blake!” Katherine kiggede arrigt på mig, som om det her valg gjaldt liv og død.
  ”Nej, vælg Niall!”

  Og pludselig gik det op for mig, at det var mig, det omhandlede. Mit navn var July, jeg var July Summers – hovedpersonen i den bog, der blev snakket om. Det var mig, der havde valget, det var mig, der kunne vælge, hvad der skulle ske. Det var mig, der skulle skrive fortsættelsen.

  ”Niall!”

  ”Nej, Blake!”

  ”Ingen af dem, for helvede da også!”

  ”BLAKE!”

  Og sådan blev det ved, indtil alle ordene forvandlede sig til ét stort kaos, jeg ikke kunne finde hoved og hale på. Og det var så der, jeg tog mig frustreret til hovedet med sammenknebne øjne, inden jeg begyndte at hive i mit mørkebrune hår for at få lydene til at stoppe, men de fortsatte og fortsatte, og jeg trak endnu hårdere til. Trods jeg havde lyst til at skrige, kom intet ud. For det var sådan, et mareridt var. Man skreg så højt, man kunne, men ingen hørte det. Ingen ville nogensinde høre det.

  Da jeg satte mig op, var det med tårer i øjnene, men de var ikke fremprovokeret af drømmen – de var fremprovokeret af, hvordan jeg endnu en gang havde hevet en massiv mængde af mit mørke hår af. Jo flere dage der gik, desto mere skaldet begyndte jeg at føle mig. Mit i forvejen tynde hår var efterhånden blevet slidt og halvt så fyldigt, som det havde været, da jeg var flyttet til London.

  Jeg havde altid set sådan nogle her drømme som noget, der kun skete i bøger. Aldrig havde jeg troet, at jeg selv en dag ville vågne op med sved løbende ned ad panden og en tør hals, der var snøret sammen, så det var umuligt at snakke. Det virkede bare … det virkede alt for meget som noget, der var taget ud fra en film. Sådan her kunne virkeligheden ikke være.

  Efter at have rejst mig op bevægede jeg mig ud på toilettet, hvor jeg plaskede noget iskoldt vand i hovedet for at vække mig helt fra drømmen. Tit sad en lille del af min underbevidsthed stadig fast i mareridtets fangarme, selvom jeg altid vågnede så brat. De få timers søvn formåede altid at gøre mig svag psykisk og mit humør til et værre rod. Taget i betragtning af at jeg var så mentalt ustabil, klarede jeg mig meget godt på ydersiden – folk lagde aldrig mærke til, hvis jeg tog en ting alt for seriøst, ligesom de aldrig lagde mærke til, hvordan jeg for det meste enten havde flere lag concealer under øjnene eller dybe rander, der trak mine lysende øjne med ned i faldet.

  Det var ved at blive en daglig rutine at stå i 30 sekunder og stirre på mit sørgmodige spejlbillede. Selvom dagene var blevet lysere for mig, var jeg ikke sluppet af med de forfærdelige mareridt. Han hjemsøgte mig godt nok ikke så meget i min dagligdag længere, men drømmene … dem ville han aldrig nogensinde slippe. Og det så ud til, at Niall nu også optrådte aktivt i dem, så nu var der endnu flere bekymringer.

  Trods det havde været lidt af en tankevækkende drøm, stoppede det mig ikke i at gribe min mobil, da jeg igen stod i soveværelset, men som jeg stod med den i hånden, kunne jeg ikke få mig selv til at taste koden ind. I stedet blev jeg bare ved med at kigge indtrængende på skærmen, som om jeg med tankens kraft ville kunne få ham til at ringe til mig og ikke omvendt. Men det ville aldrig ske, det vidste jeg jo godt.

  I går havde jeg været så fast besluttet på at lære ham bedre at kende, så jeg forstod ikke, hvorfor sådan en latterlig drøm pludselig vendte op og ned på det hele – den havde jo egentlig ikke lært mig særlig meget, jeg ikke allerede vidste. Alt, den havde gjort, var at skabe endnu mere forvirring oppe i min hjerne. Jeg var lidt bange for, at mit hoved en dag ville springe i luften over de mange spekulationer, jeg gik inde med. Tvivlen. Den nagende følelse af ikke at være god nok. Og det var ikke på en sådan måde, at jeg stirrede på mit spejlbillede og tænkte, at jeg var fed, for det vidste jeg, jeg ikke var. Det hele lå i, hvordan jeg var indeni, og hvad mine færdigheder var. For det var her, jeg ikke kunne se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne leve op til andet end Blake – og selv han havde måske været for god til mig.

  Hold nu op, July, skældte jeg på mig selv, imens jeg rullede med øjnene, selvom jeg stod helt alene på værelset. Det var bare en drøm. Lad den ikke nå ind til dit hoved. Hvorfor tror du, det tog dig så lang tid at flygte? Fordi du er så svag, at du altid skal gøre det her imod dig selv. Så stop det nu, jeg vil ikke se dig tilintetgøre din egen eksistens.

  Og det var den stemme, der endelig fik mig til at låse mobilen op, selvom det krævede al min viljestyrke. Med dirrende fingre fandt jeg kontakten ved navn ’Niall’ frem (for jeg vidste ikke, hvordan man stavede hans efternavn), hvorefter jeg holdt fingeren få millimeter fra at trykke på ’Ring op’-knappen. Og der blev den hængende i noget tid, hvor jeg bare trak vejret ind og ud. Som altid var jeg så genert, at jeg ikke engang kunne ringe til en fremmed – og han var endda ikke engang særlig fremmed. Hvad lavede jeg?

  Før jeg kunne nå at tænke nærmere over det, trykkede jeg på knappen, og pludselig forvandlede billedet på min skærm sig til det, der viste, at mobilen var i gang med at ringe op. Og det var så der, mit hjerte begyndte at hamre voldsomt, og jeg halvt om halvt gik i panik, fordi det gik op for mig, at jeg slet ikke havde udtænkt noget smart at sige. Hvad hvis han sagde hej, og jeg bare begyndte at fable om vejret, som jeg altid gjorde, når jeg var nervøs? Snak om vejret var nok den mest kliché ting at gøre – og den mest akavede. Når først man begyndte at tale om, hvor godt vejret var, var man trådt over grænsen mellem en stemning, der var en smule underlig, og en komplet kejtet en.

  ”Det er Niall,” lød det en anelse træt, og straks snørede min hals sig sammen, hvilket fik mig til at gå ud i køkkenet, alt imens jeg stykkede små sætninger sammen i hovedet. ”July, er det dig?

  ”Øh, ja …” fik jeg svaret eller snarere fremstammet. ”Vækkede jeg dig?”

  ”Lidt … hvad er klokken?” Hans stemme var fraværende, men ikke ligeglad – det virkede, som om han desperat prøvede at holde sig vågen for ikke at virke led over for mig. ”Er du godt klar over, at den er lidt i seks om morgen?

  Jeg kunne ikke lade være med at grine ad mig selv over ikke at have lagt mærke til klokken. ”Det må du altså undskylde! Jeg anede ikke, at det var så tidligt, så ville jeg ikke have ringet dig op, og det mener jeg altså. Jeg ringer bare tilbage lidt senere så, det kan jeg sagtens.”

  ”Nej-nej, det er helt okay,” lød det så, og så blev der ellers stille i et par sekunder, ”men hvad ville du snakke med mig om? Der må vel være en grund til, at du ringede, ikke?

  ”Jo,” skyndte jeg mig at svare, men tog så derefter hånden tvivlende op til munden. ”Jeg ville bare høre, om du ikke sådan måske … om du … du ved … altså …” Selvom jeg prøvede at få stykket hele sætninger sammen, gik det ikke just godt.

  ”Ja da, det vil jeg med glæde,” blev der svaret, inden han slog en latter op, der var som sød musik i mine ører. Det var ikke, fordi den lød som de kirkeklokker, man hørte, når man skulle giftes, for den hakkede underligt og mindede mig en smule om et menneske, der var ved at blive kvalt, men det ansigt, jeg forestillede mig, var nok til at få mig til at trække lidt i smilebåndene. ”Hvornår har du lyst til at, du ved, altså?

  Det, at han bare forvandlede min måde at stamme på, når jeg var usikker, til noget, der virkede som ingenting og måske endda noget sødt, gjorde mig glad. Jeg turde vædde med, at næsten hele resten af befolkningen i verden ville have gjort nar ad mig i stedet. Men Niall var anderledes. Han skulle være min nye, anderledes start.

  ”Så snart du kan.”

❄❅❄

Jeg havde aldrig forestillet mig, at mit liv ville blive så meget som en film, før jeg lukkede op for en dreng med hænderne i lommerne og et blik rettet mod sine mørkeblå sko. Hvis drømmen i forvejen havde været så … så filmagtig, så vidste jeg snart ikke, om jeg stadig levede i den virkelige verden. For som han løftede sit hoved og smilede, så det nåede helt op til hans øjne, og tiden halvt om halvt gik i stå, begyndte jeg virkelig at tvivle på, om jeg nogensinde vågnede fra mine drømme, eller om jeg stadig sad fast i dem.

  ”Godt at se dig igen,” mumlede han, inden han uventet trak mig ind i en tæt omfavnelse, der fik mig til at spærre øjnene op i nogle sekunder for derefter at slappe lidt mere af i musklerne og byde duften af grantræer med et strejf af mynte velkommen. Det var en ny parfume, han havde på i dag.

  Jeg kunne godt lide, hvordan han var højere end mig og derfor var nødt til at bukke sig en smule ned for at nå mig. Mest af alt var det dog min pludselige mulighed for at begrave mit hoved i hans bryst, der gav mig lyst til at lukke øjnene i et kort øjebliks tryghed. For det var, hvad jeg var i nærheden af ham. Jeg følte mig tryg.

  ”Det er også godt at se dig,” sagde jeg med et smil. ”Hvordan går det så? Er der sket noget nyt eller spændende siden sidst?”

  ”Ikke rigtigt,” indrømmede han, imens han bandt sine snørebånd op. ”Hvad med dig? Har du tilfældigvis hørt fra April?”

  Jeg måtte minde mig selv om, at jeg kun prøvede på at få et venskab ud af det her, intet mere. Det var her, jeg skulle sørge for, at mit hjerte ikke kom i vejen for det hele, for jeg havde jo hele tiden vidst, at han stadig ventede på April. Og at den tid, jeg havde med ham, ikke ville vare ved, når først hun kom tilbage.

  ”Nej, desværre ikke,” svarede jeg undskyldende. ”Jeg skal nok sige til, hvis jeg gør. Har du prøvet at ringe til hende?”

  ”Det gjorde jeg til at starte med, men ikke længere.” Han trak på skuldrene, da han igen stod op. ”Jeg tror, hun har brug for lidt fred – ellers ville hun vel ikke være taget væk. Så jeg har prøvet at give hende den plads, hun har brug for.”

  ”Hey,” – jeg lagde en hånd på hans skulder og fortrød straks handlingen, fordi det gik op for mig, hvor underlig en gestus det egentlig var, – ”jeg er sikker på, det nok skal gå. Hun kommer tilbage på et eller andet tidspunkt, ikke? Og så er hun klar til at vende tilbage til det gode gamle.”

  Selvom han ikke svarede andet end et lille ”Tak,” kunne jeg se det hele i hans øjne. De virkede pludselig klarere, og den blå iris virkede endeløs – jeg tog endda mig selv i at sammenligne den med Stillehavet. Det var vel bare om ikke at drukne i dem så.

  Det var tydeligt, hvor meget han satte pris på, at han bare kunne snakke om April på den måde. Det var vel også lettere at snakke med en, der ikke ville dømme ham på samme måde som en, der havde kendt både ham og hende i evigheder og måske vidste endnu mere om, hvad han havde gjort. Jeg vidste trods alt ikke så meget om, hvad der var sket andet end det, Torrance havde fortalt mig. Og det virkede kun som en lille del af det – og beskrivelsen kunne vel aldrig leve op til virkeligheden på samme måde.

  Det var netop det, at han satte pris på vores venskab, der var grunden til, at jeg under ingen omstændigheder måtte vise, at jeg altså ikke følte yderligere for ham. En forelskelse ville trods alt også gå over efter noget tid, hvis modparten ikke gengældte følelserne – sådan havde det i hvert fald været i folkeskolen, så hvorfor ikke også nu?

  Det gik op for mig, at jeg var faldet en smule i staver, så hurtigt mødte jeg igen hans blik med et lille træk i smilebåndene, før jeg spurgte: ”Vil du ikke med ind i stuen?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...