Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

276Likes
909Kommentarer
36444Visninger
AA

12. 10. december

”Jeg har en liste folk, jeg gerne vil have dig til at kontakte,” fortalte overhovedet på kontoret mig, inden hun rakte mig et stykke papir med telefonnumre og navne. ”De skal bruges til et interview, og så du må meget gerne få arrangeret en tid, hvor de kan blive fotograferet. Vi har selvfølgelig nogle fotografer, så du behøver ikke bekymre dig om, hvordan billederne bliver taget, men hvis du lige kan få aftalt lidt med dem, ville det være rigtig godt. Hende, der står for deres artikel, er desværre sygemeldt i dag, så hvis du kan passe hendes pligter i dag, ville alt være perfekt.”

  ”Selvfølgelig,” sagde jeg og strammede grebet om arket mellem mine hænder, som om det ethvert øjeblik kunne blive båret væk med den ikkeeksisterende vind i lokalet.

  Det var overraskende, hvor meget jeg var begyndt at holde af jobbet. Det sidste, jeg havde lyst til, var at blive fyret, for så ville min december blive noget af en kedelig måned – nu, hvor Nialls breve ikke længere var der til at lyse min dag op, måtte jeg kanalisere al min energi til mit arbejde, så jeg ikke behøvede at tænke helt så meget på ham eller Blake for den sags skyld. Det var godt nok lidt svært, taget i betragtning af at jeg konstant blev bedt om at tage en fridag, når de havde besøg af vigtige mennesker, eller ja, folk, der var vigtigere end mig, og som var i en lidt anden liga. Men jeg var alligevel glad for at kunne være her – det var trods alt også kun lidt af et deltidsjob. Måske kunne jeg bede om at få lavet det om til et fuldtidsjob i stedet, men lige nu ønskede jeg bare at fortsætte uden forstyrrelser – når de havde brug for mig, ville jeg være der, og når det var modsat, kunne jeg vel bare finde ud af noget med Torrance, gik jeg ud fra.

  Jeg bevægede mig hen mod den nærmeste telefon. Her på kontoret vrimlede det med telefoner – alle medarbejderes arbejdspladser havde en tilhørende fastnettelefon samt computer at skrive på, og det meste af tiden var alt, man kunne høre, enten tastende fingre eller ringende telefoner. Det var overraskende, hvor mange ressourcer de havde her. Jeg var dog nødt til at nøjes med at bruge fælles fastnettelefon, der hang på væggen lige ved døren til kaffepauselokalet, som vi kaldte det, fordi jeg bare var deltidsarbejder.

  Tallene var sjusket skrevet op, og nogle steder lignede firtallerne nitaller i stedet, mens jeg andre steder forvekslede syvtaller med to. Jeg burde egentlig ikke være overrasket over håndskriften, men kunne alligevel ikke lade være med at knibe øjnene misbilligende sammen over dem. Det så simpelthen bare så … jeg kunne slet ikke se, hvordan en voksen kvinde her på kontoret kunne skrive sådan. De fleste her på Vogue virkede så vellevende, så sofistikerede. Alt fra de perfekt polerede lyserøde negle til de mørkegrå, stribede blazere sprang mig underligt i øjnene og fik mig til at indse, hvilken underklasse jeg kom fra, men nu kunne jeg vel trøste mig selv med, at de, fordi de havde brug hele deres liv på at skrive på computeren, ikke skrev helt så flot i hånden. Trods jeg aldrig havde været den største forfatter, var jeg blevet rost meget for den måde, mine G’er krøllede på den helt rigtige måde – hvad det så end måtte betyde.

  Jeg tastede nummeret til den første person, jeg skulle kontakte, ind, selvom jeg var en smule usikker på, hvad der stod nogle gange. Jeg gjorde dog mit bedste for at sætte mig ind i hvem end der havde skrevet tallenes hoved, og det så ud til at virke, for inden da hørte jeg en stemme i den anden ende sige: ”Hallo?

  Så var det bare om at krydse fingre for, at jeg havde fået fat i den rigtige.

  ”Hej, mit navn er July Summers, og jeg ringer inde fra Vogue,” hilste jeg og fik automatisk et smil klistret på læberne. ”Journalisten, der ellers står for din artikel, er her desværre ikke i dag, så derfor er det mig, der kontakter dig for at høre, hvornår du har tid til at blive fotograferet? Vi skal bruge et par billeder af dig og de andre, vi har interviewet, så det kunne være rigtig godt, hvis vi kunne få en dato for, hvornår fotografen kan komme over med sit kamera. Passer det dig bedst i hverdagen eller weekenden og mellem hvilket tidsrum?”

  ”Hov, hov, slap dog lige af,” blev der vrissent svaret, og jeg følte mig pludselig nødsaget til at synke den klump, der havde taget form i min hals. Det var vist ikke lige det, jeg havde forventet. ”Giv mig dog lige en tænkepause og stop det vandfald. Har I journalister slet ikke lært, at det er os, der fremgår i jeres blade, som spiller den helt store rolle? Så hav dog lidt respekt og giv mig lidt pusterum.

  Jeg havde lyst til at sige til hende, at jeg allerede havde fortalt hende, at jeg ikke var journalist, men lod være. Hvis hun havde lyst til at hakke på mig, måtte hun vel gøre det – det var her, det var vigtigt for mig at bevare selvkontrollen, for hvis jeg mistede den nu, ville jeg 1) blive fyret, og 2) synke lige så langt ned som hende. Desuden havde jeg levet med Blake i flere måneder, så jeg kunne ikke forstå, hvorfor hendes ord skar mig i hjertet på den måde. Jeg burde ikke mærke mit temperament blusse så kraftigt op, men ordene blev bare ved med at køre rundt i mit hoved. De gentog sig igen og igen og igen, og jeg tog mig selv i at undre mig over, om hende kvinden mon vidste, hvad hun satte i gang ved at sige sådan noget.

  ”Øh, hallo? Er der nogen?” spurgte hun utålmodigt, og jeg kunne næsten se hende trippe irriteret med fødderne. Hvis jeg ikke tog meget fejl, ville hun i morgen sidde med sin veninde og klage over, hvor dårlig service selveste Vogue havde.

  ”Ja,” mumlede jeg stille. ”Ja, jeg er her.”

  Jeg havde altid været en smule genert – det havde været der, allerede før Blake havde splittet mig ad både psykisk og fysisk. Jeg var såmænd bare blevet født lidt mere indelukket end alle andre, og ingen ville nogensinde kunne forstå, hvorfor mine hænder rystede, når jeg blev nødt til at ringe en fremmed op, for de havde ikke prøvet at se det hele fra mit synspunkt. De havde aldrig været i mit sted, havde aldrig gået i mine sko. Så de vidste ikke, hvordan det var, hvor meget de så end prøvede. Selv ikke en psykolog ville nogensinde formå at trænge ind i mit hoved på samme måde, som jeg selv kunne – ja, faktisk var det for det meste slet ikke muligt for nogen at se igennem det store smil, der virkede overbevisende med de lysende øjne, men som var fyldt med bedrøvelse dybt inde. Nogle gange var det så slemt, at end ikke jeg forstod, hvad jeg var blevet til med tiden.

  ”Fortæl fotografen, at jeg har tid på lørdag klokken fem. Han skal helst ikke komme for sent, og det skal gerne gå lidt tjept, da jeg også har nogle andre ting at skulle nå.” Jeg var ikke sikker på, hvorfor hun snakkede så nedladende til mig. Jeg havde jo ikke gjort hende noget, så jeg kunne ikke se, hvorfor hun havde brug for at ødelægge en andens dag her i højtiden, hvor det trods alt handlede om at sprede god stemning. Det var i hvert fald langt fra, hvad hun gjorde.

  ”Javel,” svarede jeg. ”Du hører fra ham.”

  Da den sætning var sagt, lagde jeg hurtigt på og gik derefter ud i kaffe(pause)rummet, hvor jeg bryggede en kop kaffe med ekstra meget mælk i – der var noget over mælkens lette smag, der altid kunne få mig til at slappe en smule af. Det var formentlig også derfor, folk altid drak varm mælk, lige før de skulle i seng. Jeg gik ud fra, at det havde noget at gøre med, at vi som helt små havde fået brystmælk og nu anså det som et tegn på tryghed. Egentlig var jeg lidt ligeglad med, hvorfor det forholdt sig sådan – jeg ville bare gerne afstresse på en anden måde end at ryge cigaretter, for bare at være i nærheden af en ryger kunne få mig til at hoste voldsomt, selvom mine lunger fejlede intet. Det var nok bare tanken om, at tobak kunne dræbe, der fremprovokerede reaktionen. Ærlig talt, så hadede jeg, at jeg skulle være sådan, for det virkede så respektløst at gøre – rygere kunne vel egentlig ikke gøre for deres afhængighed, så det at få dem til at føle sig endnu klammere ved at hoste så åbenlyst var nok ikke lige det bedste at gøre.

  ”Jeg kender det ansigt,” sagde Clarice og trådte indenfor, inden hun lænede sig op ad den hvide væg. ”Du har lige snakket med et af de mennesker, der behandler os som det rene lort, har jeg ret?”

  Det, at hun gættede rigtigt, måtte sige lidt om, hvor ofte det hændte på kontoret. ”Mere eller mindre,” mumlede jeg, inden jeg tog en tår af kaffen. ”Vil du have en kop?”

  Hun rystede på hovedet. ”Nej, jeg tror jeg springer over. Men hvad sagde personen da til dig? Skal vi sætte hende af artiklen? For det kan vi altså sagtens – det er jo ikke, fordi vi ikke kan finde en anden.”

  ”Det er okay,” sagde jeg og viftede afværgende med den ene hånd. ”Jeg tør vædde med, at hun bare har haft en dårlig dag, og dem har vi alle af og til. Det ville være synd at lade hende bøde for det på den måde. Godt nok viste hun det ikke særlig tydeligt, men jeg tror, at den her artikel betyder meget for hende. Det er trods alt Vogue, vi snakker om, ikke?”

  ”Du er sådan et godt menneske, July.” Clarice sukkede, inden hun sendte mig et smil. ”Hvis det havde været mig, ville jeg bare have givet hende en ordentligt skideballe. Ingen behandler os på kontoret som skidt – vi knokler jo virkelig, og så gør det det ikke ligefrem bedre at blive trådt på. Så hvis du har brug for, at vi finder en anden, så sig til, virkelig. Du skal ikke holde tilbage med det, okay? Jeg vil med glæde hjælpe dig.”

  ”Det er sødt af dig,” smilede jeg, ”men det behøves ikke. Ellers tak.”

  Selvfølgelig havde det ikke været særlig behageligt at blive skudt ned på den måde, men jeg kunne ikke bebrejde personen, når jeg ikke kendte til hendes historie. Hvis hendes dag havde været helt forfærdelig, var det jo ikke noget, man kunne tillade sig at hidse sig op over. Det var trods alt menneskeligt af og til at lade sit temperament løbe af med sig – det var menneskeligt at have følelser.

  ”Okay, men hvis det sker igen, kan jeg altså sagtens sætte en anden på jobbet,” forsikrede hun mig om. ”Bare vid, at alle os på kontoret støtter dig lige meget hvad, ikke? Selvom du er ny, er du stadig en del af Vogue-familien, og det vil du altid være. Når man først er inde, forlader man den aldrig igen.”

❄❅❄

Da jeg trådte indenfor, var det med et smil på læberne. De andre, jeg havde ringet til, havde været begejstrede og ivrige efter at finde en dato, så det havde løftet mit humør en smule. Jeg burde ikke dvæle ved de små ting, der kunne trække lidt ned på dagen, for hvis jeg gjorde det, ville jeg lade negativiteten vinde. Det var efterhånden gået op for mig, hvor mange udfordringer livet bød på, så at lade alle de ubetydelige episoder bringe mig ned med nakken var det sidste, jeg burde gøre. Der ville komme så mange flere besværligheder, som ville være en hel del tungere at komme igennem.

  Jeg var begyndt at føle mig mere og mere hjemme på arbejdspladsen. Jeg kunne godt mærke, at folk stadig så mig som ’den nye pige’, og jeg havde det stadig, som om jeg igen gik i skole, men det var helt klart blevet bedre. Jeg var faldet til meget hurtigere, end jeg havde forventet. Selvom det endnu var underligt at færdes med alle de halvrige, højt stillede kvinder, var det blevet lettere at se mig selv blandt dem – ikke at jeg nogensinde ville kunne finde på at gå i sådan en blazer og sorte stiletter. Det virkede altså stadig lidt for underligt, i hvert fald til mig.

  Jeg blev taget med overraskelse, da jeg så et lille brev ligge på gulvet foran mine fødder. Jeg behøvede ikke engang spørge mig selv, om det var fra Niall, for det kunne jeg se, det var. Det var let at genkende den matte farve på konvolutten, og som altid var der intet navn udenpå – det hele var indeni.

  Netop fordi jeg ikke havde rørt et eneste af hans breve de seneste par dage, var det med ivrige hænder, jeg næsten rev konvolutten op, som om den indeholdt alverdens guld eller en lottocheck – men nej, det var bare nogle ord, der kunne tage mig langt væk og få min indre drømmer frem endnu en gang. Det var overraskende, hvad de kunne gøre ved mig. Selvom jeg i forvejen havde været i meget godt humør, havde det brev fået mig helt op at ringe. Det sitrede helt i mine fingerspidser at holde et nyt brev igen, så meget bankede mit hjerte.

  Da jeg langsomt foldede papiret ud, var det første, jeg så, den velkendte håndskrift. Modsat papiret med telefonnumrene fra tidligere var det her brev perfekt sat op og behageligt for øjnene at køre igennem. Man skulle ikke tro, at det var muligt, men som jeg lod mine øjne fange nogle af sætningerne, der stod i midten af brevet, var det med hans stemme. For den havde jeg endelig hørt i egen høje person.

  Der var dog noget, der fik mig til at rynke på brynene, men samtidig smile overdrevet, og lige som jeg ikke troede, jeg kunne blive gladere, blev jeg det. For det var ikke længere hendes navn, der stod øverst efter ’Kære’. Det var mit.

  Kære July,

  Hvis du lige nu sidder eller står og læser det her brev, kan jeg gå ud fra, at du også har læst resten af dem – dem, jeg skrev til April. Og hvis du har det, så håber jeg, at du skammer dig bare en lille smule og er forberedt på en ordentligt omgang skældud, hvis vi engang ses igen, for det er strengt forbudt at kigge på andre folks private sager (og det her må du IKKE misforstå, for så har du gjort det rigtig akavet for dig selv).

  (Og hvis du ikke allerede har fornemmet det, så mener jeg ikke helt seriøst, at du bør have dårlig samvittighed – jeg ville selv have gjort det).

  Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver det her brev – der er 50% chance for, at du bare skænker det et blik og lægger det til side, så April kan læse det, når hun kommer hjem, og så er det måske der, det for alvor bliver akavet (det foroven var også akavet, det må du ikke tvivle på). Men jeg vil alligevel skrive det, for noget siger mig, du står med det i hånden lige nu og smiler, fordi jeg totalt har gennemskuet dig.

  Og det havde han.

  Da jeg så den måde, du kiggede på mig her forleden, fornemmede jeg, at jeg ikke var som en vidt fremmed for dig, og jeg kan også indrømme, at de breve måske afslørede en hel del af mine dybeste tanker, men nu er de jo blevet skrevet ned, og det er lidt for sent at tage dem tilbage. Hvis jeg havde vidst, April slet ikke var her, ville jeg nok aldrig have ladet det første glide ind gennem brevsprækken, men det gjorde jeg. Hvem ved, måske var det skæbnen?

  Hvor meget jeg så end ville elske at skrive til dig hver dag, ligesom jeg gjorde med April, så kan jeg det ikke – både fordi jeg ikke kender dig godt nok til at skrive lange nok breve, men også selvfølgelig fordi det til April var noget helt specielt. Mens det her bare er et brev, der er blevet skrevet for hyggens skyld, var de andre skrevet for at vinde en piges hjerte tilbage. De var kommet af kærligheden, så de vil nok altid være lidt anderledes, hvis du forstår. Men hvad med, at du ringer til mig, og så kan vi aftale at mødes igen? Selvom det hele startede lidt skævt ud, blev det jo godt senere hen, og jeg vil gerne holde fast i det sidste der. I hvert fald har du her mit nummer …

  Da jeg lod mine øjne omfavne de mange tal, kunne mit hjerte ikke holde op med at fnise piget, og jeg turde vædde med, at hvis det havde været en japansk tegnefilm, ville mine øjne have været hjerter nu. Han havde gjort det meget klart og tydeligt, at han stadig bare så mig som en ven, og at April var den, han anså som sit livs kærlighed, men jeg troede på, at jeg også sagtens ville kunne være venner med ham. Selvom jeg rigtig nok mærkede min mave boble, hver gang jeg tænkte på ham, kunne jeg sagtens bare være sammen med ham for at … ja, for at få lidt selskab. Han kunne være en bedre udgave af Blake, og jeg kunne være hans April-erstatning.

  Jeg vidste, at hvis jeg ville have det her til at fungere, blev jeg nødt til at lægge låg på mit hjerte. Jeg frygtede, at de følelser ville spolere det hele; at de ville skræmme ham væk og få mig til at ende et sted, hvor jeg endnu en gang ikke kunne bunde. Det var ikke, hvad jeg ønskede at få ud af det her. Jeg ønskede bare at finde en anden end Torrance at tilbringe min tid med. Jeg elskede selvfølgelig at være sammen med hende, men det måtte også være trættende i længden at skulle hænge sådan på mig. Det var på tide, jeg selv tog initiativet og gjorde noget ved situationen.

  Før jeg skrev de ti cifre ind, lovede jeg mig selv at bygge en mur op omkring mit hjerte, så det ikke ville destruere alt det her med sin fortvivlelse, men en lille del af mig vidste, at selv hvis jeg begravede det i et ton grus, ville det i sidste ende nå ind til mig og få mig til at bukke under, som det altid gjorde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...