Follow the Winter Stars | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2014
  • Status: Færdig
July Summers har altid set det gode i folk, og det er i hendes tilfælde en virkelig dårlig ting. For hun er svag. Hun er så svag, at hun ikke kan sætte en stopper for, hvordan hendes kæreste mishandler hende dagligt. Men tænk over det - hvad ville du gøre? Hvad ville du gøre, hvis du elskede denne person så håbløst meget og troede på, at alt nok skulle ordne sig på et tidspunkt? Ville du virkelig melde ham? Det er i hvert fald, hvad July nægter at gøre. I stedet flygter hun til London i slutningen af november i håb om at få en ny start. Men det er langt fra så let. Flere måneders slag har sat nogle dybe ar i hendes sjæl, og selvom julen bør være miraklernes tid, virker det ikke sådan, da hun flytter ind i en midlertidigt lejet bolig. Det er i hvert fald, indtil hun begynder at modtage nogle breve af en dreng med de smukkeste ord, som får hende til at falde pladask. Men kan han hjælpe hende med at komme videre? Eller vil han bare destruere det sidste, der er tilbage af hende?

279Likes
909Kommentarer
38903Visninger
AA

3. 1. december

Det var underligt at skulle starte om – flytte ind i en helt ny lejlighed med fremmede omgivelser og anderledes dufte. Jeg vidste ikke, om jeg brød mig om det, men jeg havde ikke andet valg. Det havde været en spontan handling at beslutte mig for at flytte til London, og jeg var også ret sikker på, jeg ikke havde tænkt helt klart, da jeg købte en billet til nattoget, der gik til London. Og nu var jeg her i den kæmpestore by og anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Det havde lykkedes mig at få fat i en lejlighed i sidste øjeblik, da jeg sad i toget med min iPhone og kiggede på boliger. Godt nok kunne jeg ikke kalde det min, fordi den kun midlertidigt var lejet, men jeg havde den i hvert fald i hele december måned, og det var nok for mig. Til januar ville jeg vel have fundet det sted, jeg gerne ville bo. Hvis ikke, kunne jeg i hvert fald bo hos min tante, som også boede her i London. Jeg havde allerførst overvejet bare at bo der, men jeg foretrak at have et sted for mig selv, og så var det vel til mit held, at jeg fandt et sted.

  Ejeren af den lejlighed, jeg havde fået nøglerne til, var midlertidigt ude at rejse. Jeg havde snakket med hende over telefonen, og hun havde spurgt mig om, hvad min situation var. Alt, jeg havde svaret, var, at jeg blev nødt til at flygte langt væk fra min hjemby – væk fra min fortid. Jeg havde forventet, hun ville svare et eller andet skeptisk og lægge på, men i stedet havde hun tilbudt mig at bo der gratis i lige så lang tid, jeg havde brug for. Jeg håbede på bare at kunne nøjes med december, for jeg ville ikke være til ulejlighed. Et eller andet sted var jeg ret sikker på, at ejeren også flygtede fra et eller andet. Det virkede i hvert fald ikke, som om hun var på hverken forretningsrejse eller bare en normal ferie, for hun havde ikke nogen speciel dato for hjemrejse. Det havde undret mig en smule, hvordan jeg ville få fat på nøglen, når hun trods alt ikke var hjemme, men hun havde fortalt mig, der lå en ekstranøgle gemt i potteplanten ved indgangen til opgangen.

  Jeg var i hvert fald virkelig taknemmelig. Jeg havde ikke lyst til at undre mig for meget over, hvem denne ejer var, for det, der virkelig talte, var, at hun havde hjulpet mig med at starte et nyt liv – alt andet burde være lige meget. Jeg skulle ikke tænke så meget over det. Jeg havde et sted at bo den næste måned, og det var det.

  Jeg savnede mine ejendele. Jeg havde ikke efterladt noget virkelig værdifuldt, da jeg næsten tomhændet tog til London, men alligevel var det ikke rart at leve uden alle de ting, jeg var så vant til at se hver dag. Alt, jeg havde haft med mig, da jeg forlod Bristol, havde været mit kreditkort og min mobil, men det var vel også nok – jeg ville selvfølgelig bare ønske, jeg kunne have taget lidt flere ting med. Det, der dog var meget praktisk ved denne bolig, var, at alle møblerne allerede stod der, eftersom den kun midlertidigt var lejet ud, og derfor behøvede jeg ikke at bruge flere tusinder på at indrette en bolig.

  Det var en hyggelig lejlighed. Alle farverne var behagelige for øjnene, og ved siden af toiletdøren i entréen, var der en lille tavle, hvorpå der med lyserødt kridt stod ’Have a nice day :)’. Møblerne var ikke vildt fancy og luksuriøse, og der var en hel del revner i gulvet for ikke at tale om døren til soveværelset, der ikke kunne lukkes ordentligt, men for mig var det perfekt. Helt og aldeles perfekt.

  Jeg havde ikke de store planer for dagen – mest bare at slappe af, nu hvor mareridtet endelig var overstået. Jeg var sluppet væk fra Blake. Jeg havde rent faktisk taget mig sammen til at flygte og aldrig se ham igen, på trods af at mine følelser for ham stadig blomstrede lige så meget, som de havde gjort, da vi havde vores første kys. Hvis nogen havde fortalt mig for tre år siden, at jeg ville blive mishandlet af min kæreste og derefter flytte til London for at undslippe ham, ville jeg højst sandsynligt have kigget underligt på personen og langsomt bakket væk, men det virkede ikke så underligt længere. Alt kunne lade sig gøre, og det havde jeg virkelig indset.

  Tre bank fik mig til at kigge op fra min placering på den hvide dobbeltseng i soveværelset. Min første indskydelse var, at Blake allerede nu havde fundet mig, og at mit liv igen ville forvandle sig til mit værste mareridt, og derfor var jeg heller ikke meget for at rejse mig, men da yderligere tre bank lød, kom jeg langsomt op at stå for derefter at kigge ind ad dørøjet. Her mødte jeg en mager brunette på min alder, som havde et smilehul på venstre side af kinden og blå øjne i de smukkeste nuancer, jeg længe havde set.

  ”Kan jeg hjælpe dig?” spurgte jeg, da jeg lukkede op for den fremmede, inden jeg sendte hende et forsigtigt smil, som hun straks gengældte.

  ”Mit navn er Torrance, men du kan bare kalde mig Torrey,” fortalte hun mig, og jeg nikkede. ”Jeg er din nabo – jeg bor lige over for. Jeg ville bare lige sige hej, for jeg så dig komme ind. Det virker nok en smule stalkeragtigt, at jeg har betragtet dig på den anden side af døren, og det indtryk vil jeg helst ikke give dig, så venligst bare glem, hvordan jeg opdagede, du var flyttet ind. Jeg bliver bare så nysgerrig, hvis du forstår.” Hun slog en perlende latter op. ”Nå, men du skal bare vide, at du til enhver tid kan opsøge mig, hvis du har nogle spørgsmål om kvarteret. Jeg vidste slet ikke, at den gamle beboer var flyttet?”

  ”Det er hun heller ikke,” svarede jeg hurtigt. ”Jeg bor her bare midlertidigt, fordi hun er ude at rejse.”

  ”Så er det derfor, jeg ikke har set hende i evigheder!” Hun slog sig for panden. ”Så giver det hele pludselig meget mere mening. Jeg troede bare, hun undgik mig.”

  ”Nej, nej,” forsikrede jeg hende om, ”hun kommer vist tilbage efter jul. Hun fortalte mig ikke præcis hvornår, men det er deromkring januar.”

  ”I hvert fald skal du have velkommen …?”

  ”July,” introducerede jeg mig selv og rakte hånden frem, ”mit navn er July.”

  ”July …” Det så ud, som om hun tyggede lidt på navnet, men så sendte hun mig et stort smil. ”Sikke et flot navn! Det minder mig helt om sommer.”

  ”Så vil du nok finde mit efternavn endnu mere interessant.” Jeg slog en latter op, og hun lagde undrende sit hoved på skrå. Jeg havde altid syntes, at det var meget morsomt, hvordan mit navn nærmest skreg: ”Sommer!” Når jeg fortalte folk mit fulde navn, plejede de altid enten at grine eller spørge, om jeg var seriøs. Jeg forventede ikke andet af Torrance eller Torrey, som hun jo ville kaldes. ”Mit fulde navn er July Summers.”

  ”Er du seriøs?” Og der kom det sædvanlige svar så – men på den anden side forstod jeg det godt. Jeg ville nok selv have reageret på samme måde, hvis det havde været mig, der hed noget normalt.

  ”Jeg ved ikke, hvad mine forældre tænkte, da de navngav mig July,” indrømmede jeg med et skævt smil. ”Måske var de fulde, jeg ved det ikke. Det er underligt, jeg ved det.”

  Hun rystede dog straks på hovedet. ”Det er et virkelig smukt navn! Jeg ville med glæde bytte navn med dig, mit efternavn er så maskulint, synes jeg. Det minder mig om en eller anden kedelig professor, for det er altid sådan noget, de der kloge-åger hedder.” Hun tav lidt, men skyndte sig så at tilføje: ”Mit fulde navn er for resten Torrance Maxfield, hvis du ikke lige har set det skrevet på min dør eller nede ved dørklokkerne,” da hun så ud til at opdage, at jeg ikke anede, hvad hun snakkede om. ”Jeg føler, hele mit navn er så seriøst, hvis du forstår. Det er derfor, jeg gerne vil kaldes Torrey i stedet for Torrance. Bare lyt til det. Torrance.”

  Jeg lo over den måde, hun rullede med øjnene over sit eget navn. ”Jeg kan godt lide det. Det er så unikt. Det minder mig om en brændende ild – spørg mig ikke hvorfor, men det gør det. Du skulle bare vide, hvilken hverdag jeg lever med, når jeg hedder July. Folk bliver ved med at joke med det, når de snakker om, hvilken måned vi er i eller noget i den stil. Og når det så er juni, siger de noget i stil med: ’Åh, se! Så er vi vist i July’ hvorefter de sender mig de der blikke, der altid gør mig ubekvemt til mode. Dit navn er så elegant – det lyder så sofistikeret.”

  ”Hm,” – hun spidsede tænksomt munden – ”sådan har jeg egentlig aldrig tænkt over det før.”

  ”Det er i hvert fald virkelig flot.” Jeg kunne mærke, at samtalen langsomt døde ud – hvordan var vi også kommet på at snakke om navne bare lige sådan? ”Glædelig 1. december for resten. Så er vi endelig ved at nærme os jul.”

  ”I lige måde! Det er lang tid siden, jeg sidst har oplevet, at december startede ud på en søndag. På den anden side sker sådan noget trods alt også kun hvert … sjette år? Syvende?”

  ”Deromkring,” mumlede jeg, imens mit blik var fæstnet mod Torrances fødder, der skiftevis rykkede lidt på sig. ”Har du lyst til at komme indenfor og blive lidt? Jeg kan lave noget te eller kaffe? Eller måske kakao? Hvad foretrækker du?”

  ”Tak, men nej tak,” svarede hun og løftede afværgende med hænderne. ”Jeg vil ikke være til besvær, for du skal jo lige falde på plads og det hele. Desuden skal jeg vist også tilbage til min hund. Hvis jeg ikke tager helt fejl, er Bella sikkert ved at være ret urolig, for det er efterhånden lidt tid siden, det var meningen, at jeg skulle ud med hende. Nogle gange er jeg bare for doven, og derfor er det ikke så klogt, at jeg har hund. Kender du det der, hvor du bare ikke orker, selvom du ved, hvor vigtigt det er, at du gør det?”

  For mig selv begyndte jeg at tænke på, hvordan jeg i flere måneder havde gået og overvejet at flytte væk fra Blake uden nogensinde at gøre det, selvom det var for alles bedste. ”Noget i den stil,” sagde jeg så efter noget tid og havde pludselig meget travlt ved at pille resterne af min gråblå neglelak af.

  ”Men ja, jeg må af sted.” Hun sendte mig et af de der tandpastasmil, man plejer at se i reklamer. ”Det var rigtig hyggeligt at møde dig, July! Vi ses vel?”

  ”Ja, det gør vi,” sagde jeg med et forsikrende smil. ”Det var også hyggeligt at møde dig, Torra – Torrey.”

  Da hun var forsvundet ind ad sin hoveddør, lukkede jeg min. Torrance virkede virkelig venlig – og hun var også helt vildt køn. Hun havde allerede virket meget smuk i dørøjet, men tæt på var hun endnu mere betagende. Alt fra de lyseblå øjne til det brune, let bølgede hår var til at dø af misundelse over. Hun var virkelig nøje sammensat – det var, som om alt bare passede perfekt.

  Idet jeg vendte mig om for at gå ind i stuen, hørte jeg en lyd, der mindede mig om de papirsflyvere, jeg plejede at lave som lille. Jeg havde aldrig kunnet finde ud af at lave dem, for de fløj aldrig mere end en meter, før de sank til jorden, men jeg elskede nu stadig at lave dem af og til. Jeg havde som lille taget et kursus i at lave papirsfigurer, så nu kunne jeg finde ud af at lave svaner, kopper, skibe, frøer og mere til. Det overraskede mig, at alle disse år ikke havde fået mig til at glemme teknikken.

  Jeg vendte mig langsomt mod døren igen, alt imens jeg forventede Blakes vrede ansigt, men alt, jeg fandt, var en konvolut. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var så paranoid – men det var vel alligevel ikke særlig overraskende, taget i betragtning af at jeg var blevet mishandlet i efterhånden meget lang tid. Sådan noget efterlod ikke nogen uden ar både indeni og udenpå.

  Jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle forvente af brevet. Der var ikke skrevet noget på konvolutten, så jeg vidste ikke, om det var til mig eller den oprindelige beboer, April, eller om jeg burde åbne den. På den ene side ville det være krænkelse af privatlivet, hvis jeg åbnede et brev til April, men på den anden side kunne det vel og mærke være til mig. Hvad nu, hvis det var Blake?

  Med en klump i halsen samlede jeg brevet op, før jeg langsomt lukkede konvolutten op. Selv hvis det var til April, regnede jeg ikke med, at der stod noget totalt hemmeligt i det – hun virkede ikke som en med mange hemmeligheder, på trods af at hun så ud til at have nogle hemmelige dagsordener med sin pludselige rejse. På mange måder kunne jeg godt spejle mig i hende, selvom vi endnu ikke engang havde mødt hinanden.

  Da jeg langt om længe fik hevet et stykke linjeret papir frem, mødte en kludret håndskrift mine øjne. Straks kunne jeg konstatere, at afsenderen var en dreng, men det var ikke fra Blake – så ville jeg have kunnet genkende hans håndskrift med det samme.

  Kære April var, hvad der stod øverst, hvilket måtte betyde, at det her brev var dedikeret til den oprindelige beboer. Derfor kunne jeg med en form for lettelse lægge det fra mig, men i samme øjeblik det langsomt dalede til spisebordet, fangede en sætning mine øjne. Jeg begik en fejl. Selvom der ikke stod mere end det, rørte det noget i mig. Det måtte være en desperat ekskæreste, der prøvede at vinde hende tilbage – trist, hun ikke var til stede til at modtage brevet.

  Jeg vidste egentlig ikke, hvorfor det rørte mig – det var efterhånden ved at være en meget typisk replik at fyre af som dreng – i hvert fald, hvis man for alvor havde lavet ged i den. Den var i hvert fald kategoriseret under ’replikker for idioter’ i mit hoved. Alligevel kunne jeg se på længden på brevet, at der var mere end en undskyldning – det var ikke bare én dum replik. Det virkede, som om denne dreng havde et eller andet brændende på hjerte, som han gerne ville have ud af systemet, og så var det til hans uheld, at pigen, han elskede, ikke var der til at tage imod hans ord. Men jeg var her. Og før jeg overhovedet selv vidste af det, havde jeg taget papiret i hænderne igen, velvidende at det var forkert af mig.

  Kære April,

  Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er ved at gå op for mig, hvor umuligt det er at få dig tilbage. Jeg har virkelig været dum, det ved jeg – jeg er så dum. Jeg har begået så mange fejl i livet, og de går på en eller anden måde altid ud over de folk, jeg holder mest af. Som dig. Hvis der er noget, jeg fortryder, så er det at have … ja, du ved vel, hvad jeg gjorde, og jeg har helst ikke lyst til at tænke tilbage på det. Hver evig eneste dag går med fortrydelsestanker, og jeg bruger al min tid på at overveje, hvad jeg kunne have gjort anderledes for at beholde dig. Men sandheden er, at tiden ikke kan spoles tilbage – jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det her imod mig selv … måske fordi jeg fortjener det.

  Det er ikke lige mig at skrive her breve, men du har altid sagt, at du godt kan lide sådan noget gammeldags frem for nutidens teknologi, så derfor har jeg valgt ikke at sms’e til dig. Se. Jeg husker altså de små ting om dig, det gør jeg altså. Jeg ved, jeg har virket ligeglad, men det er jeg altså langt fra. Og det er først nu gået op for mig, hvad jeg har mistet.

  Intet undskylder mine handlinger, det ved jeg godt. Jeg har indset, at du havde ret. Da du forlod mig, havde du virkelig ret i alt det, du sagde. Det var ikke bare noget, jeg gjorde – det var ALLE DE TING, jeg gjorde. For det stod på i så lang tid, og du blev ved med at elske mig så trofast, mens jeg bare var en nar. Jeg kan godt se det nu. Og det undskylder jeg.

  Jeg ved ikke, om du har fundet glæden igen – om du har fundet en ny, eller hvad der er sket. Faktisk er jeg ikke engang sikker på, om du har åbnet det her brev, men det håber jeg, du har. Jeg håber, at du, selvom det her er et virkelig latterligt brev, alligevel er blevet bare en smule rørt over mit latterlige forsøg på at undskylde og få endnu en chance hos dig.

  Jeg føler mig en smule desperat, som jeg sidder her og fortsætter med at skrive med krampe i hænderne og alt muligt. Det her brev skal virkelig udtrykke det hele, men samtidig vil jeg gerne holde lidt igen, for det her bliver ikke det sidste. Jeg vil blive ved og ved og ved, indtil du kan tilgive mig og elske mig igen. For jeg kan ikke bare give slip. Jeg har prøvet, men … ja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal ende denne her sætning.

  Selv hvis du ikke svarer, vil jeg fortsætte med at sende de her breve, bare i december i hvert fald. Så kan du i det mindste vide, hvor meget jeg fortryder, og hvad jeg stadig føler for dig. Forhåbentlig udtrykker det her meget klart min desperation – bare se på, hvor ynkelig jeg er, April. Det her er min stolthed, jeg sætter på spil for dig. Så please, bare én chance. Jeg lover ikke at spilde den.

  Nå, men glædelig 1. december. Jeg håber, du har det godt. Du skal vide, at jeg ville gøre ALT for at tage, hvad jeg gjorde, tilbage, for jeg savner dig virkelig. Jeg savner at joke med dit navn, jeg savner at have armene omkring dig, jeg savner duften af dit hår, når det er nyvasket, og jeg savner dit smil, og hvordan du altid flasher dine tænder, fordi du er så stolt over endelig at have fået din bøjle af, selvom det efterhånden er mange år siden.

  Jeg elsker dig stadig, April. Og det vil jeg altid gøre.

  xx Niall

  Jeg kunne ikke lade være med at føle mig en smule stakåndet efter at have læst brevet. Der stod ikke noget helt specielt i det, men alligevel vækkede det en ild i mig. Sådan havde Blake aldrig været ved mig – det var altid mig og ikke ham, der desperat kravlede tilbage. Jeg gad vide, hvordan det mon var at have overhånden i forholdet. Det måtte være en fantastisk følelse.

  Jeg var efterladt med en følelse af undren, da jeg igen foldede konvolutten sammen og lagde den på bordet foran mig. Denne Niall havde virkelig vakt min nysgerrighed ved bare at skrive så få ord – det havde måske noget at gøre med, at mine standarder var blevet sænket, når det kom til mænd. Jeg ville sikkert falde for enhver, der ikke mishandlede mig, nu. Og på samme måde følte jeg en form for medlidenhed for Niall – han virkede så fortabt uden April. Man kan vel sige, at det er enhver piges drøm at have en dreng, der husker de små ting om en. Og på samme måde misundte jeg, at hun havde fundet en som ham, selvom det var latterligt allerede efter et brev.

  Selvom jeg prøvede at glemme brevet, dels fordi jeg ikke burde have læst det, dels fordi jeg ikke havde lyst til at tænke på en, hvis ord havde været så små og ubetydelige, selvom de alligevel havde rørt mig, kunne jeg det ikke. Spørgsmålene summede rundt i hovedet på mig: Hvad var der sket mellem ham og April? Hvorfor vidste han ikke, at hun var væk og havde været det i lang tid? Følte April stadig noget for ham? Men mest af alt: Hvem var denne Niall?

  Og spørg mig ikke om, hvorfor det spørgsmål var det, der nagede mig mest. For det ved jeg ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...