Let us bet〰1D

Lucy Young er 20 år, og bedste venner med Louis Tomlinson. De to bedste venner bor sammen og har gjort alt sammen. Da sommertiden kommer, tager Louis og Lucy den årlige tur ud til deres sommerhus, men denne sommer bliver anerledes. Resten af One Direction skal med på turen. Drengene laver et væddemål, om hvem hun falder for først, og så skal man gå hele vejen med hende. Vil Lucy hoppe på det? Eller er hun stærk nok til at sige fra? Vil Louis prøve at stoppe det eller er han med i væddemålet til sidst? Bliver Lucy virkelig såret eller vil hun ignorerer det? Sommeren bliver ihvertfald ikke den samme, og Lucy mister tillid.
〰Denne fanfic er med i fandom konkurrencen! Fandom: One Direction〰

192Likes
262Kommentarer
20545Visninger
AA

11. ✔✔"You look so sexy in that dress"✔✔


Skriv lige hvad du synes, tak sødeste! x

Btw det her er det længste kapitel jeg nogensinde har skrevet, hah xx

"Ikke her Harry" Mumlede jeg mellem kyssende. Mig og Harry trak sig fra hinanden, og jeg hoppede ned fra hans hofter.  Harry trak mig ivrigt hen mod en taxa, og fortalte chaufføren hvor vi skulle hen. 

Efter noget tid fortalte chaufføren at vi var ankommet, og Harry hev penge frem, mens han prøvede at klikke sin sele op. Et lille fnis forlod mine læber da det så sjovt ud, og at han var så ivrig. Jeg måtte have tændt ham meget. 

Harry fik endelig selen op, og trak mig hen mod sommerhuset. Han fumlede med nøglerne, men fik dem til sidst ind, og drejede dem rundt. Døren sagde klik, og Harry bragede døren op. Han smækkede den efter sig, og jeg nåede lige at tage mine sko af, inden han pressede mig op af væggen, og kyssede mig ivrigt.

Igen hoppede jeg op på hans hofter, og tog mine hænder op i hans hår. Jeg tog fat i noget af hans nakke hår, og hev lidt i det. Et støn forlod hans læber, mens han pressede sit underliv mod mit.

Jeg trak mig fra Harry, og bed ham i øreflippen. Harry begyndte stille at plante kys ned til min kavalergang . Et svagt støn forlod min mund, mens Harry smeltede vores læber sammen igen. 

"Du ser så sexet ud i den kjole" Mumlede han mod mine læber. Et smil poppede op på mine læber. "Du ser nu heller ikke så værst ud Styles" Sagde jeg forførende. Harry begyndte at gå, og jeg ville regne med at det var mod værelset.

Han pressede hårdt vores læber mod hinanden igen, mens hans ene hånd ledte efter håndtaget på døren. Da han endelig fik den åbnet, kastede han mig i sengen og lagde sig straks oven på mig. "Lad os få den kjole af". Harry blinkede frækt til mig, og førte hånden om bag min ryg for at lyne min kjole ned. 

Da den var lynet ned, rev han den af mig, og gav min krop elevatorblikket. Han nikkede tilfreds, og kiggede på mig. Hans øjne var blevet, helt mørke af lyst. Det hele var lidt sløret, men dog vidste jeg at jeg ville fortryde det her imorgen- hvis jeg ihvertfald kunne huske det.

✔✔✔

Jeg glippede med mine øjne, og gned lidt i dem. En stor smerte skød, igennem mit underliv- hvad fanden? 

Jeg vendte mig om, og jeg blev så forskrækket da jeg så Harry ligge ved siden af mig, at jeg faldt ned af sengen med et bump. "Av forsatan!" Hviskede jeg, og tog mig til mit haleben. Jeg kiggede panikkende rundt i værelset, og fandt til min lettelse mit undertøj. 

Jeg kravlede derhen, klipsede min BH og tog mine underbukser på.  Det lød ikke rigtig som om at nogen af drengene var stået op- heldigvis. 

Jeg listede hen til Harry's skab, og åbnede det. Jeg så en masse t-shirt ligge rodet inde skabet. Jeg tog en helt tilfældigt t-shirt ud, men så klodset som jeg var rev jeg en hel bunke ud, så de røg på gulvet. Et irriteret støn forlod mine læber, inden jeg bukkede mig ned for at samle dem op.

"Sikke en dejlig udsigt at vågne til" Lød en virkelig hæs stemme til mig. Med et ryk rejste jeg mig op, men selvfølgelig skulle mit hoved ryge op, i en af skabets hylder. Hans hæse latter, lød i hele værelset, mens jeg kæmpede med at få trøjen på. "Ti stille Styles!" Hvæsede jeg, og gnubbede mit hoved, der hvor jeg havde slået mig. 

Sikke en dejlig morgen. Harry får lov til at stirre på min røv, og jeg har lige frem haft sex med ham! Vent! Så har han taget min mødom? Nej nej nej! Det bare nej! Det skulle have været med en speciel, en og en jeg havde følelser for."Wow wow wow!" Udbrød jeg. Harry kiggede forvirret på mig. "Du har taget min mødom" Hviskede jeg.

Et smørret smil prydede udover hans læber. "Nej hvor dejligt Lucy!" Grinte han. Jeg rystede ivrigt på hovedet. "Jeg går" Mumlede jeg surt, og forlod hans værelse. Og for en gangs skyld var jeg faktisk heldig. Hverken drengene eller Sophia var stået op, eller jo Harry var, men han vidste jo godt vi havde været sammen. For jeg havde ihvertfald ikke brug for spørgsmål lige nu, om hvorfor jeg kom fra Harry's værelse, og hvorfor jeg havde en af hans trøjer på.

Da jeg nåede ind på mit værelse, skyndte jeg mig at finde noget nyt tøj, og undertøj. Min kjole og mit undertøj skulle ihvertfald vaskes grundigt. Med et suk åbnede jeg min dør igen, og listede ind på badeværelset, men selvfølgelig skulle Harry stå derinde nøgen. "Harry!" Skreg jeg, og dækkede for mine øjne. Sikke en heldig skumfidus jeg er idag- mærk lige ironien her, tak.

"Oh come on babe. Der er ikke noget du ikke har set" Grinte han. "Ej ad Harry!" Klynkede jeg. Jeg bakkede ud af badeværelset, og drejede rundt så jeg endelig kunne fjerne mine hænder fra mit ansigt.

Lad mig lige gøre det klart her.....Jeg hader Harry Styles.

✔✔✔


 

Jeg havde en virkelig fed følelse. Jeg kunne nu stolt fortælle drengene, at jeg havde vundet væddemålet.

"Okay Harry. Hvorfor samlede du os alle?" Spurgte Liam. "Fordi jeg har noget at fortælle jer" Forklarede jeg smørret. "Jeg har vundet væddemålet!" Sagde jeg stolt. Det vand Louis havde i munden, var sprøjet udover Niall som stod og klagede over at nu skulle han skifte tøj. "Af hvad?" Spurgte Louis. 

Jeg sukkede og forklarede drengene, at vi havde haft en hed nat, hvilket ville sige at jeg jo havde vundet. "Nej Harry du kan ikke allerede have vundet!" Brokkede Zayn sig. "Jo jeg kan! Jeg har jo haft sex med hende!" Udbrød jeg. 

Det pissede mig faktisk en smule af, at drengene ikke synes jeg havde vundet. "Harry du har jo for fanden ikke forstået det hele!" Råbte Zayn. "Ved i hvad! I kan rende mig alle sammen! Det her væddemål er jo helt fucked up!" Råbte jeg irriteret. Det var måske lidt overdrevet det jeg sagde, men jeg var så sur. De kunne ikke bare sige at jeg ikke havde vundet når jeg jo havde!


 

Man kunne tydeligt høre, at drengene råbte og skreg af hinanden. Dog kunne man ikke høre hvad de råbte og skreg om. 

Indtil videre var det bare mig som sad alene, inde i stuen. Sophia sov heldigvis, for jeg havde ikke brug for nogen af hendes kommentarer. Og nu når man taler om solen. "Morgen" Mumlede jeg, og pillede nervøst ved mine negle, nu når jeg tænker over det burde jeg egentlig klippe dem.

Jeg kunne mærke hendes kolde blik, bore sig ind i min ryg. "Godmorgen fede" Kold og hånligt kom det ud af hendes mund. Selvfølgelig skulle jeg, også sige godmorgen til hende, eller faktisk morgen. 

"Jeg har hørt dig og Harry har haft sex" Sagde hun hånligt. Jeg prøvede at synke en klump, som havde dannet sig i min hals. "Fik i kneppet godt igennem?" Grinte hun hånligt og koldt. Det var som om at hun kun kunne sige det hånligt og koldt til mig. "Han fortryder det sikkert fordi du er så fed som du er!" Vrissede hun. 

Tårene begyndte at presse sig på. Jo tættere hun kom på mig, jo tættere var mine tåre på at bryde ud. "Du er bare sådan en klam smatso!" Hvæsede hun, og hev mig op. Jeg ville vædde med at mine øjne var helt blanke. Hendes ord sårede mig så meget. Det sjove ved det var at jeg var 20, og hun stadig mobbede mig. 

Tænk hun stadig kunne finde på at synke så dybt. Sophia smed mig ned på gulvet, og lænede sig ned over mig, og tog stramt fat om min kæbe. "Tænk at nogen overhovedet kan elske sådan en klam luder!". Hendes hånd ramte hårdt min kind, og jeg måtte bide mig i læben for ikke at skrige op. "Din fucking klamme fede smatso!" Råbte hun, og slog mig igen.

Hulk begyndte at forlade mine læber, og hun blev ved med at slå og sparke til mig. "Din mor elsker dig ikke engang! Hun hader dig og ville ønske du ikke var født! SÅDAN EN LUDER DU ER!" Skreg hun. Og de ord ramte mig virkelig dybt. "Louis elsker dig ikke engang han prøver bare at se om han også kan få en omgang af sådan en klam luder som di-" Sophia's råb blev stoppet da en anden tog over. "Hvad fanden laver du Sophia!?" Skreg Louis, og løb hen og rev hende væk fra mig. 

Alt var så sløret pga af mine tåre. "Lucy! Lucy kig på mig!" Råbte Louis og prøvede at få min opmærksomhed, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Lucy!" Råbte han. Hulkene blev højere, og til sidst blev de til skrig. Alt var så utydeligt for mig. Liam og Sophia stod og råbte af hinanden. Niall kiggede bekymret på mig. Harry og Zayn stod bare og kiggede skræmt på mig, og Louis, Louis prøvede så meget han kunne på at få min opmærksomhed. 

Hele min krop rystede, og til sidst blev alt for meget. Mine skrig blev højere og højere, og tårene strømmede ned som aldrig før. Det hele blev for meget. Smerten kunne man tydeligt høre i mine skrig, og Louis blev ved. Han gav ikke op. Han ville have min opmærksomhed. 

"Ring til en ambulance!" Skreg Louis, og det var det sidste jeg hørte inden, nogen sorte prikker kom foran mine øjne, og til sidst blev det mørkt.

✔✔✔


Det skræmmede mig meget, at se Lucy ligge ind på gulvet, hyrperventilere, med tårene der strømmede ned og skrigene der blev mere og mere voldsomme. "Ring til en ambulance!" Skreg Louis. Zayn var hurtigt om, at finde sin mobil frem, og ringe til en ambulance. 

Liam havde fået Sophia hevet ud, så de kunne snakke i fred. "Lucy!?" Råbte Louis grådkvalt. "Hvad sker der?" Spurgte jeg nervøst. "Hun er helt væk! Hun kigger ikke på mig, og reagere heller ikke hu-" "Nej nej nej! Lucy kig på!" Skreg Louis, mens han afbrød sig selv. "Lucy det skal nok gå!" Græd han. 

"Ambulancen er på vej" Beroligede Zayn. Louis havde haft i Lucy's hånd, og aede hende på kinden. "Der er hjælp på vej Lucy" Hviskede han grådkvalt. 

Jeg fik selv helt tåre i øjnene, at kigge på dem. Lucy måtte virkelig betyde meget for ham, man skulle nærmest tro, at hun havde prøvet at begå selvmord med piller, og så havde Louis fundet hende.  Hoveddøren blev revet op, og ind kom ambulancen. "Hold afstand tak!" Vrissede en af dem. Mig og Zayn trådte tilbage, og så på mens Louis forklarede alt det han havde set.

✔✔✔

Lucy lå inde på værelse vi sad overfor. Vi havde fået af vide hun havde fået et angst anfald, et meget voldsomt et endda. "Harry vi er nød til at snakke om væddemålet" Afbrød Zayn mine tanker. Sukkende nikkede jeg på hovedet, og kiggede på ham. "Man vandt væddemålet, hvis man fik hende til at forelske sig i en, og man havde sex og havde kysset i ædru tilstand. Men indtil videre fører du. Aftale?". Jeg nikkede, og tog hans hånd og gav den et tryk som aftale.

"Har i seriøst tænkt jer at lave videre på væddemålet!?" Udbrød Louis frustreret. Mig og Zayn kiggede bare forvirret på ham. "Hun har fået angst anfald, bliver muligvis mobbet af Liam's flirt og har det pisse svært her for tiden! Og så vil i bare forsætte! " Vrissede Louis. "Et væddemål er et væddemål Louis!" Vrissede Zayn tilbage. 

Louis rev frustreret i sit hår. "Er i klar over hvor meget det her lort plager mig!? Og jeg må ikke engang sige det til hende! Elsker i at se hende lide?!" Hvæsede han. Jeg kiggede ned i mit skød. "Det er fandme for dårligt!" Bed han af os, og satte sig ned i stolen igen, som han ellers havde rejst sig op fra, for at vise hvor frustreret han var. 

"I må gerne komme ind til patienten nu" Sagde en sygplejske venligt. Louis sendte hende et taknemligt smil, og tøvede ikke med at åbne døren ind til Lucy, og lukke den efter sig. Han var ihvertfald helt klart sur.


Nervøst pillede jeg ved kanten af dynen, da døren åbnede. Jeg havde fået af vide at jeg havde haft, et ret voldsomt angst anfald, og derfor havde jeg valgt at fortælle Louis hvad der havde sket. 

"Lucy" Lød en hviskende stemme over ved døren. Tårene pressede sig allerede på, og jeg kiggede op, og mødte Louis bekymrede øjne. "Louis" Hviskede jeg, og den første tåre røg allerede ned af min kind. Han stormede hen til mig, og trak mig ind i et kram. Følelserne kørte rundt i mig. 

"Jeg er så ked af det Louis! Det var ikke meningen at gøre dig bange!" Hulkede jeg, ned i Louis' skulder. "Shhh" Tyssede han, og vuggede mig stille og roligt. "Det okay babe!" Beroligede han mig, og kyssede mig i hovedbunden. Stilheden tog efter hånden over, og jeg trak mig fra Louis.

"Der er noget du skal vide" Hviskede jeg, og kiggede ned. "Du kan stole på mig Lucy" Betroede Louis, hvilket fik et svagt smil på mine læber. Selvfølgelig vidste jeg, at jeg kunne stole på ham. Han havde været der for mig i over 10 år. 

"Ka-Kan du huske der på gangen?". Jeg kiggede op på Louis og så han nikkede. Jeg sank en klump, og forsatte så: "Det var ikke den eneste gang hun mobbede mig" Hviskede jeg, og kiggede ned igen. "Hun har gjort det siden vi startede Louis". Jeg tog en dyb indåndning, og pillede lidt ved dynen. "Jeg har flere gange kommet hjem med en brækket arm, eller en hjernerystelse" "M-Men hvad med dine forældre? De må da have set det!" Udbrød han. 

Jeg rystede på hovedet. Det var det her jeg skammede mig så meget om, og var så flov over. "De havde aldrig ønsket mig Louis, og da du startede til x-factor gik mine forældre fra mig. Jeg kan stadig huske det tydeligt" Mumlede jeg svagt.

FLASHBACK!

"Som sædvanlig kom jeg hjem med en hjernerystelse. Det var blevet værre og værre efter Louis havde været til x-factor audition. Sophia var begyndt at være mere efter mig, og blev hårdere og hårdere i sine ord og spark. Dog var jeg blevet van til det. Men var det ikke mærkeligt at tænke på? Altså at man blev van til at blive mobbet? 

Jo. Det synes jeg også selv, men jeg kan ikke gøre for det. Louis var mit skjold, og nu var han væk hvilket ville sige at mit skjold også var væk, og nu var jeg blevet svagere. Jeg var begyndt at cutte og sulte mig selv fordi Sophia kaldte mig fed. 

Jeg ville så gerne fortælle Louis om det, men Sophia truede mig og orderne sad stadig fast i min hjerne. "Og hvis du fortæller Louis om alt det her vil det blive værst for dig selv Young!". Det var som om, at hver gang jeg tænkte på dem kørte de bare på replay.

Undrende stod jeg i gangen. Min mor plejede normalt at komme råbende ud til mig, og spørge hvorfor jeg kom så tidligt hjem, og så ville de hårde slag komme. Men hverken hun eller slagende kom. "Mor?" Spurgte jeg undrende. 

Jeg gik ind i køkkent, hvor en stor sedl hang på køleskabet. Med tøvende skridt gik jeg hen, og hev sedlen ned. Skriften var sjusket ville betød, at min mor var fuld da hun skrev det. Selvfølgelig, hvad havde jeg ellers regnet med? Hun var altid fuld.

Hej Lucy.

Du har måske opdaget at jeg ikke er hjemme? Hvad snakker jeg om? Selvfølgelig har du opdaget det. 

Men der er noget mig og din far aldrig har fortalt dig. Du var en fejl. En stor fed dårlig fejl.

Vi har aldrig elsket dig, og vi vil aldrig komme til det. Du skal ikke prøve at kontakte os, og du må klare dig selv nu.

Det hele kom som et slag i maven. Jeg var en fejl. Jeg skulle ikke have levet. Alt det de havde sagt, og gjort var bare skuespil. 

Med rystende hænder krøllede jeg sedlen sammen, og smed den ud. Jeg kunne ikke klare det mer'. Følelsen af smerte og sorg bredte sig i hele min krop. Jeg løb oven på, og ind på badeværelset. Tårene strømmede allerede ned af mine kinder. 

Jeg kiggede ind i spejlet, og alt det jeg så var fejle. En alt for stor næse, for små bryster, alt for tyk, bumser over hele ansigtet og min personlighed. Jeg var en stor fejl. Et hjerteskærende hulk forlod mine læber mens jeg med rystende hænder åbnede skabet. Og der stod de. Pillerne jeg havde så meget brug for. Rystende rakte jeg ud efter dem. Jeg tog fat i dem, og skulle til at åbne dem, men hvad med Louis? 

Ville han lægge mærke til jeg manglede? Ville han savne mig? Selvfølgelig ville han ikke det. Han havde ikke skrevet til mig i over en uge, og vi plejede at skrive hver dag. Jeg er en fejl. Alle hader mig, og der er ikke en eneste der elsker. Jeg åbnede låget, men en lyd stoppede mig. Min mobil. Jeg trak den op af lommen, og så Louis' navn lyse op. Jeg trykkede åben, og læste beskeden.

Hey Lucymus ;)

Undskyld jeg først skriver nu. Vi har så meget travlt, men hvordan går det?

Savner og elsker dig så meget Lulu! xx

Han savnede og elskede mig stadig. Han huskede mig. Et stort smil fyldte mit ellers så tårefyldte ansigt. Han reddede mig fra at gøre noget jeg ville fortryde. Jeg gik med faste skridt hen mod skraldespanden, og smed pillerne ud. Jeg elskede ham. Jeg elskede Louis for at redde mig" 

Med tårene rende ned af kinderne på mig, kiggede jeg op på Louis. Hans ansigt så helt pint ud. "Je-e-g du-u-u" Stammede han. Tårene trillede skam også ned af hans kinder. "Hvorfor havde du ikke fortalt mig det!?" Råbte han pludselig. Forskrækket kiggede jeg på ham. "Louis je-" "Hold kæft Lucy!" Vrissede han, og rejste sig med et sæt, og spurtede ud af døren. 

Han havde sagt jeg kunne stole på ham, og det havde jeg gjort, men han havde nu forladt mig da jeg havde mest brug for ham.

✔✔✔✔

Aww stakkels Lucymus :(. Nu fik i da lige noget af vide som i ikke vidste.

Hvad synes i om Lucy's fortid?

Hvad synes i om Louis' reaktion?

Hvis jeg selv skulle sige det, er jeg ret tilfreds med det her kapitel. 

Jeg har faktisk også lavet det en nogenlunde langt synes i ikke?

TUSIND TUSIND TAK FORDI I GIDER AT LÆSE MED! xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...