Let us bet〰1D

Lucy Young er 20 år, og bedste venner med Louis Tomlinson. De to bedste venner bor sammen og har gjort alt sammen. Da sommertiden kommer, tager Louis og Lucy den årlige tur ud til deres sommerhus, men denne sommer bliver anerledes. Resten af One Direction skal med på turen. Drengene laver et væddemål, om hvem hun falder for først, og så skal man gå hele vejen med hende. Vil Lucy hoppe på det? Eller er hun stærk nok til at sige fra? Vil Louis prøve at stoppe det eller er han med i væddemålet til sidst? Bliver Lucy virkelig såret eller vil hun ignorerer det? Sommeren bliver ihvertfald ikke den samme, og Lucy mister tillid.
〰Denne fanfic er med i fandom konkurrencen! Fandom: One Direction〰

191Likes
262Kommentarer
20328Visninger
AA

16. ✖✖"What happened?"✖✖

 

*Skriv gerne hvad i syntes i en kommentar, taaak xx*

(Liam)

Da jeg vågnede næste morgen, var det ikke helt uden smerter. Jeg havde den sygeste hovedpine, grundet de lidt for stærke drinks igår. Efter jeg havde taget Sophia 'på fersk gerning', var jeg hurtigt løbet hen til den nærmeste klub, hvor den ene drink røg ned efter den anden.

Jeg rejste mig fra min ellers ret så behaglige seng, og slentrede videre ud på badeværelset. Jeg åbnede straks medicin-skabet, for derefter at række ud efter hovedpines pillerne, som jeg i den grad havde brug for.

Da jeg var kommet hjem igår, havde jeg råbt og skreget, hvor efter jeg styrtede ind på værelset. Jeg har hverken snakket med drengene og Lucy, sagt undskyld, eller forklaret dem hvad der var sket. Eftersom jeg har opført mig som en komplet idiot de sidste par dage, var jeg nu på vej ned til stuen for at undskylde.

Som forventet sad alle, både drengene og Lucy, nede i sofaen og stenede fjernsyn. Klokken var også omkring 13, så det undrede mig egentlig ikke.

"Liam?" Kom det undrende fra Niall, som nok ikke havde forventet jeg var gået her ned af egen fri vilje. De andres blikke var straks rettet imod mig, dog nogle lidt mere blide end andre.

"Jeg kom bare for at sige undskyld.." Mumlede jeg, imens mit blik fandt gulvet. Jeg havde ikke det store trang til at kigge dem i øjnene lige nu.

"Liam.. Hvad skete der helt præcis igår?" Spurgte Harry, imens han rettede sig op. De andres blik var stadig rettet imod mig.

..For at være helt ærlig, så ville det ikke undre mig hvis dette udviklede sig til en afhøring, hvor både Harry og Louis ville sidde med hver deres båndoptager og Lucy ville stå med en kæmpe lampe, som lyser min direkte ind i hovedet, og Harry bliver ved med at spørge: "Hvad har du at sige til dit forsvar, knægt?".

Åhh gud..

"Hun var mig utro, okay? I havde ret!" Svarede jeg, en anelse irriteret, imens mine arme røg til alverdens forskellige veje. Jeg sukkede tungt, imens jeg satte mig i den ene sofa ved siden af Niall. Han klappede mig trøstende på ryggen, imens jeg gemte mit hoved i mine hænder.

Mit hoved dunkede og mit liv var efterhånden noget lort. Jeg havde sådan glædet mig til en hyggelig ferie med mine fire bedstevenner, Lucy og Sophia. Jeg havde aldrig troet at dette ville ske.

"Undskyld.." Mumlede jeg, med mit blik rettet mod Louis og Lucy. Lucy slå straks sit blik ned i gulvet, hvor i mod Louis beholder hans blik mod mig.

"Vi lader jer snakke ud om det her, også kommer vi igen om lidt" Mumlede Harry, imens han sammen med Niall og Zayn, rejser sig for at forlade stuen.

Nu var det kun mig, Louis og Lucy tilbage - hvilket resulterede i en ret akavet og anspændt stemning. Jeg bed min svagt i læben, da jeg var ret nervøs. Jeg var så bange for at Louis ville flippe ud på mig, og at Lucy aldrig ville tilgive mig. Derfor undrede det mig også lidt da Louis åbnede hans mund.


"Fortæl os det hele." Det undrede mig en del at Louis både lød så rolig og støttende. Jeg havde jo seriøst været en nar overfor ham og Lucy.

Jeg tog en dyp indånding, imens jeg tænkte det hele igennem. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle starte. Jeg kunne virkelig ikke få styr på min tanker, som fløj rundt inde i mit hoved. Jeg bukkede mig forover, imens jeg tog mine hænder op til mine øre. Det føltes ærligtalt som om at fire tusinde elefanter, hærgede mit hoved. 

"Det hele startede med at jeg gik ned til parken.." Startede jeg ud med. Louis og Lucy's blikke var rettet mod mig, imens Louis lavede en håndbevægelse, som nok skulle få mig til at snakke videre.

"Jeg satte mig så på en bænk.. Også.. Også så jeg et par stå og kysse.." Tårende pressede på, og jeg havde egentlig bare mest lyst til at sætte mig ned og tude. Jeg kunne virkelig ikke fatte Sophia havde været mig utro. Jeg troede virkelig hun elskede mig for den jeg er, og ikke for berømmelsen. Jeg må seriøst snart til at begynde at lytte efter hvad drengene siger..

"I starten smilede jeg bare af dem, men så opdagede jeg at jeg kendte pigen.." Mumlede jeg grådkvalt. Tårende strømmede ned af mine kinder, imens jeg ihærdigt prøvede at tåre dem væk. Jeg skulle da forfanden ikke græde over en, som ikke var mine tåre værd.

"Det.. Det var Sophia!" Da den sætning havde forladt mine læber, brød jeg sammen. Lucy som ellers havde siddet i sofaen sammen med Louis, kom hurtigt hen til mig og trøstede mig. Hvorfor, har jeg dog ingen anelse om.

"Shh.. Det okay Liam. Du behøver ikke fortælle videre!" Prøvede Lucy, dog nyttede det ikke noget. Jeg ville fortælle dem det hele.

"Jeg vil gerne!" Snøftede jeg. Et lille 'okay' undslap Lucy's læber, imens hun rejste dig for at genfinde sin tidligere plads på sofaen. 

"I starten gemte jeg mig, så de ikke opdagede mig. Men da de begyndte at snakke om mig, om hvornår hun ville slå op med mig, og Sophia indrømmede det bare var for berømmelsen, kom jeg frem fra mit skjul. Jeg begyndte at råbe af hende. Jeg var virkelig såret. Jeg forlod hende, og tog hurtigt hen på den nærmest klub, hvor jeg drak mig stang stiv. Jeg havde nok håbet på at det hele ville gå væk. Men det gjorde det bare ikke.. Jeg elskede hende forfanden!" Det sidste kom ud en anelse hårdere end det skulle, og det fortrød jeg straks. Det var ikke meningen at råbe af dem, men egentlig bare fortælle dem at de havde ret. Jeg havde dummet mig.  

"Liam...." Overrasket løftede jeg mit hoved og kiggede på Lucy som lige havde talt til mig. "Det..Jeg..Uhm ked af?" Prøvede hun og kiggede på mig med et svagt smil.  

Jeg vidste hvor meget de ikke kunne lide hinanden, men jeg havde aldrig forstået hvorfor. Lucy havde ihvertfald prøvet, at snakke med Sophia mens hun bare havde ignoreret hende og givet hende anfald.

"Hør Liam." Startede Louis ud med. "Vi syntes virkelig ikke du har været særlig fair de sidste par dage.." Forsatte han. Mit humør sank lidt mere, da jeg egentlig følte alt håb var ude - De ville aldrig tilgive. Karma havde ramt mig for sygt.

"Jeg ved det godt.. Jeg håber virkelig i begge to ved det ikke var min mening!" Skyndte jeg mig hurtigt at sige. Jeg havde virkelig den værste skyldfølelse - Hvilket jeg jo egentlig også burde have.

"Det er okay Liam!" Mumlede Louis. Men enhver idiot kunne se han løj. Jeg fortjente jo heller ikke en chance til.. Jeg havde været verdens største idiot.

 

✖✖✖

(Harry)

Efter vi havde efterladt Louis, Lucy og Liam inde i stuen, var vi andre gået ud i haven. Vi havde alle placeret os på hver vores solstol, hvor vi egentlig bare havde ligget i stilhed. Ingen snakkede, ingen larmede, sang eller fløjtede. Der var bare helt stille. Eller.. Det vil sige, det var der, lige indtil Zayn følte for at ødelægge det hele.

"Hvad skete der egentlig helt præcis 'den aften', Haz?" Spurgte han, imens han lagde sig om på maven. Vi lå alle uden trøje, kun iført vores badebukser, for at få noget sol.

Jeg vidste udmærket godt hvad han mente med 'den aften'. Det var den aften det hele skete med Lucy og mig.

"Dude forhelved. Du skal da også bare altid ødelægge alting!" Brokkede Niall sig, da han åbenbart ikke var så tilfreds over Zayn var begyndt at snakke.

"Sorry bro. Men jeg vil altså gerne vide det" Mumlede Zayn. Hans blik røg fra Niall til mig. Hvad fanden skulle jeg egentlig svare? Hvor helt ærligt vidste jeg det ikke engang selv. Eller jo - jeg prøvede at vinde et vædemål.

"Jeg er en vinder, Zayn. Glem ikke det" Mumlede jeg, imens jeg satte min sobriller op i mit store krøllede hår.

"Du har stadig ikke vundet, Haz!" Brød Niall ind, som åbenbart var mere optaget i vores samtale end hvad jeg lige havde regnet med. Han var jo egentlig ikke med. Det var mig, Zayn og sikkert nok også Liam nu. Dog behøvede de jo nærmest ikke engang at prøve. Jeg havde jo så godt som vundet allerede.

"Nej, men jeg fører!" Rettede jeg, imens jeg pegede skiftevis på drengene.

Jeg havde jo allerede vundet. Så hvorfor overhovedet prøve? Sejren var snart hjemme.

✖✖✖

Jeg vil gerne starte med at sige mange gange undskyld.

Jeg ved godt det skulle være kommet igår,

men for det første, havde jeg intet tid,

og for det andet, så havde jeg ingen ideér!

Btw, tusind tak til skønne Maddy som hjalp mig med at skrive

omkring 7 ligner! :'D

Håber i kan lide det!

Skrive meget gerne hvad i syntes i en kommentar, da det hjælper

både mig og Maddy med at komme igang! <3

(Har for resten lavet dette kapitel længere end jeg plager)

//Celina

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...