Let us bet〰1D

Lucy Young er 20 år, og bedste venner med Louis Tomlinson. De to bedste venner bor sammen og har gjort alt sammen. Da sommertiden kommer, tager Louis og Lucy den årlige tur ud til deres sommerhus, men denne sommer bliver anerledes. Resten af One Direction skal med på turen. Drengene laver et væddemål, om hvem hun falder for først, og så skal man gå hele vejen med hende. Vil Lucy hoppe på det? Eller er hun stærk nok til at sige fra? Vil Louis prøve at stoppe det eller er han med i væddemålet til sidst? Bliver Lucy virkelig såret eller vil hun ignorerer det? Sommeren bliver ihvertfald ikke den samme, og Lucy mister tillid.
〰Denne fanfic er med i fandom konkurrencen! Fandom: One Direction〰

191Likes
262Kommentarer
20022Visninger
AA

14. ✖✖"Shut the fuck up, Harry!"✖✖

*Skriv gerne lige en kommentar om hvad i syntes, taaak!*

"Rolig nu, Lou! Hun skal nok komme hjem" Trøstede Harry mig. Han havde prøvet at få mig til at falde til ro den sidste time, dog forgæves. Jeg var så sindssyg bange på Lucy's vegne. Hvis nu hun ikke kunne finde hjemme, eller var blevet overfaldt. Hun sad sikkert et eller andet sted i en gyde, eller noget, og fryser halvt ihjel på grund af det lorte regnvejr, som lige havde besluttet sig for at hærge os her til aften.

"Drop det Harry - jeg er stadig sur på dig!" Mumlede jeg, imens jeg forsatte min gang i rundt i stuen. Det sidste lange stykke tid hvor Lucy har været væk, har jeg simpelthen ikke kunne side stille. Jeg har enten gået rundt eller siddet uroligt i sofaen. Niall var taget ud for at lede efter Lucy, da ham, Harry og Zayn var blevet enig om at det ville være mest passende, på grund af Niall og Lucy's utrolig tætte bånd, som de havde bygget op forholdsvis hurtigt. Faktisk var jeg lidt overrasket over deres vanskab, da Lucy ikke plagede at binde sig til folk hun ikke kender, så hurtigt. Dette er også en af grundene til, at jeg virkelig undrer mig over Harry og hendes nat 'sammen'. Sådan plagede Lucy slet ikke at være.

"Det var jo en del af vædemålet" Svarede Harry frustreret, imens han kørte en hånd igennem hans krøllede hår. Sandheden var at jeg faktisk var rigtig sur på Harry, men på den anden side vidste jeg, at jeg aldrig nogensinde ville kunne være sur på ham mere end nogle dage.

"Hold nu kæft Harry! Ud af alle drengene, burde du da som min bedsteven vide min mening om jeres såkaldte vædemål!" Hvæsede jeg, med had i stemmen. "Du forhelved min bedsteven.." Mumlede jeg næsten utydeligt, imens jeg satte mig op af væggen.

Der var stilhed i noget til, dog var den ikke spor akavet, men mere anspændt. Harry vidste at når jeg var sur på ham, skulle han bare forholde sig stille, uden så meget som sige én lyd.

Men som den idiot han er, åbnede han munden. Men der kom dog ingen lyd ud, da han blev afbrudt af døren der åbnede, ude i gangen. Jeg skyndte mig at rejse mig, fra min - overraskende nok - behagelige plads på gulvet. Jeg nærmest løb ud i gangen, hvor præcis det syn jeg havde håbet på, mødte mig. Lucy var kommet hjem! Hun var godt nok driv våd, og lignede ærlig talt en panda, men alt det mascara rendende ned af hendes kinder.

Jeg havde sådan en stor trang til bare at løbe over og kramme hende, men da det nok ville være ret upassende, eftersom jeg for mindre end to timer siden råbte af hende og skubbede til hende, trådte jeg bare et skridt frem mod hende. Hun kiggede straks skræmt på mig, hvorefter hun trådte et skridt tilbage. Hun så så sårbar og svag ud, som hun stod der.

Niall som selvfølgelig også var her, sendte mig et trøstende smil, inden han bukkede sig ned for at tage sine drivvåde sko af. Jeg fik øjenkontakt med Lucy, dog kiggede hun hurtigt væk igen.

"Lucy.." Mumlede jeg, imens jeg endnu engang trådte en skridt frem. Hun så endnu mere skræmt ud denne gang, en før. Jeg hadede at se hende sådan - og at vide at det delvis var min skyld, gjorde det ikke specielt bedre.

"Lucy.. Hør nu på mig" bedede jeg, imens jeg tog et stort skridt frem, så vi nærmest stod helt tæt. Hun var forfanden min bedsteveninde! Jeg kunne ikke bare stå og kigge på at Sophia ødelagde hende mere og mere. Det var forhelved alt sammen Sophia's skyld. Hvis hun ikke var taget med på denne tur, som ellers skulle have været så hyggelig, havde Lucy ikke være indlagt. Jeg havde ikke været oppe og skændtes med Liam, og jeg havde hverken råbt af eller skubbet til Lucy. Alt havde været perfekt, hvis det ikke var for Sophia. Det var alt sammen Sophia's skyld. Hun havde virkelig ændret Liam. Han var blevet fuldstændig anderledes siden han begyndte at date Sophia. Både mig og de andre drenge har, op til flere gange spurgt ham om han er begyndt at ryge, da han altid lugter så forfærdeligt af røg. Dog går han som altid i forsvars position, og siger at det enten er Sophia der har røget, eller en af hendes veninder som de har været sammen med. Det er sjovt nok aldrig ham selv.

"Jeg er så ked af det!" Mumlede jeg opgivende, imens jeg slog ud med min arme. Jeg stønnede frustreret, imens jeg prøvede at fange Lucy's blik, som var og forblev på hendes hænder, som lige pludselig var blevet ret så spændende.

"LUCY!" Råbte jeg, hvilket resulterede i et endnu mere skræmt blik. Hun trådte straks endnu et skridt tilbage, så hun støtte ind i Niall, som stod og fulgte med i det hele. Han tog straks en arm om hende, og sendte hende et beroligende smil.

"Lucy, prøv at hør på ham" Mumlede Niall, imens han skubbede hende en anelse hen mod mig. Hun så endnu mere usikker ud, så tæt på. Jeg tog straks hendes hånd og trak hende med ind på mit værelse.

"Vil du ikke nok høre på mig?" Spurgte jeg endnu en gang, da vi var kommet ind på værelset. Hun mumlede bare et nærmest uhørligt 'Hmm', som jeg gættede på var et ja. Eller, det håbede jeg i hvert fald.

"Det var virkelig ikke med vilje..  Jeg blev bare så sur på Liam.. Undskyld, undskyld, undskyld.." Jeg kunne tydligt mærke tårende der var på vej, da tanken om a miste Lucy, strejfede mig. Det kunne jeg virkelig ikke leve med.

"Det var virkelig ikke med vilje..  Jeg blev bare så sur på Liam.. Undskyld, undskyld, undskyld.." Lød det fra Louis, som en hver idiot kunne se var ved at græde - hvilket jeg også selv var. Godt nok havde han skubbet til mig og råbt af mig, men han var stadig min bedsteven.. Og eneste for den sags skyld. Inderst inde vidste jeg jo også godt, at den eneste grund til han havde gjort det, var fordi han skændtes med Liam. Han kunne aldrig finde på sådan noget normalt. Sådan var Louis ikke.

"Jeg forstår godt hvis du ikke kan tilgive mig.." Mumlede Louis, imens han var ved at forlade rummet vi befandt os i. Jeg skyndte mig hurtigt at gribe fat i hans håndled, og trække ham tilbage. For helt ærligt, så gad jeg ikke have at han skulle forlade rummet. Jeg følte mig altid så pokkers tryg i hans selskab.

Da han vendte sig om, lyste hans øjne både af håb og sorg. Jeg skyndte mig hurtigt at trække ham ind i et kram. Jeg indåndede hans dejlige velkendte parfume og klemte mig endnu hårdere fast, så jeg var sikker på at han ikke stak af.

..And here we go - tude turen.

Jeg lød alle mine frustrationer kommer ud, sammen med mine tårer. Tanker kørte rundt i mit hoved.  Alt med Sophia, Louis og Harry. Jeg vidste rent ud af sagt ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde fucket alt op. Jeg blev mobbet af min bedstevens vens kæreste. Havde kneppet min bedstevens bedsteven og kommet op og skændtes med min bedsteven. Jeg var dømt til at dø alene.

✖✖

Here you go.

Er faktisk selv ret stolt af dette kapitel,

da min computer startede med at slette alt det jeg havde

skrevet, da jeg næsten var færdig.

Så ja.. Jeg er ret stolt af at kunne nå at skrive dette kapitel

på en halv time!
Som sagt længere oppe, kommenter gerne hvad i syntes,

da det både inspirerer mig og Madeleine! <3

xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...