Let us bet〰1D

Lucy Young er 20 år, og bedste venner med Louis Tomlinson. De to bedste venner bor sammen og har gjort alt sammen. Da sommertiden kommer, tager Louis og Lucy den årlige tur ud til deres sommerhus, men denne sommer bliver anerledes. Resten af One Direction skal med på turen. Drengene laver et væddemål, om hvem hun falder for først, og så skal man gå hele vejen med hende. Vil Lucy hoppe på det? Eller er hun stærk nok til at sige fra? Vil Louis prøve at stoppe det eller er han med i væddemålet til sidst? Bliver Lucy virkelig såret eller vil hun ignorerer det? Sommeren bliver ihvertfald ikke den samme, og Lucy mister tillid.
〰Denne fanfic er med i fandom konkurrencen! Fandom: One Direction〰

191Likes
262Kommentarer
19796Visninger
AA

18. ✖✖"Let's watch Men in Black!"✖✖

 

 

(Louis)

Det var virkelig skræmmende at opleve Lucy i den tilstand. Denne ferie kunne snart ikke blive værre. Først vædemålet - Så indlæggelsen - Og nu dette. Denne ferie var slet ikke som jeg havde regnet med. Jeg havde virkelig glædet mig til en hyggelig ferie, hvilket dette slet ikke var. Langt fra.

Vi stod stadig alle sammen rundt om Lucy, som lå sammen krøllet i hendes seng. Det lignede allermest at hun sov, men de små krampede bevægelse hun kom med engang i mellem, gjorde os alle i tvivl.

Jeg satte mig stille ned ved hendes side, og strøg en finger over hendes kind. Mine pludselige bevægelser, fik åbenbart Lucy til at 'vågne', fra hendes trance.

Hun blikkede lidt med øjnene, hvorefter hun rejste sig op på albuerne, og kiggede spørgende på os.

"Hvad?" Spurgte hun, som om intet var sket. Hun kunne sikkert ikke huske noget som helst, hvilket vil sige jeg, eller vi, skulle til at forklare det hele. Men hvordan kunne vi det, når vi faktisk ikke engang vidste hvad der var sket. Hun var vel bare besvimet, og så var det det? Eller hvad.. Om der lå mere bag det, var mig en gåde.

"Du.. Du var væk, Lulu!" Fik jeg fremstammet, imens jeg kørte en tot hår om bag hendes øre, med min finger.

Jeg var virkelig chokkeret, efter det der var sket. Jeg kunne ikke få styr på mine tanker og bekymringer. Jeg var virkelig bange for at miste hende. Dog håbede jeg på at alt dette kun var sket, på grund af væske mangel. Hun havde jo tilbragt det meste af dagen, ude på stranden sammen med drengene. Hun havde sikkert ikke fået andet end det glad juice imorges.

"Hva-Hvad var jeg?" Spurgte hun helt chokkeret, og rejste sig op. Hun stod nu ved siden af Harry, som hurtigt greb fat i hende, da hun var ved at falde. Hun så virkelig svimmel ud, hvilket hun sikkert også var.

Jeg rejste mig også op, så jeg stod lige foran hende. Jeg greb hurtigt hendes hånd, og krammede hende. Jeg ved virkelig ikke hvorfor, men jeg havde bare sådan en underlig trang til at kramme hende. Nok for at være sikker på at hun var her, og ikke var væk.

"Kom, så tager vi til lægen. Jeg skal nok fortælle det hele på vejen." Mumlede jeg, mod hendes hår, og klemte hendes hånd. Jeg kunne tydeligt mærke at hun nikkede, hvilket fik mig til at trække hende med ud i gangen så vi kunne få sko og overtøj på.

 

(Zayn)

Jeg var virkelig bange for at der var sket noget alvorligt med Lucy, men da jeg kunne høre hende grine af en af Louis's selvvandelige kommentarerer, da de var på vej til lægen, døde den tanke hurtigt hen. Hun skulle nok klare sig. Det håbede jeg i hvert fald.

Mig og de resterende drenge slentrede, uden en eneste lyd, ind i stuen, og smed os i de forskellige sofaer. Vi var alle rystet, det var nemt at mærke på stemningen. Den var meget anspændt og akavet - Hvilket den sjældent var når vi var sammen.

"Så.." Startede Harry ud med. Vi andre rettede hurtigt vores blikke mod ham, og sendte ham et spørgende blik, for at få ham til at snakke.

Men da han ikke havde mere at sige - åbenbart - tog jeg ordet.

"Hun skal nok klare den, ikk?" Jeg må ærligt indrømme, at det ikke var min mening at lyde så svag som jeg gjorde. Drengene skulle ikke finde ud af at jeg rent faktisk bekymrede mig.

Det lyder måske barsk - men det er nu engang sådan det er. Jeg har altid være 'the bad boy', og jeg måtte vel leve op til det. Dog var det ikke altid det lykkes helt så godt som det skulle. Jeg havde også flere gange overvejet at droppe den facade for drengene - hvilket dette nok også var et skridt på vej til.

"Selvfølgelig gør hun det!" Konstaterede Niall, som lød præcis ligeså svag som mig. En hver kunne så at han kunne bryde sammen hvert øjeblik. Da jeg altid har haft et svagt punkt, hvad angår Niall, smuttede jeg hurtigt over til ham i den anden sofa, hvorefter jeg svingede en arm rundt om mig, og klemte hans skulder. Han sendte mig straks et taknemmeligt smil, som jeg hurtigt gengældte.

 

✖✖✖

"Vi er tilbage!" Lød Louis's alt for genkendelige stemme udefra gangen. Man kunne svagt høre dem tage deres sko og jakker af, hvor efter de begge stod i døren. Vi smilte alle sammen til dem, og spurgte ind til Lucy.

"Jeg er okay, drenge. Jeg var bare dehydreret. Intet andet!" Forsikrede Lucy os om, og sendte os et stort smil. Niall slog hurtig armene om hende, efterfulgt Liam, Lucy og Harry og jeg til sidst.

Og som vi stod der i et ret så dejligt moment, ødelagde Lucy det hele. Man kunne svagt høre end lille fnisen, som kun kunne tilhøre Lucy. Som hævn, krammede vi hende bare endnu hårdere, hvilket bare fik hende til at stønne af smerte. Og nej.. Ikke den stønnen de fleste tænker på.

"Boys.. Jeg kan ikke trække vejret!" Fnes hun, imens hun prøvede at skubbe Niall og Liam væk. Men da mig, Louis og Harry var yderst hjalp det ikke det store. Dog slap Louis og Harry grebet om os andre, og stod bare og grinede af os. Jeg joinede dem hurtigt, i deres grin. Jeg trak mig fra Lucy, Niall og Liam, og stillede mig hen til de andre. Liam trådte også væk, men Niall havde andre planer. Han svingede hurtigt Lucy op på hans ryk, og 'galoperede' med hende ind på hendes værelse.

 

✖✖✖

 

Da det var blevet aften, havde Liam og Louis været nede ved den nærmeste pizzamand, og købe nogle pizzaer, da ingen af os egentlig orkede at lave mad.

Imens vi sad og spiste, snakkede vi om diverse forskellige sjove ting der var sket i vores barndom. Harry havde f.ek. fortalt om dengang, han havde taget havde taget hans mors BH på, og gået rundt med den i huset. Han havde så bare lige glemt at de fik gæster. Hans crush i skolen, skulle nemlig komme og spise sammen med hendes forældre. Så da han åbnede døren, og hun stod der, kig han i totalt panik, og påstod at han var blevet tvunget til det.

"HEY! JEG HAR EN GOD IDÉ!" Udbrød Niall lige pludselig, med munden fuld af kebab pizza. Vi sendte ham alle et utålmodigt blik, for at få ham til at fulfører sin sætning.

"Skal vi ikke tage i byen igen?" Han lød seriøst som et lille barn, som plagede sine forældre om, han ikke nok måtte komme i den der nye forlystelses park.

"Ta' i bare afsted.. Jeg bliver hjemme" Mumlede Lucy, med en hånd for munden. Nok for at dække vores syn ind til hendes gennemtykkede pizza. Ew egentlig.

"Det gør jeg også!" Konstaterede jeg, da jeg så det som en oplagt mulighed for at komme tættere ind på Lucy, så jeg kunne vinde det vædemål. Louis sendte mig straks et strengt blik, dog sendte jeg bare et triumferende blik tilbage. Jeg skulle nok vinde det her.

"Er du sikker?" Spurgte Lucy, helt klart henvendt til Lucy. Dog ville alt andet også undre mig. J

Jeg kiggede hurtigt over på Lucy, som sad skråt overfor mig. Overraskende nok kiggede hun allerede på mig, hvilket bare fik mig til at sende hende et lille smil.

"Ja, det er jeg" Mumlede Lucy, imens hun tog endnu et stykke pizza i munden. Dette skulle nok ende godt.

 

✖✖✖

 

Tallerknerne klingrede mod hinanden, da mig og Lucy satte dem i opvaskemaskinen. Vi havde sagt til de andre at vi nok skulle tage af bordet, imens de gjorde sig klar. Den første til at melde sin ankomst i køkkenet, for at sige farvel, var Liam. Han gav både mig og Lucy et kram, inden han gik ud i gangen for at vendte på de andre.

Sådan foregik det også med de resterende drenge, inden det kun var mig og Lucy tilbage.

Da vi havde fået stillet alt i opvaskeren, tørret bordet af og fået de sidste af pizzaerne i køleskabet, begav vi os mod stuen. Lucy smed sig i den ene, mens jeg smed mig i den anden.

Der var en ret anspændt stilhed, nok af den simple grund at vi aldrig havde været alene før, og knap nok kendte hinanden.

"Nå.. Skal vi ikke sætte ind film på?" Spurgte jeg, bare for at få gang i en samtale. Dog var det ikke lige med i Lucy's planer åbenbart, for hun nikkede bare, uden at sige noget som helst. Den samtale døde så der.

Jeg rejste mig, for at finde en film vi kunne se. Vi havde alle samen hver især taget nogle film med, men de fleste have vi allerede set. Jeg blev derfor nød til at lede i et godt stykke tid, indtil jeg fandt hvad jeg ledte efter.

Men in Black.

"Skal vi ikke se Men in Black?" Spurgte jeg, imens jeg viste hendes forsiden af kassetten til filmen. Hun nikkede kraftigt, så jeg nemt kunne regne ud at hun ikke havde noget imod den. Overhovedet.

Efter at have sat filmen i fjernsynet, satte jeg mig bevidst i den sofa hvor Lucy også sad. Hun startede med at sende mig et skeptisk blik, dog blødte hun lidt op igennem filmen.

 

✖✖✖

"Lucy." Prøvede jeg for 100 gang, siden filmen var færdig. Hun var faldet i søvn, op af mig, og var ikke til at vække. Jeg sukkede tungt, inden jeg lænede mig tilbage i sofaen. Jeg kunne jo ikke rigtig komme nogle vegne, så jeg valgte bare at sidde og se noget tv.

Efter noget tid, begyndte Lucy at rygge på sig, og komme med nogle underlige lyde, som mest af alt lød som kinesisk.

Dog opdagede jeg hurtigt at hun snakkede i søvne, og rent faktisk græd. Da hun begyndte at snakke højere prøvede jeg at vække hende igen, dog lykkes det ikke.

"Nej.. NEJ, SAGDE JEG! JEG GIDER DET IKKE SOPHIA!" Råbte hun i søvne, imens flere og flere tåre trillede ned af hendes kinder. Det hun nævnet Sophia's navn, løb det koldt ned af ryggen på mig. Jeg hadede hende som pesten for at lege rundt med min bedsteven. Det fortjente Liam slet ikke.

"Stop! Jeg ber' dig." Mumlede hun stille. Jeg agede hende stille over hendes kind, for at få nogle tåre væk. Underligt nok vækkede jeg hende ved det. Typisk.

"Za-ayn.." Mumlede hun svagt imens hun kløede dig i øjet. "Kom Lucy.. Du skal i seng" Sagde jeg, imens jeg ventede på at hun rejste sig, hvilket ikke var tilfældet. Da jeg virkelig ikke orkede at vente, bar jeg hende slev ind på hendes værelse.

Jeg lagde hende under hendes dyne, imens hun svagt lukkede øjnene. Da jeg havde fået hende pakket godt og grundigt ind i hendes dyne, uden et ord fra hende, gik jeg mod døren.

"Zayn?" Spurgte Lucy, da jeg var nået hen til døren. Jeg vendte mig om mod hende, og smilte til hende, for at få hende til at snakke færdig.

"Vil du ikke nok sove her inde?" Mumlede hun næsten utydeligt. Det overraskede mig lidt, at hun rent faktisk frivilligt ville have mig til at sove der inde, men jeg nikkede selvfølgelig. Jeg havde et vædemål jeg skulle have vundet.

 

✖✖✖✖

Halløj.

Endnu et kapitel!

Skriv gerne hvad i syntes!

Btw: WAAAAAAAAAAAT? Der er freaking 3k der har læst den!

Tusind, tusind tak! Det betyder virkelig meget for både mig

og Maddy.

Og ligeså stor tak for de 166 favoritter, og 95 likes!!

xx

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...