Let us bet〰1D

Lucy Young er 20 år, og bedste venner med Louis Tomlinson. De to bedste venner bor sammen og har gjort alt sammen. Da sommertiden kommer, tager Louis og Lucy den årlige tur ud til deres sommerhus, men denne sommer bliver anerledes. Resten af One Direction skal med på turen. Drengene laver et væddemål, om hvem hun falder for først, og så skal man gå hele vejen med hende. Vil Lucy hoppe på det? Eller er hun stærk nok til at sige fra? Vil Louis prøve at stoppe det eller er han med i væddemålet til sidst? Bliver Lucy virkelig såret eller vil hun ignorerer det? Sommeren bliver ihvertfald ikke den samme, og Lucy mister tillid.
〰Denne fanfic er med i fandom konkurrencen! Fandom: One Direction〰

191Likes
262Kommentarer
19795Visninger
AA

12. ✖✖"Can't you see it, Liam?"✖✖

 

*Ikke rettet igennem*

Jeg kunne ikke tro det. Jeg kunne ikke tro at min bedste veninde havde løjet for mig. At hun havde holdt det hemmeligt for mig gjorde mig rasende! At hun havde cuttet, at hendes forældre havde slået hende og at hun var ved at begå selvmord.

Jeg havde så mange følelser i kroppen, og Lucy's ansigt da jeg forlod hende sad fast i min hjerne. Det var måske lidt dumt af mig, at jeg havde gået nu. Men jeg havde brug for at tænke. At hun kunne finde på at holde sådan noget hemmeligt for mig. Og så min lille sølle besked reddede hende! Det var utroligt.

"Hey, hva' så? Du virker nede?" Selvfølgelig bemærkede drengene mit triste humør med det samme. De kunne altid gennemskue mig. Dog var det ikke så svært denne gang, da jeg ikke ligefrem skjulte at jeg var såret. Hun havde virkelig dummet sig. Måske ville nogle tænke jeg overreagere - det gør jeg måske også? Men lige nu.. Lige nu var det fuldstændigt ligemeget. Hun havde holdt det hemmeligt for mig i så lang tid, så hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på hende igen? Hvordan ved jeg at hun ikke stadig skjuler noget? Jeg ved ikke engang hvor lang tid der går før jeg tilgiver hende. Ja, jeg ved faktisk ikke engang om jeg gør.

"Hvornår udskriver de hende?" Spurgte jeg, uden at svare Harry som lige havde stillet mig en andet spørgsmål. Men for at være ærlig, orker jeg virkelig ikke deres spørgsmål lige nu. Faktisk orkede jeg ingenting.

"Senere i dag. Der kommer en psykolog og snakker med hende her om fem. Efter det er hun fri!" Svarede Niall muntert- hvilket han jo sjovt nok altid var. Jeg forstår seriøst ikke hvordan han kan gøre det. Han ser altid alting på den lyse side, hvilket jeg virkelig misundende ham for - Specielt i dag.

✖✖✖

 

Lucy var blevet udskrevet og vi var alle på vej hjem til sommerhuset. Jeg havde ikke vekslet ét eneste ord med Lucy, siden jeg stormede ud af værelset. Jeg havde egentlig heller ikke lyst - men jeg blev vel nød til det på et tidspunkt. Selvom hun havde løjet overfor mig, var hun stadig min bedsteveninde. Hun var stadig blevet forladt af hendes forældre, og hun blev stadig mobbet af Sophia. Jeg måtte hjælpe hende. Hun havde brug for mig.

"Vi skal snakke når vi kommer hjem" Mumlede jeg stille til Lucy, som sad ved siden af mig. Hun nikkede, hvorefter hun igen kiggede ud af vinduet, som hun havde gjort næsten hele vejen.

 

✖✖✖

"Undskyld, Louis.." Mumlede Lucy, da vi endelig havde fået fred fra de andre. De var taget en tur til stranden, da jeg havde fået forklaret for dem, at mig og Lucy havde brug for noget tid alene.

"Du skal ikke undskylde, Lulu.. Det er mig der skal det" Sukkede jeg, hvorefter jeg satte mig på sengen, hvor Lucy allerede sad. "-Undskyld.. Jeg skulle ikke have været flippet sådan ud" Forsatte jeg og kiggede over på Lucy. Hun sendte mig en svagt smil og rettede sig op.

"Jeg forstår dig godt.. Jeg skulle ikke have holdt det hemmeligt.." Mumlede hun. Jeg kunne tydligt se at hun var ved at græde. Jeg lagde hurtigt en arm om hende, og trak hende ind til mig. Hun begyndte at græde, så jeg kyssede hende stille i håret og agede hende med min finger på hendes arm.

"Det er okay søde. Lad os glemme det, okay?" Mumlede jeg mod hendes hår. Jeg kunne høre et nærmeste utydeligt 'Mm' komme fra hende, inde jeg stille lagde hende ned under dynen.

Jeg blev ved hende indtil hun faldt i søvn. Jeg agede hende en sidste gang over håret, inden jeg forlod rummet, for at joine de andre drenge som lige var kommet tilbage.

"Hey, hvad så?"  Niall kom hurtigt hen til mig, da jeg trådte ind i stuen, for resten af drengene var. Jeg sendte dem alle et smil, inden jeg rettede min opmærksomhed mod Niall.

"Vi fik snakket lidt om det" Svarede jeg, inden mit blik røg over på Liam. Han kiggede skræmt på mig, hvilket han i den grad også havde en grund til.

"Sophia skal hjem. Hun skal ikke være her mere!" Hvæsede jeg. Alle drengene kiggede skræmt på mig. Jeg plagede aldrig at være sur, så deres blikke var forståeligt nok.

"Easy tiger. Gi' hende nu lige en chance" Mumlede Liam, imens han var ved at rejse sig fra sofaen.

"EN CHANCE? HUN HAR FUCKING FÅET LUCY INDLAGT IDAG, OGASÅ VIL DU HAVE MIG TIL AT GIVE HENDE EN CHANCE?!" Råbte jeg, imens jeg skubbede ham tilbage i sofaen og tog fat i kanten af hans trøje.

Harry og Niall kom hurtigt hen til mig, og rev mig væk. Zayn kig hen til Liam, og prøvede at tale ham til fornuft. Jeg fattede ham virkelig ikke. Kunne han ikke se at det var Sophia der var problemet? Det er hendes skyld alt sammen. Jeg havde virkelig glædet mig til en hyggelig tur med mine fem bedstevenner, men så kommer hun bare og ødelægger det hele.

Nu når jeg tænker over det... Hvor er Sophia egentlig henne? Jeg håber hun er ude og gå en meget laaaaaang tur, også farer vild. Det kunne seriøst være konge.

"Hvor er Sophia?" Spurgte jeg Harry og Niall, da de havde fået mig ind i et andet rum.

"Hun shopper vel. Hvad ved jeg? Jeg er egentlig også ret ligeglad" Mumlede Niall, imens han lagde en hånd på min skulder. Hans øjne fandt straks mine.

"Hey.. Husk jeg er-" "-VI er" Afbrød Harry Niall.

"Når ja, undskyld.. Husk at vi er her for dig og Lucy, ik?" Niall prøvede at fange mit blik igen, men mit blik var som limet fast på mine hænder, som lige pludselig var meget spændene.

Jeg nikkede bare, i håb om at de ville lade det ligge, hvilket de gjorde - Heldigvis.

 

✖✖✖

 

Jeg vidste jo egentlig godt inderst inde, at det Sophia havde gjort var forkert. Men jeg var ærlig talt for skudt i hende, til at kunne indrømme det for mig selv. Jeg var helt og adelles forelsket i hende. Så meget at det gjorde ondt.

Mine tætteste venner syntes jeg havde ændret mig efter Sophia kom ind i mit liv. Godt nok var jeg begyndt at tage mere i byen end jeg plagede, og havde røget en smøg eller to. Men det var ikke Sophia's skyld. Det var mig der havde gjort det, derfor er det min skyld. Sophia har ikke ændret mig. Jeg har ændret mig.

"JEG ER HJEMME!" En stemme afbrød mine tanker, og fik mig straks til at vågne op igen. Jeg genkendte hurtigt stemmen, som Sophia's. Jeg rejste mig hurtigt op, og styrtede ud i gangen hvor Sophia stod med omkring 5-6 poser fuldt med tøj. Jeg havde givet hende nogle penge som hun kunne shoppe for, imens vi var på hospitalet med Lucy.

Jeg tog fat om hendes talje da hun var på vej til at gå, og drejede hende rundt, så hun kggede direkte på mig. Hun fniste, som lød virkelig sødt.

"Hej smukke" Mumlede jeg mod hendes læber, da jeg havde trykket hende helt ind mod mig. Jeg rykkede mig de sidste få centimeter, så vores læber var smedet sammen. Mit grab om hendes hofter blev strammet og jeg tænkte kun på hende. Jeg kunne ikke fokuserer på andet, lige indtil en person afbrød os.

Louis stod ude i gangen sammen med os, og kiggede strengt på mig. Jeg sendte ham bare et smil, og tog Sophia's hånd. Jeg trak hende med ind i sofaen, så hun kunne vise mig hvad hun havde købt.

 

✖✖✖

Efter at have siddet inde i sofaen i omkring en time, havde vi rejst os, og sat os uden for på en tæppe. Sophia lå med hendes hoved på mine lå, og jeg lå og nussede hende i håret. Vi havde hele tiden øjenkontakt, og sendte tit hinanden nogle smil. Jeg havde faktisk helt glemt at de andre drenge også var her et sted inde i huset, indtil Zayn kom ud.

"Der er mad!" Sagde han, imens han kiggede afventende på os. Sophia rejste sig først, hvor efter jeg fulgte hendes eksempel.

Jeg tog Sophia's hånd da vi gik ind, hvilket resulterede i et par blikke fra de andre. Lucy var her ikke, da hun nok stadig havde det skidt.

Jeg satte mig ned ved siden af Harry, og Sophia satte sig overfor mig.

Der var en akavet tavshed, indtil Sophia brød ind.

"Hvornår skal jeg egentlig hjem, Liam?" Spurgte hun med hendes søde stemme. Jeg sendte et en varmhjerteligt smil, inden jeg svarede.

"Ehm.. Om nogle dage vel?" Mumlede jeg, med mad i munden. Charmerende, jeg ved det.

"Er det okay hvis jeg tager hjem på tisdag?" Spurgte hun igen. Endnu engang sendte jeg hende bare et smil, og nikkede. Selvfølgelig var det okay, hvad havde hun regnet med?

"Selvf-" " HVAD FANDEN HAR DU GANG I LIAM? HUN FIK LUCY INDLAGT MEN ALLIGEVEL SYNTES DU DET ER IORDEN HUN STADIG ER HER?" Jeg blev afbryd af Louis, som pludselig havde rejst sig. Niall havde også rejst sig, men kun for at berolige Louis. Jeg fattede virkelig ikke Louis. Det var det ikke Sophia's skyld at Lucy totalt har misforstået episoden.

"Rolig, Louis. Hun bliver her bare i nogle dage mere. Jeg kan ikke se det store problem i det?" Mumlede jeg, imens jeg prøvede at fange Sophia's blik, men hun sad bare og spiste som om intet skete.

"Forhelvede Liam.. Kan du ikke se hvad hun har gjort mod Lucy?" Nærmest råbte Louis. Jeg tror aldrig jeg har set ham så sur før.

"DET ER FOFANDEN SOPHIA'S SKYLD ALT SAMMEN!!!" Råbte han.

"Hvad er hvem' skyld?" Kom det over fra døren af, hvor en nærmest sovende Lucy stod, og kløede sig i øjet.

 

✖✖✖✖

Heeyy.

Undskyld, for et lidt kort og tamt kapitel,

men jeg har det virkelig dårligt for tiden, så har hverken

tid eller overskud, men prøver så godt jeg kan.

Håber i forstår.

Btw, hvad syntes i om fanfiction indtil videre?

OGGGGG... TUSIND, TUSIND TAK FOR 67 LIKES,

1469 VISNINGER OG 132 FAVORITTER!!

Det er meget mere end både mig og Madeleine havde regnet med,

og den er hverken helt eller halv færdig!

xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...