New time traveller 1D

Det her er mit dansk projekt. Jeg vil prøve på at lave en mere detaljeret en senere(har droppet det, fordi jeg ikke har tid og ingen vil læse den), men først når jeg er færdig med 'Memory loss'. Den handler om Larry Stylinson. Harry bliver sendt til fortiden, for at beskytte Louis.

5Likes
3Kommentarer
676Visninger
AA

2. One shot

”Hr. Horan du er blevet taget herned, fordi vi har brug for din hjælp” jeg åbnede munden for at sige noget, men en anden mand holdte mig for munden og jeg opgav. ”Vi er blevet orienteret om at Louis Tomlinson har brug for beskyttelse og du er blevet rekrutteret til dette formål. Du må gerne tale hr. Horan”. Hånden blev taget væk fra min mund og jeg begyndte ”for det første: mit navn er ikke hr. Horan, men hr. Styles, Harry Styles og for det andet: Hvem fanden er Louis Tomlinson, for jeg har aldrig i mit liv hørt det navn, ok jeg har hørt efternavnet, men ikke fornavnet”.

Jeg havde, efter en lang diskussion, accepteret missionen, selvom den ikke var til mig, men en af mine venner ved navn Niall Horan. Han skulle åbenbart have været præcis det sted på præcis det tidspunkt, ikke at det undre mig, jeg var nemlig på Nandos henne ved isen og der er Niall nemlig tit. Ham og mad kan ikke leve uden hinanden. Jeg blev sendt 2000 år tilbage i tiden, for at skulle beskytte Louis Tomlinson, men det gav egentlig ikke mening, hvorfor jeg ikke kendte hans navn. Jeg mener efternavnet kender jeg, men ikke fornavnet. Jeg havde nu været i fortiden i 3 måneder. Jeg var blevet gode venner med Louis, men jeg beskyttede ham, ikke at jeg så nogen fare på færde, måske beskyttede jeg ham lidt for meget. Jeg er meget overbeskyttende overfor mine venner, især dem der er gude-smukke, ja, jeg kaldte ham gude-smuk. Han er simpelthen den smukkeste skabning der går på jorden. Jeg indrømmer, at jeg måske, ikke måske, har et stort crush på ham. Okay, fuck det, jeg er forelsket i ham, big time, men problemet er, at han har en kæreste, Eleanor, og er ikke tiltrukket af drenge, modsat mig. Jeg er bøsse og stolt.

Jeg gik ned af gangen mod kantinen og så Liam komme gående imod mig. Liam er også en tidsrejsende og han har været en stor hjælp for mig. Jeg stoppede og lod ham gå hen til mig, for jeg vidste, han ville tale med mig. Han havde et målrettet blik i øjnene og det plejer han at have, når han vil tale med nogen, den nogen ville jeg gætte på, var mig. Han standsede foran mig ”du ved jeg vil tale med dig og det er faktisk noget meget alvorligt” hans øjne blev hårde og alvorlige. Jeg begyndte at blive nervøs. Han tog fat i mit håndled og trak mig ind i et tomt lokale. Han lukkede døren bag os, irriterende døre man selv skal åbne og lukke, og vendte sig mod mig ”hvad vil du tale om?” spurgte jeg ”Louis” svarede han, som om det var åbenlyst, hvad det handlede om, men jeg blev bare mere forvirret end i forvejen. Han sukkede af mit forvirrede ansigtsudtryk. ”Du kigger på ham som om han er dit liv og hvis han dør, dør du. Du kigger på ham med beundring, beskyttelse og… kærlighed” jeg fik noget spyt galt i halsen.  Er det så tydeligt? Skjuler jeg det ikke godt nok? Kan man virkelig se at jeg er forelsket i ham? Jeg åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen. Jeg åbnede den og sagde: ”er det så åbenlyst?” jeg slog min ene hånd op foran min mund. ”Det er det. Er du forelsket i ham eller hvad?” jeg sukkede ”vil du have sandheden eller en løgn?” spurgte jeg ”sandheden”. Jeg tog en dyb indånding; jeg havde ikke fortalt det til en sjæl. ”Jeg er først lige begyndt på at tænke over mine følelser. Du ved godt, jeg er bøsse, men jeg har aldrig rigtig tænkt på Louis som mere end en ven. Jeg begyndte for nylig at føle mig jaloux overfor Eleanor og jeg prøvede på at finde ud af, hvad jeg gjorde, når jeg var sammen med Louis. Hvordan jeg var omkring ham og hvordan min krop reagerede. Jeg fandt ud af, at jeg var ved at falde for ham, så ja, jeg er forelsket i ham, men vær sød ikke at sige det til nogen” forklarede jeg, med en lang gang pludren, ”jeg ville bare have et simpelt svar, men jeg godtager også en lang forklaring og bare rolig, det her bliver mellem dig og mig” ”hvad bliver mellem dig og Harry?” hørte jeg en englestemme spørge omme bag mig; jeg kendte stemmen, alt for godt, og vidste det var Louis. Jeg vendte mig stille om og kiggede ind i hans flotte og hypnotiserende øjne. Jeg så i hans øjne at han var såret ”ikke noget vigtigt. Skal vi tage hen til kantinen? Jeg tror Eleanor venter på dig” jeg sagde hendes navn med afsky i stemmen, men Louis lagde ikke mærke til det, utrolig, han lægger mærke til alt, åbenbart ikke, han kender mig som en åben bog, troede jeg, men det samme gør jeg, ved jeg, 110 %.

Jeg stoppede op ved Louis dør. Skulle jeg banke på? Skulle jeg gå igen? Skulle jeg fortælle ham, hvad jeg føler? Jeg vendte mig om på hælen og begyndte at gå mod parken. Jeg stoppede op, da jeg hørte råben. Jeg lyttede intenst med i råberiet. ”Så du tænker mere på ham end på mig?! Hvad er jeg for dig og hvad er han for dig?! Elsker du mig overhoveder?!” jeg kunne høre det var Eleanor, den heks, jeg spidsede ører ”jeg sagde ikke noget om at han betyder mere og du er min kæreste, men han er min bedste ven og han skjuler noget, noget jeg gerne vil vide hvad er. Selvfølgelig elsker jeg dig Eleanor” i det øjeblik føltes det som om mit hjerte stoppede og en meget tyk nål blev stukket ind i gennem mit bryst og i mit hjerte.  Jeg ville ikke høre mere. Jeg ville ikke såres mere. Jeg mærkede trangen til at græde kom frem. Jeg vendte mig om og løb mod parken. Jeg løb og løb, indtil jeg ikke kunne mere. Jeg satte mig på en bænk og græd. Jeg skulle ud med alle de følelser, som hobede sig op. Jeg græd, indtil jeg ikke kunne mere. Jeg rejste mig fra bænken og gik mod min midlertidige lejlighed. Jeg gik forbi et stort og gammelt træ. Jeg stoppede op og beundrede det. Det var højt og meget tykt. Det bar stadigvæk sine blade og de var en smuk nuance grøn. Jeg kiggede ned og fandt et blad liggende på jorden ved mine fødder. Jeg samlede det op og vendte det i hånden. Det var brunt og visent, men stadig smukt. Jeg var så langt væk, at jeg sprang flere meter op i luften, da jeg mærkede en hånd på min skulder. Jeg vendte mig forsigtigt om og blev mødt af røde, forgrædte, sø blå øjne, der tilhørte en bestemt person; Louis. Jeg tøvede ikke et sekund, før jeg omfavnede ham. Han begyndte at hulke mod mit bryst og strammede sit greb om mig. Jeg hviskede trøstende ord i hans øre og nussede hans ryg. Han stoppede langsomt med at hulke, men løsnede ikke sit greb; tværtimod strammede han det. Jeg slap mit greb om ham og han gjorde, tøvende, det samme. ”Hvad skete der?” spurgte jeg ”mig og Eleanor kom op i et stort skænderi. Jeg slog op med hende og det var pga. en elendig grund, men du kender mig” svarede han ”hvad var grunden?” ”hun stolede ikke på mig og var jaloux på d… en af mine venner. Hun mener, jeg er mere sammen med den ven end med hende. Hun mener også, at jeg er forelsket i personen, men det er jeg ikke. Ikke det mindste. Jeg kan bare ikke holde ud, når folk ikke stoler på mig, det ved du godt” jeg nikkede. Jeg tænkte lidt over hvad han var ved at sige, et ord der starter med d, et navn, nej så vidt jeg ved, har han ingen venner med forbogstavet d, men det kunne være ordet… dig! Deres skænderi handlede om mig; jeg fatter ikke hvorfor Eleanor ikke stoler på ham. Han lyver kun, som en sidste udvej.  Jeg derimod, lyver når det er nødvendigt, men alle kan se lige igennem mine løgne. Jeg kiggede Louis over skulderen og så en mystisk mand stå bag et træ. Han var klædt i sort og kun sort. Han så mistænkelig ud, men hvem gør ikke det når de står bag et træ i kun sort tøj? Gad vide om det var ham, jeg skulle beskytte Louis imod. Jeg kiggede væk fra ham i et sekund og kiggede derhen igen, men han var væk. Jeg kiggede ned på Louis og han kiggede bag sig ”hvad så du? For du havde mistanke skrevet i dine øjne” spurgte han ”jeg så ikke noget der er relevant lige nu, men hvis jeg ser det igen, er du den første der får det af vide” han nikkede. ”Skal jeg følge dig hjem eller kan du gå selv?” spurgte jeg ”jeg vil være mere tryg ved, at du følger mig hjem” jeg nikkede og begyndte at gå mod hans hus.

 Jeg åbnede døren til min lejlighed, gik ind, låste den bag mig og smed mig på min seng. Hvem var den sorte mand? Holdte han øje med Louis? Jeg havde alle mulige spørgsmål og tanker kærende rundt i mit hoved ”jeg kommer ikke til at sove foreløbigt” tænkte jeg. Jeg kiggede ud af vinduet og synes jeg så en skygge, men jeg skrev mig det bag øret og ignorerede det. ”Jeg skal i skole i morgen, så jeg skal nok prøve på at sove” tænkte jeg; jeg tog mit tøj af, alt tøjet, så jeg var splitterravende nøgen og lagde mig til at sove; jeg elsker at være nøgen, fordi det er så befriende.

 Jeg åbnede mine øjne og så på uret, 5 am. En time til jeg egentlig skulle stå op. Jeg strækkede mig og gik i bad. Jeg tog tøj på, lavede morgenmad, cornflakes med mælk, og spiste det foran, det man kalder, et fjernsyn. Sådan noget har man, på en måde, også i fremtiden, men der kaldes det en holofjerner; et hologram, som sender serier og mange andre ting, ligesom et fjernsyn. Jeg slukkede fjernsynet, tog min taske og vendte snuden mod skolen. Fuglene sang, solen skinnede og alt åndede fred. Jeg så mange smukke træer på vejen. Jeg stoppede op foran et kæmpe træ, som stod i alt sin pragt, den stod alene langs en sti og så storslået ud. Jeg stod og beundrede det, da jeg fik øje på Louis og bag et træ bag ham, var manden klædt i sort. Jeg stivnede; han var fulgt efter Louis. Jeg så at han holdte øje med ham og hans øjne var limet fast på Louis. Jeg gik hen til Louis og tog fat i hans arm. Jeg hev ham hen til skolen og hev ham ind. Jeg gik ind på toilettet og kiggede under alle båsene, da jeg fandt dem tomme, stillede jeg mig foran Louis, som kiggede spørgende på mig. ”Der er en mand som forfølger dig. Har du nogen anelse om hvem han er?” ”jeg ved det ikke. Hvad havde han på?” ”han er klædt helt i sort og så vidt jeg kunne se. Havde han også sort hår” Louis stivnede og fik et blankt udtryk i ansigtet ”ved du hvem han er?” spurgte jeg ”jeg tror… jeg tror.. det er min biologiske far”. Jeg vidste godt, hans biologiske far havde forladt ham og hans mor, da han ikke var særlig gammel. Han havde fortalt mig en meget lang historie om det, men jeg forstår det ikke. Hvorfor skulle han dukke op nu og er det ham der vil gøre Louis fortræd? Alle disse spørgsmål kørte rundt i mit hoved og jeg havde helt glemt Louis. Jeg rystede mig ud af min trance og kiggede på Louis. Han stod og stirrede ud i ingenting. ”Louis, er du okay?” ingen reaktion ”Louis er du med mig?” stadig ingen reaktion ”Louis!” han blinkede med øjnene og kiggede spørgende på mig. ”Du var væk mand. Jeg var begyndt at blive bekymret. Er du okay Louis?” han rystede på hovedet. Jeg tog fat i hans hånd og klemte den en enkelt gang ”bare rolig Louis, jeg vil ikke lade ham skade dig. Han skal igennem mig først” ”og mig” kom det fra en stemme bag mig ”mig med” kom det fra en tredje stemme. Jeg kiggede mig selv over skulderen og så Liam og Zayn stå deromme; Zayn er en af Louis venner. Jeg vendte opmærksomheden mod Louis ”se du har mange der vil stå bag dig og beskytte dig”. Liam og Zayn stod lidt bag ved mig og lidt ved siden af mig. Det lagde hver en albue på min skulder ”vi vil altid beskytte dig..” sagde Liam ”for du er en af vores bedste venner og hvis der skete noget med dig…” fortsatte Zayn ”så vil Harry dø af kedsomhed” afsluttede de enstemmigt ”drenge det er en overdrivelse, men jeg ville dø, men ikke af kedsomhed”. Louis gik hen til os og omfavnede os alle; gruppekram.

Jeg åbnede mit skab og smed mine bøger ind. Endnu en skoledag overstået og en måned til jeg skal tilbage til min egen tid. Jeg smækkede skabet i og vendte mig om, kun for at se en blond dreng lige foran mig. Jeg spærrede øjnene op og gnubbede dem; Niall. Hvad fanden laver han i fortiden? ”Great, nu hallucinere jeg også.  Niall kan ikke være her. Hvad skulle han lave her?” jeg gik forbi ham, men han tog fat i mig ”er det den velkomst man får? Jeg havde regnet med et kram og måske et ’hvordan har du haft det?’, men ikke at du ignorerede mig” sagde han med sin irske accent. Jeg sukkede og vidste med det samme, at det rent faktisk var Niall. Jeg tog ham ind til et lang kram og trak mig efter et par minutter. ”Hvordan har du haft det?” spurgte jeg ”nej, nu er det for sent. Jeg kan ikke tilgive dig” sagde han mens han begyndte at gå væk fra mig. Jeg hoppede op på hans ryg og han tog fat i mine ben, for at holde mig oppe. ”Kan du tilgive mig nu?” spurgte jeg, mens Niall gik med mig på hans ryg. Alle de andre elever stirrede, men det var jeg vant til. Jeg var måske hvad man kunne kalde eftertragtet; alle pigerne ville være min kæreste og da jeg kom ud, ville de være min ven. Jeg hoppede ned af hans ryg og så Louis blive hivet rundt om et hjørne. ”Hvad laver du her Niall?” ”jeg fik af vide at du har brug for hjælp med din mission, så her er jeg” han slog ud med armene. Klokken ringede og jeg gispede; Louis plejer at komme hen til mig inden klokken ringer, men han var der ikke denne gang. Jeg tog fat i Niall’s arm og hev ham rundt om hjørnet. Han protesterede ikke, men fulgte villigt med. Vi kom rundt om hjørnet og det syn der mødte mig, var skrækkeligt; en mand stod med en gammeldags, eller i hvert fald gammeldags i min tid, pistol. Jeg bakkede langsomt baglæns, fik min taske af og tog min laser frem; se det er en pistol. Jeg smed tasken på gulvet og så at Niall også havde sin fremme. Jeg signalerede at vi gik frem, men langsomt. Han nikkede bekræftende. Jeg gik frem og det samme gjorde han. Jeg gemte mig bag et skab og Niall fulgte mit eksempel. Jeg stillede mig, så jeg havde et godt udsyn til Louis og så at den sortklædte mand, var ham med pistolen. Han holdte om Louis’ mave og holdte pistolen mod hans tinding. Louis stod stille og lydløs, men begyndte at snakke ”hvad laver du her og hvorfor fanden holder du en pistol til min tinding?” manden tøvede men svarede ”jeg er her for at sørge for at du aldrig får børn og jeg har en pistol mod din tinding, fordi jeg har tænkt mig at dræbe dig” ”og hvorfor har du lige det?” hans stemme var så rolig og kold; jeg var imponeret. ”Dine børn vil gøre noget i fremtiden, som vil ødelægge den. Mere behøver du ikke at vide”. Louis lignede et spørgsmålstegn, men nu hvor jeg tænkte over det, havde jeg faktisk hørt navnet Tomlinson før. Han var vidst en opfinder, som havde opfundet tidsmaskinen. Vent et øjeblik, hvor ved han fra at tidsmaskinen findes i fremtiden? Ved mindre… jeg kiggede nærmere på hans ansigt; grønne øjne, sort krøllet hår og den næse, min farfars næse. Jeg stivnede; manden var min far. Han har altid foragtet tidsmaskinen, men at han ville gøre det her, det havde jeg aldrig troet. Jeg tog en dyb indånding og signalerede til Niall at vi gik frem. Jeg gik ud fra mit skjul med min laser i baglommen. ”Hvorfor skal det gå udover Louis, at hans børn gør noget du ikke kan lide? Far” spurgte jeg. Louis så overrasket ud, men min far smilede, idiot. ”Nå der er min skændsel af en søn jo. Er det ham du mener? Han skal ikke have nogen børn, men jeg har to valg 1. jeg dræber ham eller 2. jeg dræber dig” hvad fanden har jeg med det at gøre? Jeg har godt nok fået af vide at jeg burde have været en pige, men hvad har… ohhh. Det er meningen jeg skal bære de børn. Hvad?! Mig, bære de børn, Louis’ børn.  Jeg støttede mig til et skab og tog mig til hovedet; det kunne ikke være rigtigt. Jeg lod min ene hånd tage fat i min laser og den anden trykkede på nr.1 på hurtigkald min mobil. Jeg rettede mig op ”du får ikke lov til at dræbe nogen af os” sagde jeg og rettede laseren mod ham. Han strammede grebet om Louis og jeg var ved at græde, fordi jeg følte at al modstand var nytteløs. Jeg hørte en dør åbne med et stort bang og vidste at politiet var ankommet, ja jeg har 911 på hurtigkald; du skulle bare vide hvor meget jeg kommer til skade, jeg er praktisk talt en stamkunde.  Jeg placerede min laser i min baglomme og 2 sekunder efter kom politiet, med pistoler rettet mod min far ”hav et godt liv i fortiden ’far’” tænkte jeg; det er lidt ironisk at tænke på, at han er fanget i fortiden, når han hadede tidsmaskinen. Politiet fik ham til at give slip på Louis og han løb straks hen til mig, men ikke før han havde kiggede mærkeligt på Niall. ”Han er en af mine venner fra fremtiden” svarede jeg og han nikkede.

Jeg åbnede døren og var parat til endnu en kedelig skoledag, hvor jeg skulle hænge ud med den jeg er forelsket i, uden at kunne sige det. Jeg skulle snart tilbage til min egen tid, så hvad nyttede det. Døren lukkede lige i fjæset på mig og jeg bandede den langt væk. Jeg havde stadig ikke helt vænnet mig til at skulle gør det selv. Jeg bandede inde i mig selv og åbnede døren. Jeg fik mine bøger og gik til min første time; historie, mit yndlingsfag. Jeg gik ind i klassen og satte mig på min vante plads; forrest i midten. Jeg ventede på at timen begyndte.  Jeg kiggede til venstre for mig og så at Niall satte sig ved siden af mig og Liam satte sig på den anden side. ”Du må fortælle ham det. Han fortjener at vide det inden du tager af sted” sagde Liam.  Jeg sukkede ”jeg kan ikke. Hvordan skal jeg sige det? Hej Louis, jeg ved godt du er min bedste ven og jeg godt du ikke er bøsse, men jeg er forelsket i dig” ”noget lignede” sagde Niall. Jeg kiggede overrasket på ham; mente han det seriøst? ”Harry er du vågen? Harry!” spurgte Niall med sin irske accent, som nogle gange irriterede mig, fordi det lød så mærkeligt når han talte, men det gik med at forstå ham. Jeg blinkede med øjnene ”ja jeg er vågen” svarede jeg og kiggede rundt; alle eleverne var her og det samme var læreren. Jeg havde stadig ikke vænnet mig til at der var brug for en lærer; i fremtiden bruger vi hjelme, som lærer os hvad der er brug for i alle fag. Jeg rettede opmærksomheden mod smartboardet; jeg har stadig ikke forstået hvordan den fungerer. 

Jeg gik ind i kantinen og gik hen mod maden, men Louis spærrede vejen ”Harry, jeg ved du skjuler noget. Hvad er det?” jeg mærkede allerede vreden boble inden i mig ”jeg skjuler ikke noget. Hvorfor tror du jeg gør det?” ”du har ignoreret mig og når vi er sammen opfører du dig anderledes” ”jeg ved ikke hvad du snakker om” ”jo du gør. Du vil bare ikke fortælle mig det! Jeg troede vi var bedste venner!” råbte han. Jeg blev vredere end nogensinde før “vil du virkelig vide det?! Jeg er fucking forelsket i dig, men du er helt uvidnende! Jeg skrider!” råbte jeg og alle kiggede på mig, specielt Louis, som kiggede overrasket på mig. Jeg gik ud fra kantinen. Jeg havde mistet appetitten.  Jeg gik hen til mit skab for at hente mine bøger. Jeg kunne ligeså godt aflevere dem og skride hjem til min egen tid.  Jeg åbnede skabet, men den blev smækket i hovedet på mig; det er jeg for resten træt af, for det fik jeg nok af i fremtiden. Jeg blev vendt om og blev hamret ind i skabet. Jeg kiggede ind i Louis’ sø grønne øjne. ”Hvad vil..?” jeg blev afbrudt af Louis, som sagde noget og gjorde noget, som overraskede mig. ”Jeg er også forelsket i dig” sagde han og så kyssede han mig. Jeg blev overrasket, men lukkede øjnene og kyssede med. Jeg havde aldrig været så glad i mit liv. Han følte det samme for mig, som jeg følte for ham og vi kyssede. Jeg mærkede alles blikke på os, men ignorerede det og lod mig selv blive væk i kysset. Jeg holdte om hans nakke og ham om min hofte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...