Yours Sincerely, Louis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2013
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Igang
At være misbrugt af sine forældre hele sin barndom har været det stik modsatte af nemt for Rebekka. Det gik den stik modsatte vej af, hvad hun havde troet. Hun havde altid troet hun aldrig ville kunne komme væk hjemmefra, indtil en dag hendes far gav hende valget. Selvom det gjorde ondt at vælge, blev det gjort hurtigt. Efter hvordan hendes drømme så ud, skulle hun til London og finde sin eneste ene. At komme til London var det mindste problem. Men at finde husly og kunne overleve var ikke det nemmeste for hende. Alt gik skråt og hun endte på gaden. Ingen folk gav hende en venlig tanke, bortset fra en dreng som kom forbi en dag. Endelig at møde en som måske skænkede hende en tanke, gjorde hende glad, men at der ikke skete mere end et smil når han gik forbi, var alligevel hjerteskærende. En dag får hun dog en lille note fra ham, hvori han har underskrevet den med "Sincerely, Louis." Men hvem var han? hvor skulle hun nogensinde finde ham?

10Likes
1Kommentarer
768Visninger
AA

3. The Man

SHIT!! Hvor er jeg? Ham manden fra tidligere var der ikke mere. Faktisk var hele bussen tom. Jeg fik rejst mig op og kigget lidt rundt. DONCASTER stod der på det store blå skilt udenfor. Jeg måtte være der. Jeg steg ud af bussen og prøvede at finde ud af hvor jeg var. Eftersom jeg ikke havde været der før, var det ret svært at finde ud af. Jeg tog chancen og gik til venstre ned af en smal sti. 

"Excuse me, do you know where the centrum is?" spurgte jeg en jævnaldrende pige. 

"There's not really a centrum like in London, but we have a little park. Oh, and a few miles from there, there's a mall" sagde hun og smilede. Jeg takkede hende og gik videre i den retning. Efter en halv times tid, var jeg i parken. Det var ikke fordi den lå direkte inde i Doncaster, det var nok nærmere på grænsen til nabobyen. Alligevel var der en masse mennesker der sad og hyggede med familie, og andre var på løbetur. Jeg tog min jakke af og lagde den på græsset, så jeg havde noget at sidde på.

 

 

Der var efterhånden gået et par uger, og jeg havde sådan fortrudt jeg rejste hertil. Jeg havde ingen penge tilbage. Jeg havde brugt få penge på en lorteoplader der lader på solceller, og resten var blevet brugt på mad og et sted at sove. De forsvandt hurtigt, så det var allerede 4 dage jeg havde sovet i parken. 
Jeg fik rejst mig op og lavet en ny hestehale så jeg ikke så for sjusket ud. Jeg fandt min mobil frem for at se, om jeg havde fået job nogle af de steder jeg havde søgt ind på. Ingenting... Jeg kastede mobilen ned i græsset og gned mig i øjnene. Da jeg rakte ud efter min mobil, så jeg der stak et stykke papir ud fra coveret. Der stod en adresse på. Jeg prøvede at indtaste adressen på mobilen og så, at det var lige rundt om hjørnet. Jeg skyndte mig at tage tasken på ryggen, og så gik turen ellers derover. Hvad kunne gå galt? Hvad havde jeg at miste? Jeg kunne jo bare håbe på at skæbnen havde hjulpet mig lidt på vej til noget, der kunne hjælpe mig.
Jeg bankede på døren og håbede, at der var nogle der åbnede. Klokken var kun 7 om morgenen. Døren åbnede, og ud kom den ældre mand fra bussen.

"Hi young lady! I remember you. How are you?" spurgte han mig med et kæmpe smil på læberne. Jeg havde allermest lyst til at sige I'm screwed men jeg havde ikke brug for nogen form for moralsk dårlig opbakning.

"Well, I'm fine. I found your address in my phone cover, and I were just wondering why it was there" sagde jeg og smilede tilbage til ham.

"To help you. I saw some bruises on your arms and legs, and I saw your back wasn't alright as well, because of the way you were sleeping. The bruises couldn't have been from a football game" sagde han og kiggede ned på mine beskidte ben.

"You want to borrow the restroom? You don't look clean. You can borrow the shower if you want to" sagde han og smilede til mig, imens han åbnede døren op så jeg kunne komme ind. Jeg gik op ad trappen og ind med ham. Han lukkede døren bag mig, imens jeg tog skoene af. Jeg fik kigget lidt rundt, og der hang billeder over det hele med ham og hans kone. 
Jeg burde føle mig utryg og få de sædvanlige paniske anfald som når jeg møder andre fremmede, men ham her følte jeg en vis tryghed ved. Det måtte være den åbenhed og ærlighed han havde overfor mig den første dag. Og fordi han er den eneste jeg har snakket med siden jeg ankom i Doncaster.

"The shower is upstairs to the right. If you'll just lay your dirty clothes outside, I'll clean it fast and dry it. I'll put one of my wife's dresses outside, so you don't have to wear a towel. Just use what ever you want to" sagde han og kiggede op ad trappen. 

"Thank you so much!" sagde jeg og gav ham et kram, inden jeg løb ovenpå.

Hvorfor var han så besat af at hjælpe mig? Jeg havde intet gjort for at fortjene det. Og så var han en komplet fremmed jeg kun havde snakket med i en bus for et par uger siden. Men jeg kunne ikke klage. Jeg havde intet.

Jeg gik ned ad trappen og ned i stuen til ham. Han rejste sig op og smilede til mig.

"I never even got your name, darling" sagde han og satte sig ned igen.

"My name is Rebekka. I'm from Denmark" sagde jeg og satte mig over i stolen ved siden af sofaen, hvori han sad.

"Interesting. Denmark is a beautiful place. My name is Jerry, and I'm from Doncaster" sagde han og grinede, imens han tog en tår af sin te.

"You're clothes might be ready now. It's in there" sagde han og pegede op på en dør. Jeg smilede og takkede ham, imens jeg gik ind for at skifte.

"If you want to, you can come and eat dinner at my house at 6pm. Then you can meet my dog as well" råbte han inde fra stuen.

"I would love to!" råbte jeg tilbage, imens jeg pakkede resten af tøjet ned i min rygsæk.

"Then you can tell me a little about your self" sagde han, imens jeg gik tilbage ind i stuen.

"Of course. But I think I have to go, I have to find a job somewhere" sagde jeg og smilede til ham.

"It was nice meeting you again. You can go to the kitchen and tage some fruits with you, if you want to" sagde han. Jeg takkede ham mange gange og gik hurtigt ud i køkkenet og nuppede et par æbler og nogle bananer. Jeg skyndte mig ud igen og gik tilbage mod parken. Der var ikke flere steder at søge job. Jeg måtte overgive mig til tiggerlivet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...