confused - niall fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2013
  • Opdateret: 19 sep. 2013
  • Status: Igang
pigen Liv lever et helt normalt liv,går på en helt normal skole og har en helt normal familie. hver dag er det samme stå op, skole, arbejde, lektier og blogge. en morgen vågner Liv op til hvad hun tror kommer til at være en helt normal dag, men der tager hun fejl. hun vidste intet om at hun kom til at møde en af hendes største idoler og at fra den dag af ville alt gå fuldstændigt på hovedet........

3Likes
1Kommentarer
115Visninger

1. Kapitel 1

Hans grønne øjne fangede mit blik.et smil kom frem på hans læber så man kunne se hans smilehuller. han lænede sig langsomt imod mig. Mine læber var kun få centimeter fra hans.   "Liv, kom nu op du skal i skole... Liv! nu!" blev der kaldt nede fra køkkenet. jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede rundt i mit plakat dækkede værelse. jeg satte mig langsomt op og gned mine øjne. bare en drøm. Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at drømme den samme drøm om Harry, men jeg er jo også en harrygirl. "Liv!" blev der igen kaldt. "jeg kommer jeg kommer" halvt råbte jeg bare tilbage. jeg hoppede i et par jeans og en sort t-shirt. ugh jeg hadede at skulle tidligt op. jeg gik ned ad trappen og ind i mit køkken. der var en ledig plads om bordet til mig. jeg satte mig ned. "godmorgen" sagde min  yngste  lillesøster til mig. "godmorgen" svarede jeg med en morgentræt stemme. jeg har tre søskende. Hanna som er 10 år, Simon som er 6 og Lilie som er 3. Jeg spiste min morgen mad og gik op på mit værelse for at gøre mig klar og hente min taske. "ses i eftermiddag" råbte jeg og gik ud af døren og ned imod busstoppestedet. jeg ventede i ca. 4 minutter før bussen kom. jeg steg ind og satte mig bagerst. jeg hev mine hovedtelefoner ud af min taske og satte dem i min ipod. jeg startede "stole my heart" og lænede mig mod vinduet. Kort efter hamrede regnen mod busruden. sangen var skiftet til Moments. Jeg kiggede ud ad vinduet og fulgte med øjnene de kraftige regndråber der styrtede ind i vinduet for derefter at glide ned mod vindues kanten. Jeg kunne se min skole lidt længere fremme og trykkede på "STOP" knappen. Jeg lagde hovedtelefonerne tilbage i tasken og gik ud af bussen jeg blev nød til at halv-løbe op til skolen for ikke at blive alt for våd.Jeg gik ind igennem den store hoveddør og begyndte at gå imod mit klasseværelse . En mellemstor gruppe piger fniste af mig da jeg gik forbi dem, men jeg lagde næsten ikke mærke til dem da jeg var så vandt til at folk talte om mig bag min ryg. Da jeg kom til mit klasselokale åbnede jeg forsigtigt døren og gik ind. jeg havde det som om at alle stoppede med at snakke og rettede blikket imod mig da jeg kom ind. som om at de bare ventede på at jeg skulle vælte noget, falde eller gøre noget andet dumt de kunne grine af, men det gjorde jeg ikke. jeg gik bare hen til bordet nede i hjørnet og satte mig på min plads. fem sec. senere summede snakken atter igen. Der var stadig 5 min til at timerne startede så jeg hev min ipod op fra min taske. Jeg tænkte at jeg kunne tjekke Twitter i ventetiden, men på grund af min skoles skide dårlige WiFi nåede jeg kun at se at jeg havde fået en ny follower før min lærer kom. De to første timer var matematik. Tiden gik altid så langsom i skolen, måske var det fordi at jeg bare sad i min egen verden. Jeg blev revet ud af mit dagdrømmeri da klokken ringede. frikvarter. Jeg satte mig alene i et hjørne med min ipod. Jeg åbnede instergram og rullede lidt ned ad siden. En af de populære piger kom gående hen til imod mig i hendes høje hæle. Jeg kiggede op fra min skærm. hun stod lige forand mig. "hvad vil du Katrina?" spurgte jeg hende. "nåårh ik´sådan rigtig noget" sagde hun i et drilsk tonefald og tyggede videre på sit tyggegummi. jeg kunne se hendes "veninder" stå og fnise lidt længere væk. alle deres øjne var rettet på mig. Jeg prøvede bare at ignorere dem ved at kigge tilbage på min skærm, men pludselig kom der en hånd flyvende igennem luften der hev min Ipod ud af hånden på mig. Jeg kiggede hurtigt op med at forvirret ansigts udtryk. Der stod hun lige forand mig med et listigt glimt i øjnene og min ipod i hånden."giv mig min ipod" sagde jeg roligt. "og hvorfor skulle jeg så gøre det?" spurgte hun og kastede den op og ned i luften. " giv mig min ipod" sagde jeg denne gang lidt højere."hmmmm lad mig tænke.. Nej"  sagde hun og halvt grinte af mig. "Giv mig min ipod!" halvt råbte jeg. jeg rejste mig op og gik hen imod hende, men da jeg rakte min arm ud efter min ipod trådte jeg i mit eget snørebånd og faldt. hele klassen grinte (specielt de "populære" piger). Jeg rejste mig op og gik hen til Katrina der havde flyttet sig et par meter væk fra mig. "Giv mig min ipod" halvt råbte jeg igen med at fast tonefald. hun grinte bare,"grib" sagde hun bare og kastede min ipod tværs igennem lokalet til en af hendes veninder, som greb den. jeg gik over imod hende, men da jeg nærmede mig hende kastede hun den tilbage til Katrina. to andre piger deltog i hvad de nok syntes var en sjov leg. de kastede den rundt i et stykke tid uden at jeg kunne få den, Og selvfølgelig grinte alle som om det var det var et eller andet komedie show. Kort efter gik det galt. Katrina kastede min ipod til en af pigerne, men hun havde åbenbart for travlt med at grine så hun lagde slet ikke mærke til at en ipod kom flyvende imod hende. I sidste øjeblik så hun den og prøvede at gribe den, men det var alt for sent. den fløj lige forbi hende, ind i et bord og ned på gulvet. Jeg løb over til den og samlede de op. En lang ridse gik skråt over skærmen. Mine følelser var meget blandede, jeg havde lyst til at græde for jeg havde været så forsigtig med min ipod så den ikke skulle blive ridset. Min mor havde lovet at hvis jeg kunne havde den i et år uden at den gik i stykker måtte jeg få en iPhone  Jeg havde virkeligt lyst til at gå over til Katrina og råbe af hende. klokken ringede og min lærer kom ind. Vi havde historie. hele timen gik som matematik timen, dagdrømmeri. omkring slutningen af lektionen sagde min lærer noget der fangede min opmærksomhed. vi havde fået vores karakterer for vores sidste opgave. jeg kiggede på min karakter, ikke noget at råbe hurra for. Nu ville jeg ihvertfald ikke få den iPhone  min ipod-skærm er smadret og de her dårlige karakterer hjælper ikke ligefrem på det. Resten af skoledagen gik nogenlunde lige så kedeligt og langsomt som starten af den. "Endelig!" tænkte jeg da klokken ringede og jeg havde fri. Jeg skyndte mig så meget jeg kunne væk fra skolen. Jeg skyndte mig over på den anden side af vejen. jeg gik lidt og kom til en starbucks. Det er så der jeg arbejder. Jeg kan godt lide at arbejde der, men jeg er ikke ligefrem bedste venner med min chef. Hun holder altid øje med mig og råber af mig hvis jeg gør et eller andet forkert, og alligevel fyrer hun mig ikke. Jeg gik ind og skiftede til min uniform. Dagen gik fint og min chef råbte kun af mig to gange. efter arbejde gik jeg hen til bussen og kørte hjem. Da jeg kom hjem satte jeg mig bare op på mit værelse  hørte musik og bloggede om One Direction. Jeg spiste aftensmad sammen med min familie og prøvede ikke at nævne det med min Ipod og mine karakterer, det gik meget godt. efter vi havde spist gik jeg op på mit værelse igen. Idag havde faktisk været en o.k dag, altså lige bortset fra det med at min ipod skærm var smadre, men til en forbedring havde pigerne i skolen  ikke kaldt mig noget grimt idag. Aftenen gik med at jeg sad med min ipod. i det mindste virkede den stadig. Den aften kom jeg som sædvanligt alt for sent i seng. omkring kvart i tre besluttede jeg mig for at lægge mig til at sove...  næste morgen vågnede jeg op til en dag der så ud til at være ca. ligesom den igår. det  regnede dog ikke ligeså meget og pigerne i skolen lod mig lidt være. næsten som om de faktisk havde det lidt dårligt efter at de havde ødelagt min ipod skærm.  man skulle ikke tro at de faktisk kunne føle skyld. Efter skole gik jeg overtil starbucks. Det gik også fint nok på arbejdet, men min chef syntes åbenbart at jeg lavede en kundes kaffe for langsomt og råbte af mig. Jeg blev så forskrækket at jeg tabte kaffen og så råbte hun bare mere. Tiden gik og da der kun var omkring 20 minutter til at jeg havde fri kunne jeg se en flot og stor bil parkere ude forand starbucks. To store mænd steg ud og efter dem kom en blond dreng. Der var ikke nogen kunder at  betjene så jeg kiggede bare på dem gå hen imod døren. Da de langsomt nærmede sig døren begyndte den blonde dreng at se bekendt ud. "Kunne det være? nej Liv nu løber den fantasien vist løbsk, men det ligner.. Nej nu stopper du Liv du skal ikke være fjollet" tankerne kørte rundt i hovedet på mig, mens mit hjerte begyndte at slå hårdere. Nu var de helt henne ved døren, han tog fat i håndtaget og gik ind i butikken."OH fuck " tænkte jeg. Jeg var helt stiv og havde det som om at mit hjerte var på vej ud af min krop. Han kom direkte imod mig."hej" sagde han med sin søde irske accent."h-h-hej" sagde jeg usikkert. han begyndte at bestille, men jeg hørte det ikke jeg stod bare og kiggede på ham med åben mund. jeg kunne mærke at jeg rystede."er der noget galt?" spurgte han."n-n-nej, det er bare det at jeg er e-en stor f-f-fan." sagde jeg stammende."Vil du gerne have et billede og en autograf?" spurgte han venligt. jeg kunne mærke at jeg blev rød i hovedet."ja meget gerne, altså kun hvis det ikke er et problem eller noget" svarede jeg, når jeg blev nervøs sagde jeg altid dumme ting eller stammede. Jeg fandt min ipod frem fra min lomme til et billede, men da min chef så det råbte hun "Liv læg din ipod væk". jeg blev lidt ked af det, men jeg kunne i det mindste få en autograf. jeg fandt et lille stykke papir og en blyant frem til autografen." hvis du vil skrive din autograf på det her papir ville det være perfekt" sagde jeg og rakte ham papiret og blyanten."så kan jeg lave din bestilling imens, men vil du ikke være sød at gentage hvad du skulle have?" spurgte jeg. han grinte og sagde sin bestilling igen. da han grinte kunne jeg mærke det krible helt nede i tæerne. Jeg lavede hans bestilling og gav den til ham. han foldede papiret sammen, gav mig det og pengene. jeg lagde pengene i kassen og autografen i baglommen uden at kigge på den. vi sagde farvel og han gik. JEG HAVDE F***ING MØDT NIALL JAMES HORAN. da jeg lidt senere kom hjem gik jeg op på mit værelse og fandt autograf papiret frem. jeg foldede det ud og kiggede på det. Jeg læste det og mit hjerte stod stille at par sekunder. På papiret stod der: Hej Liv  du virker som en sød og sjov pige der godt kunne trænge til nogen nye venner. Call me *telefon nummer*. jeg læste det flere gange for at være sikker på at jeg havde læst rigtigt. Jeg tastede nummeret ind på min shitty telefon og ringede. "hej Niall her" sagde en stemme i telefonen......

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej :). jeg vil bare sige undskyld hvis der er nogle stavefejl, meget af historien er skrevet meget sent om aftenen så jeg har nok været lidt træt da jeg skrev det. jeg vil bare sige at jeg vil lave et cover snares som muligt og at  jeg vil starte på kap 2 snarest muligt. i må meget gerne like og alt det der... ses ,Liva.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...