In Love With A Teacher [1D] (The Mission 2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2014
  • Status: Igang
Den sekstenårrige Gracie Halloway, går på Hall Cross School hvor den nye medarbejder Louis Tomlinson lige er startet. Dog har de mødtes før men vil de kunne huske det? De har nemlig været 'sammen' til en fest tre dage før gracie starter på skolens gymnasie, hvor Louis jo underviser. Hvordan får de styr på det og hvad gør de ved situationen når man har knaldet sin lærer?

*Dette er 2' eren til The Mission, dog med en ny hovedperson!*

Enjoy!
- Nanna


76Likes
58Kommentarer
10007Visninger
AA

23. Chapter 23 - Worries

 Det hele var en smugle underligt, det med at vi om 9 måneder var 3... som 17 årrig ville jeg være mor... Hvordan skulle jeg fotælle mine forældre det? Og hvordan ville de reagere? Nok ikke på den bedste måde. Eh.

 

De kendte jo da forfanden ikke engang til Louis. Og da slet ikke at han var min lærer. Hele verden ville jo ramble. Og Amy... og Jason... shit.

 

Bekymringerne om 'A' var helt forsvundet efter det her men han/hun lå stadig I baghovedet. Dog var tanken om at der lå noget som tilhørte Louis inde I mig. Som barn havde det virket klamt at det var sådan at man lavede børn. Men tanken var faktisk ret fassinerende. Dog naede tanken mig stadig.

 

Var jeg klar til at få et barn? I en alder af 16 år? Jeg var da forfanden stadig et barn. Et barn som selv skulle have et barn... eh.

 

“Grace?” jeg kiggede op og så Louis sidde foran mig, jeg sad ude på hans badeværelse og kiggede migselv I spejlet. Jeg skulle I skole imorgen... fuck. Og jeg skulle hjem idag.... mebh.

 

“Ja?” mumlede jeg nok lidt for fraværrende, ikke fordi jeg ikke lyttede efter. Eller det gjorde jeg næsten ikke. Jeg undrede mig en smugle over alt det her. Dogblev jeg distraheret af min hånd som havde en regnbue på. Nok efter lyset der kom ind af vinduet. Men jeg var blondine så døm mig ikke, jeg blev let ditraheret.

 

Dårlig undskyldning.

 

Jeg kunne mærke gulvet knirke og kiggede først op fra min hånd da Louis kyssede mig I håret. “Hvorfor er du så ked af det?” jeg trak på skuldrende, jeg havde ikke lyst til at fortælle ham det og jeg ville for alt I verden ikke skuffe hans drømme. Selvom det var lidt dumt af ham at tro jeg var lykkelig.

 

“Louis... vi har kendt hinanden I lang tid men... ikke nok til at få en baby. Jeg er forhelvede kun 16” Louis så på mig med det mest sårede blik jeg nogle sinde havde set. Usikkert knugede jeg mine knæ sammen helt op til hagen og ventede på et svar.

 

“Du kunne jo bare ha sagt nej, og du er 17 til den tid.” han afbrød sigselv ved et host og kiggede så på mig igen “er det ikke nok for dig at jeg elsker dig eller hvad er problemet? Du har altid selv snakket om at alder bare var et tal så har du skiftet mening Grace? “ jeg rystede på hovedet, på en måde vidste jeg godt hvad det her ville føre til.

 

“Mine forældre Louis, hvad fanden tror du de vil sige? Skolen? Lærene? Ledelsen? Forhelvede jeg ville blive kendt som hende der blev bollet tyk af sin lærrer!” hvordan helvede tror du selv at det kan blive til noget positivt? Og jeg elsker da også dig Louis men hvad helvede skal vi gøre” tårende løb ned af kinderne på mig, Louis så skuffet på mig og reste sig op inden han kiggede ned på mig.

 

“Du er alt der betyder noget for mig Grace, jeg siger op på skolen okay? Jeg kan skaffe dig en ny skole... vi kan flytte til London” han prøvede, han prøvede virkelig at få mig til at gøre det her og jeg ville ha også have ham mere end noget andet.

 

“Mine forældre Louis... jeg kan teknisk set godt skifte skole, men Amy og Jason... altså mine venner er her I Doncaster Lou.”

 

Louis nikkede, og smilte falsk til mig inden han gik ud af stuen. Noget fik mig til at tro han var sur på mig. Men forhelvede jeg havde da min ret til at reagere sådan her. Jeg rejste mig op og gik efter ham. Mest for at sige han ikke bare kunne gå.

 

Men da jeg kom ind I køkkenet stod han med to kopper kakao og var igang med at skære nogle jordbær. Alligevel var jeg stadig sur på ham.At tro jeg bare kunne give op på alt og flytte væk. “Louis du skal ikke tro at bare fordi du laver det her trick så bliver alt godt igen” jeg fik det hele ødelagt med et fnis da han lavede et underligt ansigt til mig.

 

For helvede... “Louis stop det der...” igen fik han mig til at grine og jeg slog ham over armenfør jeg så knækkede sammen af grin. Louis din mongol altså!

 

“Louis stop så jeg er stadig sur på dig!” sagde jeg grinene hvilket bare fik ham til at grine endnu mere. Ikke sådan vores skænderi skulle have endt, men det var bedre end en af os gik I raseri. Tilsynladende var vi begge for udmodne til at kunne skændes ordenligt.

 

“Grace, hvad tid skal du hjem?” spurgte han og satte sig ned på stolen, jeg fulgte hurtigt hans eksempel og tog et jordbær I munden. Louis øjne lyste sin blå/grå farve meget tydligt ligenu og han lignede virkelig noget engle havde skabt. Med sit roede hår og det store smil.

 

Jeg var jo helt væk altså.

 

“Altså efter aftensmad? Hvis du ikke er for træt af mig” sagde jeg og rakte tunge til ham og trak den ind igen inden han kunne nå at få fat I den.

 

“fordi jeg ville da blive træt af dig” grinte han og tog en tår af sin kakao. Jeg gjorde det samme efter at ha slugt et jordbær og begyndte at tegne cirkler med mine fingre på bordpladen. Hans ånde kunne mærkes i nakken og jeg smilte da hans store smil kunne mærkes mod min nakke.

 

”Som om jeg nogle sinde ville blive træt af dig” grinte han og kyssede min pande. På en måde gjorde det mig helt afslappet men hurtigt kom tankerne tilbage.

 

Baby, A... og Forældre.

 

A måtte på en eller anden måde holde øje med mig, og jeg anede virkelig ikke hvordan det kunne lade sig gørre.

 

Faktisk ville jeg gerne vide hvem der stod bag A, surprise men altså det undrede mig hvordan en person kunne vide så meget om mig, for uden tvivlt så måtte personen ha stået mig nær, eller også gjorde personen det. Grundlaget kendte jeg ikke hvilket faktisk også va rart ikke ar skulle bekymre sig om ligenu.

 

Mine forældre var en helt anden sag, for kort sagt var jeg på skideren. Jeg havde ingen ide om hvordan de ville reagere for dybt seriøst så var de begge to ikke til at holde på, de rejste hele tiden og var generalt bare ikke meget til stede.

 

Babyen derimod var det eneste der ikke var ved at gøre mig sindsyg, ja jeg havde været usikker og var det stadig men som Louis sagde så skulle det hele nok gå, vi skulle nok få alt til at køre. Drengene og deres kærester vidste det men mine venner, Amy og Jason anede intet. Igen var det lang tid siden jeg havde skrevet med dem og nu hvor jeg snart skulle I skole igen så var det da en oplagt mulighed.

___________________________________

Såååådan, nu fik jeg opdateret kapitlet ordenligt, der har været ufattelig mange problemer med Movellas men fohåbenlig er det hele ordnet nu!

 

Jeg vil også lige undskylde for min manglende aktivitet og jeg skal nok få skrevet noget mere!

 

Hvad syntes i om kapitlet? Altså der er efterhånden ikke rigtigt nogle der kommentere mere udover hvis der er noget galt med kapitlet, hvilket selvfølgelig er dejligt at i gør mig opmærksom på det. Men der trods alt over 91 der følger med så bare en enkelt eller to kommentare ville gøre mig ovenud lykkelig.

 

Ha nu en dejlig dag og jeg poster det nye kapitel imorgen! :D

/N

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...