Off Limits (One Direction - 13+)

Leila Tomlinson er ingen anden end selveste Louis Tomlinsons lillesøster. Millioner af piger ville slå ihjel for at være i den position, men Leila ville måske hellere dø for at komme ud af den. Inden Louis meldte sig til X-Factor, var alt som det skulle være. Leila og Louis var ikke bare søskende men også bedste venner, men alt har ændret sig efter at Louis og hans 4 'bandmates' har overtaget verden. Louis har ikke besøgt, skrevet, ringet eller på nogen anden måde kontaktet Leila igennem de sidste 3 år. Leila savner sin bror, men kan hun blive ved med at holde ventetiden ud? Hvordan reagerer hun da deres mor beslutter sig for at sende Leila til London for at bo med Louis og hans venner?

10Likes
8Kommentarer
755Visninger

1. Kapitel 1.

"Mor, det mener du ikke! Han har hverken besøgt eller så meget som kontaktet mig de sidste 3 år, og nu forventer du at jeg frivilligt siger ja til at bo hos ham og hans 4 venner? Du kan glemme det."

 

Jeg var rasende. Mit blod kogte i kroppen på mig, og jeg kunne mærke den røde farve dukke op i mit ansigt også. Jeg kiggede vredt på min mor som bare så på mig med et bestemt blik og armene over kors.

 

"Jo, Leila. Jeg mener det. Louis har selv foreslået det, og du trænger til at komme væk fra Doncaster. Du har lige fået sommerferie og jeg vil ikke tvinge min 17-årige datter til at sidde og glo inden for fire vægge hele sommerferien. Dit tog går i aften, du skal afsted og det er ikke til diskussion. Der står 2 kufferter på dit værelse, måske du snart skulle få pakket." 

 

Jeg sukkede tungt, rystede på hovedet og forsvandt så op af trappen. Jeg skulle afsted allerede i aften og hun vælger at hun først fortælle mig det nu? Hvad helvede.. Ugh. 

 

Jeg hamrede døren op til mit værelse og smækkede den endnu hårdere i end nogensinde. Mine kufferter lå allerede på sengen og var åbne. Jeg samlede hænderne omkring mit ansigt og var parat til at rykke håret af mig selv. Alligevel droppede jeg tanken og begyndte at hive tøj ud af tøjskabet og putte det i kufferterne. Bukser, t-shirts, kjoler, undertøj, badetøj, toppe, shorts og nogle sko. Oh, og tørklæder.

 

***

 

Jeg pakkede de sidste bøger og ekstrating og fik lukket mine kufferter. Jeg fik dem hevet nedenunder og sat ved døren hvor min mor allerede stod, klar til at sige farvel.

 

"Wow. Man skulle tro at du ligefrem har glædet dig til at komme af med mig." Jeg pustede en tot hår væk fra ansigtet og slog armene om min mor. Hun grinede ned i min skulder og aede mig over ryggen.

 

"Sådan må du ikke se på det, Leila. Jeg er ked af at jeg ikke fortæller dig det før idag. Men jeg vidste at du aldrig var taget afsted hvis du vidste det lang tid i forvejen." Jeg vidste at min mor havde ret. Måske var det det bedste, at hun ikke havde sagt noget før nu. Hvis jeg vidste det før. var jeg bare stukket af i den anden retning. 

 

"Det er okay, mor. Jeg forstår det godt. Jeg er bare træt af, at jeg ikke selv havde en mulighed. Jeg vil ikke se ham og det ved du." Jeg sukkede tungt og trak mig ud af mors arme. Jeg hev min sommerjakke ned fra knagen og trak den over mine arme, inden jeg hoppede i mine sorte Vans.

 

"Jeg er ked af det, skat. Men Louis savner dig. Det her var hans idé, og jeg var villig til at gå med til det. Pas nu på dig selv og ring hjem mindst en gang om ugen, ikke?"

 

Typisk mor. Tyyypisk mor. Jeg grinede en smule af hende og nikkede, inden jeg tog mine kufferter i hånden. Jeg åbnede døren og fik øje på taxaen der skulle tage mig med til togstationen. Der trådte en chauffør ud og han kom hurtigt op til døren, hvor han tog mine kufferter med et smil, og smed dem ind i bagagerummet. Nånå.

 

"Jeg ringer hjem, mor. Vi ses. Hils Lottie og de andre, hvis du snakker med dem." 

 

Mine yngre søskende, var taget i sommerhus med nogle af mors venner. De havde selv børn, så nu har mor valgt at blive hjemme alene.

 

Jeg krammede min mor en gang mere, inden jeg gik ud og satte mig ind i taxaen. Jeg spændte selen, og 2 sekunder efter, var jeg på vej til stationen.

 

***

 

Efter nogle timer i toget fra Doncaster til London, kunne jeg endelig stå af på London station. Det myldrede med mennesker. Ikke at det var mærkeligt når de fleste fik sommerferie igår, og desuden.. Så er det lørdag. Jeg tog mine kufferter med ud på parkeringspladsen hvor jeg vidste jeg ville blive hentet af Louis selv og de andre drenge. Jo tættere jeg kom på parkereingspladsen, jo større blev lysten til at vende om, løbe tilbage og tage det næste tog tilbage til Doncaster. Jeg har ikke selv valgt at være her, og hvis jeg selv kunne vælge nu, var jeg aldrig taget afsted. 

 

Jeg stoppede ved parkeringspladsen lige i tide, til at se en sort minibus køre ind på pladsen. Ruderne var mørke så muligheden for at kunne kigge ind, var der ikke. Det var til gengæld også fuldstændig ligegyldigt, for 4 teenagedrenge jeg aldrig havde set før, tumlede ud, efterfulgt af et genkendeligt ansigt. 

 

Louis.

 

Jeg slap mine kufferter og ønskede pludselig at jeg var en mus, som ingen ville lægge mærke til. Eller ihvertfald en mus som de allesammen ville blive bange for, løbe væk fra, og så aldrig nogensinde vende tilbage. Eller er det for meget?

 

Jeg sukkede tungt og kneb øjnene hårdt i, inden jeg åbnede dem igen. Jeg kiggede i retningen af drengene og mødte så de blå øjne, jeg ikke har haft øjenkontakt med de sidste 3 år. Han havde et kæmpestort smil på læben, hvorimod mine læber bare lå klistret på ansigtet, som en tynd streg. Hans hår vare blevet pjusket, men var ret langt og han havde skægstubbe, hvilket overraskende nok, klædte ham. Hans fire venner gik bag ham med de samme store smil klæbende til ansigtet. Man skulle næsten tro at de var permanente. Lige indtil de så mit stoneface.

 

Så falmede de. Ligesom blomster der visner. Bortset fra, at smilene visnede hurtigere end blomster normalt gør. 

 

"Leila, du ser ikke ud til at være glad for at se mig." No shit, Captain Obvious. Hvorfor mon?

 

"Det siger du ikke, Louis." Jeg ligefrem spyttede navnet ud i ansigtet på ham, og min kolde stemme og facade, tog ham vidst som en overraskelse. Jeg kiggede bare irriteret på ham. Det her var lige netop hvad jeg ønskede ikke skulle ske. Jeg ved godt at jeg selv er skyld i, at stemningen er kold lige fra starten af, men hvis han havde tænkt på at han havde søstre derhjemme, der bare ventede på at han ringede hjem og fortalte hvordan han havde det, så havde stemningen også været langt bedre, præcis som Louis og mit forhold kunne have været. Han ved tydeligvis ikke selv hvor dårligt det er lige nu, og det gør drengene vist heller ikke. Men de finder ud af det. Han finder ud af det.

__________________________________________________________________________

 

Det var det første kapitel, og det er blevet ualmindeligt dårligt, hvis du spørger mig. Det første kapitel er altid det dårligste, og også i dette tilfælde.

Det næste bliver forhåbentligt bedre, og jeg starter på det allerede nu. Jeg ligger syg i min seng, under mit One Direction-sengetøj.<3 LOVE!

Og heyo! DE KOMMER TILBAGE! Hvor mange af jer, har planer om at nakke billetter? Min søde veninde Caroline, forsøger at få billetter. Vi kom ikke med sidste gang, og da Parken har mange pladser, så håber vi. Der er nok et stykke vej fra Nordjylland til København, men pyt! HVORFOR BOR JEG I JYLLAND!? Grr..

 

Amalie//

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...