fejltagelsen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2013
  • Opdateret: 19 sep. 2013
  • Status: Igang
nogen gange lever vi, men uden at tænke. andre gange føler vi os døde, men tænker for meget. hvad hvis de vigtigeste beslutninger eller handlinger, i voers liv var baseret på tilfældigheder. eller vi hvis vi tænker over det der ikke burde tænkes over.
og glemmer at tænke når vi burde.
er det sådan fejltagelser opstår?
er det sådan mirakler sker?

1Likes
0Kommentarer
150Visninger
AA

3. KNÆK

Jeg stivnede.

De stirede på mig. Alle sammen. Sanne, Luis og ikke mindst Victor. I det øjeblik kunne jeg høre selv de mindste lyde. Det var som om verden holdt været.

Så skete det. Victor. Jeg kunne ikke se andet end at det var Victor. Tårerne fyldte mine øjne. Underligt, jeg plejede ellers aldrig at græde. Selv ikke når jeg fik tæv.

Men det gjorde jeg altså. Verden var sløret, alting var uklart.

Det eneste jeg kunne se, var Viktor der kom over mod mig.

Nu blev jeg for alvor bange. Han havde et blik i øjnene. Et blik der fortalte, at det her var mere alvorligt end normalt.

Jeg vidste at det her ville komme til at gøre ondt.

Han greb fat i min hætte, og hev mig op i luften.

Mens han knyttede den anden hånd, og slog til.

KNÆK. Det lød højt og tydeligt. Men det var nok kun mig, der kunne høre det. Der gik flere sekunder. Jeg kunne slet ikke mærke noget. Men der. Efter næsten et halvt minut,( hvor jeg var begyndt at slappe af), hørte jeg lyden. BLOB, BLOB, BLOB.

Jeg kiggede forsigtigt ned. Blod. Og med synet af det blod der løb ned af min kind, gjorde det pludselig meget ondt.

Jeg skreg. Et skrig der skar sig gennem luften. Et skrig jeg er sikke på at alle i helle verden kunne høre.

Han slap mig. Og jeg faldt. Helt ned på knæ. Min hånd fløj op til min kind. Var den våd? Nej. Jeg havde ikke haft vand i nærheden af mit ansigt. Og så faldt femøren. Det var blod. Vådt, klistret og varmt.

Jeg hørte dem grine. Kiggede op. Var jeg sur? Nej jeg var rassende. De havde slået mig, mange gange før, men aldrig så voldsomt. Min mor ville opdage det denne gang.

Jeg rejste mig op. Jeg tror det var noget i mine øjne, der fik dem til at stoppe, med at grine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...