Delilah


2Likes
0Kommentarer
543Visninger
AA

7. Varulven, James.

Kap. 7

 

Det var ret nemt at finde James, han hylede som en gal. Han var én kæmpe ulv, på størrelse med en hest, hans pels var kulsort.

“James?”

Han hylede igen, og humpede til højre, så kunne jeg så se at han var blevet fanget i en fælde, sikkert nogle jægere der vil have fat i ham. Jeg gik forsigtigt lige så stille hen til ham, og tog den af ham.

“Er du okay?”

Han prustede og nikkede.

“Jeg er William, min døde kæreste, Delilah, snakkede med dig igår, men jeg vil gerne have dræbt vampyreren Március, vil du hjælpe mig med det? En pige ved navn Ally fortalte mig du heller ikke kunne fordrage ham”

Han væltede et træ af vrede, mens han hylede.

“Var … Var det et ja?” jeg kiggede på den store heste ulvelignende dyr. Han nikkede med hovedet og skrev med bogstaver i jorden, MÁRCIUS ER EN NAR EN OND SKABNING! HOP OP PÅ MIN RYG OG VI FINDER HAM.

”Hvordan kan vi finde ham?”

Han skrev igen i jorden, JEG KAN LUGTE HAM. Han lavede en lyd som nok skulle hentyde til at det ikke lugtede for godt.

”Okay så” jeg hoppede op på hans ryg og klemte mig fast til hans pels. Med ét spurtede han igennem skoven og var på vej til Billund, det gik så hurtigt at jeg måtte kigge væk for ikke at få mine øjne tørre, det var hurtigere end noget andet jeg nogensinde havde oplevet!

 

James fandt lynhurtigt Március, men det gjorde mig urolig der hvor han fandt ham, James fandt Március på den politistation jeg var ved, der hvor Bo var.

Jeg hoppede ned fra James’ ryg og gik hen mod døren. James gik hen og puffede mig væk, nikkede hen mod nogle træer, jeg gik derhen mens James gik ind på politistationen.

 

Med det samme kunne jeg hører skrig, hyl, vredesråb, og en hel passe bank. Hvem ville vinde?

Efter en halvtimes tid blev der stille, vandt James?! Nej … Március kom gående ud for døren med blod overalt på sig.

”Dumme køter!” han hvæsede og forsvandt så.  

Jeg løb ind på politistationen, og ganske rigtigt, stod der en lille sort ulv.

”James? Er det dig?”

Han kiggede skamfuldt ned i jorden og løb væk.

”JAMES VENT!” men han var allerede væk. Jeg kiggede rundt og gispede. Der var INTET liv, Március havde dræbt alle, også den gamle Bo. Alle var døde, nogle revet itu, andre lå i små kugler hist og pist. Jeg blev rasende, og tog alle de pistoler jeg kunne finde.

 

Med ét kom alle sjælende op af de døde kroppe, de skreg alle sammen, undtagen Bo, han svævede hen til mig og sagde.

”Undskyld, men han var for stærk, for at dræbe ham, skal du dolke ham med den træpæl jeg havde i min hånd, han blev bange da han så den, men nogle fyre skød mig, sikkert på vampyrens side, skynd dig, de er her stadig væk!” og så forsvandt han, alle de andre ånder skreg og alt muligt og forsvandt lige så stille.

 

Jeg tog træpælen fra den dødes Bos hånd. Jeg hørte trin og skyndte mig i skjul.

Der kom to fyre ud fra Bos kontor, jeg genkendte den ene, det var manden ved hotellet!

”Det var godt vi kom af med dem, de blev sgu ved med at anholde mig!” sagde den lille mand fra receptionen.

”Ja for fanen, skide pansere!” sagde den anden, han var højere og mere pumpet, gangster stil og havde en lille hanekam.

”Ved du endelig hvor vi skulle mødes med Március næste gang?”

”Øhh … Var det ikke udenfor Legaland, de har jo lukket her om vinteren, så de vil nok ikke opdage os, og desuden, nu er politiet her jo ikke mere!” han grinte en latter, en idiotisk latter, alt for dyb, og alt for falskt.

”Næste måned kl. 01:00” sagde den lille mand fra receptionen.

 

Jeg glemte min hånd mod den ene pistol, tog sigte og skød dem ned. Hvad havde jeg gang i? Hvorfor skød jeg? Det ved jeg ikke. Jeg smed hurtigt min pistol og løb væk.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...