Delilah


2Likes
0Kommentarer
516Visninger
AA

8. Vampyr bidet.

Kap. 8

 

En måned senere mødte jeg op i legoland, hold da kæft, Március kiggede da det var mig der dukkede op, jeg havde trækæppen med, og klemte den ind til min ryg.

”HVAD FANEN LAVER DU HER WILLIAM?!” Han var tydeligvis rasende!

”Jeg kom skam bare for at stoppe dit lort!”

”SAGDE JEG IKKE DU SKULLE HOLDE DIG VÆK?!”

”Jooooh, men det kan jeg ikke”

”OG HVORFOR SÅ IKKE?!”

”FORDI DU SLOG MIN KÆRESTE IHJEL DIT MONSTER!” med et blev jeg rasende og havde det som om jeg indtog en form for kampstilling

”KOM OVER DET! DU HAR SLÅET ALLE MINE MÆND IHJEL! VI STÅR LIGE!” sandt nok, hele måneden havde jeg brugt på at slå alle dem der dækkede over ham ihjel, de var alle sammen nogle svin, jeg var blevet ret god til det, de så mig aldrig komme, de første par gange var forfærdelige, tanken om at have slået nogle ihjel gjorde ondt, jeg var slet ikke bedre en Március …

”Nå? Så er du jo heller ikke hårde end du tror William, hvad siger du? Jeg kan ikke høre dig!

”Nej, vi står ikke lige, jeg mangler stadigvæk at slå én ihjel!”

”Hvem?” Han kiggede på mig, som om jeg var gået fra forstanden. Jeg lod trækæppen blive tydelig og kiggede i hans blodrøde øjne. ”DIG”

Jeg sprang over imod ham mens jeg havde trækæppen i hånden rettet mod hans bryst, men lige inden jeg ramte hans kolde cement hud, forsvandt han.

”Hahaha!” det kom bag fra mig, jeg vendte mig om og så Március stå lige op i mig.

”Tror du virkelig du kan slå mig ihjel? Du er jo bare et menneske ! Svag og nem at brække itu!” Han tog fat i min venstre arm og vrikkede den om indtil den sagde et kæmpe knæk. Jeg skreg af smerte, prøvede at slippe fri, men jeg kunne lige så godt give op, han var tusinde gange stærkere end mig.

Min arm sagde et knæk igen, han gav slip og jeg tog min arm til mig, mine knogler gik ud af min arm, det gjorde ondt, meget ! Det føltes som at gå på søm, mens der var ild i en, som om man havde brækket alle mine knogler i kroppen, og prøvede på at gå, umuligt !!! Blodet strømmede ud fra min arm.

Március skubbede mig ind i hegnet, min arm ramte først, jeg skreg igen af smerte.

”GIV NU BARE OP!” han løftede mig højt over sit hoved, og kastede mig ind i et træ, denne gang med min ryg, der lød et knæk. Han kastede mig ind i ting og træer og stene igen og igen og igen.

 

Efter nogle timer, fyldt med smerte, som jeg troede var umulig, dukkede Delilah op.

”WILLIAM ! WILLIAM ER DU UDE PÅ AT SLÅ DIG SELV IHJEL !!! NEJ NEJ NEJ !!! WILLIAM ER DU OKAY?! WILLIAM”

Jeg så på hende, mit ene øje var helt blåt, jeg kunne mærke det, Március kastede mig ind i en sten, min ryg brækkede og jeg skreg igen.

”NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!” Delilah græd som en gal og var med et henne ved mig. ”WILLIAM HAN SER DET SOM ET SPIL, LAD HAM TRO HAN HAR VUNDET!”

Jeg lukkede mine øjne og spillede død, han kom hen til mig, kiggede på mig, og bed mig så i halsen, jeg gjorde alt jeg kunne for ikke at skrige, det var forfærdelig, han tog alt blodet fra mig. Bagefter tog mig over sin skulder, hovedet mod hans brystkasse, jeg stak trækæppen ind i hans kolde hud. Han skreg, og borede sine finger ind i mig, lidt efter begyndte han at brænder, der kom alle mulige ånder frem, sikkert for at æde ham, Delilah var der, hun fik mig væk, og gik til angreb på Március.

Han skreg og skreg, ”NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ !!! LAD VÆRE !!!! UNDSKYLD !!! ”

Jeg kiggede bare, hans bid udløste et eller andet i min krop, det gjorde ufatteligt ondt ! Jeg vred mig af smerte, det gjorde kun det hele værre, alle de brækkede knogler …

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...