Delilah


2Likes
0Kommentarer
516Visninger
AA

6. Mor? Far?

Kap. 6

 

 

Jeg nåede frem kl, 21:16 og det var bælgmørkt og der gik lige 5 min. før mine øjne havde vænnet sig til mørket og jeg kunne se, jeg gik ned af en lille sti, og fandt slottet. Det var gammelt, men det var vel meget fint. Jeg kunne godt lugte grantræerne og mosset ude fra skoven, luften var meget tynd, frisk luft, det havde jo aldrig skadet før.

 

Jeg kunne se alle mulige forskellige døde mennesker, men ikke Delilah og min forældre, men de kom nok snart, kl. var kun 22:50.

Der var alle mulige former for spøgelser, skudofre, kræftramte, fredelig død, voldtægts, maste, ulykker, kørt ned, trafikuheld, myrdet, og bidt af Március …

 

”WILLIAM!”

Jeg vendte mig hurtigt om, ”Delilah!” jeg smilte for første gang i lang tid, jeg var lige ved at græde, mine forældre stod bag hende, eller … Gik bag hende, hun løb, hun har altid været livlig og lidt barnlig, det var så sødt. Delilah løb lige igennem mig med åbne arme.

Hun sukkede, ”Ja det er jo også rigtigt … ”

Min mor så på mig, hun havde det samme tøj på, som vi begravede hende i, hendes hat så man ikke kunne se hun var skaldet, hendes ynglings aftenblå kjole, et stor halssmykke, hun fik det af mig og far i julegave, hendes sidste jul, hun havde også nogle sorte højhælet på, hun lignede sig selv på en prik.

”Åh William !! Hvor er du dog blevet stor skat ! Og flot ! ” mor var lige ved at græde, tror det var af lykke, er faktisk ikke helt sikker.

”Hej mor” jeg smilede så meget som jeg overhovedet kunne ”Far? Er det dig … ?” han lignede slet ikke sig selv, han havde blod overalt, og en hul i brystet …

“Jaja, jeg har det faktisk ret godt, jeg kan ikke mærke det” sagde han og holdte sin hånd for brystet og smilte.

“Okay … Det ser bare ret voldsomt ud … Er du sikker på at du er okay?” jeg kiggede med lidt store øjne på ham.

“Søde skat” min mor snakkede igen, det lød som klokker, jeg havde savnet hendes klokkeklang når hun snakkede, “Vi kan ikke mærke noget, vi har ikke følelsessansen mere, det kun dig, nyd den mens du har den, du kommer til at savne den, den dag du går bort, men der er heldigvis lang tid til” hun smilte og der var et lille glimt i hendes øjne.

“Ja … Men jeg kan ikke engang mærke dem jeg elsker? I er jo alle tre døde?” jeg kiggede på mine fødder, jeg fortrød jeg sagde det. “Undskyld … “

“Det hele er jo nyt for dig, du kan ikke gøre for det skat” hun smilte lidt svagt.

“Tak mor” jeg smilte et lille skævt smil. “Men hvad var det der med at jeg måske var i familie med en varulv?” jeg kiggede på dem, og de kiggede bare på hinanden.

“Carlos? Vil du eller skal jeg?”

“Det skal jeg nok Rosie … Det er jo min slægt … Ser du min søn, din tip tip tip oldefar, Elias Smith Esperanca, var en varulv, han ønskede det ikke, men sådan var han, han blev bidt under en fuldmåne, hver gang der blev fuldmåne, flygtede han væk for ikke at bide vores familie eller nogen fra hans landsby, folk vidste godt at han var varulv, men Elias havde gjort så mange gode ting for landsbyen, så de lod ham blive, han kom til at bide en, efter nogen 200 år, kom han til at bide en ung fyr, James. Det er ham der løber rundt i skovene i dag, og prøver at slå Március ihjel” han kiggede skamfuldt på mig, som om jeg ville dømme ham, men nej, det ville jeg aldrig gøre, jeg er jo selv i familie med Elias.

“Hvad skete der med Elias far?”

“Det ved jeg ikke, han flygtede, og ingen så ham siden, måske blev han dræbt, hvem ved?”

“Hvor gammel er James?”

Delilah vågnede hurtigt op “Han er 483 år”

“Hvordan ved du det?”

“Jeg så ham igår, jeg snakkede lidt med ham om Március, varulve kan godt hører os, det er kun vampyrene der ikke kan”

“Hvad sker der endelig med vampyrer og varulve når de dør?” hvad nu hvis Március havnede ved dem? Ville han så kunne gøre mere skade på dem?

“Vampyrer bliver ædt levende af deres ofre … Ad … Jeg skal æde Március?”

Jeg lavede en lyd som lød som om jeg brækkede mig og smilte, hun grinte bare af mig. Englesang i mine ører. “Men hvad med varulvene?”

“Jeg mener vist bare de bliver til en helt normal ulv?”

“Okay”

 

Der lød et ulvehyl lidt væk, jeg tror det var James.

“Du må hellere afsted skat, månen er ikke fuld før næste måned igen” min mor smilte og tågede ud.

“Far … ? “

“Ja?”

“Jeg elsker dig, tak fordi du gad og hjælpe mig” jeg smilte så meget som jeg overhovedet kunne.

“Vi elsker også dig” og så tågede han også ud.

“Jeg må nok hellere smutte efter dem” sagde Delilah.

“Tak for hjælpen søde, vi ses en anden gang, ikke?”

“Måske, lad os nu se, jeg skal ned og se til min søster”

“Jeg elsker dig”

“Jeg elsker også dig skat, held og lykke, hils James fra mig, ikke?” hun smilte og tågede ud igen.

“Jo” jeg smilede og satte mig ind i min bil igen og kørte ud til Sejets skove.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...