Delilah


2Likes
0Kommentarer
515Visninger
AA

3. Han er tilbage.

2 uger senere vågnede jeg ved at der kom en kold vind fra vinduet, jeg gik hen til vinduet for at lukke det.

 

“Det var sært?” vinduet var slet ikke åbent. Jeg kiggede lidt rundt, og fik igen den følelse af nogen kiggede på mig, jeg skiftede hurtigt til noget andet tøj og gik ned i receptionen.

 

“Er han kommet?” spurgte jeg den lille mand.

“Ja Hr.. han kom tidligt i morges med en sød lille sag, brunette og .. Uhh !! Sikke en røv !! “ han viftede hånden, som tegn på at hun var lækker.

“Hvilket værelsesnummer har han?”

“107 Hr..”

“Tak skal de have!”

“Ellers andet William?”

“Æhm .. Ja tak, måske noget morgenmad til mit værelse?”

“Skal ske med det samme” han gik ud i det ildelugtende baglokale igen og forsvandt.

Jeg gik op til Marcus’ værelse, der var et, vil ikke forstyrres, skilt på hans dør, jeg lagde mit øre til døren og lyttede. Først kunne jeg ikke høre noget, men efter lidt tid kom der et skrig, kvindeligt skrig og brag, som om nogen blev kastet op i væg, bagefter kom de slubre lyde, som om nogen drak af noget. Jeg åbnede døren og listede ind, gjorde han nu denne pige ondt eller noget?

Lydene blev højere og højere jo nærmere jeg nærmede mig soveværelset. Jeg kiggede ind og gispede .. Jeg skulle lige til at skrige, der sad en mand og bed en pige i halsen, hun så ud til at have store smerter, der var blod overalt rundt om hende, hendes kjole var revnet, præcist samme måde som Delilahs var! Hun var bleg, ligbleg. Manden vendte sig om, han havde hugtænder, ufattelig skarpe, han kiggede på mig, hans øjne var blodrøde og de gjorde ondt at se ind i, men han holdt mit blik fast.

“ … Ahh … “ hans stemme var hæs, den skar som tusinde knive i mine øre, han tørrede sig om munden med sit ærme, han gik lidt tættere på, og slæbte pigen bag sig i en hånd, han var virkelig stærk, han så ikke sådan ud.

Han kiggede lidt på mig, vurderede mig tror jeg.

“... William ! William min ven ! Sikke en overraskelse !” han smilede og der var en lille bitte smule klokkeklang i hans stemme når han sagde mit navn sådan, men det virkede forkert.

“Marcus … ? “ jeg gik lidt bagud for en sikkerheds skyld.

“Március om jeg må bede?” han så plagende på mig og rakte en ligbleg hånd frem. Jeg kunne mærke kulden fra ham, det strømmede over mig, jeg rystede.

“Åh .. Undskyld .. Jaja .. Jeg ved det godt, jeg er iskold .. Sådan er min race bare .. “

“ ... ” jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget som helst, jeg havde bare mest af alt lyst til løbe væk, men hvad hvis han fangede mig? Ville han så suge mit blod og dræbe mig?

“ … William? Er de der?” Han talte med en britisk accent, og det lød som om han var fra en helt anden tid, som om han var fra det elvte århundrede.

“ … Er … Er du en … Vampyr?” jeg kunne mærke mine knæ ryste ved ordet.

“Ser det da ikke sådan ud min ven?” han smilede et smil, et perfekt smil, hans tænder var kridhvide, og hans øjne var blevet mere venlige at se på, de var stadigvæk røde, men de havde fået en lille brunt glans.

“... Jo … “ jeg huskede de sære bidemærker fra Delilahs hals, måneformede, jeg kiggede på pigen han havde i sin ene hånd, brunette, brune øjne og slank, jeg så på hendes hals, hendes bidemærker passede med Delilahs. Han kiggede på mig, det selvglade smil sad stadigvæk på hans læber, han holdte øje med hver en bevægelse jeg gjorde.

“ Du .. Du .. DU DRÆBTE MIN DELILAH!!!”

Med ét blev hans ansigt til sten, helt stiv, og hans øjne blev med ét blodrøde igen.

“HUN VAR SELV UDE OM DET !!! “

“HVORDAN KUNNE HUN DET? HVAD HAVDE HUN GJORT DIG ?! “ Jeg råbte så højt jeg overhovedet kunne, så højt at det gjorde helt ondt i min hals.

“FORDI HUN IKKE VILLE BLIVE MIN MAGE !! DA JEG SAGDE JEG ELSKEDE HENDES GAV HUN MIG EN LUSSING OG SAGDE HUN HAVDE EN ANDEN, EN HVIS HR.. WILLIAM SMITH!”

“MEN DET ER DA INGEN GRUND TIL AT MYRDE HENDE ?!?!?!”

“DA JEG FORTALTE HENDE OM MIN GAVE OG JEG GERNE VILLE GØRE HENDE UDØDELIG SAMMEN MED MIG NÆGTEDE HUN OG LØB SIN VEJ! JEG BLEV VRED OG OPSØGTE HENDE, JEG VAR RASENDE OG GIK OVER STREGEN, OG VED DU HVAD? HUN SMAGTE BEDRE END NOGEN ANDEN JEG HAR SMAGT GENNEM MINE 941 ÅR !!! “ Han spidsede tænderne. Han så rasende ud, sur og muggen, den glade vampyr blev på to sekunder til et brutalt væsen. Jeg kunne mærke tårerne presse på, jeg løb hen mod døren, men med ét stod han foran mig.

“William Smith, du fortæller aldrig nogensinde nogen om dette, er det forstået!?” hans stemme var hård og skar lige igennem mig.

“Jeg … Ja … “ jeg så ned i jorden, han trådte til side og lod mig komme ud. Jeg løb ind på mit værelse og tog mine nøgler, løb ned i bilen og fandt min mobil frem.

Jeg tændte for motoren og trækkede vejret dybt. Jeg fandt GPS’en frem på min mobil og søgte på politistation, jeg fandt en der kun lå 20 min. væk, og skyndte mig at køre.

“William …  Nej … Lad være … Stop … Du må ikke køre derhen … William “

Delilahs stemme var mere tydelig end før, jeg kunne høre det meste, hendes stemme faldt ikke rigtigt ud som den gjorde før, den var blevet mere massiv. Jeg prøvede ignorere den, men det var svært, jeg kunne lige så godt prøve at ignorere det faktum at jeg er helt alene tilbage i verden nu, mine forældre døde for lang tid siden, min mor døde da hun var 28 år, jeg tror jeg var 3 år, hun døde af kræft, to år senere begik min far selvmord, min mor Rosie betød alt for ham, han var kun 35, det er ret skørt .. Det er skørt hvad kærlighed kan gøre ved en?

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...