Delilah


2Likes
0Kommentarer
550Visninger
AA

4. Den sjette sans.

Kap. 4

 

Jeg trykkede bremsen i bund og prøvede at dreje uden om den unge pige der lige pludselig stod ude på vejen, jeg sprang ud af bilen og løb hen til hende.

“ …. DELILAH …. “

Det var hende, det var virkelig hende, Delilah, men hvordan?!

“William, William søde ven, stop det her, han slår dig bare ihjel!”

“ … Delilah … “

“Jeg forstår godt hvorfor du er i chok, men ser du søde, jeg er et spøgelse, fordi jeg ikke har fuldført min mission her på jorden, at beskytte dig”

Jeg kiggede bare på hende, hun så så virkelig ud ! Jeg rakte ud efter hende, ville røre hende eller noget, mærke hendes hud mod min, men jeg røg bare lige igennem hende.

“William fokuserer! Du må ikke køre hen til politistation, høre du?”

Hun rakte ud efter mig, men tog sin arm til sig igen, det så ud til at pine hende, at hun ikke kunne røre mig.

“Undskyld skat, men det bliver jeg nød til!”

Jeg satte mig ind i bilen og trykkede speederen i bund og kørte hen til politistationen.

 

Da jeg nåede frem til politistationen stod Delilah der igen, og gjorde alt hun kunne for at stoppe mig, men hun kunne lige så godt give op, ingen skal slippe godt afsted med at myrde hende. Jeg spurgte efter en politibetjent, og damen i receptionen sendte mig ind til en ved navn Bo Jakobsen.

“Hej, jeg hedder Bo Jakobsen” han smilte og så rigtigt glad ud, men jeg kunne ikke gengælde hans smil.

"hør her, der er en vampyr derude der dræber unge piger, fx. min kæreste Delilah, I MÅ STOPPE HAM!!!!!!"

"Hahaha! God historie!" han var lige ved at trille

rundt på gulvet af grin.

"tror du det er for sjov?!"

"mener du det?" han så helt overrasket på mig, som om han lige havde set et spøgelse. Kunne han også se Delilah?

"vil de ikke nok hjælpe mig Hr.. Jakobsen?" jeg var lige ved at sætte mig på knæ.

"har de nogle beviser?"

"på et hotel i Billund der hedder Hotel natteravn kan du finde et baglokale med lig. Desuden burde du kunne en død pige i 20erne i værelse 104!"

"vi vil kigge på det Hr.. Smith"

"tak Bo"

 

Jeg gik ud i min bil igen, Delilah sad på passagersædet og ventede på mig.

”Ved du godt hvad du lige har gjort?” det var tydelig hun var sur på mig.

”Ja, jeg vil få den vampyr dræbt, eller buret inde eller noget andet, jeg vil i hvert fald få ham fjernet!”

”Nej, du har lige fået dig en ærkefjende for livet, han er udødelig, han er hurtig, stærk og klog, han har 900 års erfaring i alting!”

”Faktisk 941 års erfaring … ”

”Kan det ikke være lige meget?” hun så på mig med helt våde øjne, trist og alene …

”Undskyld, jeg kan bare ikke tilgive ham!”

”Det kan jeg jo heller ikke, jeg prøver at snakke med ham, men han svarer ikke, det er som om han ikke kan høre mig?”

Der kom en lille kvinde frem fra en væg, hun gik bare lige igennem den, hun var tydeligvis også et spøgelse.

”DET ER FORDI HAN IKKE HAR DEN SJETTE SANS ! ” hun begyndte at skrige og fik fråde om munden, hun var over det hele, hun skreg igen og igen.

”SÅ HOLD DOG KÆFT !!! ” det gjorde så ondt i mine øre!

Hun skreg igen ”HAN GJORDE DETTE IMOD MIG!” hun skreg højere mens hun talte videre, ”FANG HAM ! DRÆB HAM ! MEN PAS PÅ ! BLIVER DU BIDT BLIVER DU VAMPYR ! ” hendes skrig var som tusinde knive der blev kastet lige ind i min trommehinde. ” VAMPYRER HAR IKKE DEN SJETTE SANS, KUN DEM DER ER FAMILIE MED ET OVERNATURLIGT VÆSEN HAR DEN ! ” og med et var hun væk igen, lige så pludselig som hun var kommet.

”Den sjette sans? Hvad mente hun Delilah?” jeg så på hende, selv som spøgelse var hun ufattelig smuk!

”Jeg hørte dine forældre snakke lidt om det, du er vist i familie med en varulv så vidt jeg kan huske, men jeg er altså ikke helt sikker … ”

” … Mi … Min … Mine forældre?” Tårerne pressede igen på, jeg savnede mine forældre, var de også spøgelser, eller en skrigånd som hende den anden der?

”Jeg kan aftale vi skal mødes med dem i aften kl. 23.00 hjemme ved os?”

”Det kan vi nok ikke, politiet har overtaget vores hus, du ligger der jo?”

”Når ja … ” hun stod og tænkte lidt. ”Hvad med Horsens? Vi kan mødes ved Boller slot?”

”Okay” jeg smilte over at skulle se mine forældre og min kæreste igen.

”Jeg vil prøve at finde dem, vi ses kl. 23.00, ikke?”

”Jo, er der 22.30!”

”Altid for tid” hun smilte og tågede så ud.

Jeg satte mig ind i bilen og kørte imod Horsens.

   
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...