Claras Historie


2Likes
0Kommentarer
314Visninger
AA

6. Lær mig at gå.

“Clara … Jeg er virkelig ked af det, jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle dig det, jeg er stadigvæk selv i sorg”

“Det … Det gør ikke noget” Hun tørrede hendes kinder. “Lær mig at gå, jeg vil gå, mor ville være stolt over det, vil i ikke nok?” hun så fortabt på lægerne.

De kiggede kort på hinanden, udvekslede tanker eller noget, men altså det var som om de kunne kommunikere sammen på en eller anden måde.

“Clara … “ Startede lægerne med at sige i kor, “Du kan måske aldrig nogensinde komme til at gå” sagde den mørkhåret, den lyshårede kiggede hende dybt i øjnene. “Ser du, da i kørte galt skete der det at du knuste dit hoved ind i ruden, og bagefter lagde du dig og på din mor, og brugte dine sidste kræfter på at ruske i din mor. Men du havde ikke lagt mærke til at dine ben sad i klemme mellem sædet og bildøren. Du mistede næsten alt blodet i dine ben, og derfor er det sådan, og du har så svært ved at bevæge dem, dine muskler i benene er ikke trænet, og du kan ikke holde dig selv oppe mere, du kan måske aldrig nogensinde komme til at gå, og din venstre lægmuskel er næsten helt lam, vi er meget kede af at skulle være dem der skal fortælle dig det, vi kan udmærket godt forstå hvis du er sur eller vred på os, det har du din fulde grund til, men sådan er det desværre, men vi vil prøve, måske kan vi få trænet dine muskler op igen og så burde du være  stand til at stå op, måske kan det lykkedes at du en eller anden dag kan gå igen, men chancen er meget lille, jeg tror selv mest på at du måske kan komme til at stå op igen, selv”

Clara så med tårer fyldte øjne på ham, kunne hun virkelig aldrig nogensinde, komme til at gå igen? Tanken gjorde hende rædselsslagen, men lige nu længtes hun bare efter sins mors farm, hun savnede hende virkelig meget, hun rullede tættere på hendes grav, der var en lille sten sti, så hun kunne lige komme derhen, hun kørte sin hånd over gravstenen, mærkede indskriften, Må du hvile i fred, mor vi elsker dig, tak for alt, du har givet os den største gave nogen kunne give os, livet, vi elsker dig allesammen, vi skal nok passe på hinanden, vi elsker og savner dig, Clara og Rasmus. Hun fældede en tårer igen, hun tænkte på hendes mor, de mørke hår, de brune øjne, store brune øjne der altid havde det der lille glimt i, det Rasmus også havde, stjerne øjnene, Clara ville så gerne have dem, men ingen havde nogensinde sagt noget om et glimt, det er ikke noget man ikke kommentere, det er virkelig noget man lægger mærke til, og det er et vidunderligt syn, at se nogen med stjerne øjnene, man kan ikke undgå at kommentere dem, Rasmus fik hele tiden af vide hvordan hans øjne glimtede, alle elsker stjerne øjne.

 

Clara sad der i noget tid ved hendes mors grav, og tænkte alle de minder hun havde om sin mor igennem og græd i stilhed. Rasmus og de to mænd stod bare og kiggede på hende, forstod hende ikke rigtigt.

 

Efter noget tid gik Rasmus hen til Clara og sagde det var på tide at tage tilbage til hospitalet, hun var allerede blevet alt for kold.

 

“Okay … Jeg forstår … Lad os køre tilbage”

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...