The Difference Between Love and Cheating | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2016
  • Status: Igang
Zoe Parker og Niall Horan har altid fremstået som det perfekte par i medierne. Søde ord, beskrivelser om, hvor fantastiske de er sammen og hvor godt hun passer til titlen som Nialls prinsesse er hvad, der render rundt overalt i medieverden for tiden. Men ikke alt er, som medierne får det vist som.
Alt imens Niall bliver mere og mere deprimeret uden nogen ved hvorfor, lever Zoe livet. Og da alt synes at være umuligt, spørger han sin bedste veninde, Faith Brown til hjælp, der med det samme hjælper ham med at komme op på hesten igen.
Men da Faith finder Zoe i sengen med en af Nialls bedste venner, får hun en større trang til at støtte Niall gennem den tid, han er ved at tage igennem. Men hvad sker der så, når Niall finder ud af det hele? Og hvad med Faith? Hvad ender hun med at gøre?
Velkommen til The Difference Between Love and Cheating - en movella fyldt med utroskab, sårede følelser og opspirende kærlighed.
**Der vil forekomme upassende sprog og erotiske scener**

62Likes
91Kommentarer
10992Visninger
AA

13. 9 - "Jeg skal til Justin Bieber!!"


"Kiss me, like you wanna be loved."

Ed Sheeran - Kiss me

 

Jeg blinkede forvirret med øjnene, da hun havde lagt på. Hun virkede så... trist? Og hvis jeg ikke var forkert på den, græd hun vistnok også en smule, og det havde jeg altså ikke lyst til at se eller høre mere af. Det var kun godt, at hun kom over lige nu, for så kunne jeg prøve at gøre hende i bedre humør.

"Hvem var det?" spurgte Andy med et smil på læben, inden han tacklede mig i spillet, vi spillede. Fifa. Irriteret sukkede jeg dramatisk, da han nu havde fået bolden og var på vej hen mod målet for at score. Heldigvis fik jeg reddet den, da han skød den mod målet.

"Faith, hun kommer forbi om lidt," faktisk følte jeg mig forpligtet til at sige ja, selvom jeg havde Andy på besøg. For det første lød hun virkelig splittet, for det andet var hun min bedste ven, så jeg blive nødt til det (ikke, at hun er en byrde eller noget) og for det tredje, havde vi faktisk ikke været sammen i et stykke tid nu, og jeg savnede hende lidt.

"Fedt, jeg har ikke set hende i lang tid. Det bliver da kun hyggeligt," smilede han og gjorde mig utrolig lettet. Hvis han var stor modstander af det, ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle. Det undrede mig dog ikke, at han ikke var modstander af det, da han altid havde været en af Faiths rigtig gode venner.

Det ændrede dog ikke på, at hendes opførsel var mærkelig. Hun plejede altid at smile og være glad, men i dette øjeblik var hun trist, og det virkede virkelig som om, at hun havde lyst til at smide alt og gøre noget, der ikke ligefrem lignede hende. Og det håbede jeg bestemt ikke på, da hun var den mest fantastiske pige, jeg nogensinde havde mødt.

Og nu tænker du sikkert; hvad med Zoe? Hun er jo din kæreste. Og fuck det, om hun så er min mor. I det stykke tid, hvor hun det ene øjeblik vil være sammen med mig og det andet bare skider på mine følelser, har jeg faktisk været ligeglad med, at jeg har kysset med Faith. I starten fortrød jeg det noget så groft, men til sidst indså jeg, at det rent faktisk var rart at kysse hende, og der kom nogle følelser, jeg aldrig nogensinde havde oplevet før.

Faktisk vidste jeg slet ikke, hvorfor jeg gik i seng med Zoe den aften. Jeg var vel bare... forvirret over det hele, og jeg manglede lidt at føle mig elsket. Det nærmeste jeg overhovedet var kommet på at føle mig elsket den aften var de beroligende beskeder fra Faith, hvilket så igen bringer det over på hende: hun fik mig til at føle mig elsket, og det er jeg faktisk ekstremt glad for.

Et næsten lydløst suk flød ud af mine læber. Hvis jeg gik hen og blev forelsket i Faith, ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre. Men hvis det sker, så sker det, og så er der ikke noget, jeg kan gøre ved det. Dog ville det slet ikke være godt, når jeg nu havde Zoe, og jeg var sikker på, at Faith ville få en masse hate, hun i bund og grund egentlig ikke fortjente.

Hvad snakkede jeg om? Zoe var mit et og alt, og jeg skulle slet ikke tænke sådan om Faith. Jeg elskede Zoe, og det kunne ingen lave om på. Selvom jeg ikke så særlig meget til hende længere, kunne jeg stadig ikke lade være med at have følelser for hende. Bare det at vide, at hun var min, gjorde mig glad. Spørgsmålet var bare, om hun kun var min og ingen andres.

Stop, Niall. Selvfølgelig er hun kun min, hvad tænker jeg på?

Mit fokus var alle andre steder end på spillet, vi spillede, så da kampen blev fløjtet af, havde Andy vundet stort, men jeg var faktisk lidt ligeglad. Jeg ville helst have, at Faith havde det godt, og det kunne jeg først finde ud af, når hun kom.

Og som det var sagt/tænkt, ringede det på døren, og jeg fløj op af stolen og ud til gangen. Jeg fik revet døren op, og foran mig stod.. en virkelig trist Faith Brown. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at blive vred - hvem end der havde fået hende til at blive ked af det, kunne jeg virkelig ikke lide. Hun fortjente at være glad og ikke i det humør, hun var i nu.

"Faith, hvad er der sket," nærmest hviskede jeg, og det gik op for mig, at jeg var lige ved at græde, og hendes ansigtsudtryk blev mere trist, da hun så det. Hun kiggede kort ned i gulvet og kløede sig akavet på armen, hvilket hun altid gjorde, når hun var nervøs. Hurtigt fik jeg lagt en beskyttende arm rundt om hende, og det fik hende hurtigt til at bløde op, da jeg kunne mærke hende smile mod mit bryst.

Et smil dannede sig på mine læber, da jeg trak mig fra hende. Hun smilede kort til mig, inden hun åbnede munden for at sige noget, men den blev hurtigt lukket igen, og hun kiggede tøvende ind i mine øjne. Jeg forsvandt også hurtigt i hendes brune øjne, så omverdenen var ikke rigtig tilgængelig i dette øjeblik. Hun var så smuk, også selvom hun ikke var glad.

"Det er bare, at jeg er kommet i gruppe med Logan, og jeg er sikker på, at det ikke kommer til at gå godt. Der er sikkert nogle, der vil komme til skade," sukkede hun, hvilket fik mig til at smile. Var det bare det? Jeg mener, hun var trist over, at hun var kommet i gruppe med en person, hun hadede. Jeg hadede ham også, men det var nu mest, fordi han havde lagt op til et eller andet lort med Faith. Douchebag.

Hun måtte have set mit smil, for hun lod et fornærmet fnys flyde ud af hendes mund, inden et smil dannede sig på hendes læber. Lige nu var hun i hvert fald i besiddelse af de sygeste humørsvingninger til dato. Dog fandt jeg hurtigt ud af, at hun var glad for at se Andy, der stod lige bag mig, og de begyndte hurtigt at snakke sammen. Jeg fulgte ikke med, jeg var forvirret.

Jeg havde det som om, at Faith ikke talte sandt om det, der var i vejen. Hun havde været i samme gruppe som ham mange gange før, men det havde aldrig været et problem før nu. Dog kom jeg hurtigt på andre tanker, for hvorfor skulle hun overhovedet lyve overfor mig? Vi havde lovet hinanden aldrig at gøre det, så det holdt vi selvfølgelig.

Hun opførte sig godt nok lidt underligt, for hun gjorde så meget ud af så lidt - hvis hun talte sandt, hvilket jeg gik ud fra, at hun gjorde, og det håbede jeg da godt nok også. Jeg havde dog en mistanke om det, men jeg valgte ikke at grave mere i det og bare nyde Andys og hendes selskab. Ingen af dem havde jeg set i et stykke tid, så det var dejligt. Med Faith - et stykke tid = 5 dage, hvis det er over, er det evigheder.

"Er du okay?" Andy overraskede mig ved, at han lagde mærke til, at hun ikke var glad, selvom det var rimelig tydeligt. "Harry gik over stregen på den restaurant," tilføjede han så, og det fik hende til at grine sin perlende latter, som jeg sikkert aldrig blev træt af at høre på, selvom jeg havde hørt den rigtig meget i løbet af min levetid.

"Jeg må hævne mig på ham en eller anden dag," grinede hun, inden hun satte sig i sofaen, hvor vi også satte os. Jeg var faktisk stadig sur over det, som Harry havde gjort med hendes veninder. Han handlede oftest før han tænkte, og det var faktisk lidt irriterende, når han jo nu kunne finde på at gøre ting som det. En ting som han vidste, sårede hende.

"Nå, skal vi spille?" det var Faith, der kom med spørgsmålet, hvilket fik mig til at smile. Hun havde aldrig været god til fifa, men hun blev alligevel ved med at prøve at vinde over mig i det. Det lykkedes dog aldrig, selvom vi havde slået mange timer ihjel med, at jeg skulle lære hende at spille det. Man kunne vel sige, at det mislukkedes lidt.

Andy var hurtigt med på idéen, og det var jeg selvfølgelig også. Det resulterede i mange grin fra os alle.

***

"Fuck dig," grinede Faith, inden hun smed sig over mig og prikkede mig i siden, så jeg begyndte at grine højlydt. "Tag det i dig igen," sagde hun bestemt, men vi vidste vist begge to, at det jeg sagde, passede. Hun var så dårlig til fifa, og det havde Andy så også lige gjort sig enig i, og det resulterede i en meget fornærmet Faith.

"Aldrig," fastslog jeg i et grin, og det fik Faith til at sætte sig ovenpå mig og kilde mig endnu mere. Andy sad bare, så akavet som han var, og kiggede på, men jeg var sikker på, at han gjorde alt for at holde et grin inde, for hvis han lod det slippe ud, ville Faith i hvert fald ikke blive glad for det. "Stop," stønnede jeg, og det kunne meget vel lyde forkert, og Andy brød nu ud i grin.

Og heldig som han var, fik han kun dræberblikket, inden Faiths mobil ringede, og hun blev nødt til at tage den. Hun kiggede kun hurtigt på mig, sendte også mig et dræberblik, inden hun tog fat i sin mobil og tog den op til øret.

"Manny!" grinede hun, inden hun satte sig ned i en af stolene i stuen. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig dog hurtigt til at mere overrasket et. "Seriøst? Hvordan har du fået dem? Hvorfor skal jeg med? Du kunne jo tage Simon med. Whaat?" spørgsmålene flød ud gennem hendes mund, og hun fløj pludselig op af stolen. "Oh my goood, fuck Niall, nu kommer jeg også til at møde ham shit," og jeg fattede ingenting.

"Elsker dig, ja, vi ses på torsdag så," hvinede hun, inden hun lagde på, og vi kiggede begge to forskræmt på hende. "Jeg skal til Justin Bieber!!" og så gik hun ellers i gang med at fangirle totalt, og det fik mig til at rejse mig op og gå hen til hende og holde hendes hænder. Da jeg kiggede hende i øjnene, kunne jeg ikke finde ud af at gøre andet end at sende en lam scorereplik i hendes retning.

"Jeg husker ikke, du nogensinde har fangirlet sådan over mig?" hun fnøs kort og slog mit ansigt væk i en blid bevægelse, så det ikke gjorde ondt. Et smil blev stadig plantet på mit ansigt, da hun havde en eller anden tendens til at gøre mig glad, selvom det hele egentlig så sort ud, hvilket jeg egentlig ville sige, at det var nu. Zoe ignorerede mig (jeg forstod egentlig ikke, hvorfor hun ikke bare slog op, men ja. Hendes valg) og jeg skulle nok snart på tour, så jeg ville komme væk fra det lille lys i mit liv; Faith.

"Jeg bliver nødt til at gå nu," Andy kiggede kort op fra sin mobil, inden han skubbede mig væk fra Faith. "Skrid med dig Niall, jeg skal sige farvel til hende," grinede han, hvilket også fik Faith til at grine, inden hun slog armene om ham i en omfavnelse. Hun kiggede på mig over hans skulder og gav mig et af hendes mest bedårende smil, og lidt efter trak de sig fra hinanden.

Derefter gik turen til mig, og vi fik hurtigt sagt farvel til hinanden, og han forsvandt også forholdsvist hurtigt ud af døren. Det virkede faktisk som om, han bare skulle væk herfra, hvilket jeg egentlig godt kunne forstå. Faith og jeg var ikke sjove at være sammen med, når vi var i samme rum.

Klokken var også efterhånden ved at blive mange, så på den anden side kunne det højest sandsynligt også være det, der var i vejen, så han skulle hjem. Vi havde brugt virkelig lang tid på at spille fifa, men det generede mig egentlig ikke. Vi havde også hygget os ekstremt meget med det og fået mange grin ud af Faiths håbløse trykken på random knapper.

"Nå, jeg er virkelig sulten, så jeg synes vi skal lave noget mad,"  hun kiggede smilende på mig og satte sig på køkkenbordet, hvilket fik mig til at sukke. Hver gang vi var sammen, var det altid mig, der skulle lave mad, selvom det egentlig var hende, der hørte til i et køkken. Ej, okay. Der fik jeg vist taget lidt for meget af det over på mig, men hun hjalp altid, og hun var virkelig god til at lave mad, det måtte jeg sige.

Et smil fandt sin vej over mine læber, da jeg ivrigt begyndte at nikke. Nu hvor jeg tænkte over det, var jeg ekstremt sulten, så jeg kunne rigtig godt tænke mig at få noget at spise. Faith grinede, inden hun hoppede ned fra bordet, gav min skulder et blidt klem og fandt nogle gryder frem. Vi fik næsten altid spagetti, når vi var sammen, da vi ikke rigtig orkede at lave alt muligt kompliceret, som vi næsten ikke ville kunne overkomme.

"Niall!" grinede hun, og det gik sådan lidt op for mig, at jeg var kommet til at glo lidt på hendes røv, da hun bukkede sig ned. Jeg smilede blot genert, inden jeg begyndte at rødme en smule. Jeg hadede, at jeg altid kom til at smile genert eller rødme rundt omkring folk, og der var faktisk også en dårlig vane. Men omkring Faith, var jeg faktisk fuldstændig ligeglad. Jeg følte mig i trygge rammer sammen med hende, og det kunne vel nok også være den grund.

Der gik ikke lang tid, før jeg havde fundet pasta, kød, løg og alt det, der nu skulle bruges til sådan noget. Jeg kunne bare ikke lade være med at tænke på, at det virkede som om, at Faith løj overfor mig. Og som hun stod der og skar løgene, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til, hvor fraværende hun stod og kiggede ned i dem.

Det gjorde ondt at se på. Hendes triste ansigt burde slet ikke være der. Hun burde været glad, og jeg skulle nok finde ud af, hvorfor hun var ked af det. Et suk flød ud af min mund, og det fik hende til at kigge over på mig, hvilket afslørede, at hun græd.

"Faith, jeg kan ikke lide at se dig så trist," og det var rigtig nok. Jeg kunne ikke tåle at se, at hun var så trist, og det fik mig altid til at tænke tilbage til dengang, hvor der ingen problemer var. Dengang vi hele tiden var glade, og der var stort set intet, der kunne ødelægge vores humør. Dengang der ikke var nogen kærester, der ikke ville være sammen med en og dengang det kun var os.

Det gik langsomt op for mig, at jeg savnede den tid. Dengang vi stod sammen om alt og var nærmest uadskillelige. Hvad var der sket? Vi blev ældre - teenagere, og der ødelagdes alting. Jeg fik min første kæreste, Jennifer, mit første knuste hjerte og jeg deltog i x-factor. Hun opfordrede mig til det, da vi altid havde sunget sammen, og hun var faktisk også rigtig god.

Jeg så ikke konsekvenserne af det. Jeg kunne risikere at miste hende, men det var ikke sket, og det ville jeg heller ikke lade ske. Hun var den eneste, jeg følte mig lykkelig med. Og sådan var det bare.

"Det er løgene," grinede hun og lavede en kort bevægelse over hendes øjne, men det lød ikke særlig overbevisende. Det var måske også derfor jeg slog armene beskyttende om hende. Jeg var forvirret over det hele. Om Faith rent faktisk mente noget med de kys, og om Zoe mente noget med den aften. Det med Zoe tvivlede jeg stærkt på, mens jeg virkelig håbede på det andet. Og du må ikke spørge hvorfor.

"Nej det er ej, jeg kender dig, Faith," sukkede jeg. "Og det er heller ikke noget med Logan at gøre. Du har været i gruppe sammen med ham mange gange, men aldrig reageret på denne måde," og der kom det. Jeg vidste jo godt, hvornår hun løj. Det var det, man fik ud af et over 15-årigt venskab, der i hvert fald havde holdt indtil nu.

"Undskyld, men jeg kan bare ikke sige noget nu. Jeg har brug for tid," hviskede hun, og der landede en klump i min mave. Hun ville ikke fortælle det til mig, og det knuste mig faktisk lidt. Jeg troede, at vi var bedste venner og kunne fortælle hinanden alt, men det kunne vi jo så ikke alligevel. "Niall, nej! Det gør bare utrolig ondt på mig, og det kan såre folk, jeg virkelig elsker, så jeg skal nok fortælle det, fordi jeg stoler på dig. Bare ikke nu,"

Jeg smilede lidt, da hun sagde det. Her på det sidste havde det faktisk været lidt som om, at vi kunne høre hinandens tanker, da vi altid sagde noget, der relaterede til det. Og nu gjorde vi det så igen. Eller, hun gjorde.

Hun smilede roligt til mig og kærtegnede kort min kind, hvilket fik min krop til at skælve kort, inden hun vendte tilbage til maden. Faktisk var jeg også ved at være sulten, så jeg skyndte mig at hjælpe til.

***

"Vi ses, Niall," smilede hun og vendte sig om mod døren. For at være ærlig ville jeg gerne have, at hun skulle blive og sove, men hun skulle et eller andet med sin familie i morgen, hvilket den vist godt kunne have brug for.  Lily var vist ved at blive rimelig irriteret og næsten alt for afvigende for hendes familie, og det fortjente de jo ikke helt.

Men nok om det. Hele dagen havde jeg haft sådan en mærkelig trang til at kysse Faith hele dagen, og jeg tror vist godt, at hun vidste, at jeg gerne ville have et kys. Hun smilede i hvert fald, og det gjorde mig glad, men det forsvandt hurtigt igen, og det samme gjorde min glæde. Fuck hvor træls. Og det pinte mig ikke at vide, hvorfor hun opførte sig sådan.

"Farvel," sagde hun akavet, hvilket hun slet ikke burde, men det var min skyld, at hun gjorde. Hun vidste godt, at jeg var ved at lægge op til et kys, så det måtte jo kun være mig, der gjorde det hele en smule akavet. Nej. Lad os hellere sige virkelig akavet. Og det ville jeg ikke have på mig. Især ikke, at jeg ikke fik noget ud af, at det blev akavet.

Hun trak ned i håndtaget med nåede ikke rigtig at åbne døren, da jeg havde trukket hende tilbage. Hun stod op ad væggen og med mig indover, og hun kiggede nervøst på mig, hvilket heller ikke lignede hende. Overhovedet ikke. Jeg stirrede bare ind i hendes øjne i et stykke tid, inden jeg hurtigt smeltede vores læber sammen i et insisterende kys.

Jeg blev lige pludselig glad. Jeg tænkte slet ikke på, hvor ked af det Faith havde gjort mig i dag ved at være på den måde, for det blev gemt bag lykken, der var klar større end det lille stykke. Jeg glemte alt om Zoe, alt om alle mine problemer og alt om vores problemer. For jeg var sikker på, at det var en form for problemer vi havde mig og Faith.

Et smil kom til stede i kysset, men det var ikke fra min side af, men det var fra Faiths. Hun smilede. Hun var glad. Og det skulle hun blive ved med at være, så jeg bad hurtigt om tilladelse til hendes mund, som jeg også hurtigt fik. Blidt lod jeg min tunge komme ind i hendes mund og kysse videre. Denne gang tog hun også del i kysset og tog sin arm rundt om nakken på mig.

Et kejtet grin kom frem, og det fik også Faith til at grine, så vi nu bare stod og grinede i hinandens arme. Præcis sådan, som det skulle være. Jeg begyndte at smile over, at Faith var blevet glad igen, men det varede ikke længe, før hun sagde farvel og gik ud af døren og efterlod mig. Alene.

Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg stod der. Bare stod og stirrede ud af døren efter hende og håbede på, at hun ville komme tilbage, men det kom hun selvfølgelig ikke.

Hun betød alt for meget for mig for, at jeg kunne lade hende være trist.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...