The Difference Between Love and Cheating | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2016
  • Status: Igang
Zoe Parker og Niall Horan har altid fremstået som det perfekte par i medierne. Søde ord, beskrivelser om, hvor fantastiske de er sammen og hvor godt hun passer til titlen som Nialls prinsesse er hvad, der render rundt overalt i medieverden for tiden. Men ikke alt er, som medierne får det vist som.
Alt imens Niall bliver mere og mere deprimeret uden nogen ved hvorfor, lever Zoe livet. Og da alt synes at være umuligt, spørger han sin bedste veninde, Faith Brown til hjælp, der med det samme hjælper ham med at komme op på hesten igen.
Men da Faith finder Zoe i sengen med en af Nialls bedste venner, får hun en større trang til at støtte Niall gennem den tid, han er ved at tage igennem. Men hvad sker der så, når Niall finder ud af det hele? Og hvad med Faith? Hvad ender hun med at gøre?
Velkommen til The Difference Between Love and Cheating - en movella fyldt med utroskab, sårede følelser og opspirende kærlighed.
**Der vil forekomme upassende sprog og erotiske scener**

62Likes
91Kommentarer
11010Visninger
AA

8. 5 - "Han er det bedste, der nogensinde er sket for mig!"


"I love to say I told you so."

Christopher - Told You So

 

Med et suk smed jeg bladet fra mig, inden jeg stønnede irriteret og smed mig på sengen.  De fik det altid til at se forkert ud, og det var så træls, at jeg næsten kunne finde på at dræbe dem.

Jeg var sur på mig selv over, at jeg havde ladet hele verden se mig sådan. Jeg tænkte ikke klart i går, fordi mine tanker var alle andre steder end i virkeligheden og ja, de kredsede stadig om det kys med Niall.

Men da Niall bar mig hjem til, måtte der selvfølgelig være nogen, der havde set det, men de burde også have været der i lang nok tid til at vide, at jeg græd, og jeg var stædig. Men næ nej, så snart de tager et billede, der kan misforstås på det allermindste punkt, tog de chancen og ødelagde ens liv med det.

Jeg satte mig op i sengen og slog blikket over mod bladet, der stadig lå foldet ud på den side, hvor de store, tykke bogstaver stod.

ROMANCE MELLEM VENNER - ER NIALL HORAN UTRO?

Det gik mig lidt på, at de lod det gå ud over Niall, da han ikke havde gjort noget som helst. Derimod havde Zoe gjort noget. Hun måtte da være dum, hvis hun ikke kunne regne ud, at hun altså ikke kunne lalle ind igen og opføre sig som om alt var normalt med en hvid plet på hendes kjole.

Og det vidste jeg altså godt, hvor det kom fra.

Så uskyldig er du alligevel ikke, huh?

Enhver idiot kan vel regne sig frem til, at hun havde, yeah you know, med en eller anden. Det kunne godt være, at hun selv troede, at jeg gjorde det konstant, men jeg havde det bare lidt sjovt. Intet andet.

Det kunne så også forstås sådan, at du knalder med alle mulige drenge.

Du er hele tiden inde i mit hoved, så du ved det ikke passer. Du kan ikke bare gå hen i værelset ved siden af og lade som ingenting, så jeg synes bare, du skal give mig ret. Du ved, jeg ikke knalder med random mennesker, og derfor skal du heller ikke tænke på det.

U mad?

Ja, faktisk. Jeg er træt af alting. Jeg er træt af, at Niall er kendt, så vi bare kan have et helt almindeligt venne-forhold, og jeg er træt af...

Dig og Niall har altså ikke et helt almindeligt venne-forhold. I ligger i ske om aftenen og småkysser konstant. Hvis det er almindeligt, så ved jeg ikke, hvad ualmindeligt er... At knalde med sin ven..?

Okay, nu stopper du. Det er altså for klamt.

Det er ikke klamt! Det er faktisk en meget naturlig...

Okay, nu holder du bare kæft. Jeg magter ikke det her.

DU SAGDE NOGET GRIMT! FUCK YEAH.

Ja ja, klapsalve og så videre. De er ligeglade. Tag en kiks og kom videre.

Jeg var i forvejen ikke i særlig godt humør i dag - men det var nu mest på grund af Lily og Logan, der i hvert fald ikke lagde skjul på, at de havde noget sammen. De åd hinanden konstant, og det var så klamt at se på.

Det er en meget naturlig...

Da ikke mens alle på hele skolen glor på dem i mens. Nej fy hadada, det er virkelig gustent. Næsten ligeså gustent, at han har lagt an på mig så mange gange, raget på mig og jeg ved ikke hvad, selvom han er sammen med min søster. Jeg fatter ham ikke.

Lily er jo en herlig pige, og hun fortjente meget bedre end ham. Hun fortjente en fyr, der ville passe på hende og ikke være hende utro. Og Logan gjorde ingen af delene.

Jeg havde snakket med Josh om det. Han var den eneste, jeg som sådan kunne snakke om det udover Niall, men han kendte ikke Logan, og derfor var det nemmest at snakke med Josh.

Jeg snakkede også mest med ham, fordi jeg vidste, at han ikke tog mig, fordi jeg var forholdsvist verdensberømt, og det var blandt andet derfor, jeg var så gode venner med ham.

Han sagde, at hun sikkert ville komme til fornuft, men det beroligede mig ikke ligefrem. Selvfølgelig ønskede jeg, at hun ville komme til fornuft. Det var måden hvorpå, hvordan hun kom til fornuft, der bekymrede mig.

At hun ville blive såret, var en oplagt mulighed. Derfor kunne jeg allerede se hende med det uglede hår og hendes sorte make-up rendende ned fra kinderne. Og jeg kan forsikre jer om, at det gør virkelig ondt at kunne se sådan noget.

Døren nede i gangen gik op, og jeg kunne høre, at et par sko blev kastet af, og køleskabet blev åbnet. Jeg vidste med det samme, at det var Lily, da hun altid tjekkede køleskabet, når hun kom hjem. Hun spiste aldrig oppe i skolen, hvilket jeg i bundt og grund egentlig godt kunne forstå.

Jeg blev nødt til at snakke med hende om Logan. Jeg blev nødt til at advare hende om, hvad der ville ske, hvis hun ikke droppede ham med det samme, dog tvivlede jeg på, at hun ville lytte. Hun var jo faldet pladask for den dreng.

Hurtigt kom jeg på benene og løb ned af trapperne for derefter at se Lily, der havde fundet et par boller og sad derfor og spiste dem på køkkenbordet. Hun kiggede bare ligegyldigt på hende, himlede med øjnene og spiste videre.

"Vi skal snakke sammen," sagde jeg bestemt, inden et suk flød ud i rummet. Selvfølgelig tilhørte det suk Lily, men hvad havde jeg ærligtalt regnet med? At hun ville juble højlydt, fordi hun elskede at snakke med hendes søster? Næppe.

"Whatever," sagde hun ligegyldigt og viftede irriteret med hånden foran mig, hvilket mindede mig om den aften med Harry, der nakkede mine såkaldte 'veninder'.

Med et smil på læben, rystede jeg på hovedet. Jeg skulle ikke tænke på det længere, og det havde jeg heller ikke tænkt mig at gøre. Harry var endda begyndt at snakke pænt til mig efter det, så det var vel ikke så slemt.

"Logan er ikke god for dig," sagde jeg bestemt og stillede mig i døråbningen, så hun ikke kunne komme forbi, og det eneste, jeg fik tilbage var et dræberblik. Men igen: hvad havde jeg regnet med? Hun var jo faldet for den dreng, og det var forfærdeligt.

"Hvad ved du overhovedet om det? Du render jo bare rundt og knalder med forskellige fyre, så du ved intet om kærlighed,"

Av for den da.

Jeg stirrede bare koldt på hende. Jeg ville ikke vise, den havde ramt mig. Men hvad skulle jeg gøre? Det tog jo tid at rense et ry, og det var bestemt med mit, det tog tid. Alle kendte mig - ja stort set hele verden kendte mig, dog vidste verden, at jeg ikke gjorde sådan noget. Det vidste folk bare ikke på min skole.

"Jeg vil ikke have, du er sammen med ham. Har du overhovedet set, hvad den dreng har gjort ved dig? Du har  fået en piercing, og du render rundt i... det der!" vrissede jeg irriteret og hørte døren gå op i gangen og min mor råbe et 'hey'.

"Han er det bedste, der nogensinde er sket for mig, og det kan du ikke lave om på! Jeg elsker ham for fanden! Din fucking kælling," råbte hun, inden hun vredt marcherede op på sit værelse.

Jeg ignorerede alle hendes ord. Jeg var begyndt at blive vant til det, når det kom til Lily. Jeg ville elske at være den, der sagde "hvad sagde jeg", da hun kom grædende hjem for at spørge mig til råds.

Jeg havde altid været den, der kom med råd til hende, når det kom til drenge. Jeg vidste ikke, hvornår det gik galt, men et eller andet sted måtte det jo være gået galt - og jeg kunne på en måde ikke lade være med at bebrejde mig selv for det.

Forsigtigt tog jeg mit til hovedet og satte mig ned på stolen, der stod i køkkenet. Min mor kom  ind i køkkenet, men jeg ignorerede det. Jeg ville så gerne gøre noget for hende, så hun kunne ændre sin mening om Logan. Hvordan vidste jeg ikke, men jeg ville gøre alt for at det kunne lade sig gøre.

Dog vidste jeg, hun ville blive såret. Og det ville jeg selvfølgelig for alt i verden gerne undgå, da hun trods alt var min søster, og jeg elskede altså min familie, så jeg ville for alt i verden ikke se hende med tårerne rendende ned ad kinderne på grund af en dreng.

Trods alt havde jeg prøvet det for et par år siden, og jeg kunne bestemt ikke anbefale det. Hun fortjente det slet ikke. Ingen fortjener sådan noget.

Altså, ingen udover Zoe.

Mental high-five til dig, der. Ej, vi er faktisk pænt onde mod hende.

Du elsker det.

Det har du faktisk ret i.

"Hey skat. Jeg har noget tøj, som jeg synes du skal prøve. Husk at sige, hvad du synes, og hvad jeg skal have designet om," min mor kyssede mig blidt på kinden, inden hun gav mig en pose i hånden. Hun var designer, og hun var næsten aldrig hjemme. Hun var en meget 'eftertragtet' designer, og de fleste ville gerne have hende til at designe noget for hende. Og her taler vi de store mærker.

Jeg nikkede bare og skulle til at rejse mig fra stolen, da hun tog fat om min skulder. Jeg vidste udmærket godt, hvad hun ville. Hun ville snakke med mig om Zoe, så jeg vred mig bare ud af hendes greb og fortsatte op på mit værelse. Et suk kunne høres bag mig, men jeg ignorerede det.

Opgivende smed jeg mig på sengen. Hvis hun ikke kunne tales til fornuft, måtte hun jo lære det på den hårde måde, måtte hun ikke? Jeg mener, hun har ikke været særlig rar  mod mig på det seneste, så hvorfor skulle jeg egentlig hjælpe hende?

Hun er din søster..?

Wow, you don't say. Jeg siger bare, jeg ikke vil stå her og blive gjort til grin af Logan. Under ingen omstændigheder. Jeg vil ikke engang i nærheden af den spade, som jeg er tvungen til at se på hver eneste dag. Det bliver faktisk hårdt i længden.

Fair nok.

Jeg trak min telefon op og startede twitter. Hver gang jeg sad i en presset situation, fik jeg lyst til at skrive et tweet. Jeg har ingen anelse om, hvorfor det er sådan. Det er det bare, ok.

#When it all goes wrong, I would love to say "I told you so"#

Det var basically hvad jeg ville gøre, hvis hun kom hjem en anden dag og græd over Logan. Hun kunne ikke behandle mig som skrald for at forvente, at det hele ville være godt, når hun nu havde brug for mig. Det gad jeg ærligtalt ikke, og jeg er heller ikke så naiv igen. Det var jeg engang, ikke længere.

Sikker..?

Hold kæft. Du skal slet ikke blande dig i det her. Det er mit liv. Du er bare noget mega træls oppe i mit hoved.

Hård type.

Irriteret rystede jeg på hovedet for at få stemmen i mit hoved til at stoppe med at snakke til mig. Overraskende nok virkede det, og jeg drejede kort hovedet for at se bladet, der stadig lå foldet ud på siden med mig og Niall.

Vreden kom tilbage. Jeg kunne ikke fatte, at Zoe kunne være så skide hellig, mens Niall skulle svines til på den måde. Hvad skulle det overhovedet gøre godt for? Ville de ramme ham, eller hvad? For jeg kendte ham godt nok til at vide, at det ikke ramte ham. Han havde respekt til piger i forhold til så mange andre drenge. Derfor var jeg også stolt af ham. Lige meget hvad der kom til at ske, ville jeg altid være stolt af ham.

Så det ramte vel ingen af os som sådan... Jeg blev bare sur over det, da vi næsten aldrig kunne få noget privatliv, udover hvis vi var inde i huset, og vi havde gardinerne rullet for. Så kunne vi få privatliv, og det var noget af det, jeg allerbedst kunne lide, når jeg var sammen med Niall. Privatliv.

Så I kunne knalde eller hvad?

Jeg er jomfru. Hvis du altså ikke vidste det. Godt nok går der mange rygter om mig rundt på skolen, men det får alligevel ikke sandheden til at være falsk vel.

Whatever.

Zoe og Logan mindede på en eller anden måde om hinanden, og det var rimelig skræmmende. De var begge ikke til at stole på, og så var de også bare skide klamme. De er også begge to deres kærester utro. Tænk hvis de endte sammen. Hvilket kønt par.

Lily derimod kunne passe godt sammen med Josh. Det har jeg altid tænkt på. Han er sød, rar og endda også køn. Han har alt det, som Lily behøver, og som hun også fortjener. Selvfølgelig ville det blive lidt mærkeligt at se Lily kysse med en af mine bedste venner, men hvis hun var glad, var jeg glad.

For at være ærlig, manglede Josh også en kæreste. Han havde for meget fritid. Han var endda begyndt at lave lektier grundigt, og han kunne godt trænge til at få en omgang, hvor det ikke var et eller andet ubetydeligt lort.

Jeg burde nok prøve det tøj nu...

***

Jeg var endelig kommet med et resultat til min mor med det tøj. Det var superfedt som altid, og der ville helt klart blive solgt noget af det. Det var et par Galaxy-leggins med nogle glimtende ting ude i siden, samt et par kors, som var på låret.

Derudover var der også en sweatshirt, som havde en kat med briller på, hvor der stod over:  U mad?

Hun havde selvfølgelig prøvet at ramme den unge aldersgruppe, og det havde hun også klaret fint. Dog syntes jeg ikke, det passede til mig på den måde. Jeg ville i hvert fald ikke skifte min dejlige 'starbucks' trøje ud med det. Den var min lille baby.

Min telefon vibrerede, og vibrationen kunne høres på mit skrivebord, hvor jeg havde langt den. Jeg langede hurtigt ud efter den, da jeg ikke rigtig orkede at rejse mig og gå derover. Hurtigt tog jeg den.

Det var Niall, der af en eller anden grund havde skrevet til mig, og bare lyden af hans stemme kunne få mig i godt humør lige nu.

Vent, hvad? Det her snakker vi om senere, unge dame.

#skyyype#

 Okay så

Smile ved lyden af hans stemme? Helt ærlig, Faith.

Jeg lader bare som om, jeg ikke hørte det der.

Ikke ignorer mig, din skid. Jeg vil vide, hvad der foregår. Nu.

Jeg rakte ud efter min computer og startede den op. Det var en MacBook, og jeg elskede den af hele mit hjerte. Den var ligesom... Min lille baby, hvis man kan sige det sådan.

Hurtigt fik jeg startet Skype op, og jeg fik straks et opkald fra Niall. Jeg vidste ikke, hvad han ville, men jeg så da frem til at finde ud af det. Jeg håbede ikke, det var noget, Zoe havde gjort. Hun havde gjort nok bare ved at blive født.

Ej okay, den var faktisk rimelig ond.

Kan du da lide den... Ting?

Nej, men ligefrem at håbe på, hun aldrig var blevet født er altså rimelig sindssygt for at være ærlig.

Mit smil kom til syne, da jeg så Niall på min skærm. Dog fadede det stille ud igen, da jeg så han smil. Det smil, der altså ikke var der. En lille del af mig blev knust, da jeg så hans blik, der stirrede på mig. Det var så sørgmodigt, og det fik mig til at tænke på dengang, hvor vi var livsglade. Os begge to.

"Niall... Hvad er der sket?" min stemme var streng, men det var på grund af, jeg i bund og grund vidste, hvad der var sket. Det var Zoe. Han havde altid reageret sådan, når det var noget omkring Zoe, og jeg hadede hende for det.

"Hvis jeg fortæller dig det, fortæller du mig så, hvad der er sket med dig?" jeg kiggede underligt på ham. Hvordan kunne han vide, jeg var kommet i diskussioner med Lily? Jeg havde end ikke sagt det til min mor endnu, og jeg havde derfor ikke sagt det til nogen som helst.

Jeg er forvirret.

"Tror du ikke, jeg kan se det? Jeg er på vej," og så lagde han på. Jeg stirrede bare forvirret ud i luften i lang tid - han kendte mig virkelig godt. Jeg viste ikke, at jeg var ked af det, men han kunne se lige igennem mig. Og jeg hadede det på nogle punkter.

***

"Oh hej Niall. Jeg vidste ikke du ville komme. Jeg kan sætte en kop te over til dig, hvis.." min mor nåede ikke engang at afslutte sætningen, før Niall havde afbrudt hende. Og det lignede ham ikke. Han plejede altid at lytte noget til ende, selvom han ikke havde lyst.

"Nej ellers tak, mrs. Brown. Jeg skal bare ind til Faith," meddelte han i et roligt tonefald. Han havde ikke set særlig meget til min mor, så han kaldte hende stadigvæk for mrs. Brown, selvom hun rigtig hed Elizabeth. Hun havde sagt til ham et par gange, han bare skulle kalde hende det, men han havde ikke rigtig vænnet sig til det endnu.

"Jeg ved ikke, hvad der er sket. Jeg er lige kommet hjem, men hun var i hvert fald ikke særlig glad... hun er på sit værelse," sagde hun og lod sikkert Niall komme op ovenpå, så han kunne snakke med mig. Mit værelse lå lige ved trappen, så jeg kunne høre alt, hvad folk sagde nede i gangen. Det var praktisk til tider, men på andre tidspunkter var det bare irriterende.

Det var for eksempel, når Logan var her, og han skulle til at gå. Men ærlig talt, så irriterede alt mig, når det nu kom til Logan. Det har var bare ekstremt klamt, for man kunne høre kysselyde og støn konstant, og det er ikke særlig rart, når man faktisk gerne vil sove.

Du kan bare ikke lide ham, vel?

Kan du da det?

Han er godt skruet sammen.

Men det betyder ikke, at han er sød at være sammen med. Jeg hader ham af hele mit hjerte.

Det der gav ikke engang mening.

Budskabet var også bare, at jeg ikke kan fordrage ham, og det kan du vel godt forstå.

Ja okay. Hvem har tisset på din sukkermad?

Hold nu bare kæft. Det har Logan.

Tre bank kunne høres på døren, og jeg satte mig hurtigt op i sengen og tyssede på mig mentalt. Døren gik langsomt op, og ind kom Nialls hoved, og han havde et lille smil på læben, der til en hver tid kunne få mig til at smile. Dog falmede det hurtigt igen.

Jeg hadede at se Niall være ked af det. Han fortjente at være glad, men jeg havde lagt mærke til, at der var noget af hans livsglæde, der var forsvundet samtidig med, at min selvbebrejdelse kom.

Men helt ærligt - det måtte da være min skyld, at Lily var kommet sammen med ham? Det ville kun være et spørgsmål om tid, før hun sikkert kom stormende ind på mit værelse og brød sammen på grund af ham. Og da jeg altid havde givet hende råd om drenge, måtte det jo være min skyld på en eller anden plan.

Men som sagt, når hun var sådan overfor mig, ville jeg med glæde være flabet og sige 'hvad sagde jeg', når det kommer til den tid. Hun behandlede mig som lort, og lige præcis nu var det vigtigt for mig at have mennesker omkring mig, der satte pris på, at jeg var her. Hvilket hun tydeligvis ikke gjorde.

"Hun afslog," min strøm af tanker blev afbrudt af Nialls skrøbelige stemme, der alligevel havde nok kraft til at få de to småord ud, der endnu engang gav mig en lyst til at myrde hende eller slå på et eller andet. Jeg forstod ikke, hvorfor han ikke slog op med hende, men det ville jeg slet ikke blande mig i... det måtte han selv ligge og rode med.

Et par tårer dannede sig i min øjenkrog, og jeg rejste mig hurtigt op. Han fortjente en, som var ham tro. En som ville gøre alt for at se hans kønne smil, der engang prægede hans kønne ansigt...

Det vil sige dig?

Hvad?

Vil du ikke gøre alt for at se hans smil?

Jo selvfølgelig.

Er det jo dig, du mener.

Så nu er du lige pludselig sådan en, der vil sætte par sammen, eller hvad?

Ja.

Jeg ignorerede mit hoved og slog i stedet armene om Niall, der var begyndt at ryste en smule. Jeg kyssede ham på kinden, hvilket rent faktisk fik ham til at slappe lidt af. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde sådan en beroligende effekt på ham, men han havde jo også en beroligende effekt på mig. Så det var jo en fifty , fifty.

"Hvad er der så med dig?" spurgte han efter et snøft, og det fik mig kun til at stramme grebet om ham. Ingen skulle såre ham. Han var så sød og nuttet. Han fortjente det ikke. Og det ville jeg ikke lade en poge son Zoe om at bestemme. Hun er så klam, at jeg skal til at brække mig.

Jeg sukkede en smule, da han spurgte om det. Ikke fordi jeg ikke ville fortælle ham det - det ville jeg skam gerne. Jeg var bare så nedtrykt, at jeg ikke rigtig orkede. Efter det skænderi var min energi sevet ud af mig som luft i en ballon, og jeg havde lyst til at opgive det hele. Det var mig skyld... Det var det altså.

Ej forfanden, nu stopper du. Det er den kælling til Lilys skyld. Ikke din. Godt nok synes jeg, du til tider er irriterende, men jeg vil ikke have, du tager skylden for det.

Jeg kunne have hjulpet hende... Jeg kunne få hende til at undgå det.

Hun har selv rodet sig ud i det - du skal ikke varte hende op konstant. Lad hende blive såret, that's life.

Jeg gider ikke engang diskutere det.

Så lad være.

Jeg satte mig ned på sengen, og Niall han satte sig ved siden af, inden han lagde en arm om min skulder. En følelse af tryghed strømmede igennem min krop, og der kom også en lille kildren i maven. Siden den aften, hvor han bar mig hjem til ham, havde den været der, og det var nyt for mig. Det var en rar følelse, og jeg havde ikke lyst til at lade den gå.

"Vil du ikke nok fortælle mig det?" bad han og kiggede på min med sine hundehvalpeøjne, som jeg altid havde haft en eller anden svaghed for. Det var sikkert også grunden til, at jeg begyndte at forklare det hele. Alt fra, hvor ked af det og deprimeret jeg havde været tidligere i dag til mine skyldfølelser. Og han lod mig tale ud. Det var en af de ting, jeg elskede ham for. Han havde tålmodigheden til at høre det færdigt på trods af min vejrtrækningsproblemer af og til.

Da jeg var færdig, sagde han ingenting. Vi sad bare i stilhed, og jeg stirrede bare ud i luften og tænkte det hele igennem. Hvis bare, jeg havde gjort noget...

Så hold dog kæft, pigebarn! Det er fucking ikke din skyld, okay? Jeg gider ikke høre på det længere. Niall er sikkert enig med mig.

Bland ikke Niall ind i det her.

Så lad os høre, hvad han siger til det lige nu - jeg vil vædde med, han er enig.

I stedet for at sige noget, vendte han hovedet mod mig. Jeg vidste ikke, hvad han havde i tankerne, men da han lagde sig halvt ind over mig, kunne jeg se det for mig. Han ville kysse mig. Det havde han skam gjort før, men nu føltes det bare mærkeligt.

"Du ved godt, at du er så fantastisk, smuk, unik, sød og helt igennem ubeskrivelig? Det er hendes egen skyld. Jeg vil ikke havde, du skal tage skylden for det, okay?" han fjernede en tot hår fra mit ansigt, og han smilede kort til mig. Jeg snøftede, inden jeg sendte ham et halvhjertet smil igen.

Hvad sagde jeg?

"Men.." mere nåede jeg ikke sige, inden et stød gik igennem min krop. Pludselig følte jeg mig svag, og jeg kunne intet gøre for at forhindre det. Alt indeni mig smeltede, og det var bestemt ikke ligesom første gang, vi kyssede. Der skulle det vel bare overstås, men nu skulle det nydes.

Mine følelser gik amok indeni mig. Tanken om, at han rent faktisk var Zoe utro lige nu var så langt væk, og jeg havde bare lyst til, at det ville vare for evigt. Han trak sig længere om, så jeg ikke skulle bukke mit hoved særlig meget, og han tog en hån på min kind. Min hånd fandt hans mave, og det fik ham til at smile svagt i kysset.

Hver eneste tråd løsnede sig på en måde i min krop, og jeg blev stille mindre anspændt, og jeg skyndte mig derfor at udvikle kysset. Min inden jeg nåede at nyde det, trak han sig fra mig og smilede kort. Skuffelsen ramte mig som et lyn, men jeg smilede bare i stedet for at vise det.

"Bare ti stille, okay?" hviskede han, hvilket fik mig til at smile stort. Han havde lige kysset mig, fordi han ville have mig til at holde kæft - hvor kært var det lige? Han trak mig ind i et kram, og trætheden tog straks over. Men stadig havde jeg den brændende følelse på mine læber, og jeg vidste, at den først ville gå væk om meget lang tid.

 

OKAY OKAY, så det her kapitel er virkelig lort, og jeg er overhovedet ikke tilfreds med det... Klokken er 20 minutter i 2 om natten og jeg er så træt urgh. Jeg er lige kommet hjem fra landsholdssamling (udtagelse til kvindelandsholdet til basket) og jeg er derfor træt og smadret, da jeg næsten ikke fik noget søvn sidste nat - men jeg er blevet oppe for at skrive dette kapitel, fordi jeg ikke vil lade de få, der rent faktisk følger med, vente længere ok.

Og endnu engang - undskyld for det lange mellemrum mellem udgivelserne af kapitler, men nu er det juleferie, og jeg kan skrive alt det, jeg har lyst til i ferien yesh. Så jeg lover, at der meget snart kommer et nyt kapitel :)

x Katrine

ps. glædelig lillejuleaften og god jul.<3

 

JEG ER SÅ TRÆT, JEG IKKE HAR RETTET KAPITLET IGENNEM. Så I må undskylde tastefejl, stort bogstav, kommafejl og så videre. Jeg kan ikke stave lige nu, og jeg skriver rimelig retarderet aha.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...