The Difference Between Love and Cheating | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2016
  • Status: Igang
Zoe Parker og Niall Horan har altid fremstået som det perfekte par i medierne. Søde ord, beskrivelser om, hvor fantastiske de er sammen og hvor godt hun passer til titlen som Nialls prinsesse er hvad, der render rundt overalt i medieverden for tiden. Men ikke alt er, som medierne får det vist som.
Alt imens Niall bliver mere og mere deprimeret uden nogen ved hvorfor, lever Zoe livet. Og da alt synes at være umuligt, spørger han sin bedste veninde, Faith Brown til hjælp, der med det samme hjælper ham med at komme op på hesten igen.
Men da Faith finder Zoe i sengen med en af Nialls bedste venner, får hun en større trang til at støtte Niall gennem den tid, han er ved at tage igennem. Men hvad sker der så, når Niall finder ud af det hele? Og hvad med Faith? Hvad ender hun med at gøre?
Velkommen til The Difference Between Love and Cheating - en movella fyldt med utroskab, sårede følelser og opspirende kærlighed.
**Der vil forekomme upassende sprog og erotiske scener**

62Likes
91Kommentarer
10988Visninger
AA

22. 18 - "Du kan kneppe, hvem du vil."


”Only know you love her when you let her go.”

Passenger – Let Her Go

 

Jeg glippede med øjnene og sukkede højlydt over den dunkende hovedpine, der var til stede i mit hoved. Jeg kiggede langsomt rundt i rummet, der var oplyst af solen fra de vinduer, hvor gardinerne ikke var blevet trukket for. Og hvorfor var de ikke det? Simpelthen fordi det var nok et sidste, jeg tænkte på i går aftes. Irritabelt tog jeg mig selv til hovedet, hvilket kun gjorde hovedpinen meget værre. Great.

Jeg hadede mig selv for at være sådan en fuckboy her for tiden. Det var ikke noget, jeg havde lyst til at være, og det var heller ikke noget, der var godt for mig. Det var bare tanken om, at historien gentog sig, men denne gang var det bare meget værre. For med historiens gentagelse og mit fald, havde jeg mistet Faith, og jeg kunne ikke rigtig leve med denne tanke. Derfor drak jeg den væk hver aften og tog en pige med hjem for at komme over tabet på hende.

Det var ikke, fordi jeg elskede Faith. Eller jo, det gjorde jeg. Bare ikke på den måde. Jeg vidste ikke engang, hvad vi havde haft gang i, og hvorfor vi gjorde det – men jeg vidste i hvert fald, at hun ikke var sådan en pige, der rendt rundt og gjorde sådan noget med alle. Jeg følte mig beæret over at kunne kysse hende. Det kunne jeg så ikke længere.

Med et suk vendte jeg langsomt min opmærksomhed hen på pigen i mine arme. Hun var smuk. En brunette med langt bølget hår lå i mine arme, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på Faith. Hvorfor skulle hun også ligne hende så utrolig meget? Sikke en måde at komme over tabet af sin bedste veninde på. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville være at ligge sådan her med hende. Det ville uden tvivl være fantastisk.

Fortvivlet rystede jeg på hovedet. Hvorfor skulle jeg også tænke på hende så meget? Simpelthen fordi jeg var så svag, at jeg ikke kunne komme mig over Faith. At jeg havde såret hende. Men vi vidste begge to, at det ikke ville gå, så det var nok den rigtige beslutning, jeg tog. Dog mistede jeg hende også som min bedste veninde, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på alle de barndomsminder, vi havde delt sammen. Jeg smilede stort – jeg savnede dengang tingene ikke var så komplicerede.

Pigen i mine arme begyndte langsomt at bevæge sig, og jeg håbede inderligt at hun ville blive. Hun var den eneste, der ikke var skredet, før jeg var vågnet, hvilket faktisk var utroligt modigt af hende. Det var ikke mange, der havde lyst til at se et one night stand i øjnene med tanken om en nats hændelser i baghovedet.

Ved hendes bevægelser fik jeg langsomt mærket mere af hendes krop end jeg egentlig havde turdet, hvis hun ikke havde bevæget sig. Ud fra, hvad jeg mærkede var både hendes form og udseende perfekt for mig. Lidt ligesom Faith. Hun var så perfekt, at man skulle tro, at det var løgn. Hun havde en perfekt krop, hvor hendes former komplimenterede alt ved hende. Hendes ansigt var heller ikke det grimmeste. Det var faktisk noget af det smukkeste, jeg nogensinde havde set, og jeg forstod virkelig ikke, hvordan jeg havde kunnet holde mig fra hende i så lang tid.

Oh well. Det kunne jeg jo så ikke.

Det føltes mærkeligt at ligge og tænke på hende, mens en anden pige lå i mine arme. Fredfyldt så hun ud, da hun endelig åbnede øjnene og blinkede med de fyldige øjenvippe, hvorpå der lå mascararester. Men selv med en udtværet make-up var hun pæn. Jeg kom i tanke om, at hun havde grædt i går aftes, men jeg var ikke helt sikker over hvad. I hvert fald var det noget af det mest fantastiske, jeg nogen sinde havde oplevet.

”Årh,” mumler hun klagende, idet hun brutalt fik vredet sig ud af mine arme og satte sig op i sengen med ryggen til mig. Jeg kunne se hendes bryster en smule, og jeg var jo en dreng, og jeg kunne ikke lade være med at studere hende. Men det så ikke ud til, at hun bekymrede sig om det, for hun tog sig bare til hovedet og sukkede voldsomt. Hvorfor hun var sådan en dramaqueen lige nu, vidste jeg ikke, men jeg vidste heller ikke, om jeg havde lyst til at vide det.

Langsomt vendte hun hovedet over mod mig, og så var det som om tiden gik i stå. Foran mig sad Faith. Min Faith. Flashbacks fra i går begyndte at vælte ind – alt fra, hvad hun havde sagt til mig på klubben til hvad hun havde sagt til mig herhjemme. Hvordan kunne jeg lade det ske? Jeg havde for fanden da taget hendes mødom, og jeg kunne ikke engang huske seancen! Men så huskede jeg hendes passionerede kys og bløde berøringer, hvilke kun var modsat af, hvad jeg havde oplevet de sidste nætter.

Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og nu gav det hele mening. Hun havde grædt i går, fordi hun vidste, jeg ville glemme det næste dag. Men hvorfor overhovedet begynde på det så? Det sårede mig, at hun var såret, og det var hele tiden som om, vores følelser var begyndt at blive en persons. Jeg var begyndt at føle det samme som hende. Var hun ked af det, blev jeg ked af det. Var hun glad, blev jeg glad. Min person afhang af hende, og jeg kunne ikke lide det. Hvorfor skulle jeg have det sådan? Jeg havde aldrig følt noget lignende.

”Nej.” Hun rejste sig hårdt op og begyndte febrilsk at tørre tårerne væk fra hendes øjne, men det hele var forgæves. Nye tårer dannedes og erstattede de gamle. Da hun endelig indså, at det ikke nyttede noget, begyndte hun at samle sit tøj op fra gulvet og forsvandt derefter fra rummet. Jeg var som paralyseret. Panisk kiggede jeg rundt i rummet og søgte efter et eller andet tegn på, at vi ikke havde haft sex, men da mit blik fandt det brugte kondom på gulvet, kunne jeg ikke benægte det. Jeg havde taget Faith mødom. Jeg havde stjålet den i mit fuldskab. Og det gjorde ondt som en i helvede.

Jeg blev nødt til at snakke med hende. Jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis jeg ikke bare snakkede med hende og prøvede at forklare mig selv. Derfor begyndte jeg hurtigt at kalde på hende, idet jeg tog mine underbukser på.

”Niall, lad være,” mumlede hun, da jeg endelig nåede til dørkarmen. Uden så meget som at værdige mig et blik, skubbede hun mig til siden. Det gjorde ondt. Hun ville ikke engang lade mig forklare, selvom jeg med garanti ikke ville være i stand til at svare noget klogt. Men så huskede jeg tilbage endnu engang. Følelserne, der sprang op i mig, hendes sentimentale bevægelser og forsigtige men spinkle stemme, som man næsten skulle tro kunne knække over, hvis man kom for tæt på hende. Hvad havde jeg dog lavet? ”Jeg orker ikke det her. Jeg vidste, at jeg på ingen måde ville kunne være sammen med dig igen, mens du var ædru, så derfor gjorde jeg det. Hvorfor gjorde du det?” Hendes øjne slog lyn, da de mødte mine. Stædigheden i hendes stemme havde jeg aldrig hørt før, og den stemme, der engang var fyldt med kærlighed, var erstattet med vrede. Rettet mod mig. En klump dannedes i min hals, og jeg havde lyst til at grave mig ned i et hul. For helvede, Niall.

Men ja, hvorfor gjorde jeg det? Oh ja, fordi jeg var den sygeste fuckboy her for tiden, og jeg kunne ikke gøre for det. Jeg havde mistet Faith fuldstændig, især efter dette, og jeg følte mig ikke som andet end noget, folk bare brugte til at blive berømte. Første Jennifer, nu Zoe. Begge havde jeg forelsket mig i næsten med det samme. Hvem ved? Måske er Faith ligesom dem. Hun havde kun sex for mig for at rende rundt efter hende som en eller anden hund for at få hende til at tilgive hende. Men nej. Det kommer ikke til at ske. Aldrig. Jeg kan sagtens leve uden hende.

”Det kan sgu da være ligegyldigt. Det eneste, du vil have, er berømmelse. Og nu har du den! Det overrasker mig, du stadig er her,” vrisser jeg irriteret. ”Har du nogensinde rent faktisk bekymret dig om mig? Nej! Hvis du vil have mig til at rende efter dig for at få dig til at tilgive mig, tager du fejl. Bare fordi jeg tog din mødom, skal du ikke tro, jeg er fucking ked af det, for det er jeg ikke. Så godt var det heller ikke.”

Jeg ånder langsomt ud, som var det en byrde, der var blevet lettet af mine skuldre. Men i realiteten var det mere byrde, der blev lagt på dem. Jeg vidste ikke, om jeg løj for mig selv, eller hvad jeg gjorde. Men jeg gjorde i hvert fald noget. Faith øjne blev fyldt til randen med tårer, og jeg havde lyst til at tage ordene ind i min mund igen. Jeg kunne ikke lide at se hende sådan. Jeg forstod ikke mig selv, og det hele var forvirrende.

For et par dage siden havde jeg sagt, at jeg ikke ville have nogen til at såre min Faith, men her stod jeg. Jeg var en idiot og behandlede hende som skrald, og det havde hun overhovedet ikke fortjent.

”Hvordan kan du-… overhovedet sige sådan noget?” hviskede hun svagt, men hendes stemme knækkede over en gang. Hendes mascara løb, men alligevel så hun smuk ud. Det havde hun altid gjort. Ikke kun det fact, at hun stod foran mig iført undertøj, men også hendes væsen. Hun var smuk indefra og udenpå. Hvordan kunne jeg lade mig selv gøre sådan noget? ”Hvordan kan du finde på at sige sådan noget?! Fortæl mig lige, hvor mange år, jeg har været din veninde. Jeg har elsket dig lige siden vi var fem, for fanden da! Det er ikke min skyld, at du er så fandens blind over for det, der er lige foran dig. Jeg har altid villet dig det bedste! Jeg advarede dig mod Jennifer OG Zoe, og hvad er takken? En tilsvining og det at blive smidt væk som skrald. Jeg har altid været dit andet valg – Zoe gad dig ikke, jeg var der. Og jeg var så dum at tro på, at du rent faktisk holdt af mig, og jeg forelskede mig i dig! Så kom ikke og se sådan noget – hvis der er noget, jeg er fuldstændig ligeglad med, er det berømmelse. Det burde du vide.” Hendes kolde øjne kiggede ind i mine, men jeg kunne se, hvor meget hun kæmpede for at presse tårerne tilbage. Dog kunne jeg ikke lade være med at tænke tilbage på det, hun lige havde sagt.

Var Faith forelsket i mig? Nej, det kunne ikke passe. Hun var min bedste veninde, og ja, vi kyssede lidt og nød måske hinandens selskab som noget mere end bedste venner, men det var bare sjov og leg. Frustreret kørte jeg en hånd gennem mit hår, stadig med mine øjne stirrende ind i hendes brune øjne. De brune øjne, jeg på det sidste var druknet alt for meget i.

Jeg måtte have stirret på hende i for lang tid, for hun udstødte en irriteret lyd og lagde armene over sine bryster, så jeg ikke havde frit udsyn til dem længere. ”Jeg forelskede mig i dig, ja! Er det virkelig så svært at tro på? Det er let at forelske sig i en som dig, Niall. Du er nok den dejligste dreng, jeg nogensinde har mødt. Eller, det var du i hvert fald engang. Jeg kan ikke kende dig længere. Men set på den positive i det her rod, du har fået lavet, er det meget lettere at skride fra dig nu end senere. Det vil få mig til at kunne se grunden til, at jeg skred fra dig.

Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at skride uden at farvel. Jeg blev nødt til at føle dig. Det hele af dig. Bare for at kunne mærke dig for resten af mit liv og have mistet min mødom til en, jeg elsker. Du var så pissestiv, du ikke genkendte mig, men ved du hvad, Niall? Du kan kneppe hvem du vil. Jeg vil ikke blande mig mere. Jeg havde bare håbet, at jeg måske ville være en, du kunne huske.” Og med det, vendte hun sig om, tog resten af tøjet i sin favn og begyndte at tage det på, mens hun desperat prøvede at tørre dem væk, men uden held. Hun endte blot med en udtværet make-up, der bragte en trykken mod mit bryst frem, mens en skyldfølelse vældede ind over mig.

”Farvel, Niall,” hviskede hun som det sidste, inden hun kyssede mig på kinden og forsvandt ud af døren. Ud af mit liv. For evigt.

Det var som om, at mine ben gav efter under mig. Jeg faldt ned på gulvet og kunne ikke stå op uden at falde ned endnu engang. Jeg var rendt rundt og haft ondt i røven over, at jeg havde mistet hende – og når jeg så fik chancen for at gøre det godt igen, svinede jeg hende til og beskyldte hende for noget af det mest forfærdelige; at udnytte mig. For hvem prøvede jeg at narre? Hun var den veninde, jeg havde haft i længst tid, og hun var blevet hos mig i medgang og modgang. Hvis der var noget hun ikke gjorde, så var det at udnytte mig.

Jeg havde det forfærdelig, og jeg var tæt på at græde. Jeg havde virkelig mistet hende, ikke? Det burde ikke gøre så ondt, men det at vide, at hun var forelsket i mig i så lang tid og at hun ligefrem elskede mig, kunne jeg ikke klare. Jeg elskede ikke hende, som hun ville have mig til. Hun fortjente mig ikke.

Endnu engang vidste jeg ikke, om jeg løj for mig selv. Elskede jeg Faith? Var jeg forelsket i Faith? Hvis jeg ikke var, ville det ikke give mening, at jeg havde det sådan her. Jeg havde såret hende – jeg havde fået hende til at tro, at hun ikke var noget som helst for mig. Og jeg havde mistet hende på grund af det – jeg havde mistet hende for altid, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ikke engang huske, hvordan det havde følt at have sex med hende. Og det dræbte mig – jeg kunne ikke huske hendes sidste berøringer, da de var slørede. Jeg kunne kun huske hendes ord.

Faith var forelsket i mig. Og jeg var forelsket i hende. Jeg havde ikke fået indset det før nu.

Der kom tårerne. De trillede en efter en ned ad mine kinder, og de så ikke ud til at stoppe. Vreden i min krop boblede, og jeg slog på gulvet for at få vreden væk, men det var uden held. Det var mig selv, jeg var vred på. Ingen andre. Det var værre end noget andet. Jeg var ikke kun forelsket i Faith, jeg elskede hende. Af hele mit hjerte. Jeg havde aldrig elsket nogle så meget før, og nu havde jeg hende ikke mere. Det havde jeg selv sørget for.

Hvorfor skulle jeg absolut først indse det, da hun var gået? Da jeg havde ladet hende gå?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...