The Difference Between Love and Cheating | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2016
  • Status: Igang
Zoe Parker og Niall Horan har altid fremstået som det perfekte par i medierne. Søde ord, beskrivelser om, hvor fantastiske de er sammen og hvor godt hun passer til titlen som Nialls prinsesse er hvad, der render rundt overalt i medieverden for tiden. Men ikke alt er, som medierne får det vist som.
Alt imens Niall bliver mere og mere deprimeret uden nogen ved hvorfor, lever Zoe livet. Og da alt synes at være umuligt, spørger han sin bedste veninde, Faith Brown til hjælp, der med det samme hjælper ham med at komme op på hesten igen.
Men da Faith finder Zoe i sengen med en af Nialls bedste venner, får hun en større trang til at støtte Niall gennem den tid, han er ved at tage igennem. Men hvad sker der så, når Niall finder ud af det hele? Og hvad med Faith? Hvad ender hun med at gøre?
Velkommen til The Difference Between Love and Cheating - en movella fyldt med utroskab, sårede følelser og opspirende kærlighed.
**Der vil forekomme upassende sprog og erotiske scener**

62Likes
91Kommentarer
11016Visninger
AA

20. 16 - "Giv slip og lad mig myrde den kælling!"


"It's hard out here for a bitch."

Lily Allen - Hard Out Here

Det tog mig mindre tid at forsvinde fra Nialls lejlighed den næste morgen, end jeg lige i første omgang havde forestillet mig. Klokken var kun ni, da jeg bevægede mig ned ad lejlighedskompleksets trapper, og jeg havde derfor masser af tid til at tage en tur på Starbucks og måske ose lidt rundt i byen. Det var lige, hvad jeg havde brug for i øjeblikket, og derfor kom jeg heller ikke med flere indvendinger mod min ide.

Hvis jeg huskede rigtigt, var Manny også på arbejde i dag, så jeg kunne derfor også få snakket lidt med hende. For at være ærlig, var det ved at være rimelig lang tid siden, jeg sidst havde snakket med hende, og det ville faktisk være meget dejligt at kunne snakke om hele situationen med en, jeg vidste, ville lytte. 

Et suk forlod min mund, da jeg kom til at tænke på, hvad jeg lovede Niall i går.

Min vejrtrækning var rolig og kontrolleret. Jeg vidste ikke, hvordan den bar sig ad med at være på den måde, når vores læber var lige ud for hinanden. Det undrede mig dog endnu mere, hvorfor jeg ikke havde glemt alt om at trække vejret, og det var nok også det, der fik mig til at trække mig fra ham i en hurtig bevægelse. Det ville kun blive værre, hvis jeg kyssede ham her og nu. Han ville ikke kunne lære noget af det, og derfor var jeg også fast besluttet om, at jeg skulle tænke en plan igennem, som hverken skulle eller kunne slå fejl. Det var kun for at få noget fornuft banket ind i drengens hoved. Ingen anden grund.

"Faith. Vi bliver nødt til at snakke sammen." Hans stemme var svag og rystende, idet han blidt rørte min kind, og der kom et hurtigt stød igennem min krop. Berøringen slog luften ud af mig, men jeg skjulte det kun med et lille smil, der helt sikkert viste mine smilehuller frem. Men jeg var ligeglad. Sommerfuglene i min mave var ikke til at tage fejl af, og hele min krop sitrede. Det var fuldstændig ligegyldigt, for jeg var så sur på ham, at jeg bare forbandede de følelser med det samme. Men på den anden side kunne jeg ikke stoppe dem. De kom bare, og jeg kunne ikke gøre for det. Jeg holdt stadig af ham, ingen tvivl der.

Jeg tog en dyb indånding. "I morgen, Niall. I morgen." Et smil spillede på mine læber, idet jeg gav ham et kys på kinden og kort kærtegnede hans kind. Dog kom den dårlige samvittighed på forhånd, da jeg både løj og gav ham forhåbninger om, at jeg ville tilgive ham. Jeg ville ikke være her i morgen, og jeg ville heller ikke snakke med ham i morgen.

Jeg kom først til mig selv, da jeg stod foran Starbucks, og en hånd vinkede ivrigt til mig. Et smil kom frem på mine læber, da jeg nærmest blev overfaldet, da jeg åbnede skydedørene. En person faldt mig om halsen, og der var ingen tvivl om, at det var Manny. De brune krøller, der faldt ned foran mit ansigt og det stramme tag rundt om min hals sagde alt.

"Er du okay?" Hun lød oprigtig bekymret, men i stedet for at svare på spørgsmålet, bevægede jeg mig over mod et af bordene og satte mig der. Hun satte sig på den modsatte side af bordet og kiggede mig direkte og insisterende i mine øjne. Jeg kunne ikke lyve for hende, hun var jo min bedste veninde. Desuden ville hun også gennemskue mig med det samme, og det var nok også derfor, jeg rystede på hovedet med et suk.

Bekymringen fyldte for alvor hendes øjne nu. "Niall?" Det overraskede mig dog også, at hun kunne gennemskue mig så hurtigt, og hun fortsatte hurtigt, da jeg kiggede forvirret på hende. "Hvad skulle du ellers sidde her med våde øjne over? Du græder stort set aldrig, og nu gør du. Det kan kun være ham, for intet betyder mere for dig end ham, og det ved jeg," forklarede hun roligt med et alvorligt udtryk i øjnene, hvilket kun gjorde mig en smule bange for hende. For hun var stort set aldrig alvorlig, så hvorfor skulle hun være det nu? 

Hendes ord fik mig til at røre mig på kinden, hvor min hånd ramte noget vådt. Jeg græd rent faktisk.

Hey, det kan også være en god ting at græde.

Hold kæft.

Når man opmuntrer dig, bliver du pissed. Når man fornærmer dig, bliver du pissed. Det giver mening.

Opgivende rystede jeg på hovedet, inden jeg begyndte at forklare det hele, mens jeg lod tårerne få frit løb. Det føltes fantastisk endelig at komme af med dem.

***

Tiden var fløjet af sted, og derfor var klokken 12.15, da jeg åbnede døren ind til Liams lejlighed. Manny havde taget fri i to timer, så hun kunne hjælpe mig med mine hjertesorger. Mine øjne var garanteret stadig røde og opsvulmede, mens min mascara helt sikkert var løbet en smule. Der var dog ikke noget at gøre ved det nu, og derfor valgte jeg bare at skide på det.

"Vi er inde i stuen."

Vi? Jeg troede, at jeg kun skulle snakke med Liam? Og for at være ærlig, orkede overhovedet ikke at se andre ansigter i dag, men hvad havde jeg regnet med? At han ville udelukke de andre fra vores planer? Næppe. Det irriterede mig dog stadig, at han ikke havde sagt noget om de tre ekstra ansigter, jeg skulle holde ud. Og især Zayns. Jeg orkede virkelig ikke at flippe skråt på en i dag, og hvis jeg gjorde, ville han være et oplagt valg.

Alligevel fik jeg sparket mine sko af, inden jeg med sløve skridt fik bevæget mig hen mod døren, hvor jeg straks mærkede mine kinder blive varme. Det ekstra ansigt genkendte jeg straks, og jeg havde så meget lyst til at råbe af hende, men der kom intet ud. Tavshed. Og derefter vendte jeg om på hælen for at trække i mine sko igen. Under ingen omstændigheder, at jeg skulle sidde i samme rum som hende - og da slet ikke i denne tilstand.

Jeg hørte Liams stemme. Men jeg ville ikke. Hun havde gjort nok skade, og hun skulle bestemt ikke have lov til at se på den skade, hun havde forvoldet.

Mit blik fangede spejlet på min side, hvor jeg slet ikke genkendte personen i det. De blanke og rødsprængte øjne, den bævrende underlæbe, den løbende mascara. Alt sammen noget, der bestemt ikke lignede mig, og derfor fjernede jeg også hurtigt mit blik igen. Jeg ville ikke se på det, og derfor lod jeg også alle andre om at se på det. 

"Jeg sagde jo, det var en dårlig idé. Zayn forhelved." Louis vrissede af Zayn, og inden længe var han placeret på gangen sammen med mig, i stilhed. Hvilket var usædvanligt, da han altid var larmende og smilende, men nu var der intet. Kun det medfølende blik, som jeg aldrig ville vænne mig til. 

Et hulk slap ud af min mund, inden jeg - uden at tænke over det - slog armene om ham. Jeg var så splittet. Jeg var forvirret. Jeg var så sur på Niall, mens jeg samtidig ikke kunne lade være med at bare ville være sammen med ham. 

Han har sagt undskyld.

Han var fuld.

Muligvis. Men han var da ved bevidsthed. Han vidste, hvem du var.

Det er fuldstændig ligegyldigt. Han var fuld, og det gør stadig ondt, hver gang hans stemme kommer frem i mit hoved.

Jeg vidste ikke hvordan, men Louis fik mig på en eller anden måde overtalt til at tage tilbage i stuen, hvor jeg bevidst lod mit blik undgå Zoe. Det her skulle bare overståes. Hurtigst muligt. Og helst uden at flippe fuldstændig ud på hende, selvom det muligvis ville være en af de største ambitioner, jeg nogensinde havde haft.

"Okay," startede Liam ud, og han kiggede kun hurtigt på os alle, inden han fortsatte. "Du er stadig jomfru, ikke?" Det føltes akavet lige da han slyngede spørgsmålet ud, og derfor skulle jeg også rette mig lidt i stolen, inden jeg nikkede kort. Jeg havde regnet med, at Harry eller Louis vill sidde med et eller andet sindssygt pædoface, men overraskende nok sad de helt stille og lyttede med. Altså, lige indtil hun brød ind.

"Gu' er du da ej. Du knepper alle mulige drenge på et toilet, når der er fest." Jeg kunne ikke lade være med at grine over hendes kommentar, som hun selvfølgelig havde håbet på, ville ramme mig. Det gjorde den så desværre ikke, men jeg fik da et godt grin over hendes uvidenhed og hendes grimasse. Jeg elskede det, at folk bare troede på alt det, de drenge sagde. De ville ikke indrømme, at jeg ikke lavede noget som helst med dem - kun fik dem tændt næsten alt for meget, for derefter bare at forlade dem. Jeg elskede det. 

"Og Niall ved det også, går jeg så ud fra." Liam ignorerede Zoes kommentar, hvilket hurtigt fik mig til at fokusere igen. Jeg var nødt til at fokusere lige nu. Og så kunne jeg tage hjem og drukne i mine egne blandede følelser. Jeg nikkede langsomt. "Det her er selvfølgelig kun, hvis du vil. Vi tvinger dig ikke. Men vi ved, at du er Nialls bløde punkt, og hvis du mister din mødom til ham... mens han er så fuld, han ikke genkender dig, kan vi få noget fornuft banket ind i hans hoved," sagde han roligt, som om han havde øvet sig på at sige ordene rigtig mange gange. Det hindrede mig dog ikke i at kigge forbløffet på ham. Han - De bad mig direkte om at miste min mødom til en plørefuld Niall, der ikke ville kunne huske noget som helst. Ej hvor hyggeligt. Så lad mig da bare gøre det med en tilfældig, som jeg alligevel aldrig kommer til at se igen. For det ville uden tvivl blive akavet.

Zoe fnøs. "Tror I på hende? Helt ærligt, hvor er I naive." Hun kiggede hånende på mig, og der gik ikke lang tid, før mine kinder endnu engang blev varme af vreden. Den steg op i mine kinder. Forkælede lille unge.

"Og hvad med Zayn? Han må da være ekstra naiv, for jeg er ret sikker på, at han troede på dig, da du fortalte ham, der intet skete efter den date," gav jeg igen, og jeg kunne straks se, at jeg havde ramt både hende og Zayn, for hun slog hurtigt blikket ned, og han kiggede på hende for at få en forklaring. Det havde hun bare godt af. Hun burde vide, at Niall fortalte mig alt - alle detaljer, og det var ret så grænseoverskridende at sidde der og høre om deres samlege, når jeg selv var håbløst forelsket i den lalleglade dreng, der egentlig slet ikke burde være lalleglad. Jeg kunne høre glæden i hans stemme, og det gjorde så ondt, når jeg vidste, at det bare var falskt det hele. At hun udnyttede ham.

Der var stille i et stykke tid, og jeg kunne se ud af øjenkrogen, at Louis og Harry havde lavet trutmund og store øjne, mens Liam kun havde store øjne. Zayn var såret. Det kunne enhver se, og ligemeget hvilken uret, han havde gjort mod Niall, så fortjente han det overhovedet ikke. Men på den anden side, burde han virkelig være voksen og klog nok til at vide, at det ikke ville gå godt at være sammen med en pige, der var i et forhold. Han var selv ude om det, men jeg kunne heller ikke lade være med at få ondt af ham, og det fik mig til at fortryde ordene et kort øjeblik.

"Din fucking luder. Bare fordi du render i røven på Niall konstant, kan du altså ikke tillade dig at lyve," hvæsede hun, og jeg kunne straks se Zayn, der åndede lettet ud, mens de andre stadig så meget skeptiske ud. Jeg kunne sagtens forstå dem. For det var nok den værste redning, jeg nogensinde havde hørt. Zayn var helt sikkert for langt væk i hende til at høre, hvor dårlig den egentlig var.

"Oh. Niall fortæller mig ellers alt. Jeg sad en hel aften og hørte på alle de saftige detaljer om jeres samlege, og er du klar over, hvor ondt det gjorde? Når jeg ved, hvor meget du egentlig udnyttede hans svaghed, og hvad du havde gang i bag hans ryg. Jeg kunne ikke sige det. Han ville ikke tro mig, for du er jo hans lille engel. Præcis ligesom Zayn. Han ved ikke, hvor klam en luder, du er." Ordene kom ud henkastet og uden egentlig at tænke yderligere over dem. Det var ikke tit, jeg brugte ordet 'luder', og det vidste de også godt. Derfor vidste tre af dem i hvert fald, at jeg mente det her. Men de sagde ingenting. Og derfor fortsatte jeg.

"Jeg kan virkelig ikke se, hvorfor du gør det her. Det er din skyld, at Niall har det på denne måde, og alligevel vover du dig med til denne samtale. Det er din skyld, at jeg har det på denne måde," hvæsede jeg, og der gik ikke lang tid, før hun svarede.

"Jeg nyder at se min indflydelse på folk. Jeg nyder at se på dig og Niall på den måde, for jeg kan ikke fordrage jer. I er så perfekte, og at se jer begge to med mentalt nedbrud, kan ikke gøre mig gladere. Og den aften var fantastisk." Hun havde rejst sig op, og det gik sådan set op for mig, at hun lige havde indrømmet, at hun var i seng med Niall. "Desuden, så er Niall, som jeg har sagt før, kedelig og svag. Jeg er glad for, jeg gik fra ham," grinede hun, og straks begyndte drengene at protestere mod hende, hvilket jeg satte pris på. Men det her var min diskussion, og jeg havde helt bestemt tænkt mig at vinde den. Koste hvad det vil. Hun skulle ikke få mig ned med nakken igen, for den sidste gang huskede jeg stadig. Ikke særlig rart.

Jeg fangede hendes blik. "Niall er ikke svag. Niall er ikke kedelig. Jeg har sagt det før, men eg siger det gerne igen; han blev kun stærkere af at elske dig. Og det samme med Jennifer Clint. Han er kun blevet stærkere af Jer to, for den facade, han har holdt oppe, har ikke været let. Men han holdt den oppe. Desuden keder man sig aldrig i hans selskab. Så jeg synes bare, du skal holde din kæft."

Wuh. Dog fatter jeg stadig ikke, du kan forsvare ham, når du er så sur på ham, som du jo bilder dig selv ind.

Nogle ting skal man bare ikke fatte.

Det gik langsomt op for mig, hvor meget Deja vu, det her egentlig var. Jennifer var ham også utro, jeg opdagede det og fortalte ham det, men han troede ikke på det. Dagen efter så han det selv med sine egne øjne, og han tog på klubber og barer omkring tre game om ugen. Det var dog værre denne gang, og jeg turde næsten ikke tænke på det. Han tog derhen hver aften, drak sig i hegnet og tog en eller anden pige med hjem for at have sex. Det gjorde mere ondt, end det gjorde dengang.

Men det kunne så også være grundet min forbandede forelskelse.

Kærlighed er alligevel en sær ting, synes du ikke?

Hvor random har man lige lov til at være?

Helt seriøst. Hvad skal vi bruge det til?

Well. Det fuldender en. Det får en til at føle sig som den lykkeligste person i hele verden. Man sætter den person højere end noget andet. Den person kan man ikke leve uden. Og jeg kan ikke leve uden Niall. Det har jeg lige bevist overfor mig selv.

Dybt. Det med Niall, det-

Zoe afbrød min samvittighed. "Gør det ondt?"

Jeg kiggede forvirret på hende, og hun sad bare der med det mest alvorlige ansigt, jeg længe havde set hende med, mens hun samtidig så ligeså uskyldig ud, som hun altid havde. Hun måtte have tænkt sin replik grundigt igennem, for hun havde åbenbart regnet min reaktion ud og tænkt over en fortsættelse på hendes tre ord. 

"Gør det ondt at være en persons andet valg konstant? For du havde jo tydeligvis gang i et eller andet med Niall, og så snart jeg kom ind i billedet, var du væk som en bunke skrald. Gør det ondt at blive skrottet af den person, man er forelsket i? Gør det ondt at se den person sammen med en anden? Gør det ondt at vide, hvor meget han nedbryder sig selv hver dag? Gør det ondt-"

"Så er det nok!" Jeg rejser mig hårdt op ad stolen, og jeg kan mærke min øjne bliver varme og våde i takt med, at vreden stiger op i mine kinder. Hvordan kunne hun bare sidde og remse alt det der op? Er det muligt bare at være født ond og bare gøre det for at se folk lide? For hvis det er, så er jeg sikker på, at Zoe er sådan en person.

Det gik først op for mig, at jeg var gået helt hen til hende og havde trukket hende op at stå i hendes trøje, da et par stærke arme lægger sig om mine. Jeg havde lyst til at slå hende. For første gang havde jeg lyst til bare at banke livet ud af en pige. Som en eller anden bitch fight, hvilke jeg egentlig aldrig havde været særlig stor tilhænger af. Men meget kan ændre sig, når Zoe er i nærheden.

Tag det roligt, Faith. Hun er ikke det værd.

Siden hvornår er du blevet fornuftig?

Siden du holdt op med at være det.

Skal jeg så direkte spørge om tilladelse til at tæve hende?

Ja.

Må jeg så gerne tæve hende?

Hell yeah.

I samme sekund begyndte jeg at vride mig i armene og sige en masse anstrengte lyde. I første omgang så det ikke ud til at give pote, men da jeg mærkede en smerte i min hånd, hørte et skrig og et par stærke arme tog om mig bagfra, vidste jeg, at jeg havde ramt hende med en knyttet næve.

Og det var den bedste følelse nogensinde. Jeg ville gøre det igen. Jeg blev nødt til at gøre det igen. Men taget var for stærkt, og derfor flød ordene ud af min mund så let som ingenting.

"Giv slip og lad mig myrde den kælling!" Og det var først der, jeg lagde mærke til hendes ansigt. Hun græder. Jeg havde fået hende til at græde, og selv Zayn har ingen medlidenhed med hende. Han kigger bare på hende, og da hun vender sig om mod ham, peger han kun over mod døren og siger et eller andet til hende. Jeg var alt for meget væk til at kunne sige noget til det. Slaget var som en slags narkotika for mig. Jeg følte mig høj, omtåget og alt for glad.

Det åbnede også øjenene. Deres idé var nok ikke helt dårlig, og den ville måske ligefrem være god for mig. Jeg ville lige kunne komme væk fra det hele, mens jeg på samme tid ville kunne give Niall en skideballe og indrømme det hele overfor ham. Det ville være på høje tid, og derfor overbeviste slaget og min kvæstede hånd mig om, at jeg muligvis ville stoppe med at være så voldelig på den måde. Jeg var overbevist.

"Slap af, Faith. Hun er ikke det værd."

Jeg ignorerede ordene, der kom ind som det første, da jeg fik hørelsen tilbage. "Jeg gør det."

 

 

Mentale nedbrud og ferie er det, der har forsinket dette kapitel. Det hele er skrevet på mobil i en lille hytte i Norge, hvor vi egentlig bare var afskåret fra alle butikker og sådan noget. Det eneste, jeg har foretaget mig, er at svede som en gris og skrive på denne movella. Nu er jeg så i gang med et harry potter-marathon, fordi jeg har lyst. Jeg har en masse forsømt læsestof herinde, græder. Bagefter tager jeg mig sammen til at læse alt wuh. Såå.. Hvad synes I om kapitlet? - Katrine.x
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...