The Difference Between Love and Cheating | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2016
  • Status: Igang
Zoe Parker og Niall Horan har altid fremstået som det perfekte par i medierne. Søde ord, beskrivelser om, hvor fantastiske de er sammen og hvor godt hun passer til titlen som Nialls prinsesse er hvad, der render rundt overalt i medieverden for tiden. Men ikke alt er, som medierne får det vist som.
Alt imens Niall bliver mere og mere deprimeret uden nogen ved hvorfor, lever Zoe livet. Og da alt synes at være umuligt, spørger han sin bedste veninde, Faith Brown til hjælp, der med det samme hjælper ham med at komme op på hesten igen.
Men da Faith finder Zoe i sengen med en af Nialls bedste venner, får hun en større trang til at støtte Niall gennem den tid, han er ved at tage igennem. Men hvad sker der så, når Niall finder ud af det hele? Og hvad med Faith? Hvad ender hun med at gøre?
Velkommen til The Difference Between Love and Cheating - en movella fyldt med utroskab, sårede følelser og opspirende kærlighed.
**Der vil forekomme upassende sprog og erotiske scener**

62Likes
91Kommentarer
10995Visninger
AA

19. 15 - "Du skal hjem."


"I'll be coming back for you."

One Direction - Back For You

 

"Det er ikke engang for sjov. Jeg er virkelig bekymret." Hvorfor skulle det overhovedet undre mig? Liam var altid så bekymret, at man næsten havde lyst til at rive hovedet af ham, fordi han snakkede om det hele tiden. Okay... det var måske lidt ondt sagt, men det var nok også på grund af mit fucked up humør, der havde været til stede lige siden jeg forlod Niall's lejlighed den aften. Det kunne også være på grund af det, han bad mig om at gøre sådan noget, for det kom aldrig til at ske. Jeg havde ikke brug for at se hans ansigt. Det ville kun gøre det hele værre, og det ønskede jeg bestemt ikke. Lige meget hvor meget han plagede mig om at gøre det.

"Nej, Liam. Jeg gør det altså ikke," sagde jeg monotont og beslutsomt, men han begyndte kun på en af sine alt for lange taler om, at jeg ville redde en masse fra at ske. Det ragede mig en høstblomst. Det var først ved den sidste sætning, jeg bare havde lyst til at forsvinde. Komme væk. Jeg havde ikke lyst til at være her længere, da han sagde den, men jeg vidste udmærket godt, han havde ret. På den anden side var det måske også den, der fik mig til at sige ja. Jeg kunne bare ikke fatte, han brugte den mod mig - min svaghed.

"Faith, jeg ved godt, at du er sur på ham, og jeg forstår dig udmærket. Han har ikke behandlet dig særlig pænt her på det sidste, men du holder stadig af ham. Du kan ikke benægte det længere, og du ved ligeså godt som jeg, at du ikke kan lide at se ham sådan der. Tænk på alle de ting, du kan undgå. Du kan undgå, at han praktisk talt bryder sig selv ned - ødelægger sig selv. Du kan undgå, at han får et alt for stort alkoholforbrug. Du kan undgå at se en anden, hver gang du ser ind i hans øjne. Du kan undgå at lade ham bruge en facade hver eneste dag... Du... du kan undgå at se ham sammen med en anden." Jeg havde lyst til at råbe af ham, det havde jeg virkelig. Men på den anden side, så ville Liam jo kun hjælpe mig, og han kunne aldrig finde på at gøre noget andet. Det endte selvfølgelig med, at jeg sagde ja. Liams overtalelsesevner svigtede aldrig, hvilket heller ikke var denne gang.

Sådan gik det nogenlunde til, at jeg var endt foran en klub, hvor jeg slet ikke følte mig hjemme i. Det var da bare super dejligt.

Slå dig nu bare løs oki

Egentlig ikke. 

Irriteret sparkede jeg til en sten, for jeg gad det virkelig ikke. Niall havde jo bevist, at han ikke ville have noget som helst med mig at gøre - han havde jo ikke engang ringet, da jeg forlod hans lejlighed den aften. Og det gjorde ondt. Selvom jeg nok ikke ville have taget den, så betød det stadig noget for mig, at han rent faktisk tænkte på mig, og han var ked af det, han havde gjort. Men det var han jo tydeligvis ikke, og han var fuldstændig ligeglad med mig. Jeg så ærlig talt ingen grund til, at jeg skulle gøre det her, for det var jo ikke mit problem? Jeg har bare mistet en god ven, og sådan noget sker jo. Kom videre.

Jeg sukkede opgivende, da jeg kom i tanke om, at jeg løj overfor mig selv. Jeg så en grund til at komme der, men jeg var så sur og skuffet, at jeg simpelthen ikke ville indrømme det - men det endte jeg alligevel med at gøre. Det var mit problem, for jeg savnede den gamle Niall mindst ligeså meget som drengene (hvis vi altså trækker Zayn fra, for han var sikkert lykkelig over, at han ikke stod i vejen for hans såkaldte kæreste længere). Og jeg kunne ikke komme videre. Ikke hvis jeg vidste, at Niall ikke havde det godt. Han betød alt for mig, så de kunne jeg simpelthen ikke.

Hårdt fik jeg skubbet døren til diskoteket op, hvilket fik et par blikke til at studere mig en smule. Men da jeg ikke havde noget at vise frem, forsvandt de hurtigt igen, hvilket passede mig helt fint. Det havde jeg ikke brug for. Mit blik begyndte straks at undersøge klubben for noget genkendeligt, men jeg fandt desværre ikke noget til at starte med. Jeg måtte have lignet en, der var faret vild big time, for jeg modtog hurtigt nogle tilbud på hjælp, men jeg takkede nej til dem allesammen. Jeg blev nødt til at gøre dette alene. Måske ville jeg have takket ja, hvis det var Liam, men når det var en fuldstændig fremmed, kom det aldrig til at ske.

Det gik hurtigt op for mig, at det mest oplagte sted at lede hende, var oppe i baren. Og som tanken passerede min tankegang, begyndte jeg at kigge efter noget, der lignede en bar. Selvfølgelig gik der ikke særlig lang tid, før jeg fandt det, og da jeg så de mange alkoholiserede drikke på den anden side af disken, fik jeg næsten lyst til at sætte mig ned og få mig en drink. 

Omg ja. Gør det. Du fortjener lidt pusterum.

Jeg synes slet ikke, du skal komme ind på, hvad jeg fortjener, og hvad jeg ikke fortjener. 

Hvorfor ikke?

Fordi du aldrig har sagt særlig meget godt om mig. Så hvorfor skulle du belære mig om, hvad jeg fortjener, når du jo tydeligvis ikke kan lide mig?

Hurtigt rystede jeg på hovedet, inden det gik op for mig, at jeg havde fået øjenkontakt med drengen bag disken, og jeg måtte indrømme, at han ikke så helt værst ud. Brunt pjusket hår, fængende grønne øjne, et smil der kunne få enhver pige til at smelte og markerede kindben. Jeg nåede kun at se ham blinke kort til mig, inden han vendte sig om, og jeg kom tilbage til virkeligheden igen. Jeg var ikke kommet for at kigge på fyre, men derimod at hjælpe en fyr, der bestemt havde brug for min hjælp og rådgivning lige nu.

Siden hvornår er du blevet god til at rådgive?

Siden hvornår har du fået tilladelse til at tale?

Oooh, er det den tid på måneden?

Hold nu bare mund, okay.

Hvis du siger det.

Mit blik forsvandt hurtigt fra det sted, hvor fyren for lidt siden havde stået, inden det fortsatte længere ned ad bordet. Synet gav det værste stik i hjertet, da jeg så de lakerede negle løbe igennem hans blonde lokker, mens han lod sine hænder løbe med sad hendes krop. Deres læber var mødt i et kys - eller rettere; et snav - og det gjorde om muligt endnu mere ondt. Han havde jo tydeligvis glemt alt om mig, og beviset var lige der. Med en luder siddende på sit skød, mens hans erektion ikke ligefrem holdt sig tilbage.

Jeg blev pludselig i tvivl, om jeg skulle gå derover. Jeg ville jo tydeligvis forstyrre dem i noget, og...

For helvede, Faith. Gå hen og tag det, der er dit.

Du får Niall til at lyde som en genstand. Det er han bestemt ikke.

Fuck det. Du kan da ikke stå der og se på!

Tja. Det kan du jo se, at jeg kan.

Åh Gud, Faith. Du elsker ham! For en gangs skyld, kæmp for det du vil have, please?

Jeg ville ønske, min samvittighed ikke havde ret. Jeg ville ønske, jeg aldrig havde forelsket mig i ham den dag med twitcammet. Jeg ville ønske, Zoe ikke eksisterede, Jeg ville ønske, at Niall og jeg var gode venner. Jeg ville ønske en masse, men jeg kunne ikke gøre noget ved det, der er sket. Jeg havde tydeligvis forelsket mig i den forkerte, men det havde jo ikke ens betydning med, at jeg bare skulle lade ham gør, hvad han ville. Under ingen omstændigheder.

Men det gjorde stadig ondt. Det gjorde ondt at se, hvad sådan noget gjorde ved ham, og det gjorde om muligt mere ondt at vide, jeg kunne have stoppet det. Hvis jeg bare havde fortalt ham om mine følelser for ham fra starten af. Dengang vores forhold var godt, og Zoe ikke havde nogen form for interesse i ham. Ergo dengang Zoe var kærester med ham men ignorerede ham fuldstændig. Hvis jeg havde fortalt det dengang, kunne han muligvis have slået op med Zoe, inden hun sårede ham for meget.

Men nej. Jeg havde end ikke fortalt ham det endnu, men det kunne vel sige sig selv. Jeg var såret over, at han ikke kunne se mine små tegn, jeg havde givet ham. Han kendte mig godt nok til at vide, at jeg altså ikke kyssede med alle og enhver. Han MÅTTE vide, at der var en tanke bag, at jeg kyssede ham. Og hvis jeg vidste ret, så havde han det også. Han ville af en eller anden grund bare ikke indrømme det, og det fik mig til at tænke på, om han var flov over mig.

Pludselig fik jeg lyst til at græde. Hvis han var flov over mig, ville det nok ikke være det smarteste at gå hen til dem lige nu. 

Hvorfor skulle han være flov over dig?

Hvad kan en anden grund være?

At han ikke vil indse, han er forelsket i sin bedste veninde?

God pointe.

Jeg har altid en god pointe.

Et irriteret suk slap ud, inden jeg fast besluttet fik taget de sidste skridt hen mod dem. Tårerne var lige i øjenkrogene, men jeg ville ikke lade dem komme ud. De skulle ikke se mig sådan - og især ikke Niall. Han fortjente ikke mine tårer i øjeblikket, da han havde været en idiot. Det havde han været i lang tid... jeg havde bare først indset det nu. Men at jeg stadig var forelsket i ham, ændrede det bestemt ikke på.

I lang tid stod jeg bare og stirrede på dem. Observerede. Men det var kun indtil, hans hånd begyndte at bevæge sig omkring på hendes krop. Det var svært for mig at se på, og det gav mig endnu mere grund til at skille dem ad. Og det gjorde jeg, idet de lige netop trak sig fra hinanden, hvilket jeg måske ikke ligefrem havde regnede med. De lignede i hvert fald ikke nogle, der ville stoppe lige foreløbigt. Men det gjorde det, og nu havde jeg så to sæt øjne placeret på mig, men jeg var fuldstændig ligeglad. Mine øjne var fugtige, og det kunne han garanteret se, for jeg stirrede bare ind i hans. De var ikke smukke længere. De manglede noget. Hans pupiller havde udvidet sig en del som en sideeffekt af alkoholen. Derudover manglede de livsglæden. Hans øjne var tomme, hvis man så bort fra den seksuelle lyst, der var til stedet i dem.

Det gjorde ondt. Det gjorde det virkelig. Den konklusion var måske også grunden til, at jeg hårdt fik taget ham i armen og fik trukket ham med ud på gaden. Han kunne næsten ikke gå uden at slingre ret så meget, hvilket egentlig bare bekræftede alkoholen, der helt klart svømmede i hans blod i øjeblikket. Min hånd var støttende placeret på hans ryg, og der gik heller ikke lang tid, før han knækkede sig ind i busken ved siden af. Og der gik det op for mig. Dér gik det op for mig, at han rent faktisk græd.

Tårerne silede ned ad hans kinder, mens han mumlede ting, jeg ikke rigtig kunne tyde. Sølle. Han var så sølle i lige netop det øjeblik, og jeg kunne ikke lade være med at blive i tvivl, om det var det rigtige, jeg gjorde. Skulle jeg have forladt ham den aften? Skulle jeg bare have skredet? Men på den anden side, fortjente han egentlig heller ikke det, jeg havde gang i lige nu. Det var også den tanke, jeg havde i hovedet, da jeg snakkede med Liam i telefonen. Desuden gjorde jeg det også for drengene. Og ikke mig selv.

Lad være med at lyve overfor dig selv. Du gør det også for din egen skyld.

Hvordan kan jeg overhovedet gøre det? Jeg må jo bare komme videre og så er det det.

Du håber på, at han indser, du stadig har noget for ham.

Hvad? Det har jeg jo ikke. 

Hvis du siger det.

Forvirret rystede jeg på hovedet, inden jeg hjalp Niall op at stå, men det resulterede egentlig kun i, at han krammede mig. Han krammede mig rent faktisk. Og han græd. Endnu engang var jeg i tvivl om, hvad han mumlede, men jeg havde på fornemmelsen af, at det enten var nogen vedrørende Zoe eller mig. Den første valgmulighed var helt klart den mest oplagte, da han jo tydeligvis led af de sygeste kærlighedssorger over hende. Og jeg fattede det stadig ikke.

"Niall, du skal hjem. Okay? Jeg skal nok være der for dig." Jeg vidste ikke, hvad jeg sagde, før det røg ud af min mund, men det fik ham til at smile. Dermed vidste jeg også, at det var det helt rigtige, jeg havde sagt til ham, da det var meget svært for ham at smile gennem den her tid.

"Okay," hviskede han, og der gik ikke lang tid, før jeg havde prajet en taxi. Jeg kunne dog ikke lade være med at føle mig malplaceret, da lugten af alkohol fyldte det hele, og jeg havde mest af alt bare lyst til at skride væk fra ham. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke bare efterlade ham på den måde, og især ikke i den tilstand. Lige meget, hvor meget jeg hadede at indrømme det, så holdt jeg stadig af ham, og han havde brug for min hjælp på det højeste lige nu. 

Det var værre end jeg huskede det. Jeg huskede ikke, at han tog ud HVER aften for at have sex med en eller anden random. Det var som om, der var en sort hinde hen over min hukommelse på det punkt - hvordan han helt præcis reagerede, og hvad han gjorde. 

Og pludselig skete det. En hånd blev lagt på mit lår, men den blev der ikke i særlig lang tid, inden han brød sammen i gråd ned over mit skød. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre i første omgang, men så kom jeg i tanke om noget, der som regel altid beroligede ham bare en lille smule. Jeg bed mig nervøst i læben, da det endnu engang gik op for mig, at han ikke ligefrem var ædru, og jeg vidste dermed heller ikke, hvad hans reaktion ville være. Men jeg blev nødt til at gøre noget. For Niall. Jeg kunne ikke benægte det længere. Jeg gjorde det ikke for drengene eller mig selv - jeg gjorde det for Nialls skyld og ingen andens.

Roligt tyssede på ham, idet jeg begyndte at lade en hånd løbe igennem de bløde lokker. Straks knugede han sin hånd om min trøje, hvilket beviste, at det medførte en hvis tryghed.

"Faith." Det var med skrøbelig stemme, han fik fremstammet mit navn. Han snøftede, inden han fortsatte. "Undskyld." 

Jeg havde sådan lyst til at tilgive ham. Jeg havde sådan lyst til bare at kunne holde ham i mine arme igen, mærke hans læber placeret på mine og bare generelt få den tryghed igen, som jeg havde følt for forholdsvist lang tid siden. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne bare ikke. Hvad der præcis gjorde den helt store forskel på at tilgive ham og lade være, kunne jeg ikke sætte fingeren på. Eller jo. Men jeg havde ikke lyst til at tænke på det.

Oh my god, Faith. Han mente det jo ikke. Du ved, hvor let Zoe har det med at manipulere med folk, og hvor effektiv en virkning, det har. Han sagde det kun, fordi han vidste, at hun lige om snart ville komme. Han var desperat efter hende, fordi de stort set aldrig var sammen mere, og da hun så ringede og sagde, hun kom forbi, smed han alt, hvad han havde i hænderne på grund af, at han var paralyseret af hendes manipulation. Det vil sige, at han smed dig. 

Jeg ved det. Jeg ved det. Men jeg kan stadig ikke. Han er ikke ædru, og indtil han er det, kan jeg ikke stole på noget af det, han siger.

Forvirret rystede jeg på hovedet, inden jeg endnu engang begyndte at lade mine hænder glide igennem hans hår.

***

Min mobil var det eneste lys, der lyste stuen op, og jeg kunne ikke gøre andet end at stirre på den grønne opkaldsknap og nummeret, der var tastet ind. Jeg havde lovet at ringe til ham, da jeg havde fået Niall hjem i god behold, men af en alle anden grund vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Det eneste, jeg kunne fokusere på, var min stemme, der blidt fortalte Niall, at vi kunne tale om det i morgen. Problemet var jo så bare, at jeg ikke ville være her i morgen. Jeg ville være gået, bare for at undgå at snakke med ham.

Fejt, Faith. Fejt.

Hvad skal jeg gøre? Jeg er vred og såret, og jeg er ikke klar til at snakke om det.

Hvornår er du så?

Stemmens spørgsmål borede sig ind i mit hoved, som det var blevet slynget ud. I lang tid stod jeg bare og stirrede, men det endte alligevel med, at jeg tvang mig selv til at trykke på opkaldsknappen. Hvorfor det var så svært, må du ikke engang spørge om.

"Faith! Åh gud, jeg var lige ved at dø af bekymring. Er han okay?" Der blev stille efter det spørgsmål, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. Han kom dog hurtigst med en indvending. "Og vigtigst af alt; er du okay?" 

Jeg tog en dyb indånding. "Ja, han er okay. Fysisk. Mentalt ved jeg ingenting om. Han sover nu," siger jeg roligt, inden jeg fortsætter. "For at være ærlig, så er jeg i tvivl. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, Liam. Jeg så ham..." Inden jeg vidste af det, slap et hulk ud af min mund, og tårerne begynder langsomt at trille ned ad mine kinder. "Jeg så ham kysse en anden pige, og jeg tror ikke, du ved, hvor ondt det gør," hvisker jeg. Synet sad stadig fast i min nethinde. Deres læber mod hinanden. Deres tunger, der grådigt legede med hinanden. Hans røren de forkerte steder... Et hulk slap ud af min mund ved tanken, inden jeg rystede på hovedet. Jeg vidste ikke hvorfor. Måske var det bare for at ryste tanken væk, men det så i hvert fald ikke ud til at virke. Tanken stod stadig alt for klar foran min nethinde.

"Jeg vil så gerne hjælpe, Faith. Det håber jeg, du ved. Men det er svært over telefon..." han tøver. "Men du kan komme herhen klokken tolv i morgen. Så snakker vi om det?" foreslår han, og desperat som jeg var, kunne jeg ikke rigtig takke nej til det tilbud. 

Med rystende hånd fik jeg afsluttet opkaldet. 

Nu vidste jeg da, hvad jeg skulle i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...