The Difference Between Love and Cheating | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2016
  • Status: Igang
Zoe Parker og Niall Horan har altid fremstået som det perfekte par i medierne. Søde ord, beskrivelser om, hvor fantastiske de er sammen og hvor godt hun passer til titlen som Nialls prinsesse er hvad, der render rundt overalt i medieverden for tiden. Men ikke alt er, som medierne får det vist som.
Alt imens Niall bliver mere og mere deprimeret uden nogen ved hvorfor, lever Zoe livet. Og da alt synes at være umuligt, spørger han sin bedste veninde, Faith Brown til hjælp, der med det samme hjælper ham med at komme op på hesten igen.
Men da Faith finder Zoe i sengen med en af Nialls bedste venner, får hun en større trang til at støtte Niall gennem den tid, han er ved at tage igennem. Men hvad sker der så, når Niall finder ud af det hele? Og hvad med Faith? Hvad ender hun med at gøre?
Velkommen til The Difference Between Love and Cheating - en movella fyldt med utroskab, sårede følelser og opspirende kærlighed.
**Der vil forekomme upassende sprog og erotiske scener**

62Likes
91Kommentarer
11130Visninger
AA

17. 13 - "Det betød ingenting."


"Liar, liar!

Oh you don't ever tell the truth."

Avicii - Liar Liar

Min telefons skærm lyste hurtigt op, og det eneste jeg gjorde, var lige at skimme teksten igennem.

#Er der om fem.<3#

Selvom jeg burde være glad for, at hun kom over, var dette ikke tilfældet. Et suk forlod mine læber, inden jeg opgivende faldt om på sofaen. Det irriterede mig grænseløst, at jeg havde været der lige præcis på det tidspunkt - det var tydeligvis ikke meningen, at jeg skulle se det. Men jeg fattede egentlig slet ikke, hvorfor hun var der? Hun havde da sagt, at hun ikke kunne fordrage ham, og han havde slået hende. Det var vist grund nok i sig selv til, at hun bestemt ikke skulle være sammen med ham.

Jeg mener, jeg var da så meget bedre? Jeg slog hende ikke, og jeg kunne aldrig finde på at være hende utro.

Jeg skulle vist ikke snakke om at være utro, kunne jeg mærke. Jeg havde jo selv været Zoe utro, men mærkeligt nok, følte jeg slet ikke, der var noget galt i det. Men sagen var den, at intet var, som det havde været før. Zoe ville næsten ikke have noget med mig at gøre, og jeg havde de sygeste humørsvingninger over det. Det var så irriterende, men jeg kunne ikke rigtig gøre noget ved det.

Hvis du spørger om, hvorfor jeg slet ikke følte, der var noget galt i at være Zoe utro, så vidste jeg det virkelig ikke. Men jeg vidste kun, at det var, fordi det havde noget med Faith at gøre. Det var jo hende, jeg kyssede og hende, jeg holdt mere af, end jeg holdt af Zoe. Men det, der egentlig forvirrede mig mest var, at jeg på en eller anden måde stadig havde noget for Zoe. Måden hun snakkede på. Måden hun smilede på. Ja, bare hende.

Et irriteret suk røg ubevidst ud af min mund lige da Faith kom til syne i døråbningen, og et grin kunne hurtigt høres. Hurtigt blev jeg glad igen, for det kunne hendes grin altid, og sådan var det altså bare. Lige meget hvor sur og skuffet jeg var over hende, ville det grin altid gøre mig i godt humør - og denne gang var bestemt ikke en undtagelse.

"Hvor lød det...glad?" grinede hun, inden hun krammede mig bagfra, mens jeg sad i stolen. "Hej," hun kyssede mig kort på kinden, hvilket efterlod et brændemærke, som det efterhånden altid gjorde, når hun gjorde det. Det var ikke decideret min skyld, men jeg kunne ikke lade være med a føle mig skyldig overfor Zoe. Det var så forker a føle sådan, og jeg var næsten sikker på, at Faith følte det samme - hun var jo min bedste veninde, så det var virkelig forkert på mange måder. Jeg kunne bare ikke lade være.

Men jeg kunne heller ikke lade være med at være irriteret og skuffet. Jeg var så skuffet over, at hun i det hele taget var gået hen til Logan, når hun jo tydeligvis havde udtrykt sit had til ham, og han havde slået hende. Godt nok har jeg nævnt det før, men jeg kan ikke rigtig få det ud af mit hoved. Jeg havde sagt til hende, at hun ikke ville nærme sig ham igen, og hun havde lovet mig det, men hun havde jo tydeligvis ikke holdt det.

"Hvad er der med dig?" hun lød oprigtig bekymret, da hun satte sig ned ved min side, og hendes øjne viste heller ikke andet end bekymring. Jeg var hurtigt slet ikke i tvivl om, at jeg bare skulle slynge spørgsmålet ud, for jeg ville virkelig gerne vide det. Desuden var hun min bedste veninde, så hvad skade skulle der overhovedet ske ved det? Nemlig, ikke særlig meget. Vi tilgav hinanden for alt nærmest, og hvis det var en fejl, ville hun sikkert også gøre det denne gang.

Alligevel tøvede jeg. Jeg havde bestemt ikke lyst til at komme ind på et emne, som hun helst ville undgå, men jeg havde ligesom intet valg, hvis jeg ville have svar - og selvfølgelig valgte jeg mig selv og droppede at tænke på, om hun havde lyst til at komme ind på det emne.

"Hvad lavede du hos Logan?" Hun stivnede midt i bevægelsen for at vende sig over mod mig, og hun kiggede på mig med et forvirret blik. Hun gik tydeligvis ikke ud fra, at jeg kendte noget til hendes hemmelige besøg hos Logan, og det skulle jeg vist heller ikke, hvis vi tog ud fra hendes ansigtsudtryk. 

Og hvorfor skulle jeg så ikke det? Netop, fordi de havde kysset, og hun ikke ville fucke alt op, selvom hun havde gjort det alligevel.

"Hvordan kunne du-"

"Vide det? Jeg gik over på den anden side af gaden, og du opdagede mig slet ikke," okay, det lød mere trist end planlagt, men det var ligemeget. Spørgsmålet var kommet ud, og det kunne ikke tages tilbage - det var det vigtigste. Hun sukkede blot over mine ord og kiggede rundt, hvilket hun altid gjorde, når hun ville undgå at svare på noget, og det forstærkede endnu engang troen om, at hun havde kysset ham, for hun vidste, jeg ikke ville bryde mig om det.

"Det var ikke meningen! Det skete bare, og jeg er så ked af, at jeg kunne finde på det! Men jeg har haft det sådan i lang tid, og-" mere hørte jeg ikke. Hun har været forelsket i ham i lang tid? What the hell? Efter alt det lort, han har lavet i hendes liv, har hun i al den tid kunnet lide ham og ikke havde tænkt sig at fortælle mig om det? Forvirret tog jeg mig til hovedet, og jeg måtte lige synke et par gange for at undgå at få vreden og forvirringen ud, når jeg åbnede munden igen.

"Så du gjorde det altså?" ligeglad med, at jeg muligvis afbrød hende, stillede jeg spørgsmålet. Jeg følte mig næsten dum. Jeg skulle bare have det skåret ud i pap, inden det virkelig ville sive ind i mit hoved. At hun var sammen med ham, og jeg bare skulle lade være med at være, som jeg har været her på det sidste, fordi nu var hun altså sammen med en anden. Det ville gøre virkelig ondt, men jeg ville gøre det for hende, fordi hun lige netop betyder så meget for mig.

Og nej, jeg har ikke fået mere end venskabelige følelser for hende. Under ingen omstændigheder. Hvis jeg havde, ville det ødelægge alt - selv mit noget så usynlige forhold til Zoe, der (hvis det var muligt) ville blive endnu mere usynligt, og tro det eller ej, men det ønskede jeg altså ikke. Jeg elskede Faith, men det var bare ikke på samme måde, som jeg elskede Zoe. Jeg elskede Faith som min bedste veninde, mens jeg elskede Zoe som min kæreste. Dog var mine følelser for hende blevet erstattet af et savn, fordi vi aldrig var sammen længere. Jeg var bange for at miste mine følelser for hende. Hvorfor kunne jeg ikke forklare lige nu.

"Gjorde hvad?" gennem min strøm af tanker, trængte Faiths stemme ind i mit hoved. Ordene fik mig til at udstøde et suk, da hun jo udmærket godt vidste det. Hun vidste godt, hvad jeg mente, det var jeg nok hundrede procent sikker på. Jeg skulle til at sige det, men hun kom mig i forkøbet. "At jeg slog ham? Er du klar over, hvor uhyggeligt det er at se en person ligge for fødderne af en, mens man ved, at det er ens egen skyld? Selvfølgelig skyndte jeg mig væk, hvad ville du have gjort? Men jeg var bare så vred. Lily så ham sammen med en anden, og jeg ville gøre alt for at beskytte hende. Det tog bare overhånd, og det var slet ikke meningen - ja, han begyndte endda at flirte med mig og alt muligt shit," hviskede hun, men stadig med en vis kraft i hendes stemme.

Jeg følte mig pludselig dum. Jeg havde jo troet, at hun havde kysset ham - og hvis jeg kunne finde på at tro på det, ville jeg sikker også kunne finde på at tro på, at hun havde været i seng med ham. Men heldigvis var dette ikke tilfældet. Eller, heldigvis og heldigvis. Jeg kunne jo se, at hun slet ikke havde det godt med det, og det var blandt andet grunden til, at jeg trak hende ind i et kram. Man kunne ikke gøre andet end at hade den fyr, og det mener jeg skam - hvis jeg så ham på gaden, ville jeg sikkert ikke kontrollere mine handlinger som en salgs payback på alt det, han havde gjort mod Faith og hendes familie. Det var mest for at beskytte hende - min lille prinsesse.

Pludselig fik jeg en idé. Jeg vidste, hvad der altid gjorde Faith i godt humør, og jeg håbede inderligt på, at dette ikke var en undtagelse. Vi plejede altid at se Mulan og æde is, hvis en af os var sure eller var kede af det, og det var præcis det, jeg ville foreslå. Det var fuldstændig ligegyldigt, om det var ved at blive spisetid. Jeg følte, at det var noget vi skulle gøre nu, og ud fra hendes snøft, vidste jeg, at det skulle vi.

"Hvad siger du til, at jeg henter noget is, mens du sætter Mulan på?" et smil kom straks på hendes læber, inden et fantastisk grin kom ud af hendes mund, og det lød sådan set som sød musik i mine ører. Resten gik virkelig hurtigt. Hun havde næsten skubbet mig ud for at hente is, mens hun hoppede af glæde - se, bare idéen gjorde hende super hyper og glad.

Hvor er hun bare dejlig.

***

Vi stod og lavede mad, da min telefon ringede. Jeg havde faktisk ikke tænkt mig at tage den, for denne aften ville jeg kun bruge sammen med Faith, og jeg ville ikke blive optaget af noget som helst andet. Hun havde det en smule dårligt for tiden, og det skulle der også tages hensyn til. Disse tanker tænkte jeg før, jeg så, hvem der ringede. Selvfølgelig. Jeg ville slet ikke nærme mig disse tanker, hvis jeg havde set det fra starten af, og det resulterede også i, at jeg skyndte mig at tage den. Dette ville jeg ikke misse.

"Hej Niall! Jeg tænkte på, kan jeg komme over? Jeg savner dig sådan," hendes stemme var som altid dejlig, og jeg kunne straks mærke, at bare ved at høre hendes stemme, forsvandt savnet en smule. Jeg savnede også hende, og derfor var jeg også hurtig til at sige, at hun sagtens kunne komme. Dog kunne jeg heller ikke lade være med at få en smule skyldfølelse. Nej, ikke bare en smule. Utrolig meget skyldfølelse. Jeg havde kysset Faith op til flere gange, og hun vidste ingenting om det - måske det på twitcammet, men efter det, var der desuden også meget tvivl om, at vi stadig var kærester. Jeg begyndte pludselig at få det så dårligt over det, og derfor vendte jeg mig også mod hende. Hun skulle vide, at det hele var en fejl. Det betød jo ingenting, og den eneste, jeg havde øje for, var Zoe. Og det skulle Faith slet ikke ændre på.

Men da jeg vendte mig om, kunne jeg straks se Faiths smil, da hun sad på køkkenbordet. Det undrede mig egentlig ikke, da hun jo havde været så glad lige før. Dog undrede det mig, at hun kiggede på mig og smilte som gjaldt det hendes liv. Hun måtte vel også have set forvirringen i mine øjne, da hun straks forklare mig, hvorfor.

"Jeg fatter bare ikke, hvordan du formår at gøre mig så glad ved at gøre næsten ingenting," hendes ord gav mig en varm følelse i maven, og det fik mig da også til at smile genert og rødme. Og jeg hadede mig selv for det. Det var en gammel vane, som jeg bare aldrig havde sluppet af med, selvom jeg egentlig helst ville det. Derudover skulle hun slet ikke få mig til at føle sådan bare ved nogle få, simple ord! Ihærdigt prøvede jeg at få min rødmen væk, og til sidst lykkedes det også, hvilket jeg kun kunne være glad for.

"Zoe kommer over," sagde jeg hurtigt, inden jeg gik hen for at røre i gryden. Vi havde valgt at lave noget nemt, det vil sige pasta med kødsovs, men selvom min opmærksomhed lå i gryden, kunne jeg se Faith stivne i en bevægelse, inden hun tog grydeskeen for ligesom at redde den - problemet var så bare, at jeg havde set det, og det kunne hun ikke lave om på ved at tage en grydeske ud af min hånd. Hun mumlede et eller andet, som jeg ikke lige hørte, men det kunne jo også være lige meget. Det mente Faith desværre ikke, for hun blev straks virkelig sur på mig, og det skulle lige siges, at det gjorde hun aldrig. I hvert fald ikke på mig, så der var ingen tvivl om, at hun mente det.

"Jeg fatter dig ikke!" Udbrød hun og nærmest kastede grydeskeen ned i gryden, hvor der røg noget kødsovs ud på køkkenbordet. Jeg kunne mærke, at mine øjenbryn skød til vejrs af bare forbløffelse, inden jeg trådte et lille skridt væk fra hende. "Jeg fatter ikke, at du bare lader hende gøre alt det lort mod dig. Jeg fatter ikke, at du stadig har lyst til at være sammen med hende, når hun jo har såret dig for groft, og du er kommet hen til mig for at finde trøst eller noget. Du ved ikke engang, hvad fuck hun har gang i bag din ryg! Men det ved jeg, og derfor har jeg også virkelig meget ondt af dig, når du finder ud af det. Kan du virkelig ikke se det? Hun udnytter dig på det groveste, og du tillader det! Du tillader, at hun bare kommer og går, som det passer hende, og når hun så lige vil være sammen med dig, er du der som en eller anden hvalp, der slikker hendes røv. 

Hvorfor gør du overhovedet det her mod dig selv? Hvorfor kan du ikke se, at der er andre mennesker omkring dig, der er bekymret for dig, når det kommer til Zoe? Hvorfor, Niall? Fordi du er så naiv. Nogen gange ville det være fantastisk, hvis du for en gangs skyld ikke var det og så det dårlige i nogle folk. For så ville du sikkert være kommet over hende nu. Men nej, sådan er det ikke! Åben øjnene for fanden da! Hun er ikke den, du fucking tror, hun er. Hun er en engel sendt fra helvede, og jeg hader, at jeg er den eneste, der kan se det. Jeg har set hendes rigtige side, og jeg er så ked af, at du har hende som kæreste. Det er lidt ligesom det med Jennifer all over again. Kan du ikke genkende noget som helst af det her? Kan du ikke genkende det med, at hun slet ikke ville tale med dig i virkelig lang tid, mens hun så havde haft gang i et eller andet med en anden? 

Ej, ved du hvad? Jeg vil med glæde se dig se sandheden i øjnene nu her - for jeg vil få dig til at se sandheden i øjnene, og det kan du ikke forhindre mig i. Jeg vil få dig til at se, at det, der er bedst for dig, har været lige foran dig al den tid, du har gået i blinde," hendes stemme var kun blevet til en hvisken, og jeg kunne kun se en tåre langsomt falde ned ad hendes kind, og jeg var ærlig talt mundlam. Jeg kunne ikke tro det. Jeg ville ikke tro det. Sådan var Zoe slet ikke, og det vidste jeg. Hun kunne aldrig finde på at være sammen med en anden og direkte udnytte mig. Hun var ikke som Jennifer, og jeg kunne slet ikke tro, at Faith sagde sådan noget om hende. Hvorfor fuck sige sådan noget vrøvl? Vreden begyndte at boble i mig, og så sagde jeg noget, jeg aldrig skulle have sagt.

"Jeg er ligeglad med, hvad du så end siger. Jeg fatter ikke, hvordan fuck du kan finde på at sige sådan noget om den mest fantastiske pige, jeg nogensinde har set! Desuden vil jeg også sige, at det, vi har haft gang i, er forbi. Jeg havde og har stadig Zoe, og det var virkelig forkert af mig. Det betød alligevel ikke noget," min stemme lød ligegyldig og koldt, men jeg var ligeglad. Jeg fattede virkelig ikke, at hun kunne sige sådan noget, når hun jo vidste, hvor meget jeg holdt af hende. Jeg havde meget svært ved at tro på, at Zoe var sådan en type, og det var jeg også meget sikker på, at hun heller ikke var. Faith fortjente det her, det var sandheden.

Hendes sårede ansigt ændrede sig hurtigt, og hendes ansigtsudtryk viste nu ingen følelser, og hun havde sat et blik på, som uden tvivl kunne dræbe. Derefter sagde hun noget, der slet ikke burde gøre ondt, men jeg kunne ikke rigtig gøre for det, selvom jeg lige havde sagt det til hende, og det mente jeg jo så tydeligvis ikke, når det nu gjorde så ondt at få den kastet tilbage lige i sit ansigt.

"Det var godt, for det betød heller ikke en skid for mig. Det er også sådan noget, jeg gør med alle,"

Og så forsvandt hun ud af døren.

 


Det betød ikke noget.

Hans stemme gav genlyd i mit hoved, ligesom han havde sagt det, og det gav et stik i mit hjerte. Han troede selvfølgelig ikke på mig, men lige nu var jeg så vred og indebrændt på ham, at det kunne være så ligegyldigt, som det kunne være. Jeg måtte anstrenge mig for ikke at græde, for de sårede mig virkelig. Desværre kunne jeg ikke sige, at det betød noget for mig, for så ville han bare se forkert på mig, og det ønskede jeg ikke. Derfor gjorde jeg som enhver anden såret teenagepige ville gøre. Jeg løj.

"Det var godt, for det betød heller ikke en skid for mig. Det er også sådan noget, jeg gør med alle," uden at kigge på ham og med et lille strejf af ironi hængende i luften, vendte jeg mig om mod døren, hvor tårerne langsomt begyndte at trille ned ad kinderne på mig, men jeg ville ikke lade ham se det. I stedet gik jeg ind på gæsteværelset og begyndte at græde ned i puden, med forhåbningerne op for, at han ikke kom brasende ind ad døren

Det var jo ikke ham, der var naiv. Det var mig, og det var som om, det gik op for mig i dette øjeblik. Jeg troede, at vi havde noget, men selvfølgelig havde vi ikke det. Zoe havde som paralyseret ham, så han kun kunne tænke på hende som noget mere end venner. Men det undrede mig stadig, at han så i første omgang var begyndt at kysse mig - ja, han sagde ikke engang imod dengang med Truth or Dare, selvom han jo egentlig burde, når han jo lige netop var kærester med hende.

Jeg hadede ham mere end nogensinde før, hvilket egentlig var meget let, for jeg havde stort set altid været sur eller indebrændt på ham, hvilket man godt kunne sige, jeg var nu. Hvordan kunne han bare give mig falske forhåbninger og så svine mig til derefter på den måde? Jeg var knust, og jeg ville med glæde se ham blive knust. Eller nej, det ville jeg ikke, for jeg havde følt noget på det seneste, som jeg ikke havde følt før, og derfor ville jeg ikke se ham såret. Men det havde intet med det at gøre, for nu var bare på grund af en form for hævn, som jeg ikke rigtig kunne forklare.

Derfor var jeg ikke taget hjem. Jeg ville se ham indse, at jeg havde ret hele tiden og så skride derefter, så han kunne føle den tomhed, som jeg følte lige nu. Jeg ville bare gerne være alene, men på den anden side ville jeg også gerne have, at han kom herind og undskylde. Det havde jeg virkelig brug for lige nu, but who cares? Da ikke ham i hvert fald. Men jeg hældte stadig mest over på den side, hvor han ville komme ind og undskylde.

Problemet var så bare, at han aldrig kom, og det gjorde ondt som en i helvede.

Holy fuck, jeg har for første gang lyst til at slappe min Niall øvøv hva.

UNDSKYLD VENTETIDEN. Men jeg har haft meget at se til, og mine taster er begyndt at blive ret så handicappet (nogen gange kan den ikke skrive t, u eller r, så det er jo dejliiiigt), og lysten har ikke rigtig været her (den er her igen nu jaja.<3)men jeg fik det skrevet, og det er det vigtigste!

OG så har jeg også startet en coverstore op, fordi jeg også er blevet ret så glad for at lave covers for tiden, og det var også noget jeg gjorde, mens jeg fik lysten tilbage til at skrive på denne movella. Så hvis I ville tjekke den ud, ville jeg blive meget glad! I øjeblikket er der kun en på venteliste, så du kan sagtens nå at få det lavet hurtigt :)

 

NÅ, men jeg vil virkelig gerne vide, hvad I synes om det her kapitel, fordi alle kommentarer gør mig bare så glad, også selvom der ikke kommer så mange, men ja. Jeg elsker Jer, der kommenterer, liker og har sat på favoritliste. Det gør mig bare så glad :)

OG DER KOMMER SÅ MEGET DRAMA I NÆSTE KAPITEL, AAARGH. Glæder mig til at skrive det.<3

Fortsat god torsdaaag.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...