The Difference Between Love and Cheating | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2013
  • Opdateret: 31 mar. 2016
  • Status: Igang
Zoe Parker og Niall Horan har altid fremstået som det perfekte par i medierne. Søde ord, beskrivelser om, hvor fantastiske de er sammen og hvor godt hun passer til titlen som Nialls prinsesse er hvad, der render rundt overalt i medieverden for tiden. Men ikke alt er, som medierne får det vist som.
Alt imens Niall bliver mere og mere deprimeret uden nogen ved hvorfor, lever Zoe livet. Og da alt synes at være umuligt, spørger han sin bedste veninde, Faith Brown til hjælp, der med det samme hjælper ham med at komme op på hesten igen.
Men da Faith finder Zoe i sengen med en af Nialls bedste venner, får hun en større trang til at støtte Niall gennem den tid, han er ved at tage igennem. Men hvad sker der så, når Niall finder ud af det hele? Og hvad med Faith? Hvad ender hun med at gøre?
Velkommen til The Difference Between Love and Cheating - en movella fyldt med utroskab, sårede følelser og opspirende kærlighed.
**Der vil forekomme upassende sprog og erotiske scener**

62Likes
91Kommentarer
11014Visninger
AA

4. 1 - "Det er gået skævt med Zoe og mig for tiden."


Faith Brown. Hvis jeg gik på gaden, ville teenage-piger nok kende mig yderligere som Niall Horans bedste veninde. Ikke, at jeg havde noget imod det, for det havde jeg slet ikke, tværtimod. Jeg var stolt af at være hans bedste veninde.

Hvis teenage-pigerne så mig, kunne de finde på at spørge om et billede eller en autograf, og da jeg ikke fattede hvorfor, spurgte jeg gang på gang, hvorfor de ville have det.

Jeg fandt så ud af, at jeg var forbillede for en masse unge piger verden over. Jeg vidste altså ikke direkte hvorfor, men det var jeg vel bare, tror jeg? Nialls fans elsker mig.

Det lød lidt egoistisk, men du ved vel, hvad jeg mener. De betragtede mig som en del af familien, og i modsætning til drengenes andre kærester, fik jeg næsten ingen hate.

Du er heller ikke hans kæreste, smartass.

Og hej til dig, samvittighed. Dejligt, du kunne komme forbi. Mærk ironien.

Whatever.

Tilbage til, hvad vi snakkede om før. Jeg elsker Nialls fans, de er simpelthen så søde, at det er helt overdrevet. Der var faktisk nogle, der sendte mig gaver på min fødselsdag. Hvor sødt er det ikke lige? Jo, meget sødt.

"Hvad står du og smiler sådan over?" lød det grinene fra min side, så jeg var sikker på, at jeg ville dø lige det øjeblik, men altså. Han er lidt retarderet, så det kan vel være lige meget.

Det øjeblik, hvor det går op for en, at man har sagt 'han' til en, I slet ikke kender.

Well, det er min ven, min homie, min pæl. Josh hedder han, og ja. Han er ret så retarderet, hvis I nu skulle gå hen og spørge.

"Josh, din retarderede abe," brokkede jeg og tog mig lidt til brystet for at understrege, at han altså forskrækkede mig helt vildt. Retarded Monkey. Det lyder jo egentlig godt!

Han grinede bare af mig og tog armen om mig. "Du elsker mig," grinede han og kyssede for sjov min kind. Jeg håbede i hvert fald, det bare var for sjov, ellers ville jeg ikke ane, hvad jeg så skulle gøre.

"Du har for høje tanker om dig selv," sagde jeg bare og vred mig ud fra hans greb og begyndte at løbe ned mod lokalet, hvor vi skulle have matematik i. Men selvfølgelig fik jeg ikke lov til det.

Vreden steg automatisk op i min krop, da jeg så dem. De stod og delte mundvand, og det fik mig ikke ligefrem til at hade ham endnu mindre. Han havde sgu fået hende til at falde for ham, hvilket helt sikkert var det, han gik efter lige fra starten.

Jeg havde mange gange diskuteret det med hende, men det  havde aldrig lykkedes mig at få hende til at slå op med ham. Hun var sikkert kommet ud for det ultimative; at falde for en dreng, der egentlig bare vil bruge dig.

Det havde jeg skam prøvet før. Da jeg var 16 år, var jeg fuldstændig skudt i ham her Jared, hvilket Niall egentlig slet ikke var vild med, men jeg kunne selvfølgelig ikke styre mine egne følelser, og jeg tror jeg datede ham i 4 måneder, før jeg fandt ud af, at han egentlig bare brugte mig for at komme over hans kæreste.

Selvfølgelig var jeg knust. Det er en forfærdelig følelse at have, og Niall blev da også en smule sur.

Hvis det overhovedet er begrebet.

Okay, han blev så sur, jeg ikke engang vil bruge tid på at beskrive hvor sur han blev, men han tog mig med hen for at give ham en skideballe, og ved du, hvad han bare sagde til det?

Hah, han sagde bare; "Så luderen havde altså noget i gang med en anden imens? Godt, jeg droppede hende,"

Så føler man sig altså trådt på, og Niall blev da også godt gal i skralden. Han slog endda fyren! Ja, kan I lige forestille Niall, min lille cupcake, slå en fyr? Og så på grund af mig?

Ej, så kan man altså ikke andet end at være en smule smigret, når Niall slår på en fyr på grund af, at han har knust en. Han er jo et lille harmløst lam!

Tilbage til virkeligheden, Faith.

Pointen er, at Lily slet ikke fortjener at blive behandlet på den måde, og jeg ville virkelig gøre alt for, at det ikke ville ske, men jeg var bange for, at det var det, der var ved at ske. Det var en del af hans lille spil.

I fredags var der fest, og han havde oven i købet bare gået hen og lagt an på mig, fuldstændig ligeglad med, at jeg kunne sige det til Lily. Enten var han for fuld til at tænke på det, ellers vidste han bare, at Lily på ingen måde ville tro på det.

Faith, det er nok en blanding af begge dele.

Ja, det er det vel nok. Jeg blev bare altid så sur, hver gang jeg så, hvordan de kyssede hinanden. Deres kærtegn og søde ord... Jeg kan ikke forklare det.

Det kaldes jalousi.

Jeg er ikke jaloux! Hun er min søster, og jeg føler virkelig, at jeg skal beskytte hende mod sådan noget som dette. Især, når jeg har oplevet det en gang, og det gjorde altså virkelig ondt dengang, skal jeg hilse og sige, og jeg vil altså ikke have, at Lily skal opleve det samme.

Hvis du siger det...

Det gik lidt op for mig, hvor lang tid, jeg egentlig havde kigget på dem, da jeg kiggede til siden og så Josh' nu alvorlige ansigt foran mig, inden han trak mig væk.

Jeg var ret sikker på, at Logan nåede at se mig, for jeg nåede kun lige at se hans klamme smil, der prægede hans ansigt, der matchede til smilet; klamt. Åh gud, jeg hadede ham.

"Du gør noget stort ud af noget småt," mumlede han og tog hårdere fat om min hofte for at trække mig tættere på ham. Vi var vidst nok på vej videre mod 3.g's klasselokale, som vi begge gik i, men jeg var ærligtalt alt for irriteret til at bekymre mig om det.

"Jeg kan bare ikke tage, jeg bliver tvunget til at se på det hele tiden," sagde jeg irriteret og kiggede kort ned i jorden. Det var hårdt at se min lillesøster elske en så falsk person mere og mere og bare vente på, at det hele brast sammen. Hårdere end det lige lyder.

Josh sagde noget, jeg ikke hørte, for han åbnede døren til lokalet lige da han sagde det, så jeg nåede det ikke lige helt at høre det, men hvis jeg kendte ham ret, beroligede han mig sikkert.

Alt var som det plejede - vikaren prøvede nyttesløst at få ro på drengene, for vi skulle selvfølgelig have vikar i matematik i dag. Det var fantastisk, for jeg kunne virkelig ikke fordrage Mr. Patel. Han var simpelthen så kedelig, og han havde da også dræbt mig et par gange på grund af kedsomhed.

Pigerne var dog hurtigt på pladserne og beundrede vikaren - se det var nyt.

Kig på ham, Faith. Ville du ikke også gøre det, når du får sat dig ned?

"Undskyld vi kommer for sent," Josh tog ordene ud af munden på mig, lige da jeg skulle til at have dem sagt. Nu da jeg tænkte over det, havde jeg slet ikke hørt, at klokken havde ringet, hvilket var Logans skyld. Udelukkende hans skyld.

Ja, skyd du bare skylden på ham.

Til mit forsvar stod han og var ved at æde min søster, og det kunne jeg altså ikke lade være med at kigge på, så det undskylder jeg mange gange for, samvittighed.

"Det er i orden, bare sæt jer ned," jeg kiggede op på vikaren, og jeg måtte ærlig talt erkende, at han altså var skruet godt sammen. Pigerne gjorde godt i at kigge drømmene på ham, for han var altså virkelig lækker, og det var da dejligt, jeg ikke var den eneste, der syntes det.

Jeg smilede kort til ham, og jeg kunne kun lige ane, at han blinkede til mig med det i øjnene. Du ved, når drenge plejer at flirte, har de det der specielle glimt i øjet? Ja, det havde han, og det skræmte mig faktisk en smule.

Okay, det var måske alderen, jeg tænkte på, men han lignede faktisk kun en, der var to år ældre end mig. De 21 år, ville jeg skyde på.

Forvirret gled jeg ned på sædet ved siden af Josh, og da vikaren endelig skulle til at sige noget, kom Logan brasende ind i klassen og forårsagede et par gisp rundt omkring i klassen. Sikkert på grund af forskrækkelse.

Eller på grund af hans fjæs.

Sig mig, plejer det ikke at være samvittigheden der siger, at der er et eller andet godt i alle mennesker og sviner aldrig folk til, udover den person, den er samvittighed for?

Du ser for mange serier og læser for mange ungdomsromaner. Desuden bliver der nødt til at være en i en krop, der snakker lidt grimt, når du nu ikke er i stand til det.

Jeg har ikke engang lyst til at kommentere på det der.

"Det ser lidt kedeligt ud," sagde vikaren, der havde skrevet sit navn på tavlen, så han altså hen Christophe, og bare ved dette indtryk, kunne jeg godt lide ham. Han kunne da se, det var kedeligt, det var da altid noget.

Jeg kunne høre nogle få mumle ja og nogle få foran mig nikkede for at overbevise ham om, at timerne altid var så kedelige. For ja... Vi lavede kun opgaver konstant, og vi gennemgik aldrig noget. Så hvis vi ikke kunne finde ud af en ting, så var det sgu synd. Så måtte man finde ud af det på en anden  måde.

"Hvad siger I til, at vi holder en fritime?" smilede han og kiggede endnu engang over på mig, hvorefter han blinkede. Okay, han var altså lidt uhyggeligt.

Det gik langsomt op for mig, hvad han sagde, da der lød høj jubel i klassen og pigerne skyndte sig over til hinanden for at snakke om drenge - højest sandsynligt om vikaren, da de alle sad og dånede over ham.

Og så var der dig, der synes han var uhyggelig.

Ja ja, whatever. Jeg elsker ham, for han har givet os fritime - yes mand.

***

Har jeg nogensinde fortalt jer, hvor meget jeg hader at være sammen med Josh og Zoe på samme tid?

Nej.

Det er en talemåde. Eller noget.

Jeg kan i hvert fald ikke lide det. Det er så akavet, da der ikke er nogen, der egentlig siger noget. Man går bare i stilhed og fordybet i sine egne tanker, som jeg så var nu.

I teorien burde det egentlig være mig, der lagde op til en samtale, men for at være ærlig følte jeg, at det for anstrengende. Jeg orkede ikke, da de aldrig interesserede sig for det samme. Og derfor var det for anstrengende og kompliceret.

Jeg var dårlig til at formulere den sætning, det kan jeg godt se...

Men pointen er, at jeg ikke rigtig har lyst til det. De ville begynde at skændes og alt muligt. De kunne ikke udstå hinanden. Hvorfor vidste jeg ikke, men de kunne i hvert fald bare ikke sammen af en eller anden grund.

Jeg ville bare så gerne have, at de kunne sammen. Det ville virkelig gøre underværker, for så skulle jeg ikke hele tiden være sammen med dem en af gangen. Når jeg nu i bund og grund gerne ville være sammen med dem på samme tid.

Et næsten lydløst suk faldt ud af min mund, og jeg gik allerførst i panik. Hvis de hørte det, ville jeg seriøst være død. De skulle jo ikke tro, jeg var træt af dem?

Siden hvornår er du begyndt at tænke på, hvad andre folk tænker om dig?

På et tidspunkt vel... Jeg ved det ikke, men det måtte vel være på et tidspunkt, ikke?

*Host* idiot *host*

Jeg er faktisk meget begavet at du ved det!

Hvis du bliver tilfreds ved det...

Jeg skulle lige til at svare min samvittighed igen inde i mit hoved, da min mobil begyndte at vibrere og spille sangen; "The Fox"

Den sang er seriøst noget af det mærkeligste jeg har hørt, og jeg griner hver gang, jeg hører det første omkvæd for det... Det er det mærkeligste i hele sangen, men jeg kan lide det... Rigtig meget endda.

"Det er Faith Brown, hvad skulle det være?" sagde jeg ind i mobilen, og da jeg hørte den sødeste latter og en irsk accent, der fint matchede min egen, kunne jeg ikke lade være med at stå op i et stort smil. Den dreng var altså noget af det bedste.

"FAAAITH!" stemmen fik mig til at tage forskrækket telefonen væk fra øret. Harry var som sædvanlig så ulidelig og pisse irriterende at være sammen med, selv over mobilen.

"Er du ude på at slå mig ihjel, dreng?" vrissede jeg irriteret, og jeg var faktisk virkelig tæt på at spytte ind i mobilen, hvilket hverken ville være kønt på den iPhone 5, jeg havde eller lyde kønt i den anden ende.

"Faith, skal du noget i aften?" det var Niall, der denne gang brød ind, og jeg tænkte mig hurtigt om. Jeg skulle ikke noget som sådan, jeg skulle bare arbejde på en opgave, men den kunne vel vente, hvis der var noget, han ville.

"Nej, det skal jeg ikke," fik jeg sagt, og jeg kunne bare igennem mobilen høre, hvor glad han egentlig blev af det. Han var virkelig kær, og jeg var jo næsten stolt af at kunne kalde mig selv for hans bedste ven. For det er virkelig en titel, man skal være stolt over at have.

"Jeg er hjemme hos Harry og Louis i øjeblikket, og du har hermed fået en invitation til gyseraften," måden han sagde det på, fik mig til at grine, hvilket fik Josh og Zoe til at kigge over på mig, og jeg sendte dem bare en smil.

Men helt ærligt. Jeg elskede gyserfilm, især dem med meget blod i. Kald mig, hvad du vil, men jeg er altså en pige... Man skal bare trække en masse af det pigede fra og vupti. Så har man mig.

"Det vil jeg med glæde," jeg prøvede at efterligne hans fine invitation, men det mislykkedes vist en smule, for han grinede bare af mig og sagde, jeg skulle komme klokken syv.

Jeg lagde hurtigt på og tænkte mig lidt om. Hvis jeg skulle være der klokken syv, skulle jeg gå en lang tur med Samsung først.

Jeg har fortalt dig, det er et sært navn.

Du kender min kreativitet! Jeg så en mega sej reklame for en Samsung Galaxy Young, tror jeg, da jeg skulle navngive denne søde Collie, og da jeg ikke magtede andet, blev det altså det. Jeg er så kreativ, du behøver ikke engang at sige det til mig.

Jeg skulle lige til at sige, jeg blev nødt til at gå, da en tanke passerede mig. Han sagde ikke noget om, at Zoe skulle med? Skulle hun det, eller var jeg bare fuldstændig forkert på den? Hun var jo trods alt hans kæreste.

Og som om han havde læst mine tanker, tikkede en sms ind på min mobil.

#Zoe må ikke komme med, hvis du altså er sammen med hende nu.#

Se, det var virkelig mærkeligt. Det måtte være noget i vejen, siden han mente Zoe ikke måtte komme med, og jeg havde mest af alt bare lyst til at sende en besked og spørge hvorfor, men jeg gjorde det ikke.

Jeg ville tage den i aften med ham, om han så ville det eller ej. Jeg blev nødt til at vide det.

"Jeg bliver nødt til at gå nu," sagde jeg kort og krammede dem begge to. Josh sagde hurtigt farvel, men der kom ikke rigtig noget fra Zoe, så jeg forventede egentlig bare, at jeg skulle gå.

På den anden side ville det være forsvarsløst at lade de to børn her blive alene sammen. De ville højest sandsynligt dræbe hinanden i mellemtiden, men jeg havde altså ikke tid til det.

Jeg vinkede kun kort til Zoe, inden jeg satte snuden hjemad.

Hvis jeg kendte Niall ret, skulle jeg højest sandsynligt sove der, så jeg skulle også pakke.

Jeg havde jo travlt!

***

"Hvem er klar til gys, det er jeg, det er jeg!" jeg tror, jeg burde gå til læge med det her. Og jeg var altså ret sikker på, at drengene tænkte det samme om mig, for de kiggede da i hvert fald mærkeligt på mig.

Gå til læge, du har brug for det.

Og tak til min samvittighed, der gjorde det hele bedre. Du må godt skride nu, og det var ironisk ment, hvis du ikke vidste det.

Drengene, der forresten sad og flækkede af grin over mit lille udbrud, konkluderede da også hurtigt, at jeg altså havde en lille skrue løs, og det gav jeg dem hurtigt enig i.

"Vi skal se Sidste Time, de dør alle sammen deri. Den er helt vildt god," sagde jeg og rakte dvd'en over til Louis, der sad foran dvd-afspilleren. Faktisk havde jeg været ude og hente popcorn, men de skulle ikke regne med at få noget, hvid de grinede af mig.

Undtagen Louis, han tog filmen på, hæh.

Men den er virkelig sej, den film. Der er en, der får en af hendes venners hoved ned på sig, og så står de alle sammen og kaster rundt med det, indtil der er en af dem, der løber skrigende væk. Jeg flækker af grin hver gang.

Okay, så jeg griner af folk, der dør. Don't judge me.

Vi alle dømmer dig i forvejen, så det betaler sig ikke at sige det der.

Jeg hader dig så meget, har jeg nogensinde nævnt det?

Jeg slog mig ned ved siden af Niall, der hurtigt tog armen om mig, men da det gik op for mig, hvad han egentlig ville, satte jeg mig ned på gulvet til Louis og gav ham popcornene.

Niall ville hellere have popcornene, end han ville have mig, snøft. Hav ondt af mig.

Ingen har ondt af dig, for det overrasker ikke nogen.

Jamen tak for medlidenheden!

Jeg lod bare mit blik glide over på Zayn, der sad og kiggede ud i den blå luft, og det undrede mig faktisk. Han plejede at elske filmaftener med drengene, men i aften havde han bare virket så fraværende. Som om han slet ikke havde lyst til at være her.

Men selvfølgelig ville han det. Det var hans homies, hans bros, hans BFF's, hans... Ja. Det var en smutter, du behøver ikke engang at spørge.

Den første døde i filmen, og selvfølgelig grinede jeg af det. Den film er genial. Alle folk dør, og jeg elsker af en eller anden grund, når folk i film dør. Jeg griner hver gang.

Jeg har brug for medicin, hjælp.

***

Forsigtigt lagde jeg min ekstra tandbørste, jeg havde her hos Niall tilbage i kruset. Jeg vidste ikke, hvor mange film, vi havde set, men vi havde set en del. Og det var alle splatter og en af dem hed vidst nok Lille Lise.

Den var virkelig sær. En lille pige, der var besat af en ond demon og dræbte begge hendes forældre, og da faren dør, stopper filmen. Sig mig, hvor ender hun så med at bo?

Jeg tænker for meget lige nu.

Jeg rystede på hovedet af mig selv og besluttede mig for at smutte ind til Niall. Jeg havde lånt en trøje af ham, og den duftede dejligt meget af ham, så det gav på en måde mig tryghed.

Det var faktisk lidt sjovt, at Niall og jeg sov på en seng, mens ejerne af huset + de andre drenge skulle sove på gulvet i stuen - fantastisk. Louis var nemlig så sej at give os hans værelse, hæh.

Da jeg lagde mig i sengen, lagde Niall med det samme hans arme om mig, og jeg fik lidt på fornemmelsen, at han var bange. Det havde altid været Niall, der var bange for gyserfilm og mig, der bare elskede dem så meget, at man skulle tro, jeg skulle giftes med klovnen fra It.

Men det havde jeg ikke lyst til - han var til gengæld lidt klam.

"Godnat Niall," grinede jeg og lagde mit hoved på puden, inden jeg trak dynen over os begge to, så jeg blev helt varm. Den duftede af Louis. Og nej, jeg rendte ikke rundt og lugtede til Louis konstant. Det ville desuden være uhyggeligt. Jeg vidste bare, hvordan han duftede.

Mine tanker fik frit løb, som de altid gjorde, når jeg skulle sove. De faldt hurtigt over på emnet om Zoe. Hvorfor måtte hun ikke komme med? Var der noget galt i deres forhold? Er det her ikke sådan noget man gør som kærester? Har Niall båret rundt på en facade?

Åh gud, jeg dræber jer alle sammen med mine spørgsmål. Jeg undskylder så mange gange, det har aldrig været meningen. Det er ikke sjovt, når I dør. Det er kun når mennesker dør på film.

Zoe havde haft en forandring i hendes væremåde. Hun var blevet til hende der sladderpigen, så jeg måtte selv have en eller andet latterlig facade oppe, hvor jeg lod som om, jeg lyttede på det, hun sagde, selvom jeg slet ikke gjorde det.

Det var så træls, og hun havde inviteret mig til en eller anden fest i morgen aften, lørdag, som jeg slet ikke gad med til. Rygterne ville alligevel blive ved, og jeg ville gøre det samme, som jeg altid gjorde.

Rygterne om, at jeg var den største luder på hele skolen, selvom jeg egentlig var jomfru. Jeg var ligeglad med, hvad folk tænkte om mig. Hvis de synes, jeg var en luder, måtte de jo synes det. Sådan er det jo, og jeg vil ikke engang prøve på at få dem til at tænke noget andet om mig.

Da jeg var mindre var jeg altid hende den kiksede nørd. Hende, der var så ufattelig god til alt, der havde noget med skole at gøre og duede ikke til noget som helst andet.

Derfor rendt drengene rundt og manipulerede med mig, bare for at få tolv i en eller anden latterlig prøve eller sådan noget, og nu var det altså payback time. Nu var det min tur til at manipulere med alle de fyre, der havde set ned på mig den gang. Og tro det eller lad være - det var jeg faktisk i stand til.

Det hele forgik på pigetoilettet, hvor folk som regel troede, vi knaldede, selvom det egentlig var mig, der havde tændt dem helt vildt meget for derefter at forlade dem.

De kunne jo vælge at sige sandheden. At jeg havde manipuleret med dem, men det ville selvfølgelig lyde totalt fejt af dem, så de sagde som regel, at vi havde hygget os totalt meget, og det havde jeg ikke noget i mod. Det viste jo bare, hvor feje de egentlig var.

For at vende tilbage til Niall og ikke bare snakke om mig konstant, så kunne jeg ikke klare, hvis Niall rendt rundt og bar rundt på en facade. Det ville gøre for ondt, og jeg havde ikke lyst til at se ham såret. Han var min lille cupcake, og hvis der var så meget som en, der krummede et hår på hans hoved eller hjerte, ville jeg personligt smadre dem.

"Sover du?" det gav et sæt i mig, da jeg kunne mærke Nialls ånde mod min bare hud endnu en gang. Han havde rykket sig tættere på, og han kunne højest sandsynligt mærke, hvis jeg rystede på hovedet, og det gjorde jeg derfor.

"Hvad tænker du så på?" spurgte han, og jeg vendte mig så om for at kigge ind i de krystalblå øjne, hvorefter jeg straks begyndte at forklare alt det, jeg havde siddet og tænkt. Og da jeg nævnte Zoe og hvad, jeg havde tænkt på med hensyn til hende og ham, spændte han i sine muskler.

"Det er gået skævt med Zoe og mig for tiden," hviskede han, og jeg kunne hurtigt mørke, at han var tæt på at græde, så jeg holdt lidt hårdere om ham. "Hun skubber mig længere og længere væk, og når jeg så spørger, hvorfor hun gør det, siger hun ikke noget men går bare væk, og det gør altså helt vildt ondt. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort for at kunne få hende til at gøre sådan noget, men noget har jeg vel gjort,"

At sige, jeg hadede Zoe, ville ikke engang være betegnelsen. Jeg sværger, hvis hun blev ved med at såre Niall på den måde, ville jeg personligt... Ja... Smadre hende som sagt før.

Jeg hørte egentlig ikke længere efter, og da det egentlig gik op for mig, at Niall var begyndt at græde, fik det mig hurtigt til at trække ham ind til mig og tysse på ham og sige, det nok skulle gå, men han troede ikke på det.

Dog holdt han hurtigt op med at græde og derfor var det inden længe mig, der lå i hans arme, hvor jeg på en måde følte, jeg hørte til.

Og inden længe var vi faldet i søvn i hinandens arme.

Jeg havde ikke sovet så godt i månedsvis.

 

Så er TDBLC skudt igang, og jeg har ærlig talt haft virkelig svært ved at skrive de her første kapitler. Jeg måtte slette hele det her kapitel + halvdelen af andet kapitel, fordi jeg simpelthen ikke var tilfreds med det. 

Så jeg undskylder ventetiden, men her er det så. Næste kapitel bliver ikke så langt som dette, men det overlever I vel nok. Det er med Zoes synsvinkel, så allerede i næste kapitel får I hendes tanker med jer, hihih :)

Nå, hvad synes I så om Faith? Er hun som I forventede? 

Tusind tak for likes, favoritlister og kommentarer - I får mig til at smile :)

Lots of Love.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...