Englevinger

'Englevinger' er en kort novelle jeg har udarbejdet udfra egen lyst, min primære inspirationskilde har været fra en bestemt begivenhed.
(Den er ikke autentisk)


6Likes
2Kommentarer
2239Visninger

1. Englevinger

Den første gang jeg så hende var på vejen hjem.

Det havde været en lang dag, og jeg glædede mig egentligt bare til at komme hjem.

Hun kom lige imod mig, på en hvid cykel med hendes lyse hår blafrende efter sig.

Forårets farver stod i en god kontrast til hendes lyse hud og blå øjne. Hun var smuk.

Hun mindede mig om vinterens sne, ikke den der grå sjap-sne, men den helt nyfaldene, hvide, engle sne. Hun passerede mig hurtigt med et blændende smil. Lige pludselig havde jeg ikke så travlt med at komme hjem, men hun var væk før jeg kunne nå at reagere. Fortumlet nåede jeg hjem. Jeg kunne ikke få hende ud af mit hoved. Hun dukkede hele tiden op i mit tankevirvar, lige meget hvad jeg tænkte på forbandt jeg med hende. Dagen efter ventede jeg spændt på at jeg skulle cykle hjem, chancerne for hun ville komme forbi igen, var ikke store, men det gjorde hun. Hun kom cyklende, endda smukkere end dagen før, og smilte endnu en gang til mig. Jeg fik en ubeskriveligt følelse. Sådan stod det på længe. Jeg cyklede til skole hver eneste dag, kun for at se hendes smukke smil på vejen hjem. Det stod på hele foråret. Vejret blev varmere og varmere, ferien stod lige for døren. Det havde været en særlig varm dag, vi havde fået tidligt fri fra skole og jeg cyklede langsomt hjemad, tog endda en omvej hjem. Hun kom cyklende på sin hvide cykel, hun havde pyntet den flettede kurv med fine blomster i sarte farver, idet hun kiggede på mig nøjes hun ikke med at smile, hun sagde sagte ’hej’ hvorefter hun forsvandt ned ad en anden sti. Jeg var lamslået. 

Det blev ferie, og jeg sørgede for jævnligt at cykle rundt. Jeg mødte hende hver dag, hun dukkede op hver gang. Men en dag var hun væk. Jeg cyklede længe rundt, stoppede endda op, og ventede på den sti hun altid kom cyklende fra. Jeg ventede 10 min, 30 min, en time, hun dukkede ikke op. Dagen efter så jeg hende heller ikke. Der gik en uge, jeg var begyndt at miste modet da hun lige pludselig kom cyklende på en himmelblå cykel. Hun sagde ikke hej, hun smilte ikke, hun cyklede lige forbi uden at værdige mig et blik.

Noget indeni mig blev knust, hun havde i en sådan grad påvirket mig, nu stod jeg til at miste hende. Hvad tænkte jeg egentligt på? Hun havde aldrig rigtig været min, hvordan kunne jeg overhovedet tænke sådan? Men det gjorde jeg. Dagen efter så jeg hende på lang afstand, den hvide cykel havde fået lange sorte ridser, kurven var skæv og blomsterne var visnede. Hun havde tårer i de smukke blå øjne. Mit hjerte sprang et slag over. Jeg bremsede hårdt og det gibbede i hende, idet hun stoppede cyklen. Vi stod lige overfor hinanden. Hun kiggede forskrækket på mig. Jeg betragtede hende. Det lyse hår lå smukt om hendes hoved. Hun havde en lys sommerkjole på og brune sandaler. Hendes blå øjne lyste. Hun var som en engel. Hun sagde ingenting, til sidst spurgte jeg om hun var okay. Hun smilte forsigtigt og nikkede. Jeg vendte min cykel og trak den ved siden af hendes, langsomt gik vi ad de snoede villastier. Vi snakkede ikke sammen.

Nu ligger hun ved siden af mig. Hun er ligeså smuk som hun var da jeg mødte hende , hvis ikke smukkere. Hver eneste dag minder hun mig om hvor heldig jeg er. Når jeg tænker tilbage til den dag vi første gang mødtes fyldes jeg med lykke. Selvom hun ligger kold og ubevægelig gør hun mig stadig varm og lykkelig selvom jeg aldrig lærte hende at kende. Når jeg vågner i morgen vil hun være væk, hun vil være en del af en drøm jeg ikke vil give slip på. Derfor skriver jeg det ned, så jeg aldrig glemmer hende. Jeg lader mine fingre røre hendes bløde underarm. Jeg kærtegner den lille tatovering der forestiller et par englevinger. Jeg betragter hende som hun ligger her. De blå øjne stirrer tomt for sig, de lyser ikke som de engang gjorde. Jeg lader mine fingre glider ned over dem så de lukkes. De lange øjenvipper buer smukt, små dråber ligger sig over dem. Hun er min engel. Hver gang jeg lukker øjnene hører jeg hendes englevinger flakse febrilsk i vinden. Hun styrtede ned i sin farlige færd. Derfor ligger hun her nu.

Jeg rejser mig og betragter hende en sidste gang. Englevingerne træder tydeligt frem på hendes lyse hud. Nu kan jeg med sikkerhed sige at hun er endnu smukkere end før. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...