Skyscraper (Justin Bieber er kendt)

Amanda Luisa Simonsen på 17 år fra Danmark, er for 7'ende gang på "ferie" i New York. Hun er datter af en rig finansmand, som dårligt har tid til hende. Når han endelig har tid til hende, så kan Amanda tage til "takke" for, at den smule opmærksomhed hun får af sin far er lutter kritik og lussinger i ny og næ. Nok er hendes far stor finansmand og tjener styrtende med penge, men alt hvad der betyder noget i hans liv, er arbejde, rejser, kvinder og lidt for meget wiskey til tider. Ja, Amanda har en skidt far og kærlighed skal hun søge længe efter. Amanda har da haft kærester, men på én eller anden måde går de i stykker efter et par uger til en måned. Hun kan ikke holde til de forhold, da alt går op i meningsløs sex. Amanda lider meget indvendigt og én dag i New York, tager hun en dramatisk beslutning, da hun står nede foran storbyens høje skyskrabere. Vil hendes liv ende eller vil en "engel" fra en helt anden verden redde hende?

160Likes
201Kommentarer
58225Visninger
AA

2. Mit liv i en nøddeskal.

Amanda's synsvinkel:

"Vi ses i aften!", blev der råbt fra en mandestemme og døren smækkede. Alt forstummede. Jeg satte mig træt op i sengen og gabte mine kæber af led. Jeg sukkede hårdt. Det var min far der var smuttet. Ærligt talt, hvor det dog ragede mig om han var her eller ikke var her? Jeg var jo alligevel intet i hans øjne, så det kunne vel være underordnet.

Jeg strakte mig i sengen og rejste mig. Jeg gik hen til vinduet og betragtede den enorme by her fra 17 sal. Ja, tro ikke at jeg var hjemme lige nu. Endnu engang var jeg blevet slæbt med på "ferie" til New York af min far. Han knoklede med sit arbejde og jeg manglede i realiteten aldrig noget, hvis vi altså snakker om matrielle ting?

Jeg sukkede og kiggede lettere op på den blå himmel. Der var mere smukt på himmelen med solen end nede på jorden.

"Gad vide hvordan det er at være en engel?", tænkte jeg fraværende. Ja, det var faktisk vanvittigt, hvor meget jeg tænkte på døden. Det var kun blevet værre år for år. Jeg ønskede mig død. Det måtte helt sikkert være et mere rart sted end hér på jorden.

Jeg gik hen til min iphone, der havde ligget til opladning i nat på sengebordet. Jeg kørte en finger over skærmen og så tre beskeder. En besked fra Mia, min bedste veninde i Danmark. Hun savnede mig helt sikkert? - og to beskeder fra Casper?

"Hvad vil han?", mumlede jeg og jeg gik ind og læste dem. "Hej smukke. Ville høre om du vil en tur med i biffen i morgen? - Casper." Kunne se at jeg havde modtaget den for ca seks timer siden. Jeg scrollede lidt ned til den næste besked han havde skrevet. "Bare glem det! Har hørt du er i New York, Bye! - Casper."

Jeg sukkede dybt. Det havde egentligt ikke generet mig, at bruge noget tid med ham. Han var virkelig røv-lækker og vildt populær i skolen. Jeg kendte ham ikke så godt, men jeg vidste, at der var mange piger der sukkede efter ham, inklusive mig selv. Jeg gad ikke svare ham, for hvad skulle jeg dog svare?

Jeg gik ind og tjekkede beskeden fra Mia. "Savner dig min blomst! :'( Ved godt at du rejste for tre dage siden, men livet herhjemme er aldrig det samme, hver gang du er væk. Håber snart du kommer hjem igen. Bare du får en dejlig ferie alligevel. Elsker dig min pige! - Mia."

Ja, okay jeg tager mine ord i mig, at jeg ikke føler mig elsket. Mia er en undtagelse. Hun er mit et og alt, men alligevel leger mine tanker med døden. Forfærdeligt ikke? Jeg skrev til hende igen. Klokken måtte være omkring eftermiddag for hendes vedkommende, så hun havde nok fri fra skole?

"Hej smukke. Er lige vågnet. Så er min far endnu engang smuttet på arbejde. Ved ikke hvad jeg skal foretage mig ud over lektier? Tager nok på sightseeing igen igen. Er noget trivielt, men man møder da en masse nye ansigter hver dag hér i byen. LOL! Savner dig mere end noget andet Miamus. Hils de andre! Vil smutte i tøjet og få lidt ud af dagen! Elsker dig. Knus Mandy. - Amanda." Jeg sendte beskeden afsted.

Ja, Mia kaldte mig Mandy som den eneste, da hun betragtede mig som halv dansker og halv amerikaner selv om jeg slet ikke havde en eneste amerikansk rod i familien. Lidt skørt, men jeg boede halvdelen af mit liv i Amerika, mest New York, da størstedelen af min fars finanser var hér. Hvorfor vi ikke bare boede i Amerika var fordi min far havde mange klienter i Danmark også. Forvirrende og stressende liv? Jeps! kunne ikke beskrives bedre.

Jeg gik ud på badeværelset og tog mig en hurtig skyller under bruseren. Gad bare ikke det store idag, eftersom jeg havde taget et bad i aftes. Jeg vågnede endelig efter at have stået under bruseren i knap en halv time. Sagde jeg noget om en hurtig skyller? Bare glem det! Jeg havde bare nydt de varme stråler mod min hud. De dulmede lettere og jeg måtte også sørge for at skylle blodet væk, der havde dryppet smukt fra mit højre håndled.

Smerten havde været øjeblikkelig, men også frydefuldt og hver gang jeg skar i mig, gav det mig et væld af fantastiske følelser. Det er der vel ikke noget forkert i vel? Jeg kender flere fra min vennekreds der skærer i dem selv. Bare lidt underligt, at det er størstedelen af mine rige venner, der gør det? Det er vel en trend?

Skulle jeg ikke hænge mig i, men for mig var det ikke bare en trend, men et øjeblikkelig nydelse og for at få ro i sindet over alle de dumme tanker jeg ellers kæmpede imod. Jeg kunne skrige så højt, at jeg nok kun ville være den eneste der kunne høre mig. Sådan var mit liv virkelig. Levede og opfostret i et glasbur. Jeg skulle ses men ikke høres. Hurra jeg var lykkelig! NOT! Hør lige sarkasmen i det ikke?

Jeg fik tørret mig og placerede et halvstort plaster på mit håndled. Ville ikke risikere at bløde på noget af tøjet. Min far skulle ikke se det. Jeg vidste der ville falde brænde ned. Han ville slå mig og blot slå fast, at jeg var dum, uvidende og utilregnelig. At jeg blot var en skide tøs med udseendet med mig. Jeg skulle bare makke ret efter ham, så jeg kunne komme med som et slags blikfang, når han slæbte mig med til hans forretningsmiddage i storbyen.

Alt andet end det, var fuldstændigt ligegyldigt. Jeg var en smuk pige af udseende. Mit lange lysebrune glatte hår der gik til midten af ryggen og mine klare gråblå øjne, min afdøde mors trutmund og den slanke skikkelse, kunne få folk til at tro at jeg var en supermodel af høj kaliber, men NEJ. Jeg var blot mig med dårlig selvtillid og så kun det smukke i make-up, som jeg kunne skjule mit ansigt i.

Ergo make-up fik jeg lagt et pænt lag mascara og en klar rød lipgloss på mine læber. Jeg holdte tøjstilen enkelt idag med sort og ret enkelt bh-sæt, tog en hvid t-shirt med print foran. "Troublemaker", stod der. Hah, se lige det sjove i det ikke? Tog et par skinny lyseblå jeans på og hoppede i mine røde Converse og endte looket med en sort strikhue og et par sorte Ray Bans i ansigtet. På den måde var jeg bare anonym i New York. Ville jeg i realiteten også helst være.

Jeg greb efter min lille lysebrune rygtaske fra Louis Vuitton. Alt var deri, så intet blev glemt. Jeg forlod lejligheden uden så meget som at spise morgenmad. Jeg kunne ikke. Spiste meget sjældent morgenmad, da jeg nærmest aldrig var sulten. Jeg var dog ikke mager, men min far troede at jeg led af spiseforstyrrelser. Gjorde jeg bare ikke. Det kunne ligne det, men jeg gjorde det ikke. Jeg var normal, bare uden appetit på mad eller livet for at være mere specifik.

Jeg nåede hele vejen ned på gaden og gadebilledet stod bestemt ikke stille. "Good morning Miss Simonsen, I wish you a nice day!", kom det ovre fra Jones af. Jeg smilte svagt hen til ham. Han stod som sædvanlig vel placeret i sit stiveste pus med høj rød hat og lang rød coat og sorte bukser og blankpolerede sorte sko. Han var pænt meget neger at se på, men én af de rareste mennesker jeg kendte hér i New York. Han udførte sit arbejde som dørpasser ved indgangen til alle lejlighederne med glans. Han var flink og sød og aldrig sur at se på. Det var til trods for, at han fik racistiske øgenavne på vejen af visse forbipasserende mennesker på gaden.

"Good morning Jones! Wish you the same!", svarede jeg med et smil. Jones smilte stort, så hans store tandpastahvide smil kom til syne. "So what should the young lady do today?", spurgte han høfligt. Jeg smilte svagt. "Just some sightseeing!", svarede jeg blot. Jones nikkede og hilste mig høfligt farvel.

Jeg vinkede og gik. Jeg kunne i realiteten bare hoppe ind i en limousine, men det gad jeg ikke. Jeg havde det fint med at gå rundt og så hoppe på de tilfældige busser, der måtte komme forbi mig. Jeg havde aldrig rigtigt nogen plan for hvor jeg skulle hen. Jeg hoppede bare på en bus og hoppede af, hvor jeg end måtte finde noget interessant at se på. Selv om storbyen osede af lutter betonbygninger på rad og række. Jeg kunne sagtens finde rundt, så det var ikke noget problem. Men det at jeg bare hoppede på tilfældige by-busser gav mig et andrenalin-kick og spænding i maven over hvad det næste ville være, som jeg ville møde.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...