Skyscraper (Justin Bieber er kendt)

Amanda Luisa Simonsen på 17 år fra Danmark, er for 7'ende gang på "ferie" i New York. Hun er datter af en rig finansmand, som dårligt har tid til hende. Når han endelig har tid til hende, så kan Amanda tage til "takke" for, at den smule opmærksomhed hun får af sin far er lutter kritik og lussinger i ny og næ. Nok er hendes far stor finansmand og tjener styrtende med penge, men alt hvad der betyder noget i hans liv, er arbejde, rejser, kvinder og lidt for meget wiskey til tider. Ja, Amanda har en skidt far og kærlighed skal hun søge længe efter. Amanda har da haft kærester, men på én eller anden måde går de i stykker efter et par uger til en måned. Hun kan ikke holde til de forhold, da alt går op i meningsløs sex. Amanda lider meget indvendigt og én dag i New York, tager hun en dramatisk beslutning, da hun står nede foran storbyens høje skyskrabere. Vil hendes liv ende eller vil en "engel" fra en helt anden verden redde hende?

160Likes
201Kommentarer
58230Visninger
AA

10. Lang vej til kærligheden...

Amanda's synsvinkel:

Alt føltes pludseligt så tomt og trist. Det havde været utroligt, at jeg havde gået uvidende fra lejligheden i morges om hvad jeg ville komme til at opleve? Tæt på døden, mødt en engel,  forelsket mig som besat og nu følte jeg bare ALT var tomt for mig? Jeg kunne intet forstå, at min drømmedag kun havde varet få timer. De timer jeg havde tilbragt med Justin. 

Justin Bieber - Smag på navnet: Justin Bieber! Navnet der kunne få næsten enhver teenage-pige's hjerte i brand. Navnet indikerede på berømmelse, rigdom, velgørenhed, idol, et lækkert huk, en kærlighed uden lige, uselviskhed, spænding, sjov, nuttethed, sexet som bare pokker, drømmefyr, fantasi, indbildning - HOV HOV! Ikke for mig! Lille jeg havde åbenbart været det rigtige sted, med de forkerte tanker og nu var Justin Drew Bieber ikke bare definitionen af en drøm. Nej han var min! Min helt egen - Min livredder! - Min engel! - BARE MIN! Det var slet ikke til at fatte? 

Jeg sukkede hårdt over tanken, at Justin snart ikke var i New York længere, nej ikke engang i selve landet Amerika. Sukkede endnu engang og kunne dårligt tage mig sammen til at blive færdig med den matematikprøve, jeg skulle aflevere i morgen. Mine klassekammerater skulle aflevere i dag, men det var også fordi at Danmark var forud i forhold til Amerika. Forvirrende? Ja, sikkert! 

Jeg behøvede tankerne lidt væk fra de regneopgaver, så jeg rejste mig fra mit computerbord og begav mig ud i køkkenet, for at snuppe en kold Cola fra køleskabet. Jeg åbnede dåsen og nød den kølige drik i mit svælg. Jeg hørte pludseligt nøgler rumstere ude fra vores hall. Ja, altså danskerne ville nok sige en entré eller gang, what ever, men her i Amerika hed det en hall, om den så var få kvm2 lille til det kunne være størrelsen på en luxusstue. What ever! Vores var omtrent 30 kvm2, så nej! Den var IKKE lille. Al den forpulede plads vi havde og så stod der ved gud kun en stumtjener, en skoreol og en éntre-komode og "fyldte". LOL! 

Jeg blev blot stående i køkkenet og betragtede manden i det stiveste mørkegrå jakkesæt fra Ralf Lauren. Hah! Han stod ovre ved det lille tobaksbord, ja det kaldte jeg det, for det var ALTID dér han havde sine smøger, Havanna cigarer og piben. Ja føj, hvor kunne den mand ryge! Ja, ryg og rejs! Det udtryk passede så godt på ham. Min far var ikke gammel eller grim bare pga hans klamme vaner. Han var eftersigende en flot "ungkarl" - retter den lige: "Enlig ungkarl" på 43 år. Mange kvinder sukkede efter ham, ja selv dem på min alder eller måske lige et år ældre, for han duskede ikke piger under 18 år! Damn, hvor var han dog omsorgsfuld! ja, det skulle lyde sarkastisk, ikke? Han stod og tændte en cigaret. Gudskelov, det kun var det, for hans pibetobak var virkelig modbydelig. 

Han gik hen til den ene lænestol og tog sin habitjakke af og foldede den på vrangen for der efter at lægge den hen over lænestolen. Jeg sukkede. Hans evindelige vaner og rutiner. Aldrig var der noget forkert han gjorde. Hans hverdag var nøje planlagt, som fulgte det et strengt skema. Han løsnede knapperne på sin hvide D&G skjorte's ærmer og rullede ærmerne op og begav sig der efter hen til døren til balkonen og åbnede den og gik ud, for at ose videre. Damn, hvor jeg kendte den mand. Ikke andet end rutiner og selv om han helt sikkert vidste at jeg var hjemme, så sagde han ikke frivilligt "hej" til mig, nok ikke før han automatisk stødte ind i mig. Jeg sukkede og hørte nu hans mobil ringe og han tog den selvfølgelig. 

Jeg kunne ikke rigtigt høre ham snakke, men noget sagde mig, at det var en kvinde han snakkede med, for han brugte sin sexede maskuline stemme og han trak på mange af ordene, som om han nærmest fik orgasme over det. Pisse klamt! Jeg gad ikke værdige ham et blik længere, så jeg gik ud af køkkenet og krydsede stuen, mod mit værelse med min Cola i hånden. 

Jeg mærkede pludseligt en hånd på min skulder. Jeg stoppede og sukkede. 

"Får man ikke engang, et velkommen hjem søde far?", spurgte han bag mig. Jeg sukkede og vendte mig om og smilte sarkastisk. 

"Velkommen hjem søde far!", svarede jeg sarkastisk og skulle til at vende mig om, men han stoppede mig og greb hårdt fat i mit højre håndled. Han gloede olmt på mig. 

"Oh shit!", tænkte jeg gruende. 

"Hvad fanden er det?", spurgte han vrissent. Jeg krympede mig lettere. 

"Jeg kom til at brænde mig på kogepladen i køkkenet i morges!", løj jeg. Jeg ville virkelig ikke opdages. Min far så skulende på mig. 

"-Og hvorfor tror jeg så ikke lige på det Amanda?", spurgte han olmt. Jeg mærkede et par tårer presse sig i min øjenkrog. 

"Men det er rigtigt! Du må tro mig!", snøftede jeg frustreret. Min far tog det åbenbart ikke for gode varer, for han slap ikke det hårde greb om min arm og med sin venstre hånd rev han plastret af og frem kom de hævede fine lange og lige ar til syne. Jeg kunne lige forestille min far's tindinger hæve sig i vrede. Jeg turde bare ikke se på ham, men stod blot og kneb øjnene sammen og vendte hovedet væk. 

"SE PÅ MIG!", råbte han, så jeg kunne føle spyttet flyve ud af hans mund på siden af mit ene ansigt. 

"Nej!´", hulkede jeg skrækslagent. 

"Nu ser du kraftedeme på mig, Amanda!", gentog han med en hvislende og hadefuld stemme. Jeg så forsigtigt på ham og jeg nåede ikke at reagere, da jeg pludseligt mærkede en kraftfuld hånd i ansigtet og jeg lå fortumlet på gulvet og tudebrølende tog mig til den forslåede kind. Han bukkede sig forover mig. Hans øjne lynede. 

"Det kan lære dig fremover ikke at lyve, ynkelige tøs! Lav dine lektier og så sørger du kraftedeme for at blive på værelset resten af tiden til i morgen!", kom det vredt fra ham og sekunder efter smækkede han døren efter sig med et brag. 

Jeg hulkede og lod mig ligge på det halvbløde rya-gulvtæppe. Jeg var ulykkelig og bange. Jeg vidste godt, at det kun kunne blive værre af det, men mine tanker om at bevæge mig ud på badeværelset og så begynde at skære videre i mig lå mig meget på sinde, men efter mødet med Justin i dag, så havde jeg svoret mig selv, at jeg ikke ville gøre det mere og det var til trods for at tanken om hvor frydefuldt, det ville føles når jeg skar i mig selv for at kunne holde den ulidelige smerte ud, som min far gav mig. Jeg havde en indre magtkamp og lå bare bange og stortudende på gulvet. 

"Hjælp mig Justin, hjælp mig!", hviskede jeg hulkende ud i værelset........

"Brrrrrr... brrrrrrrrr... brrrrrrrr.... brrrrrrrr....", vågnede på gulvet ved lyden af min iPhone der brummede for fulde gardiner ovre på mit computerbord. 

Jeg rejste mig med besvær og sprang hurtigt hen til min iPhone. Jeg nåede desværre ikke at tage den, men så tre ubesvarede opkald. Jeg gik ind i opkaldslisten og mit håb blev vagt til live, da jeg kunne se, at det havde være Justin, der havde prøvet at få fat i mig alle tre gange. Jeg skulle til at ringe ham op, men han kom mig i forkøbet og jeg tøvede ikke med at tage den. 

"Ya?", svarede jeg med et knæk i stemmen. Ja, jeg var seriøst tæt på at græde, pga savnet til ham. 

"Baby? Why haven't you respond the calls the other times? I've been so worried about you!", svarede Justin. Jeg kunne ikke holde mine snøft tilbage. 

"I slept!", svarede jeg med et smertende hulk. 

"Well, are you crying baby? Why? I don't like that. Now do not you do something stupid, do you?", svarede Justin i den anden ende. 

"No!", svarede jeg grådkvalt. 

"Promise med baby, don't do anything stupid!", gentog han. Jeg snøftede og satte mig hen i min seng. 

"I promise Justin!", svarede jeg snøftende med et knæk i stemmen. 

"Good girl, I really miss you! I'm so lonely here in Asia, even though I've got a great greeting!", forklarede han stille og jeg kunne høre, at han talte sagte med en speciel kærlig stemme. Han lød virkelig dejlig og beroligende. Jeg nikkede med et grådkvalt smil. 

"Do you miss me, baby?", spurgte han stille. Jeg nikkede. 

"Ya I do! Pretty much!", svarede jeg med et lille knæk i stemmen. 

"Awe baby, can't wait to see you again! I think that I have become dependent on you?", kom det med et lille kærligt grin fra ham. Jeg kunne ikke holde mine små grin væk. Det var sådan en dejlig følelse, at han formåede at opmuntre mig, bare ved at jeg kunne høre ham i telefonen. 

"I also believe that I have become dependent on you. I can not stop thinking about you, I miss you so much. Wish you were here and hold me so I could fall safely asleep!", svarede jeg med små snøft og en knude i maven. Jeg savnede ham virkelig. Jeg hørte et lille grin fra ham.

"Oh baby, I'd love more than anything else. Just lie and put you while you lay in my arms. You should never fear no more! I would guarantee you that!", kom det med en grødet og kærlig stemme. Jeg mærkede knuden i maven blive større på grund af savnet til ham, men jeg følte samtidigt en masse varme i kroppen over hans trøstende ord. 

"When can we meet again, Justin?, I know that I ask so quickly and that we have not even been separated for very long yet, but I really miss you, I'm afraid to be alone at home!", forklarede jeg i snøft. 

"Aww baby, why?", spurgte han stille. Jeg kunne mærke en tåre bane sin vej ned ad min kind. Ja, det var slet ikke sjovt, det her. 

"My father beat me again just because he discovered my patch on my wrist! He can not stand when I cut myself, he beats me every time! He has shut me in my room without dinner or something and I must not get out of the room before tomorrow morning. Justin, I'm afraid, and the idea of ​​cutting myself continues to lure, but I have promised myself that I would not cut myself anymore, but still comes the thoughts. Justin, what should I do?", forklarede jeg stille og kunne ikke lade være med at græde. Jeg hørte et hårdt suk i den anden ende. 

"Oh baby. I feel with you. I wish that I could take you with me, but you're still only 17 years, so it will be a breach of the law if I took you with me. Your father would with warranty send lawyers after me. Unfortunately I have to stick to the law, but I promise you that I'll be visiting you soon. You do not deserve to be treated like this, be sure to fight against razor-blades. Fight all you can, I know that you can and never hesitate to call me anytime. I will always be there to support you also through the phone. As I also said to you this afternoon. I keep my word!", forklarede han. Jeg snøftede stille men nikkede.

"I understand, Justin and I call you when I need it. It's just a battle sometimes and usually I have not been accustomed to ask for help. This is all new to me.", svarede jeg stille. 

"I know baby, but I'm always there for you. Believe it!", svarede Justin med et medfølende stemme. Jeg nikkede med et lille suk og lagde mig ned i sengen. 

"Justin?", spurgte jeg stille. 

"Yes baby?", svarede han. Jeg tøvede et øjeblik med at spørge, men så kom jeg i tanke om Justin's ord, så jeg vovede mig alligevel. 

"Will not you sing a song for me that I can fall asleep to?", spurgte jeg i fare for at han ville synes, at jeg var vildt mærkelig. Han grinte sødt i den anden ende. 

"Of course baby! Any song?", spurgte han med et lille grin. Jeg fniste lidt. 

"Yeah, just it's a song I can settle on!", svarede jeg med et lille smil på læben. 

"Okay baby! Just a second!", grinte han stille og der gik vidst kun et kort øjeblik, inden han begyndte at synge. 

"I'd wait on you forever and a day

Hand and foot
Your world is my world
Yeah
Ain't no way you're ever gon' get
Any less than you should
Cause baby
You smile I smile (oh)
Cause whenever
You smile, I smile
Hey hey hey

Your lips, my biggest weakness
Shouldn't have let you know
I'm always gonna do what they say (hey)
If you need me
I'll come runnin'
From a thousand miles away..."

Bare lyden af hans rolige sangstemme og stille sang, fik mig stille i drømmeland, der gik ikke længe.......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...