Skyscraper (Justin Bieber er kendt)

Amanda Luisa Simonsen på 17 år fra Danmark, er for 7'ende gang på "ferie" i New York. Hun er datter af en rig finansmand, som dårligt har tid til hende. Når han endelig har tid til hende, så kan Amanda tage til "takke" for, at den smule opmærksomhed hun får af sin far er lutter kritik og lussinger i ny og næ. Nok er hendes far stor finansmand og tjener styrtende med penge, men alt hvad der betyder noget i hans liv, er arbejde, rejser, kvinder og lidt for meget wiskey til tider. Ja, Amanda har en skidt far og kærlighed skal hun søge længe efter. Amanda har da haft kærester, men på én eller anden måde går de i stykker efter et par uger til en måned. Hun kan ikke holde til de forhold, da alt går op i meningsløs sex. Amanda lider meget indvendigt og én dag i New York, tager hun en dramatisk beslutning, da hun står nede foran storbyens høje skyskrabere. Vil hendes liv ende eller vil en "engel" fra en helt anden verden redde hende?

160Likes
201Kommentarer
59478Visninger
AA

7. Just a kiss!

Justin's synsvinkel:

Damn, hvor jeg faktisk nød, at se Mandy smile og grine. Jeg var helt sikker på, at jeg havde formået at gøre hende glad. Der skulle vist heller ikke meget til fra min side af. Hun havde jo ellers været bundulykkelig og usikker. Så det at se, at jeg kunne gøre hende glad, betød en masse for mig. 

"So where are we going to eat?", spurgte Mandy med et lettere genert smil. Jeg smilte charmerende. 

"A place called the Blue Lantern!", svarede jeg med et smil. Mandy smilte stort. 

"Really? I've been there a few times before with my father to his business dinners, it is a really good restaurant, it is you who have chosen to eat there?", spurgte hun yderligere. Jeg smilte. Lidt sjovt sammentræf, men jeg havde ikke spist der før overhovedet. Det havde min mor i øvrigt op til et par gange, så det var altså hende der havde valgt stedet. Jeg rystede på hovedet. 

"No, it's my mother who had chosen the place. She has eaten there a few times, but I am glad that you know the restaurant and likes it. Only good signs, sweet!", grinte jeg. Mandy nikkede med et stort smil. 

"You can look forward Justin. This is a beautiful and pretty fancy place. There is a reason why it's called the Blue Lantern!", grinte hun. Jeg så forbløffet på hende. Ja, nu blev jeg jo nysgerrig. 

"Well, explain why, dear?", grinte jeg smøret. Hun nikkede og slikkede i sekunder hen over sine læber, så jeg sad i trance i millisekunder.

"Damn, det så jo ligefrem lækkert og frækt ud, det hun gjorde!", tænkte jeg lettere fraværrende og kunne ikke fjerne mit fokus fra hendes fyldige, knaldrøde læber og jeg kom vidst selv til at slikke mig nervøst over mine egne læber. Mandy grinte og nikkede og på den måde brød hun min stirren på hendes mund. 

"Well, the place is bathed in fancy and futuristic sculptures and blue colors in many shades, there is only soft lines and there is a little underwater atmosphere with large aquariums and beautiful tropical fish, so there is comfort in the restaurant whether it is broad daylight or late evening. The restaurant in the habit of transforming into a disco every Friday and Saturday!", forklarede hun. Jeg nikkede med et stort og overrasket smil. 

"It sounds exciting. I look forward to getting to go!", svarede jeg med et stort smil. Mandy nikkede med et genert smil. Var nu pænt utroligt, så genert hun hele tiden var. Hun begyndte at grine og jeg undrede mig en anelse. 

"What's so funny?", spurgte jeg interesseret. Hun smilte smøret til mig, ja ligefrem på en pokkers charmerende måde, jeg ikke kunne modstå. 

"Well, I am happy that my father do not see me coming at the restaurant in this outfit I am wearing right now. He would get a flip on me!", grinte hun akavet. Jeg så på hende med et løftet øjenbryn.

"Seriously?", spurgte jeg undrende. Hun nikkede med et sarkastisk smil. Seriøst, der måtte da være et eller andet galt med hendes far, hvis hun ikke kunne tillade sig at komme i restaurant i det smarte tøj hun ellers havde på nu. Kunne slet ikke se, hvad pokker der skulle være i vejen med hendes valg af tøj i dag, for jeg syntes bestemt, at hun så pokkers dejlig ud.

Ja, indrømmet! Jeg havde vidst nok gloet på hendes røv i hendes skinny jeans op til flere gange i dag, men jeg sagde ikke noget om det. Ville nødigt sende forkerte signagler til hende. Hun havde nok mest brug for støtte og en ven i den svære periode hun havde kæmpet med. Det var nok ikke lige en flirt eller kæreste hun søgte efter og det måtte jeg respektere.

Jeg kunne i princippet have sagt ja tak til en date med hende pigen, der var blandt publikum i studiet i dag, men der var en grund til, at jeg inddirekte takkede nej. Jeg var desværre blevet rigtig gode venner med Mandy og selv om hendes lave selvtillid var et minus, så så jeg en masse smukke kvaliteter i hende og ikke bare det, så var hun i forvejen en virkelig smuk og attraktiv pige. 

Hun var SÅ MEGET min type. Hendes perfekte former, dog en anelse tynd, men det var ikke for tyndt. Hun var på grænsen, så hun gik an og hendes fantastiske lysebrune hår, den røde fyldige mund, der henledte mine tanker på fantastiske kys og fræk sex og så havde hun meget smukke øjne.

Alt i alt, den perfekte drømmepige, men desværre havde hun det svært psykisk, så helt sikkert, at hun ikke så sig om efter en kæreste lige nu. Hun havde brug for støtte og en ven hun kunne stole på og lige dér syntes jeg, at jeg kom perfekt ind i billedet. Bare de få ting jeg havde gjort for hende på de få timer, der havde gjort hende så glad. Jamen, det var jo fantastisk!

Vi nåede frem til restauranten og én eller anden havde luftet, at jeg skulle mødes med min mor til sen frokost, men jeg agtede ikke at hænge mig i det, da jeg bare ville gøre alt for at nyde dagen med Mandy og det at se min mor igen efter et pænt stykke tid, var bare skønt. Jeg havde i pricippet haft ret travlt med at indspille sange til et nyt album og det skulle lige siges, at jeg bestemt ikke havde siddet på den lade side. Skulle allerede rejse i aften, da jeg skulle videre på tournéen. Ja, kom endelig ikke at sig, at jeg var den dovne type, for det var jeg vidst langtfra. Somme tider ville jeg da faktisk tillade mig, at jeg kunne den slags, men hvem prøver jeg at narre?  Jeg sad lidt tøvende og gloede ude på de opstimlede paparazzi's, der stod nærmest utålmodige og ventede på, at jeg skulle stige ud af bilen, der holdte et lille stykke fra restauranten på den åbne gade. Jeg sukkede. Scooter så på mig med et skævt smil. 

"Are you ready, Justin?", kom det opmuntrende fra Scooter. Jeg pustede hårdt ud og så et øjeblik ned i gulvet og rystede svagt på hovedet. Jeg var seriøst ikke meget for al den tumult omkring os. Ja, det var ligefør, at jeg hellere ville foretrække mine fans omkring mig. Det var noget andet med pressen og paparazzi's. De var som blodsugende igler, der tømte og drænede mig. Ja, behøver jeg at forklare mig nærmere, at jeg ganske enkelt ikke kunne lide dem? Alle deres løgnhistorier og rygter om mig og små næsten uskyldige historier, der blev pustet op til det rene vanvid, bare fordi sådanne historier sælger!

"Hvornår træder Justin Bieber i spinaten?" "Hvad er hans næste handling?" "Justin Bieber på stoffer, sandt eller falsk?" "Justin Bieber utro!" "Justin Bieber spytter fans i hovedet fra balkon af!" "Justin kaster spydige ord på ex-president Bill Clinton!" "Justin Bieber pisser i gulvspand i restaurant!" "Justin Bieber tropper nøgen op foran hans bedstemor og spiller en fødselsdagssang for hende, se billederne!" - Nå ja, den historie var vist ikke ligefrem løgn? LOL!

Men nu var det bare generelt, hver gang jeg trådte lidt ved siden af, så blev nyhederne buset ud til det allerværste, så de faktisk overskyggede alt det gode jeg ellers gjorde. Mange folk hadede mig, bare pga små fejltrin, som hver andet menneske faktisk selv kunne finde på. Jeg var for pokker bare et menneske og jeg havde ligesom alle andre brug for at flygte lidt fra virkeligheden nu og da.

Jeg gav mig fuldt ud af alt hvad jeg overhovedet kunne. Jeg kæmpede for en masse gode ting, gav mig tid til andre i nød og satte mig sjældent i første priotet. Jeg yndede og elskede at se glæden i folks ansigter, når jeg gjorde noget fantastisk for dem. Jeg havde forkastet min private barndom, blot for at ofre det hele på karrieren og det var nok derfra alt stammede, at jeg til tider kunne finde på vildt mærkelige og utænkelige påfund og jeg gjorde det ikke fordi jeg var kold eller ligeglad med mennesker, for det passede slet ikke! Jeg var bare en verdenskendt teenager med narrestreger i baglommen til tider.

Jeg ønskede ikke, at hele verden skulle se mig som slem, men jeg var jo for pokker kun et menneske. Langtfra perfekt og jeg trådte så simpelt bare i spinaten til tider! Vil I seriøst hade mig for det? Jeg mærkede en spinkel hånd lægge sig på min på mit skød og jeg så op og så Mandy lige i øjnene. Hun smilte forsigtigt. 

"If I can fight, you can also Justin! They are just ignorant of everything! Do not worry about them. Push them away. You have given me so much today in such a short time. To help and support me and I will do the same for you, you know!", kom det opmuntrende fra Mandy. Jeg smilte og nikkede og gav hende et flygtigt knus.

"Thank you, sweetie!", svarede jeg med et lille smil.

"Shall we?", spurgte hun yderligere med et lille smil. Jeg nikkede med et stort smil. 

"Yes, we'd better. My mother waiting for us in there!", svarede jeg med et smil. 

"Well, let's go!", tilføjede Scooter og han gik ud først og straks kunne jeg høre en masse folk råbe i mundene på hinanden. Helt sikkert, at det var pressen? Kenny steg ud foran og Chelle steg også ud, så det endte med at jeg og Mandy sad tilbage i bilen. Det var helt vanvittigt som jeg tøvede. Scooter stak hovedet ind ad døråbningen. Han smilte.

"Are you guys coming?", spurgte han. Jeg nikkede.

"Just a second!", svarede jeg lettere nervøst. Gal, hvor kunne de paparazzi's råbe udefra. Jeg så med et nervøst smil på Mandy. Hun smilte forsigtigt og nærmede sig mit ansigt. Jeg mærkede mit hjerte hamre hårdt i brystet. Sig mig, drømte jeg? Sekunder efter mærkede jeg hendes læber omkranse mine. Nok var det ikke noget stort kys, men det var et kys på læberne, der fik en masse sommerfugle i maven til at gå amok. Hun fjernede sig sekunder efter og jeg følte, at jeg stadigt kunne føle den sitrende følelse på mine læber, som hun havde efterladt. Jeg smilte overrasket på hende. 

"Why did you do that?", spurgte jeg lettere paf. Mandy smilte rødmende og rystede svagt på hovedet. 

"I do not know? Maybe a bit to get you to relax more? I do not hope that it was wrong of me that I gave you a little kiss? I just wanted to cheer you up!", svarede hun. Jeg smilte og kunne mærke varmen i kinderne brede sig. Jeg nikkede. 

"It's quite alright sweet. Now I've actually feel better. Amazingly enough!", grinte jeg. Mandy grinte små-rødmende.

"That's great Justin. Let's go!", grinte hun. Jeg nikkede og jeg tøvede slet ikke med at stige ud af bilen nu.

Nok blev jeg mødt af en masse larmende kameraer og en masse åndsvage spørgsmål, jeg bare ikke gad svare på, men alt det føltes pludseligt fuldkommen ligegyldigt. Jeg havde fået et dejligt kys af en fantastisk pige, som jeg nu stod og tog imod og straks rejste der en helvedes masse spørgsmål fra pressen og paparazzi's hvem pokker denne pige var, som jeg stod og holdte blidt i hånden med ved bilen.

Hun fniste over tumulten og jeg var endelig blevet overbevist om, at denne generte pige ikke frygtede alt. Hun havde et overordenligt mod i sig selv, selv om hun gemte den ad vejen for det meste. Måske Mandy ikke var så usikker på sig selv i sidste ende? Hun skulle blot lære at stole på sig selv og sin egen dømmekraft. Det at hun bare havde givet mig et kys på læberne, selv om det ikke havde været et tungekys, så havde det vist mig, at hun faktisk havde et stort vovemod i sig selv. Jeg var virkelig glad for, at jeg havde den positive indvirkning på hende. Det kunne kun betyde noget godt i sidste ende.

Med Kenny foran os og Scooter og Chelle ved hver vores side af mig og Mandy, så holdte jeg hende troligt i hånden hele vejen til restauranten. Mange spørgsmål blev stillet og kameraerne stod ikke stille, men jeg bevarede roen og det følte jeg også Mandy gjorde. Lidt rart for hende, at hun havde sine solbriller på, for så blev hun trods alt ikke afsløret lige sådan. 

Vi nåede indenfor og Mandy havde ret. Alt i restauranten var som i mine forestillinger, som Mandy havde fortalt. Her var flot og det var som at være lidt i en drøm. Atmosfæren var fantastisk og jeg følte ikke, at folk stirrede efter mig, for her var det blot et bevis, at alle ville have lov til at være dem selv. Bordene var stilt op som i små 'oaser' for sig selv, så der var masser af privatliv. 

Mandy smilte fantastisk. Det var sikkert at se på hende, at hun ikke helt var på fremmed grund. 

Jeg blev mødt af et stort og kærligt smil gennem rummet fra min mor. Hun tøvede som aldrig med at rejse sig fra sin stol for at gå mig i møde og omfavne mig. Ja, uden hende var jeg ingenting. Hun var min klippe og uden hendes betingelsesløse kærlighed, så havde jeg ikke klaret den her i livet. 

Jeg tillod mig at slippe Mandy's hånd og det virkede heller ikke til, at hun protesterede lige nu, så det var kun gode tegn. 

"Mom!", udbrød jeg glad og min mor hægtede straks hendes arme om min nakke. Så lille hun var efterhånden, eller også var det bare mig, der havde skudt i vejret. 

"My baby!", sagde hun kærligt i knuset og jeg kunne ikke lade være med at rødme. 

"Well mom. You are a little embarrassing!", grinte jeg lettere pinligt berørt og jeg greb efter min mor's hænder om min nakke for at fjerne dem forsigtigt. Min mor smilte med et nuttet udtryk op til mig. 

"Oh no, baby, you are my lovely big boy and we have not seen each other for a few months, so I have permission to show you how much I love you!", svarede min mor, mens hun holdte om mine kinder med den ene hånd, så jeg fik trutmund og hun tvang et stort vådt kys på min kind. Kunne hun være mere pinlig? Altså! Jeg rødmede blot. 

"Ya, I love you too, mom!", svarede jeg med et tørt og rødmende grin. Min mor smilte og slap mig og hun kiggede til siden bag mig, mens jeg stod og tørrede min mor's våde kys af min kind.

"Who's the pretty girl? There is then probably something you haven't told me, son? How long have you two been together? Introduce me for her, now that you brought her with you?", udbrød min mor med et stort smil. Oh ya, here we go! Jeg kunne se det på min mor. Hun troede helt sikkert, at jeg havde fået mig en ny kæreste? Ja, hvorfor skulle jeg jo tage en pige med til frokost og så ligefrem med min mor? Ja, det kunne helt sikkert give tvetydige signaler for pressen? Det var jeg udemærket klar over, men nu forholdte det sig bare ikke sådan! Helt sikkert, at der ville være en helvedes masse billeder i morgendagens aviser og blade af Mandy og jeg gående hånd i hånd. 

Overskrifterne ville sige sig selv: "Justin Bieber dater mystisk brunette!" eller noget i den dúr? Jeg grinte bare ved tanken om det. Hvor kunne jeg fryde mig over, at bringe medierne til vanvid med alle de små hemmeligheder de ikke vidste noget om. Mandy var blot blevet en sød og kærlig veninde af mig. En pige jeg havde frelst og tilfældigvis havde vi bare en masse at snakke om. Hun var virkelig fantastisk, men kæreste var hun ikke. Om hun ville blive min kæreste, havde jeg ingen anelse om? Var det i hele taget ikke også underordnet? Jeg nød Mandy's selskab. Hun var så sød at hænge ud sammen med. Det skulle jeg bestemt ikke brokke mig over. Jeg havde jo flere pige-bekendtskaber. Måske rigeligt med pige-bekendtskaber, så om Mandy skulle være endnu én i flokken eller om vi virkelig ville få et nært og holdbart venskab ville kun tiden kunne vise? Jeg smilte til min mor. 

"No mom, you misunderstand a little?", svarede jeg med et lille drilsk grin. Min mor så overrasket på mig, med et udtryk der viste, at hun slet ikke var overbevist over min udtalelse. Hvorfor var det lige, at mange ikke troede på mine ord? Selvfølgelig indrømmer jeg over for mig selv, at jeg havde fået varme følelser over for Mandy, men det skulle alle mulige andre absolut ikke vide. Jeg havde da lov til at have hemmeligheder, ikke? Jeg vendte mig mod Mandy, der stod og smilte rødmende. Jeg hintede med hovedet mod mig og min mor og Mandy kom hen til os. Jeg tog pr automatik Mandy i hånden, for jeg vidste efterhånden, at hun følte sig tryg og sikker tilpas på den måde, men selvfølgelig bemærkede jeg min mor køre blikket ned på vores sammenfoldede hænder et øjeblik. Helt sikkert, at min mor ikke troede på mig. Min mor smilte stort til Mandy. 

"Mom, this is Amanda, but she likes to be called Mandy. A girl I met on the 40 'floor earlier today!", forklarede jeg og min mor smilte og rakte hånden mod Mandy. 

"Mandy, this is my mother, Pattie Mallette!", fortsatte jeg og Mandy smilte rødmende. 

"Nice to meet you Pattie!", sagde hun med et blussende smil. Min mor smilte stort. 

"Nice to meet you Mandy! 40 'floor? You must surely have taken my son by storm, since you two should meet quite up there?", svarede min mor, så jeg følte det hele ret akavet. 

"Nej nej mor, det sagde du bare ikke!", tænkte jeg flovt. Mandy nikkede og grinte.

"Well, he's an earthy angel", grinte Mandy og hendes svar overraskede mig seriøst. Min mor grinte og nikkede for der efter at give Mandy et stort knus. Damn, det overraskede mig hvor meget de to var på bølgelængde. 

"I'm aware! He's not my son for nothing!", grinte min mor fjollet til Mandy, der grinte fjollet igen. De satte dem ned og snakkede vildt sammen, som var de bedste veninder. Jeg følte mig pludseligt malplaceret. Jeg måbede over hvor godt de svingede sammen. Det var seriøst som om de havde kendt hinanden, ja ALTID! Jeg var slet ikke i tvivl nu. Mandy var PIGEN! Hende jeg havde søgt efter længe......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...